To Rejser i det indre Island,

(Hermed Fig. 2 paa Tavle X).

Imedens enhver, der interesserer sig for Geografi, har læst om de Møjsommeligheder, som gjennemgaas af dem, der foretage Rejser i Egnene norden for Polarkredsen eller i ukjendte Strækninger af Afrika og Avstralien, er Tallet paa dem, der vide, at ogsaa Rejser i det indre Island kunne medføre overordentlige Vanskeligheder og Farer, ikke stort. Ved i nærværende Tidskrift at gjennemlæse Prof. Johnstrups Artikel om de vulkanske Udbrud 1875 paa denne Ø indser man visselig, at det kan være slemt nok at rejse i dette øde Land; men en fuldstændig Forestilling derom faar man dog ikke, da Maalet for vor fortjente Geologs Rejse og Undersøgelser ikke laa meget fjærnet fra beboede Egne. Af denne Grund vil man vistnok med Interesse læse om to Rejser, der ere udførte i det indre af Island, den ene af vor Landsmand Polyteknikeren /. C. Schythe, og den anden af Engelskmanden Watts. Vi have fundet saa megen større Grund til her at meddele noget om disse Rejser, som Skildringen af den første er trykt i Krøyers „Naturhistorisk Tidsskrift" (tredje Bind; 1840^—41), et Værk, der alminde

ligvis ikke læses uden af Naturhistorikere og altsaa ikke
ret vel kommer uden for Fagmændenes Kreds, og den anden
Rejsebeskrivelse alene er udkommen paa engelsk.

