II

J Aaret 1789 forsøgte det Engelsk-Ost indiske Handelsselskab at benytte Andamanerne til en Straffekoloni, men Forst »get lykkedes ikke og opgaves helt 1798. < ''erne henlaa nn uden at paaagtes. indtil del indisk«' Opror udbrod i Aaret 1857. Da, besluttede Lord Canning, at Andamanerno igjen skulde besættes. En forberedende Expedition blev sendt derhen under Dr. Mouat. som i et særligt Skrift har skihlret sit Ophold der. Den 10de Marts 1858 kom Dr. '\Yalhr til Øerne med de første 200 Fanger; men disses Tal forøgedes hurtig, og den 12te Juni var der blevet bragt 773 Mænd dertil. Det var ingen let Opgave, Dr. A Val ker havde for sig. thi Vanskeligheder ophobcde sig paa alle Sider, og mange Farer omgav ham. Han var imidlertid energisk og snarraadig, og bragte Kolonien ud over den første vanskelige Tid. Nu have Forholdene forandret sig: det kan ikke mere lade sig gjøre som den Gang. at Fanger i hundredvis flygte ind i Skoven; ej heller er noget Angreb af de vilde længer at frygte; Kolonien er fæstnet, og ud af det vanskelige og tvivlsomme Foretagende har der udviklet sig en blomstrende Straffekoloni, den største i hele Verden. Det System, hvorefter der arbejdes, er ikke fuldbaaret sprunget ud af nogen Pande, men har udviklet sig gradvis efter Koloniens Tarv; den Klarhed og den Blån, som nu gaar igjennem enhver Befaling henimod et bestemt Maal, har ikke altid været til Stede. Fra de tidligere Straffekolonier kunde der ikke hentes megen Vejledning; thi denne begyndte under helt andre Forhold. De evropæiske Forbrydere, der sendtes'_til de avstralske Kolonier, hørte til de mest forbandede, medens det i Port Blair fortrinsvis var Mordere, blandt hvem Rekruteringen fandt Sted. Dette gjør en meget væsentlig Forskjel; thi Mordere ere meget tit Mænd, der ledede af Øjeblikkets Indskydelse have stillet sig udenfor Loven, men ellers stræbsomme og afgive gode Elementer til at danne :.;n Koloni, i det de. naar de have en Udsigt til at kunne begynde Livet forfra og ere løsrevne fra det Samfund, der frygter dem. arbejde, ligesom de forhen arbejdede. Et Mord er i Regelen en enestaaende Handling i et Menneskes Liv. medens de Forbrydere, der fejde imod Xæstens Ejendomsret. jævnlig ere uhelbredelige, fordi Tyveriet tit er Frugten af et slet ført Liv; ved dem har man altsaa en slet Grund at bygge paa. Denne Straffekoloni var derfor heldig stillet, naar hensaas til den Art Fangel¹, som sendtes dertil; men paa- den anden Side var der ogsaa meget uheldige Forhold til Stede.

T et tropisk Land med et Vejrlag saa fugtigt som Andanianernes, en umaadelig frodig Plantevæxt. en til Dels alluvial Jordbund, d. v, s. store Sumpe, opstaa nødvendigvis dødelige Uddunstninger, som ved enhver Kolonisation ville kræve store Ofre af Liv. Man er nødt til at trænge Urskoven tilbage, udtørre Sumpene, afsive Jordbunden og skaffe sunde, luftige Bygninger, godt Vand og god Kost. Dette sker imidlertid ikke saa let, som det i Almindelighed menes. Skoven kan ikke tændes ; de vaddige Træer maa hvert for sig overhugges og faddes; derefter maa Rødderne udgraves og bortskaffes. "I Urskoven findes vistnok Træarter, dor afgive udmærket Gavntømmer; men for at kunne benytte dette maatte man først indføre en Dampsav. En saadan har nu været i fuld Gang siden 1866; men dog er den Masse, der frembringes paa Stedet, forsvindende lige overfor Behovet i den stadig og hurtig voxende Koloni. Næsten alle Bygninger ere derfor opførte af indført Teaktræ; men denne Indførsel bar selvfølgelig kostet umaadelige Summer. Læserne ville af min Fortælling let fristes til at tro, at de Veje, jeg saaledes har antydet, vare aldeles selvindlysende og fulgtes fra Koloniens Grundlæggelse; men dette var ingenlunde Tilfældet. Tallet af Fanger tiltog meget hurtig, og man maatte stadig have for Øje, at flere og flere vilde komme.' En stor Mængde var til enhver Tid syg. og Dødeligheden var stor. Hver Dag havde nok i sin Plage, og det var i mange Aar ikke muligt at sætte betydelige Kræfter til Side, for derved at udvikle Kolonien.

