Over Formosa-Kanalen

u J^/CT har altid imellem os Danskere været Folk. som hav<
M søu't deres Udkomme i fremmed Land, og naar mår
o l"

kunde gjøre en Optælling, vilde man finde, at Tallet paa de Landsmænd, der bo uden Lands, ikke er helt ringe. For en stor Del af disse Landsmænd, der ere borte fra Hjemmet, gjælder det. kan man vistnok sige, som Regel, at de stadig med Kjærlighed mindes deres Hjemstavn, og at de ere glade, naar der for dem frembyder sig en Lejlighed til at sende en Hilsen til Danmark. Under disse Omstændigheder vil man indse, at jeg ikke har kunnet undlade at efterfølge den til mig stillede Opfordring om at meddele noget om .Erna til det „Geografiske Tidskrift", og jeir haaber ogsaa. at dette Tidskrift i Tidens Løb skal komme til at indeholde ét og andet om dette mærkelige Land. ..Midtpunktriget'¹, som Kineserne selv kalde det. Min forste Meddelelse, som hermed følger, vedrører Øen FOTmosff der kun er lidet kjendt i Danmark, i det meget fa a af vore Landsmænd have gj æstet den. Jeg har været saa heldig to Gange at have aflagt Besøg paa Øen, i det jeg har været dér i det store nordiske Telegrafselskabs Tjeneste, og jeg har tillige paa selve Stedet faaet en hel Del Underretninger, da jeg. hvad der ikke er almindeligt iblandt de i Kina bosatte Evropæere, har lagt mig lidt efter det kinesiske Sprog og kan underholde mig med Kineserne i deres eget Maal.

Det var en klar Solskins-Eftermiddag i April Maaned 1877, at jeg gik om Bord i Hans kejserlige kinesiske Majestæts Kanonbaad ..Feilung" (den flyvende Drage), der af Guvernøren over Fokién-Provinsen, Hans Excellence Ting Jih Chang, var stillet til min Raadighed for at føre mig til Tajvan. det kinesiske Navn paa Formosa, denne skjørme og vidunderlig rige Ø, der er adskilt fra Kinas Fastland ved den 30 Mile brede, urolige Forrnosa men hører under det himmelske Rige. Ordet Formosa er spansk og betyder den dejlige. Navnet er givet Øen af Spanierne .~ der 1626 paa Øens Nordkyst grundlagde et Fort, hvorfra de igjen fordreves af Hollænderne. Tajvan derimod er. som sagt, kinesisk og betyder, ordret oversat. Terrasse-Strandbredden. — Kanonbaaden laa for Anker uden for Futsjovs Arsenal, hvor den tilligemed 20 andre større og mindre Dampskibe er bygget paa den kinesiske Regerings Værft og af Kinesere under Ledelse af franske Marineofficierer. Dampen var oppe og alt klart til Afgang. Kaptajnen, eii ung, intelligent Kineser, modtog mig ved Falderebstrappen og præsenterede mig for sine Officierer, der alle vare Kinesere, som vare udgaaede fra Søkadetskolen paa Arsenalet. Det er en rei underlig Ting at komme om Bord i et saadant Krigsskib, hvor man er den eneste Evropæer imellem en Mængde Mennesker, der af Evropæernc herude almindeligvis regnes som lavere Væsner, og saa at finde dem ikke alene styrende et stort armeret Dampskib, men i mange Retninger at gjøre dette ligesaa forsvarligt som de bedste evropæiske Søfolk. Til Trods for alt, hvad der er sagt og skrevet om den Sag, og til Trods for de engelske Blades Yndlingsnavn „Pattebarnsflaaden", er det dog en Kjendsgjerning, at Kina nu for Tiden har en Flaade, der i al Fald har været tilstrækkelig til at rense de kinesiske Farvande for de talrige Sørøvere, som tidligere gjorde Søfarten herude saa usikker. Naar man tager Hensyn til, at, som Missionæren Gutzlaff fortæller, Kineserne for 30 Aar siden byggede deres første Dampskib, som kun havde den Fejl, at det manglede — Maskine, og at de for 10 Aar siden kun kunde præsentere en Flok brogede Krigsdjunker med gamle glatløbecle Kanoner, medens nu en Flaade paa vel noget nær halvhundrede Dampskibe, udstyrede med det bedste nukjendte Skyts og helt igjennem bemandede med indfødte, værne om dets Kyster, forekommer det mig, at der er mere Grund til Beundring end til Spot.

