Oldtidsminder og Oldsager i Venezuela. Det vil
sikkert glæde Dyrkerne af den sammenlignende Etnografi
og Arkæologi at høre, at der i Republiken Venezuela's Hovedstad,
Caracas, er blevet oprettet et Museum for de etnografiske
Gjenstande og de Oldsager, som findes i Landet, og
at det samme Steds værende videnskabelige Selskab, Instituto
de ciencias sociales, støtter Museets Formaal.
Saa vidt man véd, har man endnu ikke gjort noget
Fund, der vidner om, at den mærkelige Kultur, 'som indtil
Spaniernes Komme herskede i Peru og til Dels i de tilstødende
Lande, har udbredt sig til Venezuela, Derimod
frembyder denne Republiks Omraade andre Mærkeligheder
af etnografisk og arkæologisk Interesse, som uden Tvivl ville
yde mangfoldige Bidrag til Videnskaben.
Alex. Humboldt meddeler saaledes*), at der er indhugget
Figurer i Granitklipper ved den nedre Orinoco og
ved Cassiquiare samt imellem Essequebo's og Rio Branco's
Kilder. Disse Figurer forestille Slanger, Krokodiller og
andre Fremstillinger, om hvis Oprindelse de vilde, som nu
leve paa Stedet, ikke vide noget. Lignende „Helleristninger"
forekomme ogsaa i Vestindien, saaledes paa den danske Ø
St. John**). Paa Sletterne i Provinsen Varinas findes flere
Gravhøje, hvilke for Resten høre til Sjældenhederne i Venezuela.

Vor Landsmand, Apotheker Einar Staal i Valencia,
har tilskrevet Meddeleren af disse Linjer, at der i Omegnen
af denne By i Mængde træffes store Gravkar, der ere nedsatte
i Jorden; de indeslutte fuldstændige Indianerlig samt
forskjellige Redskaber, Vaaben og Smykker. Hr. Staal agtede
i den sidste Halvdel af afvigte Aar at foretage Udgravninger
af saadanne Urner og ventede at gjøre et interessant
Udbytte, hvorom nærmere Meddelelser kunne
imødeses.

Men endnu større Interesse frembyder Klippehulen Ataruipe ved Orinocofloden, imellem Atures og Maypures. „I dette, et fuldstændig uddødt Folkeslags Gravsted", sigei Humboldt, „talte vi i kort Tid henimod 600 vel bevarede Skeletter, der vare fordelte saa regelret, at man ikke let vilde kunne tage fejl af Tallene paa ~dem. Hvert enkelt Skelet ligger i en Slags Kurv af Stilke af Palmeblade. Disse Kurve, af de indfødte kaldte Mapires, ere en Slags firkantede Sække. Deres Størrelse svarer til Ligets Alder. De skifte i Længde fra 10 Tommer til 3 Fod og 4 Tom. Alle Skeletterne ere sammenbøjede og saa fuldstændige, at der ikke engang fattes et eneste Ribben eller et Fingerled. Knoklerne ere præparerede paa tre Maader: enten ere de blegede i Luft og Sol, eller de ere farvede røde med Orlean, et af Bixa Orellana uddraget Farveæmne, eller ogsaa ere de ligesom Mumier overdragne med vellugtende Harpixarter og indhyllede i Bananblade. Indianerne fortalte os, at man lagde Liget ned i den fugtige Jord, for at Rjødct cftcrliaanden kunde opløses. Efter nogle Maaneders Forløb bleve de atter gravede op, hvorpaa man med skarpe Stene skrabede Levningerne af Kj ø det lort fra Knoklerne. Flere Horder i Guyana bruge endnu denne P'remgangsmaade. — Ved Siden af „Mapirerne" ser man halcl>ran\dte Lerkar, hvoraf hvert synes at indeholde Knoklerne af en hel Familie. De største af disse Gravurner ere 3 Fod høje og 4 Fod 3 Tom. lange. De ere graagrønne, ovale og se ret godt ud; de have Hanke af Form som Krokodiller og Slanger, og ved Randen ere de prydede med Mæandre, Labyrinther og lige Linjer, der ere stillede sammen paaforskjellig Maade." — Fra hvilket Folk og fra hvilken Tid dette Gravsted stammer, kan der ikke gives nogen paalidelig Oplysning om. „Efter et Sagn blandt Guahibos-Indianerne," fortæller Humboldt derimod videre, „flygtede de krigerske Aturer, forfulgte af Cariberne, ud paa Klipperne midt i de store Vandfald i Orinoco, og her uddøde efterhaanden det fordum saa talrige Folk, og Sproget tilligemed Folket. De sidste Familier deraf levede endnu i Aaret 1767. Paa vor Rejse viste man os i Maypures en gammel Poppegøje, om hvilken Indbyggerne paastode, at man ikke kunde forstaa den, fordi den talte aturisk."

Den ejendommelige Skik at skelettere Ligene, før de stedtes til deres sidste Hvilested, har især tidligere_ været meget udbredt i Syd- og Nordamerika, til Dels ogsaa i Asien og Avstralien. Hvor vidt det samme en Gang ligeledes har været Tilfældet i Evropa. kan ikke nu afgjøres med Sikkerhed; men det maa ikke lades uænset, at man i Danmark og Sverige i nogle Gravhøje fra Stenalderen har gjort Fund, som tyde paa, at Ligene i disse ere blcvnc skeletterede, før de lagdes ned i Gravkamrene.

I etnografisk og arkæologisk Henseende er Venezuela saa godt som ukjendt, uagtet alt tyder paa, at der her foreligger et rigt og mangfoldigt Materiale, som trænger til at undersøges. Man maa derfor haabe, at Styrelserne for det nye Museum og for det videnskabelige Selskab i Venezuela maa have Evner og Kræfter til at løse den smukke Opgave, de have sat sig, og det er utvivlsomt, at man med Tilfredshed vil modtage de videnskabelige Bidrag til Oplysningerne om Menneskehedens Kulturhistorie, der ville komme fra det nævnte, i saa mange Henseender mærkelige Land.

*) Voyage aux regions equinoxiales du nouveau continent, fait en 1799 — 1804, par Al. do Humboldt et A Bonpland: rédigv par Alexandre dp Humboldt. Relation historique. tome second (Paris 1819). — Ataruipehulen er be"-.••l-r.n cimmo <t..,1i C r.<l-_r.iu,

**) Afbildninger heraf ere givne S. 15 i Antiquarisk Tidsskrift A.irsr 1858-ßi (udgiTet af det Kg-], nordiske Oldskrift-Selskab).