1865 udnævntes Oberst Ford til Koloniens Bestyrer. Da lian kom, fandt han Fangerne og alle andre bosatte i daarli<re Huse. hastig og skrøbelig sammenbyggede af Skovmateriale: deres Istandsættelse medtog saa mange Kræfter, at det kun var en daarlig Sparsommelighed at beholde saadanne Bygninger, især da Sygeligheden og Dødeligheden var saa stor. Han indsaa strax. at den første Betingelse for Koloniens Fremgang var, at gode Bygninger skaffedes til Veje, og gjorde det derfor til sit vigtigste Arbejde. For at fremskynde det, udbød

han de Bygninger, han holdt for fornødne, til Licitation, og i Løbet af de tre Aar, han var der, fuldførtes flere Bygninger end i de øvrige 17 Aar af Koloniens Tilværelse. Til Byggepladser valgte han alle Højdedragene som de sundeste og lod dem omhyggeligt rense for Underskov; Barakkerne hævedes sex eller mindst tre .Fod fra Jorden paa Pæle. Materialerne hleve indførte færdige, Jærnstiverne fra England og Tømmeret savet og mimereret af Teaktræ fra Bagindien. En lille Flok Kinesere indbragtes som Tømmermænd, og den største Travlhed udibldedes. Saaledes skalledes udmærket Husrum til 4250 mandlige og 460 kvindelige arbejdende Fanger, samt Sygestuer med henholdsvis 470 og 50 Senge for de tvende Kjøn. Desuden rejstes Barakker til de indfødte Tropper og Hiise til Embedsmændene, haade civile og militære, alle af Teaktræ og efter samme Mønster. Denne raske Fremgangsmaade har været til stor Nytte, thi derved har Kolonien i de senere Aar kunnet faa frie Hænder til at røre sig. Nogle af disse Bygninger blive vel ikke længer beboede og bruges til Oplagssteder; men deri største Del af Koloniens Indbyggere bor dog den Dag idag i Oberst Fords Bygninger.

Desuden paabegyndte han to store Stenbygninger. Den ene var en Kaserne i Stil med Slottet Windsor paa Nordsiden af Øen Ross, den anden et Fængsel paa Øen Viper til de værste Forbrydere. Begge disse høre nu til Koloniens bedste Prydelser, men Opførelsen varede meget længe og trykkede paa den langt ud over Oherst Fords Tid. Den Sandsten, som findes paa Øerne, egner sig nemlig ikke til at opføre Bygninger, som skulle være varige. Med Undtagelse af disse to Stenbygninger vare alle Oberstens Bygninger fuldførte i Begyndelsen af 186 H, da han med Orlov rejste til England. Resultaterne af de god'j Bygninger og andre Sundheds-Forholdsregler viste sig vistnok allerede i hans Tid; men som det ofte gaar Pionerer, var det dog nærmest andre forbeholdt at nyde Frugten af hans Arbejde. 1867 gik Forholdstallet for Dødeligheden, som 1864 havde været 14-/;i og 1866 lO^l/<; pCt., ned under 4 pCt. og er aldrig senere steget derover; 1873 var det \^l/-> og 1875 3'/2 pCt.

Lægerne, i hvis interesse det var at fua de Syges Tal formindsket, begyndte nu, da Bygningerne vare fuldførte, at trænge paa for at faa Urskoven fældet. I Aaret 1868 blev der truffet Forberedelser til at gjøre et Indhug paa Urskoven, uaar den tørre Aarstid begyndte, og i de tre paafølgende tørre Aarstider 1868 — 69, 69^—70, 70^—71 fik hver stærk Mand, som kunde sættes til dette Arbejde, en Øxe i Haanden og brugtes til at uedhugge Skoven. Dette var dog ingen let Sag Den tætte Underskov, som var fuld af Torne, sinkede Arbejdet, Fangerne lede overordentlig af dem, og Sko maatte forskrives. Naar et Stykke Skov var fældet, var det vanskeligt at trænge videre frem, da der stadig maatte banes ny Vej imellem de faldne Træer. Den største Vanskelighed var dog, at den fældede Skov ikke vilde brænde. Det blev derfor besluttet at afhugge alt Kvas, Underskov og andre let tændelige Substantser og at stable Stammer og Kvas saa meget som muligt sammen , hvorved det svære Arbejde tilfaldt Elefanterne. Den 17de April 1869 var et meget stort Areal saaledes forberedt, og da mørke Skyer bebudede Regnens snare Komme, medens der i tre Maaneder forinden ingen Hegn havde vårret, blev det paalagt at sætte Ild paa disse Stabler. Dette skete da ved Solnedgang, og samtidig paa tiere hundrede Steder. Hvide og mørke Røgsøjler hævede sig op, indtil Flammerne brøde frem, og mod den mørke Himmel tegnede sig skarpt de hist og her staaende, allerede udgaaede Træer, som man ikke turde fælde. De Slyngplanter, der forbandt dem med Jorden, forplantede Ilden opad Stammerne. En Time efter, at Ilden var tændt, red jeg igjennem det brændende Distrikt, og et mere storartet Syn har jeg aldrig set. Det knagede og bragede, som om det var en Valplads. Hist og her saas mørke Skikkelser at sno sig imellem de brændende Hobe; det var de Mænd, der skulde vedligeholde Uden. Hele Himlen saa ud, som om den var irlødende , og forbisejlende Skibe have let kunnet tage Baalet for en virksom Vulkan. I tre Dage brændte det. Paa samme Maade blev der ryddet i de to paafølgende Aar, og det var sandelig et haardt Arbejde; men det værste stod endnu tilbage, nemlig at rense det Areal, hvor den fældede og afbrændte Skov havde staaet. Det kunde nemlig Ilden alene ikke gjøre. Vel vare mange af de kæmpestore Træer brændte til den sidste Splint, saa at der kun var en Hob hvid Aske tilbage; men mange sorte uhyggelige Skikkelser dækkede endnu Jorden i alle Retninger, og de umaadelige Rødder vare ikke tagne op. Da Regntiden forestod, kunde man intet gjøre i den Retning, men nøjedes med at saa Agurker, Græskar og andre Urter for at afhjælpe et stort Savn; thi det ryddede Areal havde hidtil været altfor indskrænket til at kunne yde en tilstra'kkelig Forsyning af Planteføde for Fangerne og Soldaterne. Men allerede 1871 fandt man det nødvendigt at holde inde med Fældi'lng af Urskov efter stor Maalestok; thi Krat hævede sig paa alle Sider, og man maatte derfor gaa samme Vej tilbage Skridt for Skridt.