Strax efter at jeg var kommen om Bord, lød Kommandoraabet paa engelsk: „Kast los fra Bøjen", et Signalskud fyredes fra Skibet, og med det trekantede takkede kinesiske Flag — gult med en grøn Drage — vajende fra Gaffelen stode vi Floden ud. Feilung var et velbygget og vel vedligeholdt Træskib, der førte 3 riflede Kanoner paa hver Side samt 2 Mitrailleuser paa Bakken, barkrigget og med en Maskine paa 12^ Hestes Kraft. Det viste sig at være et fortrinligt Søskib og i Stand til under almindelige Vejrforhold at løbe sine 2 Mil i Timen. Besætningen var 8 Officierer og Maskinmestre samt 120 Mand, alle Kinesere; Officiererne vare iførte en Slags mørkeblaa, kort Jakke med rmedistinktioner og rund sort Filthat med smalle Guldtresser, men bare for Resten den sædvanlige kinesiske Dragt; Mandskabet havde mørkeblaa, vide Benklæder og Jakke samt Straahat. Med en stærk Ebbe løb vi ned ad Minfloden og sejlede forbi de mange kunstig udseende

Forter paa Flodbredden, hvor det mere syntes at komme an paa en Udstilling af brogede Flag og Bannere end paa brugbart Skyts; endelig stode vi ud til Søs og vare nu i Formosa-Kanalen, i det der blæste en stærk N. Ø. Monsun, som fyldte vore Sejl.

Minßoden dannes af tre mindre Floder, der flyde sammen ved Byen Jen Ping Fu. Den er 60 Mile lang og paa Grund af sin ens Dybde i hele sin Længde en af de vigtigste Floder i Kina. En Mængde store Byer ligge paa dens Bredder, og man faar her ret et Vidnesbyrd om Folketætheden i Kina; thi ved denne Flod, der ikke er længere end fra Skagen til Hamburg, findes ikke mindre end 27, til Dels meget store Byer. Forskjellen paa Ebbe og Flod ved Flodens Munding er fra 18 til 20 Fod, og dette tilligemed en Mængde Sandrevler og Skær gjør Sejladsen meget vanskelig for større Skibe, som derfor ikke gaa længere op end til den saa kaldte Pagoda Havneplads, to Mile fra Futsjov. Imellem Pagoda Havneplads og Futsjov har det store nordiske Telegrasfelskab for den kinesiske Regering bygget en Telegraflinje, den første og eneste Regeringslinje i Kina. Ved Pagoda Havneplads ligger ligeledes det før omtalte Arsenal, der nu, saa at sige, udelukkende drives af kinesiske Officierer og Arbejdere. Ved min Afrejse stode to store „Composit"-Dampskibe-Damp- paa Beddingen rede til at løbe af Stabelen. Alt Materialet og endog Maskinerne ere tilvirkede i Kina og af indfødte. Ved Minganhsien, en temmelig stor By, der ligger omtrent 3 Mile fra, Mundingen, er Floden kun J/» Fjerdingvej bred, og her dannes da det omtrent 3 Fjerdingvej lange Ming-an Pas, hvorigjennem Strømmen med en Dybde af 12_—25 Favne skynder sig i rivende Fart. Begge Flodbredder have Bjærge, 1500^—2000 Fod høje, der naa lige ned til Vandet og ere dækkede med grønne Rismarker, som i Terrasser strække sig næsten til det øverste af Højderne og hist og her fremvise maleriske Hytter, omgivne af Frugttræer og Bambusplanter.