TJagtet den største Del af Islands højtliggende og übeboede-indre dannes af Lavamarker og Jøkler, har man saa vel i ældre som i nyere Tider haft Veje, der i forskj ellige Retninger føre igjennem Landet, og af saadanne Veje er der tre, som knytte Sydlandet til Nordlandet (se Fig. 2 paa Tavle X samt Skissen af Island paa Tavle V), nemlig Skagafjordsvejen vesten for Langajøkel, Kjalvejen mellem Langajøkel og Hofsjøkel, og Sprenffisandsvejen imellem Hofsjøkel og Vatnajøkel. Den østlige Del af Øen staar ikke nu til Dags i en tværs over Landet gaaende Forbindelse med de sydvestlige Dele, skjønt dette i ældre Tider har været Tilfældet. Da Gunnlaugsson var sysselsat med Optagelsen af sit Kaart over Island, gjorde han, som omtalt i nærværende Tidskrift (Side 55), 1837 og 1838 to Rejser langt ind i Egnen af Odadarhaun, og Schythe, der paa offentlig Regning opholdt sig paa Island 1839^—40 for at foretage geologiske Undersøgelser, fik herved den Tanke at rejse fra Reykjavik og ind norden for Vatnajøkel for at naa ud et eller andet Sted paa Østkysten. Alt var ypperlig forberedt til Rejsen: til Vejviser tjente Student Sigurd Gunnarsson, der havde ledsaget Gunnlaugsson, og tre andre Islændere tjente som Følgemænd; Hestene vare 17 i Tallet, deraf 7 til Rideheste og 10 til Pakheste; man havde Proviant for 3 Uger og desuden 250 Pund af den bedste Hø til Hestene ; flere Kufferter med forskj ellige Nødvendighedssager, et godt Tælt og en Sovepose af Hvidbjørneskind fuldstændiggjorde det hele. Da Schythe saa vel som Sigurd Gunnarsson havde gjort sig al mulig Umage for at faa Oplysninger om Vejen, maatte man vente sig et heldigt Udfald af Rejsen, som alle Krumninger fraregnede, vilde udgjøre 70 Mile. Den 29de Juni 1840 gav man sig*af Sted, og Maalet for den første Dagsrejse, der lige som de to næste omtrent vilde falde sammen med Sprengisandsvejen, var en 6 Mile imod Nordøst liggende Græsningsplads. Efter nogle Timers Vandring naaede de rejsende Gaardene Asmundarstadir og Skridafell, og de droge der forbi, ledsagede af Beboernes Ønske om en heldig og fornøjelig Rejse. „Ikke uden tavs Vemod," siger Schythe. „saa jeg disse simple Jordhytter med deres spidse Bræddegavle forsvinde for mit Blik; thi de vare de sidste Menneskeboliger paa Sydlandet, og jeg skiltes derfor fra dem med samme Følelse, hvormed den rejsende fra Dækket af et Skib ser det Land, han nys forlod, forsvinde bag Bølgerne eller tabe sig i den disige Synskreds. Men mine vexlende Omgivelser paanødte mig snart andre Betragtninger; ; Birkekrattet, som, hvor lavt og forknyttet det end var i sin Væxt, dog havde bidraget til at smykke den bjærgfulde Egn, spredte sig efterhaanden i enkelte Pletter, som med deres mørkegrønne Farve stak ret smukt af mod det lyse, livlige Gi'ønsvær, der omgav dem; men Mellemrummet opfyldtes nu af øde og ufrugtbart Sand, en Blanding af gule, hvide, røde og sorte Pimpstenssmuler, hvorigjennem enkelte bladløse, fortørrede eller afsvedne Birkebuske paa en sørgelig Maade voxecle frem. Ødelæggelsen er her øjensynlig. Birkekrattet er dækket og tilintetgjort af den uhyre Mængde Pimpsten, der som en tør, glødende Regn er falden derover, og, skjønt Græsvæxten paa enkelte Steder, hvor Askefaldet kun har været ringe, atter er kommen til Kræfter, danner dette golde, vulkanske Sand dog en vidtløftig Flade, hvis Ensformighed kun afbrydes af enkelte Lavabrudstykker eller af fremragende Høje af vulkansk Tuf." Vejen gik jævn og umærkelig op ad og det vulkanske Pimpstenssand vedblev fremdeles; kun paa et enkelt Sted var der en duftende lille Græsplet, men de trætte og sultne Heste maatte med Magt drives derfra. Endelig Kl. 9 om Aftenen naaede Selskabet Heden Slmmstungur, Maalet for den første Dagsrejse, og her fordeltes Hestene omkring ved den nærliggende Thjorsaa, hvor der var Pletter med rigelig Græsvæxt. Den følgende Dag, den 30te Juni, fortsattes Rejsen til Dels langs Thjorsaaen og en anden Aa, Dalsaaen, og, da de rejsende eri halv Mil fra denne sidste traf en grøn Hede- og Myrstrækning, der frembød noget Foder til Hestene, opsloge de deres Tælt paa dette Sted. Den Iste Juli satte man sig'som Maal at naa det høje Arnarfjæld, og det var nødvendigt inden Aften at komme dertil; thi man vilde, i Følge hvad der var fortalt, slet ikke finde noget Græs under Vejs. „Rejsen frembød kun faa Afvexlinger, der kunde holde os skadesløse for dens mange Møjsommeligheder; Grus og atter Grus dannede den hele, næsten flade Strækning, som vi passerede; hist og her faldt Vejen igjennem en lav, sumpet Moshede med en tarvelig Pilevæxt; thi endog Birken var forsvunden eller i det mindste meget tilbagetrængt. Imellem lave, langstrakte Grusbanker sænkede sig snefyldte Kløfter, i hvilke Ryperne i deres graaspraglede Sommerdragt stillede deres Tørst; de vare saa lidet sky. at de rolig bleve siddende og saa paa den forbidragende Karavane, med mindre de opskræmmedes af et Skud." I Løbet af Dagen passeredes flere store Arme af Thjorsaaen foruden mange mindre. De vare ikke synderlig stride, men dybe og meget bløde i Bunden; denne bestod nemlig af et sort, jordblandet Jøkeldynd. „For ikke at miste nogen af Hestene ved Gjennemvadning af farlige Elve, plejede vi at tømme dem, d. v. s. vi knyt

Dansk geogr. Tidskrift.

