Stanleys Rejse paa Kongefloden. Den store rejsende
har sendt „New York Herald" eg s,Daily Telegraph", de to'

Blade, paa hvis Regning han har foretaget sin sidste Rejse, følgende Telegram, dateret den 10de Avgust 1877, Emboma, Kongefloden, Vestkysten af Afrika: „Den Bde denne Maaned kom jeg hertil med 115 Mand i en forfærdelig Tilstand. Vi forlod Nyangyé iManjuema den ste November 187(5 og rejste over Land gjennem Ureggu. Da vi ikke kunde bane os Vej gjennem de tætte Skove, gik vi over Lualaba og fortsatte Rejsen langs Flodens venstre Bred gjennem det nordøstlige Ukusu. De indfødte rejste sig imod os, angrebe os Dag og Nat og dræbte og saarede flere af os med forgiftede Pile. Vor Kamp i disse af Menneskeædere beboede Egne blev næsten haabløs. Ved Gaver og Mildhed søgte vi at berolige de vilde, der ikke vilde tage imod Gaver og som optoge vor Imødekommenhed som Frygt. Vor Stilling blev endnu sørgeligere, da de i Nyangvé lejede 140 Mand afsloge at rejse videre, og paa samme Tid gjorde de vilde et Hovedangreb paa os. Vi forsvarede os^, men kun én Udvej stod os aaben, dersom Expeditionen ikke skulde opgives, nemlig den at ty til vore Kanoer. Skjønt vi til Søs havde afgjort Overlegenhed over de vilde, maatte vi dog Dag for Dag kæmpe os frem, indtil fem store Vandfald, der ligge under Ækvator ikke ret langt fra hverandre, standsede os. For at slippe forbi disse maatte vi bane os Vej igjennem en tretten engelske Mile tyk Skov med vore atten Kanoer og min egen Baad, og ofte maatte vi lægge Øxen til Side for at bruge Riflen. Da vi vare komne forbi disse Vandfald, slap vi i lang Tid for at trække Kanoerne over Land. Under to Graders nordlig Bredde drejede den store Lualaba fra en næsten ret nordlig Retning af til Nordvest, derpaa til Vest og Sydvest; Floden var fra to til ti engelske Mile bred og fuld af Øer. For at undgaa Kampen med saa mange menneskeædende Stammer sejlede vi videre mellem Øerne, indtil vi, efter i tre Dage at have døjet Sult, lagde til Land ved Flodens vestlige Bred, rede til at tage imod, hvad der maatte komme. Heldigvis boede her en Stamme, der drev Handel. Vi forefandt her fire Bøsser fra Vestkysten, og de indfødte kaldte Floden Ikutu Ja Kongo. Vi sluttede Fostbroderskab og kjøbte en Mængde Levnetsmidler. Tre Dage senere kom vi til en Stamme, hvis Krigere alle vare væbnede med Bøsser, og som øjeblikkelig angreb os med 54 store Kanoer. Først da tre af mine Folk vare blevne dræbte, holdt jeg op at raabe til dem, at vi vare Venner og at tilbyde dem Foræringer. Under en tolv engelske Mile lang Sejlads blev der kæmpet med stor Haardnakkethed paa denne frygtelige Flod. Dette var- den næstsidste af tre og tredive Kampe paa Lualaba, der, efter utallige Gange at l ave skiftet Navn, efterhaanden som vi nærmede os Atlanterhavet, blev kaldt Koangp og Zaire. Mellem 17 og 26 Graders østlig Længde har Floden paa en Strækning af fjorten hundrede Mile et uafbrudt Løb, og store Bifloder falde i den, især fra den venstre Bred. Gjennem tredive Vandfald og Flodsænkninger baner Floden sig Vej gjennem Bjærgene mellem det indre og Kysten, indtil, den fra Jellala Vandfaldene som en mægtig Flod flyder ud i Atlanterhavet Vi have mistet mange Folk, og jeg beklager endnu Tabet af min sidste hvide Mand, den unge, modige og gudfrygtige Engelskmand, Francis Pocock, som den 3dje Juni druknede i Massassa Vandfaldene. Den samme Dag blev jeg med syv Mand trukken ned i Hvirvelstrømmene ved Movoa Vandfaldene; sex Uger derpaa rev Strømmen min Baad, „Lady Alice", over Mbelo Vandfaldene, og det var kun ved et Under, at jeg og mine Folk slap derfra. Min unge, tro Ledsagei» Kalulu er blandt de døde. P_/a Bona gaar jeg paa et Dampskib med Expeditionen til Ka^inda og derfra til St. Paolo de Loandå. Hr. Price af Firmaet Hatton og Cookson i Liverpool bringer mine Breve pr. Angola".