Om den danske Koloni i Tandil

Byen Tandil ligger i den argentinske Republik i
Sydamerika, omtrent 45 Mile Sønden for Buenos Aires,
og langt ude i den store Pampasslette.

Tidligere gik Rejsen i Landet, la campana, som det hedder der, kun for sig til Hest, eller med store Oxekarrer paa to Hjul. En Rejse til Hest fra Buenos Aires til Tandil er yderst anstrængende for Folk, der ikke ere vante til at ride; det gaar almindeligvis i Gallop med korte Pusterum; man jager en Flok Heste (tropilla) foran sig, og ved dette, ligesom ogsaa ved Vejsporenes store Svingninger bliver Vejen meget længere; den tilbagelægges

den svære Bjælke, der tjener som Vognstang, og lange Jernkjættinger eller stærke, af Huder snoede Tov ere fastgjorte til denne Bjælke saa vel som til Aagene. Kudsken har enten sit Sæde paa Enden af Vognstangen, i det han derfra styrer Oxerne ved et langt Rør med en Jærnpig i hver Ende, eller ogsaa sidder han foran i Vognen og kører da med større Rør, der hænge i en Stang, som er fastgjort i Vognens Ruf, de fire forreste, og med et mindre Haandrør de to bageste Oxer. Er der flere ond sex Oxer forVognen, drives de frem af ridende eller gauende Drivere. Hjulene have et Tværmaal af 6 til 7 Fod, og Vognen ligner et lille Hus paa Hjul med Sidevægge og Tag af Stokværk, som er tækket med Straa. Kulturen har imidlertid ogsaa gjort Fremskridt heri, og man ser nu tit saadanne Vogne med jærzibeslagne Hjul, Bræddevægge og Zinktag. De gamle Vogne, der i Regelen ikke have saa meget som et Søm af Jærn, have dog det store Fortrin paa lange Rejser, at den med saadanne Karavaner altid medfølgende Vognmager kan istandsætte ethvert Bræk og lave nye Stykker; af denne Grund medføres der ogsaa altid det nødvendige Træ. Disse Vogne bruges i Campafien ogsaa som Familjevogne til Besøg og Rejser, og Familjen indretter sig da deri ret magelig med Madrasser, Puder og Tæpper. Mere velhavende Estancieros (Godsejere) have undertiden saakaldte „Galeras", en Slags lukkede Wienervogne uden Kudskesæde, i det Kudsken til hvert Par Heste altid rider paa den ene. Tidligere regnede man Vogne med almindelige jærnbeslagne Hjul for lidet tjenlige eller endog for übrugelige til lange Rejser, paa Grund af de mange Bække og Smaafloder og den bløde Jordbund, som enhver stærk Regn pludselig opløser, og paa hvilken der hverken findes Veje eller Vandafløb. Ikke des mindre krydse nu store evropæiske Diligencer, læssede med en hel Snes Passagerer og en Mængde Bagage, i fuld Fart Campanen i alle Retninger, og naar Jordbunden er fast, kommer man med dem ligesaa hurtig af Sted som til Hest. Det er en tilsyneladende halsbrækkende Fart; med 4 til 16 halwilde Heste, som trække ved stærke Buggjorde, der ere fæstede i lange Jærnkjættinger, gaar det i strakt Karriere, skjønt rigtignok ikke over Stok og Sten, da der her ikke findes Træer, ej heller Stene. uden i Nærheden af Bjærgene. I den senere Tid fortrænge Jærnveje mere og mere andre Samkvemsmidler, og en saadan fører allerede hen imod Tandil, kun i 15 Miles Afstand derfra.

Pampassletten frembyder et interessant Skue med sine Mængder af Heste, Kvæg og Faar, Flokke af Strudser, Flamingoer og andre Vandfugle,, der dække større og mindre Vandflader, saa man undertiden i Afstand ikke kan se Vandet. Den uoverskuelige, frugtbare Flade er saa indbydende til Agerbrug, at en Evropæer -sjælden, og en dansk Landmand vist aldrig kan undlade at udbryde: „hvilket stort og herligt Land, der her ligger saa godt som übrugt, og i et saa godt Vejrlag" ! Og naar han da faar at vide, med hvilken Lethed, ja næsten for intet, han kan faa Overflødighed af Land til Dyrkning og uden Skatter og Afgifter, mulig endog Pengehjælp til at indrette sig for, saa stiger Interessen.