Aargang 1877. Tavle X.

tede hver Hests Grime til Salen af den foregaaende; en af Følgcmændene tog da deu førstes Grimetov i Haanden og vadede ud i Elven, hvorpaa • den hele Eække fulgte efter nøjagtig i samme Spor. De løse Heste driver man som oftest frit ud i Vandet; thi de kunne altid hjælpe sig selv over, om ikke ved Vadning, saa ved Svømning." Efter over l4¹/2 Times møjsommelige Ridt naaedes Arnarfjældets Fod, og paa dette Sted holdtes der Rast den følgende Dag. Fjældet har Navn efter en Flygtning ved Navn Ørn (i Genitiv Arnar). der efter et gammelt Sagn skal have boet der, og i sin Tid skal Fjældet have haft ret frodigt Græs; nu derimod er kun den ene Side af Fjældet fri, og paa de andre Sider er det om spændt af Is. Foruden et ringe Pilekrat gror der en Mængde Kvanner (Angelika) paa Fjældets Fod, og den friske Rod af dem skaffede Selskabet en sund og velsmagende Spise, medens deres aargamle, udtørrede Stængler tjente til at stege nogle Ryper, som Schythe havde skudt. Hestene, der græssede i Nærheden, bleve sete efter, og alt blev atter sat i Stand til Rejsens Fortsættelse.

Hidtil havde de rejsende fulgt Sprengisandsvejen, men nu skulde de drage en ny og for alle Følgemændene ukjendt Vej. Paa en lang Strækning ventede de ikke at finde Spor af Græs, og det var her, at det medbragte Hø skulde komme Hestene til Gode. De haabede dog i to gode Dagsrejser at kunne naa den første Græsningsplads paa Østlandet (en islandsk Dagsrejse med læssede Pakheste er omtrent 5 Mile lang, og hertil bruges 10^—12 Timer). Den 3dje Juli drog Selskabet atter videre for paa denne Dag at holde ud saa længe som mulig, i det den følgende Dags Tur derved vilde blive mindre anstrængende. For at undgaa de talrige Arme af Thjorsaaen og for at unddrage sig de mange Farer og Forsinkelser, som Gjennemridningen af ukjendte Elve fører med sig, søgte man op paa Jøklen ved Arnarfjældets Fod, og Hestene vandrede nu frem Fod for Fod, i det de holdt Snuderne ned til Isens Overflade for at bedømme Grundens Sikkerhed; efterhaanden bleve de dog mere fortrolige med Isen og fortsatte nu rolig deres Vej, hvis ikke usædvanlige Tilfælde gjorde dem sky. At Rejsen her var farlig, saa man nok; thi Isen var gjennemskaaren af mangfoldige Revner og Huller, og det nedstrøinmende Vand frembragte dybt i Afgrunden en dump og forfærdelig Brusen. „Vi rede altsaa paa en bedragersk Skorpe, under hvilken de dyndede Jøkelelve begyndte deres skjulte Veje, indtil de ved Jøklens Rand fremtraadte i Dagslyset; snart for en Hest forskrækket tilbage, naar Isen gav et pludseligt Knæk under dens Hove, snart lugtede den med Ængstelighed til Grunden, hvor et tyndt Snedække, der skjulte de mange Revner, hindrede den i

at bruge Øjnene til Sikkerhed; ofte nødtes vi til at gjøre Omveje, naar Hestene vægrede sig ved at træde eller ved at springe over de gabende Kløfter; vi maatte da enten se at faa et af de modigere Dyr i Spidsen, thi saa fulgte de øvrige gjerne efter, eller vi maatte ride videre langs Kløftens Rand, indtil vi traf et Sted, hvor Gabet var ringe nok til ikke at skræmme Hestene tilbage."

