Geografisk Tidsskrift, Bind 1 (1877)

Den franske Kolonisation i Algerien

af Emil Elberling, Kand. fil.

Ac/en Aarsberetniiig, som Algeriens Generalguvernør,

- '"•'. V^Ai J.J-U/L U^^A , OWlil XJLI^OI AdlQ VJ 1311^1 Hjlo "- v x LIYJi J
«Jg" Greneral Chanzy i Slutningen af forrige Aar afgav

til Landets saakaldte ..øvre Raad", indeholder interessante Oplysninger om dets materielle Udvikling i den nyeste Tid og om den tiltagende Bosættelse af Evropæere. Vistnok skrider denne langt fra saa rask frem som i de engelske Nybygder i Nordamerika og Avstralien, og man har tit — og vistnok med fuld Føje — tillagt det franske Folk og dets Regering Mangel paa Evne til at kolonisere; men det maa dog indrømmes, at Forholdene i de senere Aar ere blevne ikke lidt gunstigere, som det kan ses ved Sammenligning med tidligere Opgivelser.

Hovedfejlen ved Algeriens tidligere Styrelse har været den, at Myndighederne alene saa paa Landet som en ved Vaabenmagt vunden Besiddelse og kun troede at kunne hævde denne ved de samme Midler. De toge derfor udelukkende Hensyn til Hæren og dens formentlige Tarv og overlode hele Forvaltningen til Officerer. Disse betragtede nærmest Landet som en Øvelses- og Tumleplads for Tropperne og kastede skjæve Øjne til de evropæiske Nybyggere, der krævede en vis Hensynsfuldhed; ja de nærede endog ligefrem Uvillie imod dem som übudne Gjæster, der trængte ind paa deres eget Omraade, og satte dem under et saa strængt og smaaligt Tilsyn, at Lysten til at nedsætte sig dér maatte svækkes til stor Skade for Landets materielle Udvikling*). Og dog burde Regeringen have indset, at Algerien først vilde være sikret for Frankrig, naar det havde faaet en talrig evropæisk Befolkning, og at jo flere Nybyggere der kom ind i Landet, des færre Soldater gjordes det nødig at holde paa Benene. De Militærkolonier, som under Marechal Bugeauds Styrelse grundlagdes med udtjente Soldater, fik intet stort Omfang, og de Deportationer, som fandt Sted efter Arbejder op standen i Paris i Juni 1848 og især efter Statskupet i December 1851, skaffede vel Algerien en Mængde Nybyggere, men kun undtagelsesvis Landboere, og de gave tillige Kolonisationen et eget Præg, der ikke skulde opmuntre til frivillig Indvandring.

Først 1858 under Prins Napoleons kortvarige Styrelse som Minister for Algerien og Kolonierne, begyndte man at forøge de civile Myndigheders Indflydelse, til Trods for de militære Ønsker og Traditioner, og tog tillige noget mere Hensyn til Nybyggerne. Senere nærede Kejser Napoleon nogle fantastiske Planer om at oprette et „arabisk Rige, d. v. s. fornemmelig støtte Besiddelsen paa Muselmændenes Hengivenhed og søge at knytte dem inderlig til Frankrig. Men det var først efter den store Opstand iblandt Muselmændene 1870—71, at man almindelig indsaa Nødvendigheden af at styrke det borgerlige Element i Forvaltningen og at fremme Landets Bebyggelse. Det Haab, man nærede om at faa en stor Mængde Elsassere til at bosætte sig og modtage Jord af Staten til Opdyrkning, har dog slaaet fejl, og kun nogle faa Tüsender have modtaget Tilbudet, skjønt der allerede blandt de tidligere Nybyggere var forholdsvis mange fra Elsass og Lothringen. Med Hensyn til Landets fremtidige Styrelse er der endnu megen Uenighed, nemlig om man skal følge det engelske Forbillede for Kolonialstyrelsen og give Algerien udstrakt Selvstændighed med en folkevalgt Provinsforsamling og en næsten uafhængig Generalguvernør, eller om man hellere bør søge at sammensmelte Landet saa meget som mulig med Frankrig, lidt efter lidt indføre dettes Lovgivning og Indretninger og stille de tre algierske Departementer umiddelbart under den almindelige Centralforvaltning i Paris. Hidtil har den sidste Retning haft Overvægten: Algerien har faaet Repræsentanter baade i Senatet og Deputeretkammeret; desuden folkevalgte Departementsraad og nogen Kommunalselvstændighed. End videre ere nu næsten alle enige om, at den militære Forvaltning ikke har været heldig og bør trænges inden for snævrere Grænser. Algerien er derfor ogsaa blevet henlagt under Indenrigsministeriet, imedens det tidligere laa under Krigsministeriet.