Samme Aar sendtes til Kolonien en Mand, som
fremkaldte en Systemforandring i dens Styrelse. Under
den første Tids Kamp for at holde alt gaaende, saavel

som under den travle Byggeperiode og under Krigen imod Skovene, havde Disciplinen ikke nydt tilstrækkelig Opmærksomhed og var blcven meget slap. General D. M. StetCurt blev derfor udnævnt til Guvernør og sendtes ud med Magt over Liv og Dpd. Han indsaa strax, at en radikal Forandring var nødvendig for at hævde Disciplinen, men tillige, at med de Elementer, der fandtes, vilde det ikke gaa an paa én Gang at omskifte det mindre strenge Forhold til det, han selv ønskede indført. Han tog sig derfor Tid til at trænge ind i Forholdene oir sikrede sig efter Forhandling med Vicekongen dennes Understøttelse til sine .Reformer. Jarl J\liUjo, Indiens virksomme Styrer, havde fra sit første Aar derude (18(59) haft sin Opmærksomhed henvendt paa Port Blair. Oprindelig var det de store Omkostninger, der tiltrak sig hans Opmærksomhed, men disse skyldtes for største Delen Oberst Fords storartede Byggeforetagender. Han nskede at bringe Kolonien til, at den kunde dække sine Udgifter; men jo mere han gjorde sig bekjendt med Forholdene , des mere indsaa han, at dette maatte træde i anden Række, fordi Kolonien var af overordentlig Vigtighed for Indien som Deportationssted. Han aftalte derfor med General Stewart, at han selv vilde besøge Stedet og med ham lægge en Plan til Koloniens fremtidige Udvikling. Hos Fangerne vakte Rygtet lierom store Forhaabninger; ; thi hvor gammel, svag og ussel en Livsfange end bliver, udslukkes i hans Hjærte dog aldrig Haabet om at gjenvinde sin Frihed; hvormeget mindre da ikke hos de unge og kraftige, hvem Livet endnu kan byde meget. Enhver haabede, at de Frigivelser, som rimeligvis vilde finde Sted, ogsaa maatte omfatte ham selv. Det glade Budskab gik igjerinem hele Kolonien fra Mand til Mand, og med Længsel imødesaas Vicekongens Komme.