Efter tre Timers Ridt paa Jøkelisen søgte de rejsende atter ned paa den omgivende Slette. Allerede imedens de vare paa Isen, havde der blæst en bidende Nordenvind, men da de vare komne ned paa det flade Grus, trak det over til en Nordøst, der førte et tæt Snefog lige i Ansigterne og borttog enhver Udsigt. Man styrede alene efter Kompasset og lod staa til i Retningen ØNØ. Skjønt det var svært at vandre over de større eller mindre Jøkelelve, lede Hestene dog mest ved at ælte sig frem igjennem det dybe Dynd, som mange Steder fandtes under Tufgruset: naar Hesterie komme paa Steder med saadant Dynd, synke de i, og det koster dem da stor Møje at arbejde sig op igjen. De rejsende havde nu passeret Vandskjeilet i Landets Midte, hvor to af dets største Elve, nemlig Thjorsaaen og Skjalfandi, udspringe, kun faa Mile fra hinanden, men løbende til modsatte Sider. Omtrent paa dette Sted sloge de Tælt om Aftenen; men de stakkels forsultne Heste kunde ikke faa saa meget Hø, som var nødvendigt til nogenlunde at mætte dem ; Stormen og Snefoget havde nemlig forsinket de rejsende saaledes, at de ikke, som det var bestemt, vare komne Halvdelen af Vejen imellem Arnarfjæld og den nærmeste Græsningsplads paa Østlandet. Hver Hest fik kun 5 Pund Hø, og de fortærede dette under Slaaen og Biden; efter at de havde fuldendt deres Maaltid, blev der dog atter Enighed imellem dem, og de stillede sig sammen i en tæt Klynge for paa denne Maade under deres Nattehvile bedre at kunne modstaa Kulden. Snefoget hørte vel op i den sildige Aftenstund, og Vinden sagtnede, men Kulden var meget følelig, og Thermometret holdt sig hele Natten under Frysepunktet, — altsaa Vinterkulde i Julimaaned.

Den 4de Juli vaagnede de rejsende i ængstelig Spænding for at erfare, hvorledes Vejret var: Himlen var skydækket, men det var stille. Da der saaledes var taalelig Udsigt til en heldig Dagsrejse, fik Hestene 30 Pund Hø, inden man drog af Sted. „Imidlertid havde en tiltagende Nordenvind begyndt at blæse op, og efter Middag gik den mere østlig, i det den tillige voxede i Kraft til en Storm, der piskede os et tykt Snefog i Øjnene og næppe tillod os at skjelne en Gjenstand i fem Favnes Afstand. Dette frygtelige Uvejr, forbundet med en Kulde, ved hvilken den til Is frosne Sne i lange Tapper hang

ned fra Haaret og Klæderne, vedvarede næsten uafbrudt til den Bde Juli, altsaa, Gaarsdagen medregnet, 5 Dage i Træk. Stormen drev ikke alene de tætte, vaade Snemasser, som Skyerne udgøde, foran sig, men oppiskede tillige den allerede faldne Sne, blandet med Sand og Smaastene; alle disse Dele bleve af Stormen fremdrevne i hvinende og susende Hvirvler, som indhyllede os saa aldeles, at vi maatte holde det hele Tog tæt sammen for ikke at komme fra hinanden eller tabe nogen af Hestene. Der var ingen banet Vej, ikke det ringeste Vejspor, og vi styrede alene fremad efter Kompasset. Intet Fjæld var at se; Terrænets Beskaffenhed skjultes efterhaanden aldeles under den Snemasse, som med tiltagende Mægtighed dækkede det; Kløfter og Fordybninger udjævnedes med den omgivende Grund ved at fyldes med Sne, saa at Hestene ofte pludselig sank i til Halsen og kun ved at aflæsses kunde komme op igjen. Ikkun Vandenes Løb tjente til at overbevise os om, at vi vare paa rette Vej, og denne Overbevisning laante os Mod og Styrke til at overvinde alle de Farer og Møjsommeligheder, der mødte os under vor uafbrudte Fremadstræben efter at naa Qvannälindur, den øverste Græsningsplads paa stlandet. "

