Fra det indre af Avstrallandet, et Brev til Redaktøren af „Geografisk Tidskrift",

De véd, at jeg forrige Aar rejste til Avstralien, og at det var min Agt at gjøre forskjellige Ture ind i dette Land, der jo har faaet Navn af et Kontinent. Jeg har ikke glemt mit Løfte at skrive noget til det af Dem redigerede Tidskrift, og her har De mig. Skulde De finde, at mine Meddelelser ikke helt svare til Deres Forventninger, beder jeg Dem at søge Grunden, ikke i Mangel

være en Rejses Følger. Man kunde næsten fristes til at tro, at disse Forfattere have gjort sig Umage for, at deres Fremstillinger ret kunne svare til det øde, tørre og trættende Land, som de have draget igjennem.

Skjønt de store Overraskelsers Tid, da Stuart, Burke, Warburton, Giles og andre rejste igjennem Avstrallandet, og skjønt de dramatiske Scener, da disse Pionerer færdedes i hidtil ukjendte Egne, mi ere forbi, er der dog endnu meget at udgranske, og „de hvide Pletter" paa Kaartet over Avstrallandet ere ikke faa. Dersom den rejsende ikke har forberedt sig omhyggelig, kan der nok af og til forefalde strænge Ture; men ingen Expedition vil dog let faa en saa sørgelig Skjæbne som Burkes, der vil være kjendt for Deres Læsere*).

Jeg vil altsaa efter bedste Evne søge, at skildre Naturen og Forholdene i denne Himmelegn for Dem, kjære Yen! og for Resten maa jeg bede Dem undskylde, dersom De savner noget i Billedet. De maa jo huske paa, at jeg er avstr'alsk rejsende, og at jeg har saa meget at sysle med.

Som De véd, gaar der nu saa temmelig midt igjennem Avstrallandet en Telegraflinje fra Adelaide til Port Darwin (Palmerston) paa Nordkysten. Jeg har gjort den til Udgangspunkt for mine naturvidenskabelige Undersøgelser, fordi jeg derved altid er sikker paa at finde paalideligt Tilhold i de langs den værende Stationer, l saa Henseende følger jeg kun det Exempel, som tidligere rejsende have givet. Baade Warburton og Gosse have paa deres Togter imod Test støttet sig til Telegraflinjen, og man vil endnu længe blive nødt til at gjøre ligesaa*).

Saa snart jeg i Adelaide havde skaffet mig det vigtigste af, hvad der var nødvendigt til min Udrustning, drog jeg til Port Augusta ved Nordenden af Spencerbugten, hvor jeg var saa heldig at faa to ypperlige Kameler og sex Heste, samt tre flinke.Folk. Og derpaa tiltraadte jeg Rejsen imod Nord. Jeg brugte over en Maaned for at komme til Stationen Lady Charlotte Waters, der ligger under 26° s. Br. og er kjendt som det .Punkt, hvortil Gosse kom, da han 1873 maatte vende tilbage fra sin Rejse ind i Fastlandet. Jeg har valgt denne Plads til min Hovedstation, fordi den tilbyder flere Fordele, og fordi den ligger meget heldig med Hensyn til mine naturvidenskabelige Indsamlinger.

Det er en Selvfølge, at jeg har gjort adskillige interessante lagttagelser paa Vejen herop i det indre af Landet, og at denne Rejse allerede var en god Forskole for, hvad jeg skulde opleve og gjennemgaa her. Jeg har været ved Torrens- og Eyre-Søen, jeg har vænnet mig til den mærkelige avstralske Plantevæxt, og jeg har faaet at vide, at man i dette Land maa være forberedt paa meget, som staar i den fuldstændigste Modsætning til, hvad man er vant til i Evropa. Meget kan være bagvendt hjemme, men her kan man vente sig de løjerligste Ting og dog blive nødt til at undres. Nordenvinden, er varm, Søndenvinden er kold, Lilier og Brægner ere Træer, Saltsumpe og Laguner ligge midt inde i Fastlandet, Skovene mangle Skygge, Kvinderne ere Mændenes Slaver o. s. v.