I de første Dage af Februar 1872 kom denne virkelig, ledsaget af Lady Mayo og et talrigt Følge af Damer og Herrer. Der blev strax lagt en Plan, for at Tiden kunde benyttes paa bedste Maade; thi kun tre Dage kunde afses til dette Besøg. Den første Dag brugtes til at se Øerne Ross og Viper. Overalt, hvor Vicekongen skulde komme, var der truffet de strengeste Forholdsregler. Ingen Fange fik Tilladelse til at nærme sig ham; Vagter vare opstillede overalt, og engelske Sømænd omgave ham. Vicekongen var henrykt over, hvad han saa, og sagde, at nu, da han havde set Stedet, kunde han bedre forstaa alt. Da Dagværket var til Ende, gik Selskabet i Baadene og blev fra Viper Ø bugseret op ad Havnen for at gaa ombord i Skibene, hvor der skulde være Taffel. Paa Vejen saas den uedgaaende Sol lægge sig om Mount Harriett, det højeste Punkt i Kærheden, og da der endnu fattedes en Time i Spisetiden, fik Lord May o Lyst til at gjp'rc en Tur derop. General Stewart bud kam om at op.-ætte det til næste Morgen, fordi intet var gjort rede; men lian lod sig ikke overtale. De landede ved Foden af Bjærget (1080' højt) ved Hopetown Station. Der var kun én Hest paa Stedet; denne fik Lord May o, og han red strax op ad Bjærget. Opgangen var temmelig stejl, og .Folget kunde ikke gaa saa hurtigt, som lian red. Han naaede derfor Toppen et Kvarter før de andre. Under Opstigningen modtoer han flere Ansøgninger fra Fanger, der greb Lejligheden, da de saa Vicekongen alene, til at overrække ham deres Papirer. Da lians Ledsagere forpustede kom op ad Bakken, fandt de ham siddende i Verandaen, med et Glas frisk Mælk, som en Fange havde budt ham. Han var henrykt over Udsigten og erklærede, at den var en af de dejligste, han havde set: den mindede ham om eu bestemt Udsigt fra hans fædrene Ø, Ireland. Han sagde, at disse Øer lignede et Paradis, og at han vilde gjøre alt, hvad der stod i hans Magt, til at hjælpe Kolonien frem. Mørket begyndte imidlertid at falde paa, og man maatte tænke paa Hjemfarten. Med Fakler begyndte Nedstigningen, og Lord Mayo gik ned med sit Følge. Da de naaede Broen, hvor Baaden laa, og som han i Halvmørket stod omgivet af de engelske Matroser, alle sine Officerer og de tilkaldte Soldater, styrtede en Fange, der havde skjult sig iblandt nogle Stene, pludselig frem og gjorde i et øjeblik Fnde paa Jarlens virksomme Liv og standsede saaledes et Hjærte, som slog varmt for Indien og for Fangerne.

Dette sørgelige Mord bragte i den nærmest paafølgende Tid Straffekoloniens Tilstand paa Dagsordenen, og General Stewart fik sin Magt udvidet. Det var et stort Held, at en saa rolig, retfærdig og kyndig Mand var sat over Fangerne; thi han lod sig hverken lede af bitre Følelser eller øjeblikkelige Indskydelser. Han indsaa, at kun den vil arbejde med en god Vilje, som har Haabet om at kunne forbedre sin Stilling. Derfor er der i den af ham foreskrevne Ordning stadig holdt Fangen for Øje, at hans Kaar kunne forbedres, om han selv vil, og det hjælper i de fleste Tilfælde til, at han virkelig vil.

Fanyerne, hvis Tal 1878 er steget til næsten 10,000, ere inddelte i 3 Klasser, der hver omfatter flere Underafdelinger. I -3die Klasse tilbringer Fangen fire Aar. I det første holdes lian i Lænker, og hans Mad bliver kogt af Braminer; men dette er for Hinduen et stort Afsavn, thi efter sin Religion og sit Lands Skik bør han selvkoge sin Mad. Har han i det første Aar faaet nogen Straf, forlænges hans Prøveaar, men er det vel overstaaet. faar han sine Kogekar og fritages for Lænkerne. I disse flre Aar bliver Fangen brugt til de haardeste Arbejder

og faar ikke Lov til at have nogen Bifortjeneste. Det er en streng Tid, og i denne hændes det stundum, at en enkelt bliver kjed af Livet og ender det ved egen Haand eller øver Vold imod Opsynsbetjentene; men i de fleste Tilfælde bestaa de Prøverne tilfredsstillende og forfremmes til '2den Klasse. I denne forbliver Fangen i 6 Aar. I de forste tre Aar faar han l Kr. 35 OY_C om Maancden i Lommepenge og kan ansættes ved mindre Poster i .Barakkerne eller Fængslet, eller ogsaa bruges i Haaudvivrkerkorpsot, hvor han i Kegelen faar særlig Betaling for godt udført Arbejde. I de x/'dxte tre All)' i anden Klasse, altsaa efter syv Aars Transportation, forhøjes Mundens Lommepenge til l Kr. 80 .Ore om Maancden, og han kan nu ansættes som Opsynsmand eller blive privat Tjener, samt bruges paa alle .-nulre Maader, hvor han ikke endnu er sin egen Horre. Efter 10 Aars Tjeneste kail Fangen oprykkes i l ste Klasse, og i denne kan han opnaa betinget Frihed, d. v. s. han faar Lov til at drive et Haandværk og nyder selv hele Fortjenesten af sit Arbejde, eller han forbliver i .Regeringens Tjeneste, men kan da faa sin Løn forhøjet. Ogsaa kan han faa Tilladelse; til at lade sin Familie komme til sig eller jegte en kvindelig Fange. Men kun Livslanger kunne fortremmes til Iste Klasse.

1876 vare de mandlige Fanger i Iste Klasse fordelte i følgende Nau'ingsveje: Agerdyrkere Gl5, Kvægholdcre 65, Handlende 106, Tjenestefolk H7, i andre Na>ringsveje saasom Barbér, Skomager, Tømmermænd, Smed, Sukkerbager, Fisker, Kulsvier, Vandbærer, Daglejer og mange andre tilsammen 180. Kvinder af samme Klasse, som antoges at blive underholdte af deres Ægtemænd, vare 500. — I det hele 1613 af begge Kjøn.