I Førstningen af denne Dagsrejse var Selskabet draget over lave Bakker af Tufgrus, men senere hen forsvandt dette, og et sort, porøst Lavagrus kom nu i Steden; ; der blev heraf draget den Slutning, at man var norden for den udstrakte Vatnajøkel. Efter at have redet over flere Elve og igjennem en Lavamark, kom de rejsende i Nærheden af Reykjafjæld, som de maatte omgaa. Silde paa Aftenen holdt de Rast i to Timer, og Hestene fik nu de sidste 90 Pund Hø, der vare til overs; men netop derfor var det af yderste Vigtighed ikke at tøve længer, og Rejsen fortsattes derfor om Natten. Flere Elve passeredes i Løbet af Natten og den følgende Dag, og man maatte ride over Strækninger, der vare dækkede med skarpe, tilbageglidende Lavastykker eller med store Dynger af Sne. Endelig saa man enkelte Græsstraa stikke op igjennem Sneen, og man vidste nu, at man var ved Qvannalindur. Kl. 10/ s °m Aftenen besluttede de rejsende at holde Hvile, i det de overlode de hungrige Heste at søge deres Foder under det et Kvarter høje Snelag. Blæsten var imidlertid stillet af, men Snefaldet og Kulden bleve ved den hele Nat. „Udmattede af de uophørlige Anstrængelser under et Ridt paa 34'/9 Timer, i hvilken Tid vi ikke havde faaet mere end to Timers ufuldkommen Hvile, strakte vi, der vare for trætte til at sidde oprejest, vore afkræftede Lemmer paa den vaade Jord i vort Tælt, og vi stillede vor Hunger, som vi under Hejsen næppe havde faaet Tid til at mærke. Vi antoge at have tilbagelagt ni Mile i lige Afstand fra Vor" sidste Tæltplads, men, alle Omveje medregnede, fejler man næppe i at ansætte Vejens Længde en halv Gang saa stor."

Da de vaagnede den, næste Morgen, den 6te Juli, var Vejret det samme som de foregaaende Dage, især da Blæsten atter rejste sig og inden kort Tid steg til en frygtelig Grad. Efter Sigurds Udsagn var der kun én Dagsrejse til Bygden, men man havde kun ringe Haab om at naa denne saa snart; Sneen var naturligvis efter den Mængde, der var falden, ble ven dybere og mere trættende at gjennemvade. En Dal, Fagradalen, der udmærker sig ved sine gode Udgangsgræsninger, var til Dels saa tilføget med Sne, at man næsten ikke kunde se noget til Græsset. Efterhaanden saa man dog, at Græsvæxten blev stærkere, og da de rejsende ikke kunde naa Bygden paa denne Dag, besluttede de at rejse Tæltet paa en Plads i den omtalte Dal. Hestene overlodes til sig selv for efter Evne og Kræfter at søge noget Foder. „Stormens rasende Tuden og Sneens Pisken mod Tæltet vækkede os gjentagne Gange om Natten, hvorved vi bemærkede, at et Par af Hestene havde søgt Ly for Uvejret ved at stille sig tæt op imod Læsiden af Tæltet, saa at vor Rolighed ogsaa blev forstyrret af den Larm, der fremkaldtes, naar deres stivfrosne, med Istapper behængte Haler sloge mod Sejldugen; thi denne var ved Frysningen af de inde fra kommende Dampe bleven saa haard som Pergament. Det første Syn, som mødte os om Morgenen den 7de Juli, da vi traadte uden for Tæltet, var i Sandhed ikke skikket til at opmuntre vort Mod: to Heste laa døde og stive i Sneen i Nærheden af Tæltet, medens Resten stod i en tæt Klynge, med ludende Hoveder og Bagen mod Vinden, næsten aldeles dækkede med en Skorpe af sammenfrossen Sne. Naar man véd, i hvor høj Grad de smaa islandske, næsten utrættelige Heste ere i Stand til at udholde Besværligheder og det nordlige Klimas Stænrghed, i det mangfoldige af dem gaa ude og selv søge deres Føde hele Vinteren igjennem, kan man nogenlunde tænke sig, hvad vore Dyr maa have lidt under de sidste fire Dages Rejse, skjønt de vare komne til et Sted, hvor der ikke var Mangel paa Græs."

Uvejret blev ved helt op paa Formiddagen, og da det i Middagsstunden bedagedes noget, droge de rejsende atter af Sted Kl. 3 om Eftermiddagen. Ret som om deres Taalmod ikke var sat haardt nok paa Prøve, begyndte Snefoget og Stormen igjen, og Besværlighederne vare de samme som tidligere. Endelig kom de ned i lavere liggende Egne og havde nu den Glæde at se Jøkélsaadal, den øverste Bygd paa Østlandet. Alt var imidlertid her dækket med Sne, ligesom ellers midt

om "Vinteren; men dj3 vidste jo, at de her maatte træffe Menneskeboliger, og Glæden var derfor stor. Sneen laa saa tynd, at den ikke helt kunde dække det frodige Græs, som Sommeren havde kaldt til Live. Snefaldet blev rigtignok ved, men dog ikke saa tæt som før, og Kl. l om Morgenen den Bde Juli kom de rejsende til den øverste Bondegaard Brn, hvor de „paa islandsk Vis med Kys og Favntag modtoges af de tjenstagtige, af Søvnen opskræmmede Beboere". Disse vilde næppe tro, at de vare komne Vesten fra over Fjældene, da de ansaa det for en Umulighed, at nogen kunde have udholdt det stadige Uvejr, der havde strakt sine Virkninger langt ned over Bygden.