Lad mig begynde med^at beskrive Dem den Stdtionsbygning, i hvilken jeg for Tiden hviler ud. Den dannes af en simpel, firkantet Stenbygning med Jærntag og Jærngitre i Vinduerne, og den er omgivet af en stærk Mur med en forsvarlig .Tærnlaage. Den er altsaa en Slags Fængselsbygning, men er dog just ikke bygget saaledes for at holde dens Beboere indestængte: den skal tværtimod værne dem imod Overfald ude fra. Man kunde jo spørge, til hvad Nytte saadanne Stationer ere midt inde

---

*) I „Dansk Maanedsskrift" for 1861 (Side 363) og for 1862 (Side 331) har undertegnede givet en „Udsigt over de nyeste Rejser i Avstrallandet" og udførlig fortalt om J. Me. Dougall Stuarts og Burkes Undersøgelser. De vigtigste senere Rejser i Avstrallandet ere udførte af John Forrest, som 1869 rejste op langs King George's Sund, af Oberst Egerton Warburton, som fra den store avstralske Bugt forgjæves søgte at gjennemrejse Avstrallandet, og af Ernst Giles, som 1872 opdagede den mangearmede og saltholdige Amadeus-Sø midt inde i Landet. I Aaret 1873 drog Videnskabsmanden Gosse og omtrent samtidig Oberst Warburton imod Vest for at naa ud til Fastlandets Vestkyst, men de maatte begge vende tilbage. En ny Rejse af Giles var ogsaa uden Held og ligesaa den Rejse, som med samme Maal foretoges af John Ross 1874. Derimod var i dette Aar Forrest saa heldig, efter at have rejst op langs Murchisonfloden, at naa til det vestligste Punkt, hvortil Giles var kommen paa sin anden Rejse, og endelig lykkedes det Giles selv 1875 paa sin navnkundige Rejse fra Beltana, Vest for Torrens-Søen, at trænge igjennem Ørkenen og at drage ind i Perth, Hovedstaden i Vestavstralien. Lige efter denne Rejse drog Giles atter ud og rejste igjennem Landet og tilbage igjen paa et Strøg, som ligger imellem den Vej, han var kommen, og den, som Forrest tilbagelagde. Den gamle Sætning stadfæster sig ogsaa her, at Pionererne altid have et langt haardere Arbejde end de, som følge efter dem. Red.

*) Den store avstralske Fastlandstelegraf blev paabegyndt 1870 og fuldført i Avgust 1872 (Ocean Highways, Januar 1873, S. 310). Det storartede Værk igjennem det mennesketomme Land blev fuldført under mange Vanskeligheder, og omtrent langs den Vej, Stuart havde fulgt. Hele Telegraflinjen er omtr. 450 danske Mile lang og har i alt 14 Mellemstationer, hvor Opsynet bor. Red.

i Avstrallandet, hvor der næsten ikke findes Mennesker, og hvor der altsaa ikke er nogen Korrespondance pr. Telegraf. Disse Bygninger, der findes langs hele Telegraflinjen , ere imidlertid højst nyttige: de ere vel ikke til, for at hidlokke Folk, der ville telegrafere, men de ere nødvendige for at vaage over den vigtige Traad, der forbinder den hele Verdensdel med dens „Moderland". En saadan Station har i Almindelighed 5—65^—6 Mand, for det meste Evropæero, og de have ikke andet at gjøre end at passe paa Telegraftraaden. De indfødte have nemlig stor Lyst til denne Traad, og de stjæle tit Stykker af den, fordi den synes dem udmærket brugelig til Pilespidser, og da Isolatorerne, som ere af Porcellæn, afgive et udmærket Ærune til dermed at skærpe Pilespidserne, saa slaa de dem hvert Øjeblik itu. For at undgaa disse Bryderier, var det virkelig langt bedre gratis at uddele baade Pilespidser og File til Avstralnegrene. Opholdet i en avstralsk Stationsbygning paa denne Linje er naturligvis meget kedsommeligt, og Beboerne kunne paa de mest udsatte Stationer kun f jaerne sig meget lidt der fra, da de aldrig ere sikre for Overfald. En Gang imellem gaar man ud for at skyde et Pungdyr eller nogle af de smukke Duer med broncefarvede Vinger (Phaps chalcoptera), der findes over hele Avstrallandet; men i Almindelighed bliver man hjemme og sysler lidt med Havedyrkning uden for Stationen. Avstrallandet er nemlig i alle Egne fattigt paa Frugt og spiselige Planter, medens tiere af vore evropæiske Haveplanter trives meget godt. Af avstralske Frugter fortjene egentlig kun de røde, halvanden Tomme lange Frugter af Qvandong-Træet (Santalum Pressiamum) og den avstralske Orange (Capparis) at nævnes.