En Agerdyrker faar saa meget Jord til Leje af negeringen, som han har nødig for at underholde sig og sin Familie, og dette er ansat til 21/'-'2¹/'-' engelske Acres eller l Td. 7 Skpr. Land. Af dette Areal udredes i aarlig Afgift af alluvialt Land 12 Kroner og af Bakkeland 6 Kroner. Kvægholdere udrede i Græsningsafgift aarlig 3 Kr. 60 Øre for hvert Høved, og blive ofte velhavende. For nogle Aar siden blev en Fange frigivet. som i 7 Aar ved Handel havde tjent 90,000 Kr., altsaa en hel Formue.

Endelig er der stillet Fangen i l'dsigt ej'te.r KO Aar* Ophold, at hans Opførsel i Kolonien vil blive tagen i Betragtning, og hvis den har været mpnsterva;rdig. og hvis Myndighederne i hans Hjemsted ikke modsætte sig det, vil han faa sin Frihed. Læserne se, hvorledes Manden paa hvert Trin, i Begyndelsen langsomt, men senere hurtigere, kan forbedre sine Kaar. hvis han skikker sig vel. De fleste Fanger skifte helt Natur i tyve Aar; det slette Selskab, i hvilket de fordum færdedes, er i de fleste Tilfælde ikke mere til Stede, og de have nu mere Øje for at tilbringe deres gamle Dage rolig. De fleste kunne endog samle sig Penge og altsaa kjøbe sig Land i deres Hjemstavn. Den Klasse-Inddeling, der blev indført i A året 1872, er meget strengen: end den oprindelige. I de Tider, da Sygdom og Dødelighed gjorde Fangens Liv meget usselt og usikkert, blev det anset for rigtigt at give dem Løn i Stedet for .Rationer. Den laveste .Lou sattes til 22 Ore om Dagen, hvilket er hojt for en Arbejder i Indien; Meningen dermed var, at Fangen skulde sættes i Stand til at kjøbe sig en og anden Lækkerbisken og maaske forbedre sit Helbred derved. Det fandtes imidlertid at vfv.re meget uheldigt; thi mange sultede sig selv for at lægge l'enge til Side, mangfoldige Tilfælde af Tyveri indtraf, ja selv Mord. og allerede 1869 forandredes dette. Der blev da indført det saakaldte „Straits Settlement som tidligere var blevet brugt i Pulo Ponaug, med fuld .Ration og Penge; men for ikke at forurette dem, der allerede havde Løn og ikke fik Kost, tik de Fanger, der alene tik Løn, Tilladelse til at beholde denne. Da General Stewart 1872 indførte sine Reformer, tillod han de gamle Fanger at blive i de Klasser, hvori de vare; kun de nye, der kom til Kolonien, eller de, der forfremmedes eller nedsattes, skulde behandles efter det nye System. Følgen var, at endnu ere alle tre Systemer i Brug, men den Vanskelighed, dette medfører, aftager efterhaanden, som de gamle Fanger gaa boi't.

At kr'hldelif/e Fünf/er maatte bringes til Kolonien, indsaas allerede tidlig, og Forholdstallet blev sat til 10 pCt.; det har i de sidste Aar været omtrent 13 pCt. (1876 — 1010 af 8857). Dog udgjøre efter min Mening de kvindelige Fanger et af de svageste Punkter ved Koloniens Ordning. Der opvoxcr nu en Mauigde Børn, hvis Forældre ikke kunne eller ville opdrage dem til nyttige Medlemmer af Samfundet. Det bliver et Fremtidsspørgsmaal. cndskjønt det for længe siden burde have va:rct afgjort, hvad der skal gjøres med disse frie Børn af ufrie Forældre. Land kunne de ikke besidde, og det er tvivlsomt, om de bør oplæres i en Straffekolonis ufrie Luft. eller om man paa den anden Side har Ret til at fjærne dem fra Fora'ldre. som Staten erkjender for lovlig gifte. Ogsaa er det tit vanskeligt at afgjøre, hvis Hustru en Kvinde egentlig er. Et Hindu-Ægteskab kan nemlig efter deres Religion ikke opløses; men Loven siger, at Transportation er Skilsmissegrund, og endskjønt hendes Mand i Hjemmet vedbliver at regne hende for sin Hustru, tillader Staten hende dog at gifte sig paany

i "Port Blair. Bliver hendes nye Mand iri og forlader
Kolonien, kan hun endog' gifte sig for tredje (lang.