Alt om Bord gik sin regelrette Gang, og allerede næste Dags Morgen passerede vi Pescadorerne, en lille Øflok, der ligger mellem Amoj og Formosa. Disse Øer ere i alt 21, hvoraf den største er 16 Mil i Omkreds; ingen af dem hæver sig højere end 300 Fod over Havets Overflade. De to største ligge midt i Øflokken og danne tilsammen en fortrinlig Havn. Øerne mangle aldeles Træer, men frembringe Hirse, Jordnødder, Ananasser, Batater og Grøntsager. Indbyggerne anslaas til 8000, og de fleste af dem ere Fiskere. HoDænderne toge 1622 disse Øer i Eje, men droge to Aar efter paa den kinesiske Regerings Opfordring til Formosa. Ved Middagstid ankrede vi paa Tajvanfus Red. Foran os laa, saa vidt Øjet kunde række, en lav sandet Kyst, hvorom en

Stammer ere en uskadelig Race, der ved overdreven Nydelse af stærke Drikke har tabt sine oprindelige krigerske Tilbøjeligheder og nu mest sysselsætter sig med at udføre de lavere Markarbejder for de kinesiske Nybyggere. Deres Huse ere byggede af Træ og udgjøre kun ét stort og højt Rum. hvori der mangen Grang bor flere Familier, uden nogen Adskillelse imellem de forskjellige Aldre og Kjøn. De helvilde Stammer derimod, der leve i Bjærgene, staa, som sagt, paa evindelig Krigsfod ikke alene med Kineserne, men med hinanden indbyrdes og med enhver, livem de kunne komme bag paa med deres Spyd eller Knive. De ere lidenskabelig hengivne til Jagt, der, saa at sige. danner deres eneste Erhverv. Sædvanlig ere de væbnede med Spyd og Bue, medens dog nogle af dem eje_{'Flintebøsser;} endog de nymodens Bagladerifler have fundet Vej ind i Formosas Urskove. Disse Vaaben samt Krudt, Salt, Bomuldsvarer og Jærnvarer tiltuske de sig for Takker og Dyrehuder af de enkelte kinesiske Handelsmænd, der vove at give sig i Kast med disse Stammer. Den Jagt. de drive med størst Lidenskabelighed, er imidlertid Menneskejagten, og da en Mands Anseelse afhænger af Tallet paa Hjerneskaller i hans Hytte, og han end ikke kan blive gift uden at eje en vis Mængde deraf, opbyder den vilde alle sine Kræfter for at sikre sig disse kostbare Priser. For at naa deres Maal dræbe de uden Forskjel Kinesere eller andre vilde, forudsat at de ikke høre til Stammer, med hvem de netop i Øjeblikket ønske at staa paa en venskabelig Fod. I smaa Afdelinger paa 10 til 20 Mand drage de ned til Bjærgenes Fod eller til andre Stammers Enemærker, væbnede med Spyd og Kniv — ikke med Bøsse — og bærende paa Ryggen en lille Sæk med kogt Ris. De snige sig da om i Nærheden af befærdede Steder, indtil de faa Lejlighed til at komme bag paa en enlig Vandringsmand eller Markarbejder. De angribe aldrig, undtagen de holde sig for de stærkeste, og de vise sig kun i Angrebets Øjeblik. Naar deres Ris er sluppen op, eller naar de have skaffet sig et Hoved, vende de hjem til deres egen Stamme. Her holdes en større Fest for at hædre de heldige Jægere, hvis Trofæer renses for Kjødet og nu tjene til Drikkekar ved Festen. De fleste af Stammerne have en høj, smækker Væxt og olivengul Ansigtsfarve; de have langt Haar, som undertiden er bundet op ien Knude bagtil. De tatovere den nedre Del af Ansigtet, saa at det ligner et Netværk, der strækker sig fra det ene Øre til det andet, gaar neden for Næsen og dækker hele Hagen. Mændene have desuden en tommebred Stribe fra Panden til Hagen, og alle bære de visse smaa Mærker, tatoverede paa Panden. I varmt Vejr gaa begge Kjøn fuldstændig nøgne, og kun undtagelsesvis bære de et Tørklæde bundet om Livet med de løse Ender hængende ned foran. Kvinderne væve et Slags stærkt og groft Lærred af kinesisk Græs, hvilket de undertiden brodere smagfuldt med røde og blaa Traade, som de pille ud af Bomuldstøjer, der ere solgte dem af Kineserne.