Som en naturlig Følge af den Ligegyldighed, der fra Regeringens og de underordnede Myndigheders Side vistes overfor Nybyggerne, gik det i lang Tid kun smaat med Indvandringen. 1833 boede der i hele Algerien ikke flere end 3478 Franskmænd og 4334 andre Evropæere, altsaa ikke en Gang 8000 ialt, og deraf den allerstørste Del i Byerne. 1841 vare Tallene stegne til omtrent 17,000 og 19,000, altsaa til mere end det firdobbelte, og 1846 var den evropæiske Befolkning endog naaet op over 100,090 (109,400). Deraf var den større Halvdel (58,000) Franskmænd, medens tidligere de andre evropæiske Nybyggere havde haft Overvægten. Af Resten

*


*) Endnu langt senere var det Tilfældet, at der aarlig kom en stor Mængde Franskmænd over til Algerien for at prøve deres Lykke, understøttede af Staten baade med fri Rejse og Tilbagerejse; men kun en forholdsvis ringe Del af dem bestemte sig til at tage varigt Ophold.

Side 110

vare omtrent to Tredjedele (henimod 34,000) Spaniere, 14,000 halvt Italienere og halv Maltesere, men kun 2500 Tyskere og halvt. saa mange Schweizere. Nybyggerne vare altsaa overvejende af romansk Byrd, og det fremgik ogsaa af Dødelisterne, at Tyskere og Schweizere mindst kunde taale Klimaet, som i det hele krævede mangfoldige Offre. 1852 var der 133,000 Evropæere, medens samtidig de muselmandske Stadboere (Mavrerne) opgaves at være lidt over 80,000, Jøderne 20,000 og Negerne 3500; en Tælling af Muselmændene uden for Byerne fandt ikke Sted. Derimod foretoges en saadan 1856, og da var der i hele Landet omtrent 1,400000 Arabere (Mavrerue medregnede) og 960,000 Kabylere, tilsammen 2,'{45000 Muselmænd imod 93,000 Franskmænd og 65,000 andre Evropæere *), altsaa 15 Muselmænd for liver Evropæer. Næsten Halvdelen af Evropæerne boede i Provinsen Algier, og i det hele boede to Tredjedele af dem i Byerne. Fordelingen efter Nationaliteter var omtrent den samme som tidligere, undtagen for saa vidt Franskmændenes Overvægt stadig blev større. 1861 var man endnu ikke naaet højere end til 192,746 Evropæere imod 2,800000 indfødte —. Landet var nemlig blevet forøget ved Tilknytning af hidtil frie Laridstrækninger — altsaa knap l imod 14. Men fem Aar senere var de indfødtes Tal aftaget til 2,050000, medens Evropæernes var steget til 218,000, og 1872 vare hine som Følge af den store Hungersnød (1865—66) og Opstanden (1870—71) sunkne til 2,123000, i det Provinsen Algier havde tabt 83,000, Oran 130,000 og Constantine 316,000, d. v. s. næsten en Fjerdedel af sine muselmandske Indbyggere. Jødernes Tal var derimod voxet til over 35,000, og medens det Tilbud, der 1865 blev gjort dem saa vel som Muselmændene om fransk Borgerret imod samtidig Opgivelse af deres særlige Institutioner (Ret til Polygami og rabbinsk Lovfortolkning), hidtil kun var blevet brugt af 150 Personer, vare de 1870 ved et Dekret af Forsvarsregeringen alle blevne naturaliserede som Franskmænd og stillede under den almindelige franske Lovgivning. Til Tak for denne borgerlige Ligestilling have de, som det synes, nøje knyttet sig til Frankrig. Ved den sidste Tælling i Januar 1875 udgjorde Evropæerne næsten 260,000, hvoraf 146,000 Franskmænd, og Jøderne 32,000; Muselmændene havde derimod i de tre Aar kun haft en Tilvæxt af 40,000, og der er derfor nu kun 7 Muselmænd imod l Evropæer, naar Jøderne medregnes hertil, d.' v. s. Forholdet er dobbelt saa gunstigt for disse $ som det var 1861 *). Tilnærmelsesvis kan man sige, at ligesom der medgik 15 Aar, inden Evropæernes Tal steg til 100,000, saaledes har der siden været en Stigning med 100,000 hvert 15de Aar. •