Til Andanianerne sendes Folie fra alle britiske Besiddelser i Indien, og der er vel derfor intet Sted i Verden, hvor flere orientalske .X(lt/o)iul/ ere, repra^Isenterede.- Som de talrigste i dette Virvar kunne nævnes de svagtbyggede. kvindagtige Bengalere, de morke og spinkle, men stærke og a.rbejdsomme Tamuler og Tehnger. de noget lysere llindustanere, de store kraftige Pansjaber, Pathaner og Sikher, de lyse og smukke Kasjmirer, de pi'a.kiisk, smukt tatoverede lin/manere: men de;r lindes endnu mange andre : Santa.lrr. Koler, (-in/crater. Siamesere, Malajer, Kinesere. Alga.nere. Arabere. Negre o. s. v. Ogsaa enkelte Evropæere sendes hertil og bruges til Opsynsmænd eller Skrivere. Det vil Jettelig forstaas, at hvis hvert Folk talte sit Sprog, vilde den babyloniske Forvirring fornyes. Det er derfor paabudt, at alle skulle tale Hindustansk; thi dette er Forretningssproget.

Efter TrosbeJfjendehen inddeltes Fangermie d. 31. Deebr. 1875 paa følgende Maade: Hinduer, Manid 5,038, Kvinder 603: Muselmænd, M. 2,08(J, Kv. 301; Buddhister, M. 71, Kv. 7; Kristne, M. 23, Kv. 2. Denne Opgivelse er meget ufuldstændig; thi alle, der ikke knude henføres under en af de fire Klasser, ere gjort e til Hindu-Parier. .Iblandt Muselmænd er der ikke skjelnet imellem Sjiiter og Sunniter, og Hinduerne omfatte en Uendelighed af Kaster, ligefra Braminer til den usleste Bhangi, hvorhos pr<-vinsielle Ejendommeligheder dele dem i endnu tiere skarpt adskilte Klasser. Denne Mangfoldighed af Folkeslag og Trosuligheder gjør det let at bryde Modstandskraften. Hinduer og Muselmænd blandes derfor omhyggelig sammen, og de afvigende Sæder og religiøse Fordomme gjør e sig altid gjældende imellem dem.

Der er to forskjellige Forplejninger, enten med Ris eller med Hvede; i Reglen forlange Fangerne fra Madras og Bengalen det første, de andre derimod Hvede. En fuld Kation bestnar af l Pd. 10 Lod Ris eller l Pd. 8 Lod Hvedemel, desuden 8 Lod Dhall (Ærter), 2 Lod smeltet SrnøT, 2 Lod Salt, l Lod Kryderi, l Lod Tamarind, 10 -Lod Grøntsager samt hveranden Dag 10 Lod Fisk og 12 Lod Tykmælk. Denne Ration tildeles dem, der have haardt Arbejde og ingen Løn faa, og den er fuldkommen tilstrækkelig. De Mænd, der arbejde i Sumpene, faa desuden J_/2 Flaske sød Mælk om Datoen, hvilket er et godt Præservativ imod Forkølelser. 1876 uddeltes paa denne Maade 16.638 Flasker Mælk.

Klwdmnyen leveres Arbejderne og bestaar aarlig af
to Trøjer, to Stykker Lændetøj (Dhoti) og en Turban,
alt af hvidt Bomuldstøj, samt et uldent Tæppe.

De arbejdende Fanger indkvarter es i store luftige Træbarakker. som ere rejste fra .Torden paa Pæle; for enhver Fange beregnes 36 !' ] Fods Overflade. Den store. Hegn mængde, den lette Klædedragt og Arbejdets Beskaffenhed paavirker unægtelig Helbredstilstanden, og der er megen Sygdom. Naar alligevel Dødelighedsbro'keu er saa lille, beviser det. at der sørges godt for Fangerne.

1875 bleve l i'..85',) /Si/f/d-OiHxf/ffft'lde behandlede i Hospitalerne ('202 med dpdelig Udgang), hvoraf 9,780 vare Koldfeber (deraf døde 28). l ,428 Legcmsbeskadigelser (17 dode) og 1,438 ondartede Bylder (25 døde^; den Sygdom, der knevede do Heste Ofre i Forhold til Tilfældene, var Lungosvindsot 87 (31 døde).

Til Koloni ('l IH Ijcslcijltclse, iindes to Kompagnier en

gelske Fod-Soldater og et Regiment Madras Sepoyer, samt en Politistyrke, der staar under de civile Myndigheder. Tropperne have aldeles intet med Fangerne at skaffe, og der gjøres alt for at hindre, at noget Samkvem finder Sted.

Fangerne regeres af den civile Administration, men de forvalte sig selv. Det vil sige, der er ingen frie OpsynsmaMid, og alt det underordnede Tilsyn er overgivet til ældre og paalidelige Fanger. Det er denne indbyrdes Kontrol, der for en stor Del er Skyld i, at Kolonien har udviklet sig saa godt, i det der iblandt de transporterede tindes langt bedre og paalideligerc Elementer end mellem de slet lønnede Bestillingsmænd i Indien.

