Sydøsten i Nordgrønland. Den uden al Tvivl rigtige Forklaring, som Kapt. Hoffmeyer i nærv. Tidskr. (Iste Bind, S. 6 o. flg.) har givet at „den grønlandske Føhns" Oprindelse, vil mulig kunne vække nogen Interesse for nedenstaaende Meddelelse om, hvorledes denne mærkelige Fremtoning virker i Nordgrønland ved Discobugten, samt om de forskjeilige Forhold, som den fremkalder dér. Under mit tyveaarige Ophold i Nordgrønland har jeg mangfoldige Gange haft Lejlighed til at iagttage „den grønlandske Føhn" eller „Sydøsten", som vi Danskere deroppe pleje at kalde den.

Uagtet den kommer fra det af stadig Is dækkede Indland, er den en varm Vind, der kan blæse til enhver Tid paa Aaret; næsten altid kommer den med stor Voldsomhed og tillige stødvis. I Vintermaanederne føles Forandringerne tydeligst og bedst; lader os da tænke os i Februar, en Maane'd, der i Almindelighed særlig hjemsøges af denne Vind. Hvor varm den er, ses af mine mangeaarige Optegnelser; thi Februars Middelvarme bliver dobbelt saa lav, naar der ikke er nogen Sydøst, men dette har i et Tidsrum af over 20 Aar kun indtruffet et Par Gange. Som sagt, vi ere i Februar; Thermometret viser over 25 Graders Kulde, Barometret staar usædvanligt højt, Vinden er nordlig, og vi have gjort vore Aftenoptegnelser, uden at ane nogen pludselig Vejrforandring. Næste Morgen er det næppe halvt saa koldt, Barometret har begyndt at falde, og naar vi træde uden for, overraskes vi allerede ved de Forandringer, vi iagttage i Luftkredsen; allerede nu kunne vi med Lethed forudsige Sydøstens Komme. Luften har faaet en særegen Klarhed, de omgivende Lande træde tydeligere og tydeligere frem, vi kunne paa det 3000 Fod høje Discoland, der ligger i 10^—12 Miles Afstand, tælle hver Dal og hvert N æs, som om det laa lige i Nærheden, ja mangen Gang ser man enkelte fremspringende Pynter og smaa Øer, som om de svævede i Luften. Hertil kommer, at Landene antage en mørk blaalig P'arvetone, der lade dem blive endnu mere fremtrædende. Paa den østlige klare og blaa Himmel danner der sig lavtstaaende Kludeskyer af en egen, aflang Form med bestemte Rande og stærk mørk Farve; disse Klodeskyer blive talrigere og talrigere. Den nordlige Vind tager mere og mere af og hører til sidst heltop; det bliver fuldstændig stille, Barometret falder hurtig, Thermometret stiger til Nulpunktet eller endnu højere; den lille Sidserønnike*) viser sig først enkeltvis og senere i smaa Flokke; Rypen, der paa denne Tid ellers findes nede imod Kysten, trækker sig tilbage til de høje Fjælde og er urolig og vanskelig at komme nær. En underlig forventningsfuld Stilhed hviler over Naturen. Paa Toppen af de høje Fjælde ses Røghvirvel ved Røghvirvel, ligesom fra en Masse Lejrpladser, og de tiltage i Mængde og Udbredelse