Flere Skibes Besætninger, der have været saa uheldige ved Skibbrud at falde i disse vildes Hænder, ere blevne myrdede, hvilket igjen har ført til Konflikter imellem vedkommende Skibes Regeringer og Kina, der gjøres ansvarligt derfor, da det mener at have Højhedsret over Øen. Et saadant Tilfælde havde for tre Aar siden nær ført til Krig med Japan, da dette Lands Begering krævede Oprejsning for Drabet af Besætningen paa et japanesisk Skib; Japaneserne landsatte en Troppestyrke paa Øen for selv at tugte de vilde, da Kineserne erklærede sig ude af Stand dertil. Kun ved Mægling af de evropæiske Afsendinge i Peking kom det til en Forstaaelse mellem de to Magter, hvorved Krig blev undgaaet. I Mellemtiden afbrændte Japaneserne nogle af de vildes Landsbyer paa Østkysten af Formosa og begyndte at trænge ind i Bjærgene; men paa Grund af Skovenes Ufremkommelighed og de vildes Modstand viste dette Foretagende sig at være langt vanskeligere, end man ventede, og Japaneserne nødtes derfor til at opgive det paabegyndte Felttog.

Saa snart Ankeret var i Bunden, omringedes vor Kanonbaad af en Mængde „Katmarangs", nogle højst mærkelige Bambusflaader, paa hvilke man sættes i Land. Det er nemlig næsten umuligt at lande i en almindelig Baad, fordi Brændingen paa Sandrevlerne, som man maa passere, er altfor voldsom. En saadan Katmarang dannes af 12 lange Bambusstænger, der ere lagte Side om Side og sammenbundne med Reb og mindre Stænger. To lange Bambusstænger ere lagte oven paa Flaaden, og paa disse findes der Aaregafler af Træ. Et firkantet Stykke Træ er fastgjort til Flaadens Midte og tjener til Understøttelse for Mast og Sejl, og lige bag dette er der fastbundet en Trætønde, hvori Passagererne tage Plads. Tre Mand, uden anden Paaklædning end et Dække om Hofterne, ro Katmarangen, i det de staa med Ansigtet vendt mod Forenden, og nu gaar det temmelig hurtig ind imod Land. Snart nærmer man sig Brændingen; Baadsmændene istemme en ensformet Sang, der efterhaanden gaar over i en livligere og livligere Takt, indtil de til sidst skrige som besatte og ro til af alle Livsens Kræfter. Nu ere vi midt i Brændingen, snart nede mellem de vældige Bølgetoppe og snart højt oppe paa dem; endelig glide vi imod en udstrakt Mudderflade ind i Land. Paa

denne Maade ere vi komne til Tajvanfus Havneplads, for saa vidt man kan kalde det en Havn, hvor Skibene ligge ude paa den aabne Red, en halv Mil fra Land og altid med Fare for enhver Storm. I Nærheden af Tajvanfus Havneplads findes Ruiner af det hollandske Fort Zelandia; en Del røde, brændte Mursten derfra ere brugte til Opførelsen af en hel Landsby i Nærheden. Her er ogsaa en udstrakt Mudderflade, der ved yderste Højvande staar under Vand. Tgjennem denne Mudderflade løber en bred Vej, bygget paa en Dæmning, og lidt paa den anden Side Dæmningen er en Kanal, hvorigjennem Baade med Ladning fra eller til Skibene under Højvande kunne passere op til Byen. Mudderfladen er inddelt i store Firkanter, der ere afdelte ved lave Dæmninger, og den bliver til visse Tider sat under Vand ved at indlade Havet. Vandet faarda Lov at blive staaende og fordampe, hvorefter det afsatte Salt opsamles. Salttilvirkningen er overalt i Kina et Regeringsmonopol, og Smugling deraf straffes paa det strængeste: det Salt, der indvindes paa Formosa, er mørkegraat og meget slet.