Fra Stationen ser man ud over det i Avstrallandet saa udbredte Acacia-Krat eller Mulga-Scrub og til nogle Højder, som ere dækkede med Eucalyptus-Krat. Disse Kratskove dække mange Flademile, og de have været og ere meget brydsomme for alle Undersøgere af Landet; thi man kan drage Uger, ja Maaneder igjennem dem, uden at kunne se længere omkring sig end halvtresindstyve Fod. Mange rejsende have tilsat Livet i dem. Uden for Stationen staa nogle Exemplarer af det avstralske Sandeltræ (Santalum obtusifolium), der er saa tykt og højt som et jævnt Æbletræ. Dets vellugtende Ved er stærkt søgt til Røgelse og til udskaarne Sager i Kina, hvor det bruges meget ved religiøse Højtideligheder. Da Kejseren af Kina for nogle Aar siden døde, tiltog Udførselen af Sandeltræ meget, og 1874 steg Udførselens Værdi endog til over 70,000 Pd. Sterling. Jeg maa heller ikke glemme at nævne de kæmpestore Eucalyptustræer, som kunne være 400 Fod høje. og lige saa lidt bør jeg forbigaa det mærkelige Græstræ (Xanthorrhoea arborea), som almindelig kaldes den sorte Dreng (blackboy), fordi det i Frastand ligner en af de indfødte.

De avstralske Kratskove og Græssletter ere meget trættende for den rejsende og for Naturgranskeren, men heldigvis afløses de, hvor Flodløbene og Jordbunden tillade det, af en Plantevæxt af et helt andet Præg. Hvor Overfladen højner sig en lille Smule, voxe Eucalypter med rød Bark, Nybyggernes Yellowjackets; paa de stenede Højder findes Blodtræet (Eucalyptus corymbosa), og hist og her skinner os i Møde den hvide Bark af Baeckea utilis, hvis friske Løv har en citronlignende Lugt, naar det gnides imellem Fingrene. Paa Sletterne langs Flodlejerne slutte de mørke Gidjas-Træer med de tætbladede Kroner sig sammen i smaa Grupper, der ved deres dybe Skygge indbyde til Hvile i disse ellers skyggeløse Egne, og som ere behagelige at dvæle i, uagtet de have en übehagelig Lugt. Knudrede Eucalypter voxe over Vandløbene og tit endog helt nede i deres Leje, i det Rødderne søge til Vandet. Allerede i det fjerne opdages de over de træløse Sletter, og de tale et Sprog, som den rejsende hurtig lærer. De fortælle nemlig, at Vand, om ogsaa kun til visse Tider, findes ved Foden af dem. Ser man Stammen klædt med brun, ujævn Bark, og er der kun hvid Bark paa de unge Grene, da véd man, at Vandet kun af og til kan findes ved dem, medens en hel hvid Stamme røber, at der ved dens Fod er en naturlig Vandbeholdning, som sjælden svigter. Og er endelig Flodbredden prydet med vældige, høje Stammer, som først grene sig langt oppe fra Jorden, og ses overalt de hvide Stammer, da er man ved et af hine lange og dybe Bækkener, der ligne Søer og som modstaa endog den længst varende Tørke. Paa saadanne Steder danner den tyndstammede Acacia pycnantha smaa Kratskove, i hvilke man ogsaa kan finde det avstralske Orangetræ. Paa de aabne Sletter rejser sig det saakaldte Kængurugræs (Anthisteria australis) op i vældig Kraft og danner ligesom smaa afsluttede Grupper. Paa lavere liggende Steder voxer Narduplanten (Massilea hirsuta), og paa de røde Sandhøje gror Nitraria Billiarderii med en af de indfødte yndet Frugt. Paa den sorte, til visse Tider oversvømmede Jordbund ser man derimod næsten kun en Polygonum, samt hist og her en enlig Eucalyptus eller Rankeplanten Muckia micanthra eller Tuer af Siv (Juncus maritimus).

Af Pattedyr er her ikke mange. Man ser en enkelt Kængurumus, en enlig Grib eller en Kakadue (Plictolophus Leadbeateri eller P. Roseicapillus). Tilfældig kan man støde paa en Flok Emuer, eller ogsaa hører man kun deres drønende Skrig fra Krattet. Hist og her høres Fløjtefuglen (Gymnorhina leucinata) eller de skingrende Skrig fra Flokke af den bekjendte lille Poppegøje (Melqpsittacus

undulatus), som vi i Evropa kalde Selskabsfuglen.

