Fra den romerske Campagne. For nogen Tid siden udbad jeg mig af M. S. de Eossi i Rom, en af de bedste Kjendere af Egnens fjærneste Fortid, nogle Oplysninger vedrørende de nyeste Fund i Roms Omegn fra Overgangen imellem den forhistoriske og den historiske Tid, og jeg modtog til Svar foruden skriftlige Meddelelser flere mindre Afhandlinger og Artikler, som til Dels ikke findes her i Kjøbenhavn. Da der deri indeholdes ét og andet af Interesse, meddeles, et lille Uddrag deraf:

Det er en kjendt Sag, at Boms Omegn nu er hel

forskjellig fra, hvad den var i Oldtiden. I vore Dage er den usund og som Følge deraf kun tyndt befolket, og naar Heden begynder, flygte alle, som nogenlunde kunne, bort til Bjærgene for at undgaa den febersvangre Luft, som endog føles i den evige Stad selv. For 2,000 Aar siden og endnu mere et Par A århundreder 'tidligere, inden Rom endnu var bleven en Stormagt, var det helt anderledes; thi da var Roms Omegn tæt befolket og vel dyrket, og i kort Afstand fra Byen fandtes flere rige og blomstrende Stæder, der ofte vare i Stand til at byde Romerne Spidsen. Nu ere disse for længe siden forsvundne, og man finder i det højeste paa Stedet en tarvelig Osteria eller Kro med nogle faa Mennesker. Tilbagegangen maa allerede være begyndt i Oldtiden, rimeligvis under de blodige og ødelæggende Borgerkrige i Republikkens sidste Dage; thi allerede i den første Kejsertid vare flere Byer, der havde spillet en ikke uvigtig Rolle, tilintetgjorte, og paa Stedet havde rige Romere bygget sig Herregaarde eller Villaer.

I Kejsertiden, saa vel som i Republikkens senere Uage meddeles intet om vulkanske Udbrud i Nærheden af Rom; men gaar man længer tilbage, særlig til de første Aarhundreder efter Kongernes Forjagelse, hører man tit om vulkanske Fremtoninger der. Historikerne tale jævnlig om Stenregn, om Jordskjælv, om pludselig fremkomne Revner i Jorden, endog midt i Rom og paa selve det romerske Forum, hvor Marcus Curtius vandt Navnkundighed ved at styrte sig i Dybet. Midtpunktet for disse Udbrud danner det skjønt formede Albanerbjeerg, der frembyder en saa pragtfuld Baggrund til Roms Campagne med dens hundreder og atter hundreder af Buer, over hvilke Vandet i Oldtiden lededes og til Dels endnu ledes ind til Byen. Et af Hovedarnestederne for den vulkanske Virksomhed i dette Tidsrum var den smukke Albanersø, der fordum var et Krater, men som allerede under Vejis Beleiring 391 f. Kr. var fyldt med Vand. Paa hvilken Tid denne mærkelige Ændring er indtruffen, hvorved det vandløse Krater omdannedes til en Sø, kan endnu ikke nærmere afgjøres; men de romerske Geologer have deres hele Opmærksomhed henvendt paa Spørgsmaalet, og man maa haabe, at der vil komme interressante Resultater ud af deres Granskninger.

De Undersøgelser, som man har foretaget, have allerede vist, at de vulkanske Udbrud fra Albanerbjærget i dette Tidsrum ikke vare saa voldsomme som længer tilbage; særlig udstrømmede der ikke mere saaledes som tidligere, Lava fra Bjærget, men der kom dog vældige Masser ud af Krateret. Den i Roms Omegn saa velkjendte Stenart Peperino er i dette Tidsrum udstrømmet eller udkastet fra Albanerbjærget, rimeligvis ikke én, men flere Gange. Hvor langt ned i Tiden disse Udbrud ere vedblevne, vides dog ikke nøje. Imidlertid kan det næppe omtvivles, at Peperinoen er strømmet ud endnu efter Decemvirernes og Fidias' Tid; thi man har i selve Laget fundet en gammel romersk Mønt, hvis Billede viser, at Mesteren har kjendt Fidias' Kunst, og vi komme saaledes ned imod Aar 400 f. Kr.

Uagtet saaledes de vulkanske Kræfter ikke vare udslukkede i Bjærgets indre, vare dog alle Strækninger paa Bjærget lige op til de farlige Kratere tæt bebyggede, helt anderledes end i vore Dage, hvor man kun finder faa menneskelige Boliger nær ved Albanersøen, i det mindste imod Øst og Syd. Noget lignende var altsaa i hin Tid Tilfældet med Albanerbjærget som i vore Dage med Vesuv, hvor man nu finder talrige Landsbyer med Vingaarde og Haver lige op til Lavaen.