Efter kortere eller længere Tid naar endelig det friske Vindpust ned til det lave Land; det hvirvler en Snesky foran sig og styrter ud over det isdækkede Hav, saa at alt staaer i ét. Man maa paa bratte Steder tit kaste sig ned paa Jorden og klamre sig fast til Klipperne for at undgaa at hvirvles med af disse voldsomme Kast, der ikke sjælden rive Tagene af Husene, med LetheC flytte Storbaade fra deres Pladser og slynge Konebaade og Kajakker, der ikke ere tilstrækkelig fæstnede, langt Lort. Isen, der paa den Tid af Aaret ikke har den Tykkelse og Fasthed som senere hen , slaar Revner paa forskjellige Steder i Nærheden af Kysten ; disse Revner blive større og større, og efter nogle Timers Forløb ser man kun aabent Vand, saa langt Øjet naar. De vældige Vindkasts Kraft er saa stor, at jeg under de stejle Kystfjælde har set Is paa en halv Alens Tykkelse slaaet i Stykker af den. Barometret staar nu lavt, Thermometret vedbliver at staa højt, og i Timer, Dage eller Uger blæser det Sydøst, skiftende med Stille. Imidlertid kan Vinden pludselig springe om og blæse ligesaa voldsomt fra Nordøst, men Luften, skjønt noget køligere, beholder det samme klattede Udseende i Øst; heller ikke taber den særegne Straalebrydning sig, og det er kun Vindretningen, som forandres. Det varer heller ikke længe, inden Sydøsten atter tager fat, og dette udtrykker man i daglig Tale deroppe med Ordene: „Nordøsten kalder paa Sydøsten". Menneskene lide mere eller mindre af den tørre, lumre Luft, og det er ligesom om Foraaret allerede var der med sine Mathedsfornemmelser. Hundene ligge dovne og døsige med hængende Tunger. Fordampningen foregaar" i stor Maalestok, , og selv om Vinden ikke varer saa længe, at Sneen bliver til Vand, aftager Snemængden dog meget stærkt. Gaar man paa Sneen, er det, som om man gik paa tørt Sand, der glider bort under Fødderne. Undertiden varer Sydøsten saa længe, at smaa Elve danne sig, og at al Sneen gaar bort, ja! Græsset kan begynde at spire paa ny; men i Reglen raser den kun i enkelte Dage. Naar den skal til at høre op, iagttager man i Sydvest store mørke Skymasser, der hæve sig over Synskredsen, imedens Klodeskyerne i Øst lidt efter lidt svinde bort; Landenes blaalige Farve taber sig, Barometret stiger hurtig, og Thermometret viser utter Kuldegrader. Det mørke Skylag hæver sig højere og højere i Vejret, og paa én Gang bryder Sydvesten voldsomt igjennem, sædvanlig ledsaget af Sne. Sydvesten varer i Keglen kun i tre Dage, og Luften klarer nu af med nordlig Vind; Isen driver atter ind imod Land, og vi ere nu bragte tilbage til vore sædvanlige Forhold med nogle og tyve Graders Kulde og klart Vejr, imedens den nyfaldne Sne atter dækker alt med sit hvide Tæppe. C. (1. F. Pj'aff.

Strømningerne ved Island, l Kapt. Hoff'meyers for mig saa smigrende Afhandling om „Havets Strømninger ved Island" forekommer der nogle Ord, som ere uoverensstemmende med det, jeg har skrevet i „Tidsskrift for Søvæsen", og jeg tillader mig derfor at give et Par Oplysninger desangaaende. Side 90 i nærværende Tidskrift anfører Kapt. Hoffmeyer følgende: „Resultatet af det foregaaende bliver da, at medens vi tidligere gjennem Irmingers Arbejder kun vidste, at der om Sommeren løber en varm Strøm i Overfladen op langs Islands Vestkyst, have vi nu igjennem „Fylla"s Maalinger i 1877 lært, at denne Strøms Varme ikke indskrænker sig alene til Overfladen, men naar ned til en betydelig Dybde under denne" o. s. v. — I min Afhandling i „Tidsskrift for Søvceson" (1861) om „Strømninger og Isdrift ved Island" har jeg imidlertid skrevet:

„Strømningen fra Atlanterhavet, so in bestryger Islands sydvestlige og vestlige Kyster, udøver ikke alene direkte en mildnende Indflydelse paa disse Kyster, men er ogsaa Aarsag i, at den saakaldte grønlandske Drivis*), som stadigen findes drivende hen imod og langs den lige over for Island liggende grønlandske Kyst, ikke driver hen til Islands Vestog Sydkyst, hvor Skibsfarten aldrig bliver afbrudt paa Grund af denne Is og om end de fleste Fjorde og Vige i strænge Vintre fryse til paa Island, saa kunne dog Fiskerne drive Fiskeri hele Aaret rundt i de 2 store Bugter, Faxebugt og Bredebugt, som indtage Islands Vestkyst, i det disse Bugter paa Grund af den varmere Strømnings Indflydelse aldrig blive tillagte og, erulskjønt Dagene paa Islands Bredde ere meget korte om Vinteren og Vejrliget stormende, har det dog lykkedes det saakaldte Postskib endog i Kjæ.nen af Vinteren at udføre sine Rejser imellem Havnefjord og England, uden nogensinde at være bleven hindret, hverken af den grønlandske Drivis. eller Isen i Fjordene og Vigene".

Hermed mener jeg, at jeg har udtalt, at den omtalte
Strømning vedbliver med sit Løb hele Aaret igjennem, og
ikke kun „om Sommeren".

At den omtalte Strømning knn skulde findes i Overfladen, har jeg aldrig antaget: det vil tværtimod af det. min Afhandling ledsagende Kaart ses, at der i Bredebugten, paa 65'/'° n- Br, og 23° v. f. Greenwich findes anført o°* Reaumur i Overfladen og G° R. i en Dybde af 00 Favne. Naar jeg har paavist, at man paa en Dybde af omtrent tre Gange Ruudetaarns Højde har fundet 6° R varmt Vand,

---

*) Sidseronniken (Ac;inthi=> linaria I.in) overvintrer vel i 5ord?ronland. men srs aldrig, saa længe Kulden staar paa: i Vinterm.ianedernu opholder den sig rimeligvis under Sneen. I)eu holdes af og til i bur, hvor den do? kun kan leve et l'ar Aar i det højeste

*) IsfD, som fra Havet om Spitsbergen fores sydvest efter med den arktiske Stromning. guar under Benævnelsen af den „irronland».ke Driv- eller Hav saa vel paa I laml som blandt de søfarende.

altsaa paa meget lidt nær den samme Temperatur som i
Overfladen, forekommer det mig, at der lieri ligger et Bevis
for, at den varme Strømning ikke lindes „kun i Overfladen".

Jeg undlader ikke at oplyse, at man, forinden Fylla's Maalinger i 1877 vidste, at den varmere Strømning vestlig for Island, ved l(ujttayelser mellem Island oy i lietninyen heniinod Kap Farvel, fandtes endnu laugt dybere end deri af mig i Kaartet anførte Observation i Bredebugten.

Ved velvillig Imødekommen af Kapt. Knudsen, som 18-')!) kommanderede Orlogsbriggen „Ørnen" paa et Togt til Island og Grønland, modtog jeg efter Skibets Tilbagekomst ved Løjtnant Munthe Morgenstierne, der var konrmanderet med „Ørnen", de paa Rejsen gjnrte lagttagelser af Havets Temperatur, saa vel i Overfladen som i Dybet. Den af mig omtalte lagttagelse paa GO Favnes Dybde i Bredebugteu, fandtes ved Bunden af Havet og foretoges fra „Ørnen" den Hdje Juni l Sol).

End videre modtog jeg tiere Temperatur lagttagelser fra større Dybder paa Strøget fra Island hen ad den grønlandske Kyst og i Davisstrædet, hvilke ikke kunde antegries paa mit Kaart. som kun strækker sig til 30° v. f. G. Jeg tillader mig derfor at meddele dem her, særlig fordi der i den senere Tid foretages Undersøgelser af Havets Temperatur imellem Island og Grønland. Da disse Undersøgelser foretages noget nordligere, end paa de Steder, hvor Observationerne fra „Ørnen" ere gjorte, antager jeg, at efterfølgende Meddelelser ligeledes ville have Interesse i hydrografisk Henseende.