Jeg skal dog ikke længer trætte hverken Dem eller Deres Læsere med at opregne flere Former. Derimod vil det mulig interessere Dem at modtage nogle Meddelelser om Avstralfolket. Man har virkelig bagtalt og misforstaaet dette Folk altfor meget, i det man har fremstillet det som det lavest staaende af alle. Det skal maaske være en Undskyldning for den Hurtighed, hvormed det forsvinder for den fremtrængende Kultur ? Mangen avstralsk Stamme er nemlig allerede uddøet, og om et hundrede Aar vil en Avstralneger sikkert, om han tindes, være en Mærkværdighed fra en svunden Tid. Det gaar her ligesom andre Steder; efterhaanden som den hvide Mand trænger frem for at opsøge ny Græsgange til sit Kvæg, skubber han den indfødte tilbage, bort fra hans Hjem og Jagtomraade. Ændrede Livsforhold, Brændevin, Tobak og — Bøssen ville rydde dygtig op imellem dem. Man har paastaaet, at Avstralnegeren er Menneskeæder; men jeg tror det ikke. Jeg har heller ikke fundet det mindste Spor til Kanibalisme hos de indfødte, og jeg véd, at de med Afsky have hørt paa Spørgsmaal om den Sag. Beboerne af Avstrallandets indre Egne ere mindre, spinklere og mere snavsede end Stammerne ved Kysten; men jeg har aldrig kunnet finde Tegn til Menneskeæden hos dem. De ere ikke engang grusomme, men ligesom alle uciviliserede Racer ere de meget upaalidelige. De have kun faa religiøse Forestillinger, nien tro dog paa en udødelig Sjæl og en Sjælevandring. En deporteret, som flygtede, og som levede i to og tredive Aar imellem dem, fortalte , at de holdt ham for en afdød Høvdings Aand, fordi han traadte frem iblandt dem med den dødes Spyd o. s. v., som han, vel at mærke, havde taget fra hans Grav. At de staa tilbage i mangen Retning, er sikkert nok; de kunne saaledes ikke tælle til mere end tre ; fire kalde de „to og to", fem kalde de „to og to og én", sex, syv og otte kalde de „mange". Deres vigtigste Vaaben ere to Slags Spyd, ét langt og tungt og ét meget let; det første bruges i Krig, det sidste ved Jagt. Krigsspydet er forsynet med flere skarpe Stenstykker, som ere fæstede til det med Sener. Begge Spydene udslynges ved Hjælp af den saakaldte Vommera, et let, fladt Træstykke, i hvis ene Ende der sidder et tilbagebøjet Stykke Ben, hvori Spydenden passer. Vommeraen virker ligesom et tredje Armled og meddeler Spydet saa stor Sikkerhed og Kraft, at Avstralnegeren i en Afstand af 200 Fod rammer og dræber med det. Jeg har mangen Gang undret mig over den Sikkerhed, hvormed disse Folk paa saa lang Afstand kunne ramme deres Bytte; naar jeg ser dem kaste deres Spyd, kominer jeg altid til at tænke paa Turen til Saint Germain under den geografiske Kongres 1875 i Påvis, hvor vi »aa franske Uuderofficierer kaste med Efterligninger af romerske Spyd, udslynge Stenkugler ved Balister o. s. v. Mine Landsmænd gjorde det godt, men Avstralnegrene gjøre det langt bedre. Til Kamp bruger Avstralnegeren ogsaa en Slags Kølle, Vaddyen, en tyk Stok med en stor Knop paa Enden. Desuden bruges et Træskjold, der er tre Fod langt, men kun ni Tommer bredt, og som bag paa har et Tværstykke, hvormed det holdes fast paa Armen. Den navnkundige Bumerang omtales i Almindelighed som en Slyngeskive med den mærkelige Egenskab, at den vender tilbage til det Sted, hvorfra den kastes; men dette er ikke rigtigt. Den er kun meget übestemt i sine Bevægelser og kan følge meget uens Baner. Den er nemlig dannet af et Stykke afrundet, tyndt Træ, der bøjer og bugter sig, naar det kastes, saa at man ikke engang er sikker paa at undgaa det ved at gjemme sig bag et Træ.