Tajvanfu, der ligger 3 Fjerdingvej fra Havet, er en kinesisk By med 120,000 Indbyggere; den er Øens kinesiske Hovedstad og Guvernørens Sæde, og den omgives af en Mur, som er 20 Fod høj, 12 Fod bred og 11/«l¹/« Mil i Omkreds. Et nyt Betonfort, der er armeret med de bedste kruppske Kanoner og bygget af franske Officierer, ligger paa Stranden neden for Byen og værner imod Angreb fra Søen. Tajvanfu er; om muligt, endnu in ere snavset og slettere bygget end andre kinesiske Byer; Hu•sene ere af Træ eller Mudder, Gaderne ere snævre, mørke og fulde af Uhumskheder, og kun enkelte af de større Templer ere nogenlunde anstændige Bygninger. Byens vigtigste Handelsvare er Sukker, der gror overalt paa Formosas Lavland. Rørene knuses i meget primitive Knuseværker, og Sukkeret, der er noget mørkt og stærkt blandet med Kalk, pakkes i Kurve, som hver indeholder omtrent 200 Pund; det sælges til de evropæiske Kjøbmænd for at udføres. Foruden Sukker udføres der fra Tajvanfu en Del Ris, men Handelen med denne Vare er i de indfødte Kjøbmænds Hænder. Omtrent 30 Evropæere, Kjøbmænd, Toldembedsmænd og Missionærer ere bosatte i Tajvanfu.

Fem Mile sønden for Tajvanfu ligger Takao, en anden af de Byer paa Formosa, som ere aabnede for Handel med Evropæerne. Havnen her er en Smule bedre end Tajvanfus, men af saa ringe Udstrækning, at kun to større Skibe kunne faa Plads til at dreje. Denn« Havn dannes af en^Lagune, som er en halv Mil lang og en Fjerdingvej bred. Indsejlingen ligger mellem høje, stejle Klipper og er næppe 200 Fod bred. Større Skibe maa derfor ankre op uden for-, hvor der er god Ankergrund i N. Ø. Monsunen, men meget farligt i S. V. Monsunen. Fra Takac udføres samme Yarer som fra Tajvanfu.

Fra Tajvanfu løber der langs Vestkysten en Slags Landevej til den største Handelsplads paa Øens nordlige Del. Tamsui. Denne Vej er ufarbar i Regntiden. Heste eller Vogne bruges ikke, og kun paa korte Strækninger nær ved Tajvanfu træffer man paa Karrer, der ere forspændte med Oxer, rimeligvis i sin Tid indførte af Hollænderne. Rejsende befordres altid i Bærestole, der bæres af 4_—6 Kulier, som tilbagelægge 4 danske Mil daglig og 12 til 14 Dage i Træk. Paa Vejen til Tamsui passerer man en Del større kinesiske Byer og gaar gjennem eller over forskjellige Floder eller-Bjærgbække, der i den tørre Aarstid ikke ere stort andet end Rendestene, men i Regntiden svulme op til rivende Strømme. Lige norden for Tajvanfu er Landet sandet og gradvis højnende. Efterhaanden, som man kommer nord paa. bliver Landet frugtbarere, og 5 Mil fra Tajvanfu slynger Vejen sig gjennem rige, opdyrkede Egne. der saa langt Øjet rækker. ere dækkede med frodige Ris- og Sukkermarker. Frugtplantager, , Orangelunde og Palmeskove. Betelnødder, Ananasser, Bananer og hundrede andre tropiske Frugter voxe vildt omkring ved Markskjellene, og en rig, duftende Plantevæxt breder sig ligesom et blomstrende Tæppe over hele det dejlige Landskab. Talrige Byer og Landsbyer ligge spredte over den udstrakte alluviale Slette, pan, hvilken der er en livlig Samfærdsel. Nogle af disse