Saaledes endte denne forfærdelige Rejse. — Naar man nu spørger om, hvad Resultatet var deraf, maa Svaret blive : næsten intet. Vejrforholdene vare tilvisse meget forskjellige fra de sædvanlige, og et saa hæftigt og vedvarende Uvejr i Sommertiden er naturligvis en Undtagelse, selv i disse ugjæstmilde Egne. At Schythe ikke fik noget videre Udbytte i videnskabelig Henseende, ligger i Sagens Natur; men havde Vejret været bedre, vilde det have stillet sig anderledes. Hovedsagen for ham var dog at finde en god og lempelig Vej til Østlandet, men ogsaa dette mislykkedes fuldstændig, og man vil vistnok ingen Sinde, saaledes som han tænkte, danne sig en Alfarvej igjennem disse øde Egne. Siden Schythes Tid er der heller ikke noget Menneske, som har vovet at drage ad denne Vej.

Som et Sidestykke til den her skildrede Rejse staar den af Watts i Aaret 1875 foretagne Tur. Vatnajøklen har en Udstrækning af 150 QJ Mil, altsaa større end Sjælland, og den har aldrig tidligere været besteget af nogen; det Var forbeholdt AVatts ikke alene at gjøre det første alvorlige Forsøg paa at komme derover, men ogsaa lykkelig at føre det til Ende. To Gange mislykkedes vel hans Bestræbelser, nemlig 1871 og 1874, skjønt han det sidste Aar kom et godt Stykke ind paa Jøklen; men 1875 tog han paa ny fat paa Værket, gjennemvandrede til Fods hele denne vældige Is- og Sneørken og naaede frem til Egnene Nord for den. Vi forbigaa Rejsen fra Reykjavik til Nupstadir; thi først her, yed Foden af selve Jøklen, var det, at den egentlige Fjældvandring begyndte den 25de Juni 1875. Til Følgemænd havde han fem Islændere, som vilde fuldende Rejsen med ham j hvis Lykken var dem gunstig, og til dem sluttede sig fire andre, af hvilke den ene, mærkeligt nok. var døvstum; men disse vilde ikke

gaa længer med end til Paulsbjærget, henved en Tredjedel af hele Vejlængden, og den yderste Grænse, hvor til "Watts havde naaet 1874. De rejsende havde forberedt sig godt, og bl. a. førte de en stor Sovepose med sig, otte Fod lang og fem Fod bred samt aaben for begge Ender ; den kunde rumme sex Personer, men Pladsen til dem var saa kneben, at de ikke kunde vende sig, og det maa have været ejendommeligt nok at se deres Hoveder titte frem, tre og tre for hver Ende af Posen.

„Saa vidt Øjet kunde naa," siger Watts, „var det en uvejsom Sneørken, blottet for alt Dyre- og Planteliv. Vore Fodtrin gave ikke Gjenlyd, og vor egen Røst forekom os fremmed i dette skrækkelige øde." De rejsende havde haabet at finde Sneen overtrukken med en haard Skorpe, men det øverste Lag var nylig faldet, og de sank i til Knæerne. Efter tre Timers Gang bleve de overfaldne af Snefog og tæt Taage, saa at de sträx maatte grave et Hul i Sneen til at overnatte i. Da der i Soveposen kun var Plads til sex, maatte de fire andre Mænd hjælpe sig. som de kunde bedst; en af dem fik Frost i Fødderne og vækkede de andre ved sine Forsøg paa at faa dem varme, men Paul, "Watts's paalidelige og trofaste Følgemand, beroligede dein: „det er kun den døvstumme, som stamper sine Fødder varme."