Samtidig med, at Tallet paa evropæiske Indvandrere stiger, udvikles ogsaa Landets Bebyggelse, og desuden gaar man mere og mere over fra militær til civil Forvaltning. 1857 var der kun 47 civile Kommuner med 170,000 Indbyggere; 1863 stod 550,000 Mennesker under de civile Myndigheder, og i Aarsberetningen for 1876 opgives Civilterritoriets Størrelse til 4,600000 Hektarer**), d. v. s. lidt over 800 G Mil, hvoraf næsten en Tiendedel var kommet til i Aarets Løb. Dets Indbyggertal var 1,132000, hvoraf 252,000 Evropæere og 33,000 Jøder, tilsammen altsaa en Fjerdedel. Henimod en Tredjedel af Civilterritoriets Omfang var delt i 166 „civile Kommuner", og i disse udgjorde Muselmændene kun Halvdelen af Indbyggerne. Derimod ere Evropæernes Tal kun saare ringe i Civilterritoriets 45 „blandede" Kommuner, i hvilke der kun er gjort de første svage Skridt til evropæisk Ordning, og næsten forsvindende i Militærterritoriet, der alene styres af Officerer. Dette omfatter endnu den allerstørste Del af Landet, og dets 18 „blandede" Kommuner med knap 140,000 Indbyggere optage ikke mindre end Ql/zQ1/z Mill. Hektarer, altsaa næsten !/2 Gang mere Rum end hele Civilterritoriet; hvor megen Jord der hører til de 32 muselmandske Kommuner med deres 1,220000 Indbyggere, er ikke opmaalt. Selv i Civilterritoriet eje de evropæiske Nybyggere kun en mindre Del af Jorden. 1856 vare kun 200,000 Hektarer, d.v.s. 360,000 Tdr. Land (35 Q Mile) afstaaede til dem, og deraf endda kun en Tredjedel med fuld Ejendomsret; 1863 havde de dog 520,000 Hektarer (90 O Mile) > °g for et Par Aar siden 955,000 (170 Q Mile), vundne dels ved Landuddeling fra Statsmagten, dels ved private Kjøb fra de indfødte. Paa disse Jorder boede omtrent 120,000 Evropæere; men de vare ikke talrige nok til at dyrke dem alle og maatte derfor udleje en Del deraf til indfødte. Til Straf for Deltagelse i Oprøret 1871 have Muselmændene maattet afstaa 325,000 Hektarer eller næsten 60 Q Mile, og naar der til lægges Resten af de fordums tyrkiske Statsgodser, raader Staten over 140 Q Mile Jorder; men en stor Del deraf er uskikket til Dyrkning eller ligger saa langt inde i Landet, at Nybyggere


*) De officielle Tal vare 1,385432 Arabere, 958,381 Kabylere. 92,730 Franskmænd, 68,068 andre Evropæere, deraf 42,218 Spaniere, 9472 Italienere, 6918 Maltesere, 5567 Tyskere o, s, v

*) De officielle Tal vare: 145,624 Franskmænd, 33,102 Jøder, 113,030 Fremmede og 2,163536 Muselmænd, hvoraf ikkun 252 havde krævet fransk Borgerret; ialt 2,455292.