Landsbyer ere kjendte for deres Tilvirkning af Papir, der laves af Risplanten eller af Aralea papyrifera. Nord paa højner Landet sig igjen, og ved Tamsui støder man paa Bjærgene, der ved Øens nordlige Spids næsten træde ned til Havet. Tamsui ligger ved en Flod af samme Navn. tæt ved dens Udløb, og er Hovedoplagsstedet for Formosas The- og Kamferhandel. Theen er indført fra Kina og gror nu i større og større Mængde paa de lavere Bjærges Sider og de mange Højsletter. Formosas The kan vel ikke i Godhed maale sig med Kinas bedste Sorter; men at den mere og mere gjør sig gjældende, især paa det amerikanske Marked, ser man af det stigende Kvantum, der aarlig udføres. Her saa vel som i Sukkerproduktionen er der dog Plads for mange Forbedringer, og særlig Theavlen vilde kunne udvides næsten uindskrænket, naar den nødvendige Kraft og Kapital bragtes til Anvendelse. For at naa dette maatte imidlertid den evropæiske Kjøbmand, der raader over de to nævnte Faktorer i langt højere Grad end den som oftest fattige, kinesiske Theplanter, optræde som Thedyrker og ikke alene saaledes som nu kjøbe den frembragte Vare. Under de nuværende Forhold er dette imidlertid ikke muligt; thi det er ikke

tilladt Evropæerne at have Jord uden for de- aabnede
Traktathavne.

Kamferet indvindes af Kamfertræet, der voxer i Mængde i Xærheden af Tamsui og rimeligvis i alle Mellem-Formosas Skovdistrikter. Træets Rod skæres i Smaastumper, af hvilke Kamferet udkoges. Kun paa de Steder, hvor Transportmidlerne ere lette, bruger man ogsaa Stammen . der ellers bliver liggende übrugt paa den Plet, hvor den er fældet. Efter at Kamferet er kogt ud, ser det ud ligesom snavset Sne, o<>' det pakkes i T onder, der indeholde hver omtrent 400 Pund. Hvad der kjohes af evropæiske Kjohmænd, bliver efter Ankomsten til Tamsui stærkt presset og lider derved et Tab af 20 pCt. i Vægt. — Omtrent 2 Mil fra Tamsui findes store Svovlkilder, der yde en Mængde Svovl. Svovlskorpen, der afsættes rundt om Kilderne, afskalles og smeltes i store Jærnpander. Skummet og Bundfaldet kastes bort. medens de renere Dele øses op i Støbeforme af Træ. De Blokke, der fremkomme derved, underkastes atter den samme Proces, og man faar da en nogenlunde ren Vare. Kilderne drives af Regeringen, der bruger Svovlet ved Tilvirkningen af Krudt.

K (lun f) er den nordligste By paa Formosa. som er tilgængelig for Evropæerne, og deri har den bedste Havn, værnet mod alle Sider undtagen imod Nord. Den er dog meget lille, i det den kun giver Svingrum for 2 til 3 større Skibe. Omgivelserne ere højst maleriske. En Mængde smaa Øer, dækkede med Palmetræer og kæmpestore Bræguetræer. ligger spredt omkring i Indløbet, og midt i dette ligger en 580 Fod høj Klippeø, der danner et godt Sømærke. Kilung er Udførselsstedet for det nordlige Formosas Kul, som her findes i Overflod. Kineserne have paa dette Sted i lang Tid drevet Miner, men paa en meget primitiv Maade, i det Minerne kun dannes af Huller i Kullagets Yderkant og forfølges ind efter, saa længe Minen kan holdes tør. Xoget egentligt Pumpeværk har man hidtil ikke brugt; naar et saadant bliver nødvendigt, forlades Minen, og man tager fat paa et andet Hul. I en lille Dal nær ved Kilung siges der at være aabnet ikke mindre end 60 saadarine Miner, og disses Righoldighed kan sluttes deraf, at der til Trods for den mangelfulde Driftsmaade fra dette Distrikt 1875 udførtes ikke mindre end 45,000 Tons Kul. Den nuværende Guvernør paa Øen har imidlertid 1876 fra England indkaldt Mirieingeniører og Minearbejdere med det nødvendige Maskineri, og har begyndt Driften paa en bedre Maade, saa at Minerne uden Tvivl ville vise sig at være en stor Indtægtskilde for Regeringen, hvem de tilhøre. Formosas Kul ere meget bituminøse og temmelig bløde; de brænde hurtig, afgive en étærk. tyk Røg og afsætte megen Sod, saa de ikke ere meget brugelige for Dampskibe, der gaa paa lange Rejser. Det er imidlertid muligt, at Kvaliteten vil forbedres, eftersom man trænger længere ned i Lagene. Regeringen har for at lette Udførslen nedsat Udførselstolden meget. Man har ligeledes fundet Stenoljekilder i Xærheden af Killing, og Guvernøren har nylig indkaldt nordamerikanske Ingeniører med Boremaskiner, saa der er Udsigt til. at ogsaa denne Vare i en nær Fremtid vil frembringe? paa Formosa.