Den overordnede Styrelse er nedlagt i én Mands
Hænder, en Militær, som fører Titel af Chief Commis

sioner og Superintendent, og til hans Stab hører ti Embedsmænd, der have den udøvende og dømmende Administration fordelt imellem sig. Deres Pligter ere mangeartede, i det de have Tilsyn med alle Arbejder, med Disciplinen og Forplejningen, samt med de vilde o. s. v.

Et særligt Forplej niligsvæsen sørger for Tilvejebringelsen, Opbevareisen og Fordelingen af Provisioner til 10^—11,000 Munde daglig; thi det forsyner baade Milita'.ret, Embedsma-ndene. Fangerne og til Dels ogsaa de vilde; paa Stedet avles nemlig ikke tilstrækkeligt Korn til saa mange.

Oberst Ford efterlod kun det nødvendige Land ryddet rundt om sine Bygninger, men siden er Koloniens inciter teile Udi'ilMng gaact sta^rkt fremad. Meget Bakkeland er blevet ryddet oo- bruges til Kaffe- og Sukkerplantager, til Haver og til Græsning, og desuden ere store Arealer af Sumpene inddæmmede og forvandlede til Rismarker. De fleste Kyster ere tilplantede med Tu.send.er af Kokustræer, og gode Landeveje gjennemskære Kolonien i alle Retninger. Der findes Teglbrænderier, Stenbrud, Saltværk, Dampsavmølle og andre industrielle Etablissementer,

og en rejsende, som ikke vidste det. vilde med Vanskelighed kunne slutte sig til, at dette smukke venlige Sted er en Straffekoloni med 10,000 Fanger under meget stræng Disciplin.

De OinliOstninqW- der cre forbundne ved hver Fanges Underhold, vare i Gjennemsnit i A året 1875 70: Kationer 88 Kr. 20 .0., Klædning 7.91. Administration 46,24. Politi 07.24, Hospitaler 12.30, andre Udgifter 32,41, tilsammen 254.H0. Over 250 Kroner kunde synes en stor Sum. især naar man tager i .Betragtning, at en Mængde Funger, i Stedet for at koste Staten noget, underholder sig selv og betaler betydelige Afgifter, og at Udgifterne til Tropperne ikke ere regnede med deri. Det kunde derfor spørges, hvad der vindes ved en saa kostbar Institution, da det samme kunde opnaas ved at holde disse Mænd i Fængsler i deres Hjemstavn. Svaret er. at dels vilde det da være nødvendigt at opføre nye Fa'ngsler, dels er der mange Forbrydere, som det er klogt at fjærne fra deres Hjem, saaledes politiske Forbrydere og Landevejsrøvere ; men især gjør Hensynet til Fangerne selv Transportatioiien ønskelig. Thi derved undgaaes den umenneskelige Straf af livsvarig Indespærring, og ligeledes den Fare, der kan følge af, at en Mand for tidlig vender tilbage fra Fængslet til Samfundet (som der ofte klages over mod de løsladte „ticket-of-leave" Folk). Her ere Fangerne ikke indmurede ligesom vilde Dyr; vel ore de om Natten lukkede inde, men det er kun Trætremrner, der holde dem indesluttede, og det er altwva ikke, fordi de ikke kunne undslippe, at de roligt blive. De arbejde om Dagen ude i den frie Luft, hvor Fuglenes Sang, Skoven og Solens Straaler opmuntre dem. Dernæst har Fangen paa ethvert Trin det Haab stillet sig for Hje, at hvis han vil opføre sig vel og arbejde, vil han efter et vist Tidsrum forfremmes. Den nylig Indkomne ser, hvor godt de ældre Fanger have det, ser dem færdes i deres egen Have; han hører Nyheder fra Ydreverdenen, kan spøge og le. Denne JBehandlingsmaade, hvor regelret Brug af Tiden, haardt Arbejde og übetinget Lydighed fra den første Dag paalægges sammen med langt større Frihed, end noget som helst Fængsel kan byde, medfører, at Manden i Regelen gjør sin Pligt og bevarer sit gode Humør. Han faar Smag for Arbejde, og meget ofte forvandles den farlige Forbryder til en nyttig Borger. Udgifternes Størrelse maa derfor blive et underordnet Hensyn, l dette Tilfælde anser jeg dem endog for meget moderate. Det maa dog indrømmes, at Straffesystemets gode Virkninger ikke altid indtræde. Paa nogle bløde, frygtsomme Karakterer har Ulykken at blive skilt fra de kjære og fra Hjemmet, at sendes over „det sorte Vand- (Kali pani), som Hinduen bærer Rædsel for, og at blive tvungen til haardt Arbejde, den Virkning, at de tabe Modet. De forsøge derfor at løbe bort, skjønt de af ældre Kammerater høre, at intet opnaas derved, og forsvinde for en Tid i Urskoven. Andre ere fuldstændig fordærvede og leve kun for den Dag idag; de rapse eller vække Optøjer, og Straf har ingen anden Virkning paa dem, end at gjøre dem bitre i Sindet; de tro, at alles Haand er rejst imod dem, og indse ikke. at det er dem selv, der bære Skylden. De forbedres ikke ; de gaa fra Straf til Straf og søge gjan'iie Hospitalet, i Haab om at kunne narre .Lægen. En xaadan Mand giver mere .Bryderi end 100 Fanger, der opføre sig vel; han gjør Straffe- og Sygelister utroværdige og ender i Reglen med at tilbringe sin meste Tid i Oberst Fords Fængsel paa Viper. Saadannc Tilfælde ere dog heldigvis meget, sjældne.