Avstralnegeren lever i Reglen i Polygami, og da Kjønnene omtrent ere lige talrige, gaar det her, ligesom i saa mange andre Lande, at der opstaar Strid om Kvinderne. Nogle Stammer tattovere Ansigterne, nogle bære Huller i Næsen, hvorigjennem de putte et Stykke af en eller anden Knokkel, nogle gjennembore Ørerne, og andre slaa en af Fortænderne ud. Haaret bæres forskjelligt hos de enkelte Stammer, men indgnides altid stærkt med Fedt. Nogle have det i Chignon, andre i Lokker ned ad Ryggen, og atter andre knytte det sammen eller bære det i en Pisk; Lubraens eller Hustruens Haar afskæres altid af hendes Herre. Om Vinteren dække Avstralnegrene en Del af Kroppen med Skind, men om Sommeren gaa de helt nøgne. En Avstralneger og hans Lubra drage aldrig omkring uden at føre Ild med sig, de vide nemlig ikke at frembringe Ild uden med stor Møje. Det er Kvindens Pligt at passe paa Ilden, og hun bærer tillige Mandens Spyd, Bumeranger og andre Sager. Hun maa ogsaa skaffe Yand til Lejren, og hun henter det i et overordentlig simpelt Kar, nemlig et som en Baad sammenbøjet Stykke Bark. Lejren opslaas nemlig ikke gjærne nær ved Vandstederne, men i nogen Frastand for ikke at skræmme Vildtet bort, der kommer til de kun fjærnt fra hverandre liggende Vandsamlinger. Avstralnegeren er i det hele ikke videre ridderlig imod sin Lubra ; hun faar ikke engang saa god Behandling som hans Hund. Hendes Plads er bag ved ham, medens han spiser, og naar noget af hans Maaltid ikke smager ham eller volder ham for meget Bryderi, kaster han det over Skulderen hen til hende, dersom da ikke Hunden faar det.

De indfødte holde særdeles meget af at danse, og
ved hver Nymaane er der stort Dansegilde. Forinden

overmales Kroppen med hvid Farve saaledes med Streger, der gaa langs Ribben, Bygrad og alle de vigtigste Knokler, at Danseren ligner et Skelet. Jeg kan ikke sige Dem, hvor det er modbydeligt at se disse Skeletter fare frem og tilbage! Til Dansen slaa Kvinderne Takt paa en Slags Tromme eller paa et Stykke tørret Skind, som er udspændt over Knæerne. Avstralnegrene ere fortrinlige Mimikere og efterabe under Dansen Kænguruens Hoppen, Emuens Bevægelser eller deres Venner og Fjender.

Men det er nok paa Tiden, at jeg fortæller Dem lidt om, hvad en Rejse i Avstrallandet vil sige. Jeg indbyder Dem derfor til at følge mig paa min ItKUf/stc Udflugt fra Telegraflinjen.

Jeg havde i September forladt Stationen Lady Charlotte Waters og var med Proviant for en Maaned dragen imod Vest, i det jeg dels fulgte de smaa Flodløbs udtørrede Lejer, som dog hist og her gav tilstrækkeligt Vand til os og vore Dyr, dels drog igjennem Scrubs, over Græssletter og over Sandhøje, der vare dækkede af det uhyggelige Pindsvinegræs eller, som det her hedder, Spinifex (Triodia irritans), der er en Rædsel for alle rejsende i Avstrallandet. Det voxer i Tuer, næsten fire til fem Fod i Omfang og tre Fod høje, og det er saa spidst og skarpt som de fineste Naale. Det saarer Vandreren og de med ham følgende Dyr, og mere end én Gang har det væsentlig bidraget til, at en Expedition har maattet opgive sit Forehavende og vende om. Pindsvinegræsset var saaledes vistnok Grunden til, at Gosses Rejse 1873 imellem den 22de og 27de ° s. Br. ikke naaede længere imod Vest, end den gjorde. Jeg har for min Del haft den übehageligste Erfaring med Pindsvinegræsset, i det jeg en Dag faldt ned fra min Kamel og uheldigvis midt i nogle Spinifex-Tuer saaledes, at jeg kom til at sidde paa dem; i flere Dage efter var det meget pinligt for mig at gaa, om at ride kunde der ikke være Tale, og jeg kunde ikke engang sidde ned, medens jeg spiste, saa gjennemstukket var jeg af de skarpe Pigge. Skjønt de indfødte ved jævnlig at saares af Pindsvinegræsset efterhaanden faa en haard, hornlignende Hud, undgaa de dog Spinifexegnene saa meget som mulig. Kunde dette Græs endda tjene til Føde for Hestene og Kamelerne, duede det dog til noget; men disse Dyr vrage det. og det indeholder heller ikke synderlig Næring.