Efter det her meddelte vil man altsaa kunne sige. at Formosa af Mineralier har Rigdom paa Kul og Svovl. Man har imidlertid stadig ment, at Øen ogsaa skulde have Skatte af Metaller, og Guld, Sølv og Kobber ere nævnte sorn værende til Stede i stor Mængde. Herfor er der imidlertid aldrig givet andre Vidnesbyrd end løse Rygter mellem den kinesiske Befolkning, og de Undersøgelser, der i (len senere Tid ere gjorte af Regeringen, synes at have godtgjort, at i al Fald den Del af Øen, der er i Kinesernes Hænder, aldeles fattes de her nævnte Rigdomme. Det er muligt, at der er Metaller i Bjærgene, men det er ikke engang rimeligt, da de vilde dog vistnok vilde kjende deres Tilværelse og have udfundet deres Værd: men det synes ikke. som om ædle Metaller ere bragte ned til Kineserne gjennem deres Tuskhandel med de indfødte, og disse bruge heller ikke saaledes som andre vilde Folkeslag, hos hvem der findes Guld eller Sølv, at udsmvkke deres Personer eller Vaaben dermed.

Om end .Øen altsaa i Rigdom paa Metaller er fattigere end sit Rygte, frembyder deri dog med sin umaadelige Frugtbarhed, sin aldrig fejlende, rigelige Vandforsyning og sit milde Vejrlag en vid Mark for Foretagelsesaand, og i et kraftigt, civiliseret Folks Hænder vilde den ved Anvendelsen af den nødvendige Driftskapital kunne blive et af de rigeste Lande i Verden. Thedyrkningen vilde kunne udvides, Sukkertilvirkningen forbedres, , Indigoavlen ophjælpes, Skovdriften ordnes, og Kaffeplantager vikle kunne anlægges paa de imod Syd liggende Bjærgskraaninger, hvor de i Lighed med, hvad der finder Sted f. Ex. paa Sejion, vilde give rigeligt Udbytte.

Der er imidlertid en Mangel ved Øen, som vil være en væsentlig Hindring for dens Udvikling; den fattes aldeles brugbare Havne. Hele Vestkysten har ikke en eneste sikker Havn, og Skibene maa derfor, naar man undtager Takao og Kilung, hvor der er nogenlunde sikker Ankerplads for nogle faa Skibe, ankre i lang Afstand fra Land og udsættes for de største Farer i de 6 Maaneder af Aaret, hvor S. V. Monsunen blæser, og hvor de ødelæggende Hvirvelstorme, der komme med kuu faa Timers Varsel og sprede Død og Ødelæggelse, ere

saa hyppige og saa voldsomme. Hele Havet staar i denne Aarstid lige ind paa Kysten og umuliggjør tit flere Dage igjennem Forbindelsen med Land, saa at Losning og Ladning er forbunden med stor Tidspilde, Ulejlighed og Fare. Paa Østkysten træde skovklædte Bjærge lige ned til Havet, medens talrige Skær og skjulte Klipper gjøre Kysten vanskelig at befare.