Den næste Dag havde Watts endnu Taage, Sne og Storm og kunde kun vinde meget lidt op ad Skraaningen; men tredje Dags Morgen, — man huske, at paa denne Aarstid er det lyst hele Døgnet igjennem, — indtraf den længselsfuldt ventede Frost, og Thermometret viste 7° Kulde; en haard Skorpe havde dannet sig paa Sneen, og nu bar den godt oppe. Imidlertid kneb en af Islænderne ud, den eneste, der viste Tilbøjelighed til at sløje af, og han blev noget tilbage for de øvrige; men ved Frokosten indfandt han sig igjen og „gjorde bedre Besked ved Maaltidet end før ved Slæden". Her fik de rejsende Øje paa Paulsbjærget, som dannes af Obsidian (en vulkansk Masse, der ser ud som sort Glas), og hvis sorte, takkede Tinder hævede sig op over den hvide Sne. I Løbet af Dagen naaede Watts Bjærget, og slog Lejr under dette; her sendte han sine fire Extra-Ledsagere tilbage. Strax efter slog Vejret atter om, det tog til med at regne, Sneen blev blød og gjennemhullet, og de rejsende nødtes derfor til at blive hele to Dage paa dette Sted, „sex Mand liggende i en Fordybning i Sneen 4,000 Fod over Havfladen og alle haabende paa Frost". Imidlertid indfandt Kulden sig paa ny, Sneen blev haard og fast nok til at bære Slæderne; men Folkene sank i og maatte hvert Kvarter gjøre Holdt. En Storm brød løs og indhyllede dem i Taage; Kompasset var unyttigt paa Grund af de jernholdige Stenmasser under Jøklen; de

kunde heller ikke rette sig efter Solen, Vinden eller nogen Landkjending og nødtes saaledes for anden Gang til at slaa sig til Ro her endnu ito Dage. Tredje Dags Morgen brød Solen atter frem gjennem Skyerne, og Vinden løjede af; men Sneen var endnu for blød til, at de kunde drage videre, og de havde saaledes god Tid Lejlighed til at se sig om. De vare nu over 4,000 Fod over Havfladen, og noget over tusende Fod oven over dem øjnede de Bjærgtoppen i Form af en skjæv Kegle, gjennemfuret af Lavastrømme, der dog for Tiden vare dækkede af Sne. Det var umuligt at trække Slæderne •længere; man besluttede derfor at forlade dem, at pakke saa meget sammen, som med Rimelighed kunde bæres, og saa at drage videre Nord paa. Der var ogsaa Tale om at sætte hele Selskabet paa halv Kost, og der var altsaa god Udsigt til at skulle arbejde haardere og dog at faa mindre at leve af. En af Islænderne havde endog begyndt at spytte Blod; men ikke des mindre erklærede han saa vel som de andre „hellere at ville dø end at vende om."