**) En Hektar er IJ| Td. Land.

Side 111

næppe kunne ventes at ville bosætte sig paa dem. Skjønt Generalguvernør Chanzy viser den største Iver for at fremme Bebyggelsen og til fulde indser Vigtigheden deraf, kan han hvert Aar kun skaffe Jord til omtrent 1000 Familier, og hvis det ikke skal gaa altfor langsomt med Kolonisationen, maa man tænke paa andre Udveje til at skaffe Nybyggere Land til Opdyrkning. Endnu eje de indfødte deres Land i Fællesskab, og 1563 fastslog et Senatskonsult Stammernes Ejendomsret, under Foregivende af at ville sikre dem imod Svig fra Nybyggernes Side; Følgen var, at Bebyggelsen hæmmedes. Først 1873 har man gjort Skridt til at gjøre Fællesskabets Ophævelse mulig, men den derom udstedte Lov er kun kommen til Udførelse for en meget ringe Del af Landet. Nationaløkonomen Leroy Beaulieu har derfor gjort det Forslag, at Staten hver Gang, den vil bygge en Yej eller Jærnbane, skal afkjøbe de indfødte Stammer et Bælte af henholdsvis l eller 5 Kilometres Bredde paa hver Side (altsaa • J/4 eller 11/*l1/* Mils Bredde i det hele) og senere sælge Jorden til Nybyggere. Derved vilde der blive tilstrækkeligt Areal til en betydelig Indvandring, og de indfødte vilde samtidig opnaa, hvad de trænge mest til, nemlig Kapital til at udvikle deres Landbrug. Kunde man paa denne Maade aarlig bosætte 25—30,000 Franskmænd i Algerien, vilde dette Land rimeligvis inden Aarhundredets Udgang tælle henimod en Million evropæiske Nybyggere og være en overordenlig vigtig Besiddelse for Frankrig.

Om denne store Plan lader sig virkeliggjøre, maa være Fremtiden forbeholdt; endnu er intet Skridt gjort i den Retning. Dog kan der allerede paavises en betydelig Fremgang i Landets Produktion i Løbet af den sidste halve Snes Aar. 1866 var der ikkun tilsaaet 1,714000 Hektarer eller 3,100000 Tdr. Land med Korn, og det aarlige Udbytte var da 16 Mill, danske Centnere; 1869 var" Arealet lidt mindre, men Udbyttet steg til *23 Mill. Ctn.; 1874 tilsaaedes 2,730000 Hektarer eller næsten 5 Mill. Tdr. Land, hvoraf Udbyttet blev 32 Mill. Ctn., og 1875 voxede Arealet til 3 .Mill. Hektarer og Udbyttet til næsten 40 Mill Ctn. 25 Aar tidligere maatte der derimod indføres en betydelig Del Korn, og først 1855 blev Landet istand til at udføre Korn dels til Frankrig, dels til Hæren paa Krim. Tobaksavlen blev først indført i Algerien 1843, og ti Aar senere vare endnu kun 2300 Hektarer (4170 Tdr. Land) tilplantede dermed; 1869 var Arealet næsten dobbelt og 1875 tredobbelt saa stort, og medens Staten, der jo i Frankrig har Tobaksmonopol, 1852 knap opkjøbte 3 Mill. Pd., kjøbte den 1875 8Y» Mill. Pd., hvorhos den hele Avl var 111/* Mill. Pd. Tobakken skal være af fortrinlig Kvalitet. Høravlen er heller ikke gammel i Landet; dens Omfang fordobbledes for 1869 til 1874, og i det sidstnævnte Aar brugtes næsten 10,000 Hektarer (18,000 Tdr. Land) dertil. Bomuldsavlen, som man under den nordamerikanske Borgerkrig (1861 — 65) havde sat megen Lid til, og som ogsaa den Gang fik noget Opsving, er senere helt ophørt, fornemmelig som Følge af Vandmangel. Vinavlen udbredes derimod stadig; 1566 havde Nybyggerne 15,000 og 1874 20,000 Tdr. Land tilplantede med Vinstokke, og Udbyttet, som 1564 kun var 60,000 Hektoliter, var 1866 100,000 og 1874 230,000*)- Desuden dyrke de indfødte Vin paa et ikke ringe Areal, saa at Høsten var ikke lidt større. Ogsaa forbedres selve Tilvirkningen, især ved indvandrede Vinavlere fra Syd-Frankrig, som ere blevne fordrevne af Druesygdommens Ødelæggelser; og om nogle Aar, naar Vinstokkene ere blevne store, venter man et Udbytte af flere Millioner Hektolitrer. — Indhøstningen af Alfa Planten, der giver et ypperligt Hjælpestof til Papirtilvirkning, og som voxer vild paa Højsletterne i umaadeligt Omfang, forøges aarlig og vil sikkert blive langt større, naar Vejene paa Højsletten blive færdige; der udføres nu aarlig omtrent 60,000 Tons, deraf tre Fjerdedele til England. Ide senere Aar har man foretaget store Plantninger af det blaa Gummitræ (Eucalyptus), der foruden at afgive et ypperligt Ved ogsaa indeholder mange lægende Stoffer (især imod Feber), og som ved sin Væxt opsuger usunde Vædsker af Jorden og derved forbedrer Klimaet. Da det tilmed voxer meget hurtigt og opnaar en betydelig Størrelse, er det dobbelt fordelagtigt at plante. Ligeledes har man begyndt at indføre en avstralsk Akasie, hvis Bark giver et godt Garvestof. — Kvægholdet er i de fem Aar fra 1869 til 1874 næsten fordoblet fra 7,800000 til 15 Millioner, og man lægger samtidig Vægt paa at forbedre Eacerne. Endelig udvikles Bjærgværksdriften — der findes nemlig store Jærn-, Kobber-, Bly- og Zinkminer — og i første Halvdel af 1876 udførtes 234,000 Tons Jærnmalm, samt noget Kobber og Bly. Tallet paa de Arbejdere, som sysselsættes herved, er over 4000, men Driften vil kunne faa et endnu større Omfang, naar den fornødne Arbejdskraft og gode Samfærselsmidler tilvejebringes. En enkelt Jærnmine giver et aarligt Udbytte af næsten 400,000 Tons Malm.