De Udgravninger, som man i de sidste 60 Aar af og til har foretaget under Peperinoen omkring Albanersøen, have vist, at et af disse Udbrud har bredt et vældigt Lag af denne vulkanske Masse ud over store Strækninger med Byer, dyrkede Marker og Gravpladser. Man har særlig paa flere Steder fundet gamle Grave under Peperinoen. Ved Albano ligger der saaledes en stor Gravplads, hvis ældre Dele tilhøre den Tid, da Jærnet begyndte at komme i Brug, og som har vedblevet at være benyttet lige ned i den Tid, da der i Etrurien udviklede sjg en særegen Civilisation med ejendommelig Kunst og Kunstflid. Denne Kirkegaard tilhører følgelig omtrent den Tid, som man efter Historikerne er vant til at kalde Roms Kongeperiode, d. v. s. det Bde, 7'de og 6te Aarh. f. Kr. øst for Aiuauersøen har man fundet Levninger af Hytter, der synes at være blevne ligesom fejede bort enten af en voldsom Regn eller af en Vandflod, der er bleven efterfulgt af en Udstrømning af Peperino. Den By, der her er gaaet til Grunde, var maaske Alba Long a, og det er ikke urimeligt, at denne gamle latinske Bys Undergang snarere skvldes vulkanske Udbrud end romerske Vaaben.

I nogen Afstand fra det Sted, hvor Levningerne-af disse Hytter ere fundne, ligger en Have eller Park, der tilhører en af Roms Stormænd. I denne Park, som jeg besøgte for nogle Aar siden og under de Rossis kyndige Vejledning, findes en sparsomt løbende Kilde, der i Oldtiden, da Vandet i Albanerbja?rgets indre havde et andet Løb, var et rigt Væld, omkring hvis sprudlende Vandmasse, den saakaldte Caput AqHfC Feren t-f-nce, de gamle Latinere samledes til fælles Raadslagning. Bebyggelsen af dette Sted naar tilbage til den graa Oldtid; thi man har paa Skrænterne rundt om dette gamle Vandbækken fundet adskillige Sager, der skrive sig til den Tid, da man endnu ikke havde Metal til Vaaben og Redskaber, altsaa fra Stenalderen.

Det var maaske i denne rent forhistoriske Tid, at den alvorlige Nemisø, hvis ejendommelige Natur vore Landskabsmalere saa smukt have skildret, dannede et Krater, der samtidig med flere lignende Kratere i Albanerbjærgets Rand var et Midtpunkt for Datidens vulkanske Udbrud; Geologernes Undersøgelser have nemlig vist, at Nemisøen som Krater tilhører en endnu ældre Tid end Albanersøen.

Gaa vi endnu længer tilbage i Tiden, finde vi Albanerbjærgets Vulkan i fuldeste Kraft, og hele den Højslette, som danner Midten af Bjærget, var et stort og frygteligt Krater. Den Gang strømmede Lavaen tit ud fra Bjærget, og der er i Campagnen flere gamle Lavastrømme, som skrive sig derfra. Men det albanske Krater var ikke ene om at bringe Død og Ødelæggelse ud over disse Egne; man finder nemlig i Toscana flere rundagtige Søer, der alle ere gamle Kratere, og de have været i Virksomhed samtidig med det store Albanerkrater. De vare endnu frygteligere; thi deres Virksomhed spores langt, og endog paa Roms Høje finder man vulkanske Masser, der skrive sig fra dem. Middelhavets Kyst var i dette fjærne Tidsrum ikke der, hvor den nu er; en Del af Egnen vest for Apenninerne var nemlig den Gang Hav, ja man har ment, at de store toscanske Kratere, der nu have deres Plads 3—5 Mil inde i Landet, laa enten i Sumpe ved Havets Bred eller endog under selve Havspejlet. Tiden for disse stærke Udbrud ligger langt forud for Historien; men dog ikke fjærnere, end at der var Mennesker i de nærmeste Egne, skjønt rigtignok kun Mennesker, som stode paa et yderst lavt Kulturtrin. De Fund, man har gjort af Stenredskaber i Bjærgene og ved deres Fod, vise, at Menneskene i denne fjærne Tid for en stor Del søgte deres Underhold ved at fiske i de Strømme, som Datidens yderst voldsomme Regnskyl frembragte i Apenninerne.