* Til alt Held begyndte det just at fryse, hele Bagagen blev læsset over paa en af Slæderne, og da Vejret blev klart, kunde man se de store Jøkler langt borte og Vest for Vatna. Samme Dags Aften vare de rejsende komne over 5,000 Fod til Vejrs, da en forrygende Storm overfaldt dem; de krøb derfor ind i Soveposen, og da de vaagnede næste Morgen, vare de dækkede af et Par Fod Sne; denne blev dog snart skuffet til Side, og da det atter klarede op, fik de det kjærkomne Syn af tre høje mørke Tinder imod Nord, som viste, at de vare komne til det øverste af Fjældet, og at Nedfarten snart maatte begynde. Det smukke Vejr holdt sig dog kun kort, en Række Snestorme med Tykning i Luften paafulgte, og endnu en. Dag var Selskabet bundet til Stedet. De rejsende ændrede derefter Kurs og vendte sig imod NNØ_V men fulgte dog snart en lige nordlig Retning, indtil de kom ud ved Kistuf j æld, et Højdedrag, der hæver sig op over et stort sørgeligt øde, lutter Sne og Is, og herfra havde de endnu henved 15 Mile til den nærmeste Menneskebolig, nemlig Grimstadir. Deres Stilling var alt andet end hyggelig: Watts led af Frost, Provianten var næsten sluppen op, og det er et stort Spørgsmaal, hvad der vilde være blevet af dem, hvis de ikke havde truffet paa nogle Kvanner, der i høj Grad vederkvægede dem. Trøstig vandrede de" imidlertid af Sted, indtil de fik Øje paa Grimstadir, og Kl. 12 om Natten stode de ved Gaarden. Deres Komme vakte stor Forbavselse hos Gaardens Folk, som mindst af alt ventede at se sex Mænd komme vandrende til Fods saa sent paa Katten, da det jo er en kjendt Sag, at man paa Island altid rider, undtagen naar man vi^ klavre til.Tøkels; men det er noget, Islænderen saa godt som aldrig indlader sig paa af egen fri Vilje og Drift. Bonden og alle hans Folk maatte strax op og se paa de Mænd, der havde gjennemvandret Vatnajøklen; og hvorledes disse vare til Mode ved atter at komme i Hus, kan man skjønne af Watts's egne Ord: „Hvilken herlig Indretning," siger han, „er dog ikke en Seng! hvilken lykkelig Indskydelse maa ikke det Menneske have haft, der først fandt paa at trække Klæderne af, før han lagde sig i den! Hvad er det dog ikke for et Velvære at kunne faa varmt Vand, Sæbe, Svamp, rene Lagener, Edderduns Dyner, en Smule Tælle til den stakkels Næse — og Søvn!"

Ad übanede Veje, som intet Menneske før havde betraadt, havde Watts naaet frem til Nordlandet. Fra Nupstadir i Syd til Grimstadir i Nord er der en Afstand af over 50 Mile, som han havde tilbagelagt i lG Døgn, og 12 af disse i den evige Snes Egne. — Udbyttet af denne Rejse er imidlertid heller ikke stort. Vatnajøklens Højde er vistnok blevet bestemt (5,500 danske Fod); men de Ræsonnementer, som Watts opstiller, og som gaa ud paa, at de islandske Jøkler med rivende Hurtighed skulle brede sig ud over Landet, kunne vistnok ikke udholde en Kritik. Naar Watts har fundet, at Gunnlaugssons Kaart over disse Egne ikke stemmer med de nærværende Forhold, og naar han deraf slutter, at Forholdene ere ændrede, er denne Forklaring næppe rigtig. Det Arbejde, der er forbundet med at affatte et saadant Kaart f er nemlig saa stort, at Enkeltmand vanskelig kan gjøre det nøjagtig. Med al Agtelse for Grunnlaugssons Minde, er dét rimeligt, at hans Kaart i de her omtalte Egne er mindre nøjagtigt, og derfor kan man let indse, at der viser sig Uoverensstemmelser imellem, hvad Gunnlaugson — til Dels efter Skjøn — har opfattet, og hvad Watts har set.

De her omtalte to Rejser vise, som det synes os, tilstrækkelig, hvor vanskeligt og hvor farligt det er at rejse i det indre Island, og man kan deraf lære, for hvilken Fare Johnstrnp udsatte sig, da han selv anden opholdt sig i Askia, som dog kun ligger 5 Mile fra et beboet Sted. Det er en Selvfølge, at den saa mærkelige Ø, der er mere end dobbelt saa stor som Kongeriget Danmark, yder en vid Mark for fremtidige Undersøgelser, og man maa haabe, at Johnstrups Rejse dertil, der foregik henved 40 Aar efter, at Schythe og Steenstrup havde været deroppe, kun er Begyndelsen til en Række Undersøgelser, som det er vor Pligt at foretage. Man har altfor længe tøvet med at foretage geografiske Undersøgelser af de udstrakte Lande imod Nord, som høre under den danske Krone. Ønskeligt vilde det være, om der omkring paa Øen var Islændere, som vare udrustede med

tilstrækkelige naturvidenskabelige Kundskaber, og som vilde
gaa i Gunnlaugssons Fodspor og ved given Lejlighed
vilde undersøge enkelte mindre Dele af deres, dem gaa
kjære Fødeø. I saa Fald vilde de naturligvis uden
Vanskelighed faa Pengeuntierstpttt;lse og anden Opmuntring
fra Danmark,