Efter at have rejst omtrent 50 Mil naaede jeg den saakaldte Musgrave Range, som jeg overskred i Nærheden af Mount Morris, der er omtrent 4,000 Fod højt, og som først blev opdaget af Gosse. Jeg havde nu overskredet Gösse's, Forrest's og Giles's Vej og styrede lige imod Syd. Jeg havde nemlig sparet en Del Proviant og havde Vand nok i Bjærgenes Vældsteder, saa at jeg turde vove mig paa en Tur ind i den avstralske Ørken. Var jeg heldig, kunde jeg maaske endog naa ned til det nordligste Punkt, hvortil Giles's Ledsagere Tietkens og Young naaede i Avgust 1875, og jeg vilde da have kunnet sammenknytte to Opdagelsesveje, der mere end andre have vakt Nutidens Opmærksomhed. Desuden er der jo noget tillokkende ved at gaa paa Opdagelser. Det blev imidlertid en stræng Tur, denne Rejse, med den stærke Sol skinnende fra en aldeles skyfri Himmel og under Varmen fra Ørkenens hede Sand. Den store avstralske Ørken, der er omtrent fire Gange saa stor som Kalahari i Sydafrika, laa snart i sin frygtelig Vælde omkring os. Termometret viste 46° C., og Jorden var saa hed, at selv de indfødte ikke kunde udholde at træde paa den med blottede Fødder. Uheldigvis faldt der intet Regnskyl, saa at den forfærdelige Varme ikke formindskedes, og naar vi endelig stødte paa et Vandsted, var det enten tørt eller indeholdt kun en lille Smule Vand. Vandet aftog til sidst mere og mere, og jeg maatte derfor vende om efter lidt over en Uges Rejse, der i lige Linje ikke havde ført mig længere end omtrent 30 Mil ind i Ørkenen. Jeg turde ikke udsætte Expeditionen for Farerne ved at trænge for langt frem; thi jeg maatte nødvendig frelse de Indsamlinger, jeg havde gjort. Hertil kom ogsaa Faren for at blive overfalden af de indfødte. Overalt fandt vi deres Spor, men vi saa dog ikke en eneste af dem, saa længe det var Dag. Først naar Mørket faldt paa, kunde vi se deres Baal lyse fjærnt i Synskredsen. En Nat i Ørkenens dybeste Ensomhed gjør et underligt Indtryk paa Sjælen. Som en stor Skive af glødende Metal synker Dagens Hersker ned bag Synskredsen, og den er næppe forsvunden, før Mørket kommer. Mangelen af Skybanker under disse Breddegrader er Skyld i, at Tusmørket her er saa farveløst, og de evropæiske Afteners Ynde gaar derved tabt; der høres heller ingen fjærne Brøl af det hjemvendende Kvæg, intet Skrig af nogen Fugl eller andre Lyde, som ere særegne for vore Aftener. Alt er stille ligesom i Graven. Kun Stjærnerne glimre over os, men med en Glans, som er os ukjendt, og Varmen, som udstrømmer fra Sandet, gjør Natten næsten lige saa hed, som Dagen var. Naar vore Kameler og Heste have gnavet de sidste Mundfulde af Ørken-Vikken (Clianthus Dampieri) i sig, lægge vi os stille hen ved vort lille Baal for at hvile ud, og vi søge at se ud i Mørket omkring os, indtil vi sove ind, og glemme saa vel Spinifex-Græsset som de fattige Vandhuller. Men det er ikke altid, at vi faa Lov til at sove længe i Ro; thi undertiden overfaldes vi af Myrer, som umuliggjøre al Søvn, og vi gaa da den trættende Dagvandring i Møde uden at have fundet den mindste Vederkvægelse, medens yi maaske med de første Splstraaler skulle

plages af en Hær af utaalelige Fluer, som trodse Slør og alle andre Forsigtighedsregler. Under saadanne Omstændigheder er det meget vanskeligt at faa udrettet, hvad man ellers kunde, og det gaar kun langsomt frem ad.