Paa Grund af Naturforholdene er der kun Fare ved J-iøninrnc/cr, naar de ske ad Søvejen. Det hænder undertiden, at nogle Fanger ikke findos ved Mønstringen om Aftenen. Der tændes da. Blaalys paa deres Station, et Lys for hver, som er rømt; og disse Signaler gj_outages fra alle Højderne, og fem Minutter efter vides det paa alle Stationer, baade hvor mange der ere rømte, og hvorfra. Dette er af Vigtighed, thi stundum have Landsmænd paa forskjellige Stationer paa en eller anden Maade truffet Aftale om at rømme til samme Tid. Vagterne trøde da under Vaaben, Adgangen til Skovene besættes, og ved alle Landingspladser tielles Baadene. Er Natten hengaaet rolig, overlades de bortløbne til deres Skjæbne. De vilde ere alt fra den tidlige Morgen ude for at spore dem op, og der er kun levnet tre Muligheder for Flygtningerne, at fanges af de vilde, at forvilde sig i Skoven og dø, eller at søge tilbage til en Koloni og selv melde sig, naar Hunger og Feber knuge dem. Vel kunne stærke og dristige Fanger underholde sig nogen Tid med at vandre fra Sted til Sted, men ogsaa de henfalde til sidst under en af de tre Muligheder. For tre Aar siden indtraf dog et alvorligt Tilfælde. 50 nye Fanger, Bjærgfolk fra Indiens Nordgrænse, vare forblevne samlede paa én Station. De besluttede at flygte og at forsvare Friheden med Livet. Kl. 8 oni Aftenen, da Fangerne taltes, savnedes de; der blev slaaet Allarm, det opdagedes, at de havde gjort Indbrud og stjaalet JØxer. Tilfældig var en Embedsmand i Nærheden. Han red strax hen til en Kaserne, fik Soldaterne under Vaaberi, dannede en Kordon og fangede omtrent Halvdelen. Resten var allerede udenfor Kjæden og holdt i flere Dage Kolonien i Skræk ved deres Indbrud snart hist, snart her, hvorfor der til sidst udsendtes Politi for at hjælpe de vilde. I tre Dage fulgtes Flygtningernes Spor, og efter en haardnakket

Kamp bleve 7 dræbte og alle de andre saarede og
fangne.

I tidligere Tid hændtes det undertiden, at Fangerne uagtet alle Forsigtighedsregler flygtede til Søs i Baade, og naar man betænker, at henved JSO Baade færdes hver Dag paa Havnen, roede af Fanger, vil det heller ikke undre. I de senere Aar er dog intet saadant Tilfælde indtruffet. Derimod fandt en mærkelig Flugt Sted for nogle Aar siden. To Fanger undløb i Skoven. Ved Stranden fandt de en Træstamme, som flød i Vandet, og da det var NØ. Monsunen, gik de til Søs fra Vestkysten og vare saa heldige at blive optagne af et tysk Skib, der skulde til Bremen. Med Fagter forklarede de Kaptajnen, at de vare skibbrudne Matroser, og han tog vel imod dem, gav dem Klæder og tog dem med sig til Bremen. Her afleveredes de til den engelske Konsul, som sendte dem til London, hvor de indkvarteredes i „Asiatic home" og besøgte Krystalpaladset, Dokkerne og andre Seværdigheder. Men her var der Folk, som kunde tale deres Sprog, og da deres Forklaringer ikke vare tilfredsstillende, lod Politiet dem fotografere, uden at de vidste, hvorfor dette skete. Efter et lystigt Ophold bleve de sendte hjem, og da de landede i Bombay, mødte en Politimand dem, med deres Billeder i Haanden, hvorpaa deres Navne og "Numre vare blevne skrevne; deres Billeder vare nemlig ogsaa blevne sendte til Andamanerne, og der havde man kjendt dem.

Hermed afslutter jeg min Skildring af Andamanerne. Da det er den fyhligste Meddelelse om denne Øh 1h¹ ok, som endnu er fremkommen for Offentligheden, har det været mig en særlig (11 æde at kunne forelægge den for mine Landsmænd, og jeg haaber, at det har lykkedes mig at vække nogen Interesse! ogsaa her i Landet for disse Øer i det fjærne Østen, med deres vilde indfødte og de mange indførte Fanger, hvor jeg nu i 10 Aar har haft min Virkekreds langt fra mit Fædreland.