Produktionens Forøgelse medfører naturlig Stigning af Handelsomsætningen. Algerien bliver baade en bedre Kunde, for Frankrig og har stedse flere Varer at udføre. 1830 havde Indførselen kun en Værdi af 5 Mill. Frcs. og Udførselen af 11/z;l1/z; 1840 var man kommen op til henholdsvis 32 og 7, 1850 tu 88 og 49, 1860 til 194


*) En Hektoliter er lidt over 100 danske Potter.

Side 112

og 108, og selv i Ulykkesaaret 1866 (med Hungersnød) indførtes for 179 Mill. Frcs. og udførtes for 92. 1873 naaede den samlede Omsætning en Værdi af 360 Mill. Frcs., og naar den i de to sidste Aar har været noget mindre, skyldes det fortrinsvis Synkning i Varernes Priser og ikke Aftagen af deres Masse. Hvor stor Fordel Frankrig høster af Handelen med Algerien, lader sig selvfølgelig ikke udregne; derimod har Statskassen endnu kun Tab af Besiddelsen. Thi foruden Udgifter til Hæren bevilgedes der i Finansloven for 1877 24J/2 Mill. Frcs. til Algerien, deraf omtrent 3 Mill, til Kolonisationens Fremme, 9'/2 Mill, til offenlige Arbejder og 2'/2 til Rentegaranti for Jærnvejene, og i denne Sum er endda ikke medregnet Bevillinger af et Par Millioner til Retspleje, Undervisning og Kultus for Evropæerne, hvilke ere optagne i vedkommende Ministeriers Budgetter. Som Indtægt fra Algerien opføres kun lidt over 24 Mill. Frcs., altsaa ikke fuldt saa meget, som dets civile Forvaltning koster; men herved maa dog ikke glemmes, at Toldafgiften af Varer, der indføres fra Frankrig, ikke kan opgives, og at Algerien saaledes i Virkeligheden yder et større Tilskud til Statskassen, end Finansloven udsiger. Derimod vil det sikkert endnu vare længe, inden Landet kan tænkes at yde Frankrig Dækning af de store Udlæg, som dets Indtagelse og de langvarige Krige have paaført Staten.