Da Ørkenen med sin trættende Ensformighed heller ikke gav noget synderligt videnskabeligt Udbytte, vendte jeg om og drog atter op imod Musgrave Range. Hvorhen vi end rettede vort Blik i Ørkenen, saa vi kun Sandhøje eller en bølgeformet Overflade, dækket af Spinifex. og først da vi atter naaede Højlandet, blev Rejsen forholdsvis lettere. Den længste Tur, vi gjorde uden at finde Vand, varede i tre Dage, den tilbagelagde Strækning var henved en Snes Mil, og vi maatte undres over, at de indfødte vilde opholde sig i saadanne Egne, med mindre de lejrede sig i en eller anden Dal med Eucalyptuskrat, , hvor der var en Smule Vand, der langt fra var tilstrækkeligt for os. Men de indfødte trænge rigtignok kun overmaade lidt til Vand; de drikke lidt, koge ikke og vaske heller ikke. Ja! de have endog Drikke nok ved at suge den udflydende Saft af opgravede Eucalyplusrødder,plus- der brydes i fodlange Stykker. Det blev ogsaa knapt med Føde, inden vi naaede de bedre, mere vandrige Egne, og da vi kom til den af Giles opdagede Ferdinand Creek, som udspringer i Musgrave Range, havde vi den Skuffelse at finde den udtørret. Dette var en styg Overraskelse, og det vilde have set ilde ud for os, dersom vi ikke havde haft Talegallahønsenes Æg at hjælpe os med. Vi maatte ligesom saa mange tidligere rejsende i Avstrallandet være glade ved dem. En Rede, som er fuldstændig, indeholder omtrent 7—87^—8 Æg, og hvert af dem er saa stort som et Gaaseæg. Skallen er saa tynd, at man ikke godt kan koge to Æg i samme Gryde, da de vilde knuses imod hinanden. Derfor pakker man hvert af dem ind i en Klud, eller ogsaa koger man dem ved at stille dem paa Enden i Sandet omkring Lejrilden.

Det var i rette Tid, jeg havde bestemt mig til at vende om imod det bedre Land imellem Marryatfloden og Telegraflinjen; thi nu begyndte ogsaa vore Øjne at angribes, og om Morgenen maatte vi undertiden bruge en halv Time, alene for at rense og aabne dem. Vi vare ogsaa ellers i en temmelig jammerlig Tilstand, og vore Klæder vare alt andet end kjønne at se til.

Det er nu en Kjendsgjerning, at den store avstralske ( Vntralørken, som vi havde vovet os ind i, paa alle Sider omgives af ret frugtbart Land, der godt egner sig til Kvæg- og Faareavl. Men medens den nordre Del af rkenen, hvorigjennem vi drog, næsten er uden Plantevæxt og mest udgjøres af skallede Sandhøje, er der i den sydlige Del et bølgeformet Laud med Spinifex og Scrub, stundum afbrudt med en Gruppe af Eucalyptustræer. Som et hele set, er imidlertid .Ørkenen meget trøstesløs paa Grund af dens Vandmangel og de jævnlige rkenbrande, som hærje Plaritevæxten, blotte Sandet og sætte hede Brandtaager langt ind over de beboede Egne.

Man skulde ikke tro det; men der findes virkelig Folk i Avstrallandet, som mene, at Ørkenen eller i hvert Fald en Del af den en Gang vil blive taget i Brug, og de fremhæve, maaske med Rette, at man ikke maa dømme alene efter ilfærdige rejsendes Meddelelser, der have gjennemfaret Landet under stadig Frygt for at miste Livet. De talrige udtørrede Vandsteder, som de indfødte holde sig til, vise ogsaa, at Regn til visse Tider af Aaret falder rigelig nok. Noget sikkert kan man dog ikke vide endnu, men det kan jo være, at man ved at vælge den rette Tid vil kunne opnaa en nøjere Kundskab dertil, end man nu har. Der synes imidlertid at være kommen en Standsning i Undersøgelserne, efter at man nu i grove Træk har lært det indre at kjende. Forbavsende er det at tænke sig, hvilke overordentlige Fremskridt den geografiske Videnskab har gjort i den sidste Menneskealder. For en 30 Aar siden var det indre af Avstrallandet, der har et Fladeindhold af 140,000 Q Mile eller lidt mindre end Evropa, saa godt som aldeles ukjendt, og nu er man dog kommen saa vidt, at man har rejst det igjennem i flere Retninger, og at man har faaet en Forestilling om dets Naturforhold i det hele. Sandelig! ogsaa vor Tid fortjener Navnet de geografiske Opdagelsers Tidsalder.