Formosa gjæstedes første Gang af Kineserne i Aaret 1403, da nogle Djunker af en Storm dreves derover; men først 1668 lykkedes det Regeringen at bringe Øen under sit Herredømme, efter at Hollænderne og indvandrede Sørøvere allerede vare fordrevne fra deres faste Punkter paa Kysten. Det har altid været en urolig og slet styret Landsdel, baade som Følge af Befolkningens Rekruttering med Kinas Udskud og paa Grund af de kejserlige Embedsmænds Udsugeiser og Tyranni, der her mere end noget Sted i selve Kina har haft sit frie Spillerum. Øen har hidtil hørt under Provindsen Fokien, der har Futsjov til Hovedstad; men den nuværende Guvernør, Ting Jib Chang, en af Kinas kraftigste Embedsmænd, har nylig ibreslaaet Regeringen i Pekin at gjøre Øen til en selvstændig Provins med en egen Vicekonge eller General-Guvernør. Ting, der ligesom den bekjendte Li Hung Chang, Vicekonge i Tsjili-Provinsen, hører til Fremskridtspartiet, synes bestemt paa at gjøre det mest mulige for at faa Nytte af Øens naturlige Rigdomme. Han har, som allerede sagt, dannet nye Kulminer og paabegyndt Boring af Stenoljekilder med evropæiske Maskiner og Ingeniører, og han har ligeledes ifjor ladet opføre en Telegraflinje imellem Tajvanfu og Takao, omtr. 5 Mile lang. Linjen opførtes udelukkende ved Hjælp -af Kinesere, der ere blevne uddannede i den af det store nordiske Telegrafselskab ledede Telegrafskole i Futsjov. Endelig har han faaet Regeringen til at sende den meget omtalte Jærnbane (se nærværende Tidskr., Iste Bind S. 21), der for to' Aar siden byggedes af engelske Kjøbmænd imellem Sjanghaj og Vusung, men senere kjøbtes og borttoges af Avtoriteterne, til Formosa, hvor man mener, at han vil lægge den i Nærheden af Telegraflinjen. Det synes saaledes, som om alle disse evropæiske Opfindelser, der hidtil have mødt en haardnakket Modstand paa Kinas Fastland, nu skulle prøves og anvendes paa Formosa. Paa denne Ø er der langt mindre Kamp at vente end anden Steds i Kina, dels fordi den literære Stand, der ellers i Kejserriget er saa mægtig, og som danner Anstødsstenen for evropæisk Kultur og Fremskridt, kun tæller faa Medlemmer paa Øen og har ringe Indflydelse mellem de mere selvstændige indvandrede Nybyggere, dels fordi Øen som en indtaget Provins staar under et langt mere despotisk og mægtigt Militærherredømme end nogen anden Provins. Viser det sig da her, at Telegraflinjer, Jærnbaner og Mineanlæg blive nyttige og indbringende for Regeringen, er der endnu en Mulighed for, at man i en ikke altfor fjærn Fremtid kan se dem omplantede til det store himmelske Riges egentlige Grund. Man har i den største Del af Evropa aldeles urigtige Forestillinger om Kina og Kineserne. Man er saaledes tilbøjelig til kun at se dette talrige, nøjsomme, ihærdige og evnerige Folk fra den latterlige Side, og man finder Kinesernes Artighed og Høflighed naragtig, kun fordi den ikke stemmer overens med Evropæernes. Man kan ikke fatte, at Kineserne, der have en Kultur, soni er ældgammel og højst særegen.

med Forkjærlighed holde fast ved denne, og at de afsky „de hvide Djævle". Den Tid nærmer sig imidlertid stærkt, da Kina fuldstændig bliver aabnet for de fremmede ; men den Tid nærmer sig ogsaa, da Kinesere i Masse ville trænge sig frem rundt i Verden, maaske endog til Danmark, og man vil da faa at se dem bringe Prisen paa Tjenestefolk, Markarbejdere o. lign. langt ned under den, der nu gjælder. Dog derom mere en anden Gang.