Vældig, men ensformig er den store Pampasslette, og saa meget mere velkommen er Afvexlingen, naar man 6_—8 Mile fra Tandil begynder at se Bjærgene, der ere overtrukne med et blaaligt Slør. Lidt efter lidt svinder Taagesløret bort, og Bjærgene træde frem i deres sande Skikkelse og med deres nøgne Udseende. Endelig kommer man saa nær, at man faar Øje paa den smukke lille By, der ligger paa eri Bakke ved Foden af et Bjærg (Navnet „Tandil" er indiansk og betyder „det høje Bjærgs By"). Rundt omkring er der grønklædte Bakker og Dale, frodige Hvede- og Majsmarker, og Smaalunde af Piletræer, der hurtig give Udbytte. De fleste af disse Plantninger skyldes Danskeres Arbejde og Flid. I den tørre Aarstid er rigtignok den smukke grønne Naturklædning vissen og gulgraa, og det kan da hændes, at man en smuk Sommeraften har det prægtige Syn at se et eller flere Bjærge i en storartet Illumination eller at øjne et Ildhav i Synskredsen. Det er den saa kaldte Campbrand, der kan opstaa ved den mindste Uforsigtighed i Omgang med Ild, f*. Ex. ved en brændende Svovlstik, der er kastet i Græsset.

Byen er med Hensyn til Beliggenhed enestaaende i hele Provinsen Buenos Aires, i det den i en Halvmaane er omgiven af Bjærge paa 6—8006^—800 Fods Højde. Mange Tegn tyde paa, at Bjærgene ere metalholdige; men hvilke disse Metaller ere, vides endnu ikke. Der findes Skifer, Sandsten, Kalksten, Jaspis, Gips og den meget omtalte Tintasten, hvoraf Bjærget „Sierra de la tinta" har sit Navn. Tintastenen er en rød og blaa marmoreret Fidtsten, der lettelig lader sig forarbejde med hvilket som helst skærende Redskab; Indianerne brugte den til Tatovering. Den saakaldte „Piedra movedeza" (den bevægelige Sten) eller, som vi Danskere der kalde den, „Rokkestenen" er navnkundig som et helt Vidunder. Den staar paa Toppen af en omtrent 400 Fod høj Klippe lige i Nærheden af Byen og er over 40 Fod lang og 30 Fod bred; dens nederste Side gaar ned i en Spids, hvor-paa hele Stenen hviler op over den glat afrundede Klippe; set fra Klippetoppen, synes Stenen at hænge ud over Klippen. Den Spids, hvorpaa Stenen hviler, er 2 å 3 Fod i Tværmaal, og Stillingen ersaaledes, at en Mand alene med

Haandkraft kan sætte den store Masse i en rokkende Bevægelse. Klippeafrundingen, hvorpaa Stenen staar, sænker sig saa brat, at det synes voveligt at krybe ned til dennes Fod, og fra tre Sider er den utilgængelig.

Ikke mindre mærkværdigt, skjønt ikke saa almindelig kjendt eller omtalt, synes mig det saakaldte Løvehus. „Casa de leones" , en Hule nogle Mile derfra. Den er 30—35 Fod dyb, 10^—12 Fod bred og 4—6 Fod høj. Den ser virkelig ud, som om den er frembragt af Mennesker ligesom vore Kæmpegrave, og ligesom disse har Løvehuset store Dækstene, der danne et nogenlunde fladt Loft; men Klippen, i hvis Side Hulen findes, viser tydeligt nok, at den er Naturens Yærk. Navnet Løvehuset er opkommet, fordi disse Dyr saa vel som andre Søge dertil for at drikke af det krystalklare Vand, der Stadig siver ned gjennem Loftet og dækker Gulvet.

Jorden i Omegnen af Tandil er overalt meget frugtbar, Og Byen har paa Grund af sin høje Beliggenhed et særdeles sundt Vejrlag. Den højeste Sommervarme naar 35—36 Grader C.; men denne Varme er paa Grund af den lette Luft ingenlunde trykkende. Om Vinteren kan man have nogle Graders Nattefrost, men det indtræffer ikke tit. Oranger trives ved Buenos Aires, men ikke ved Tandil; derimod har man paa det sidste Sted Figner og Granatæbler. Folket er gæstfrit og omgængeligt og har, lige som hele den spanske Eace, selv paa et lavere Dannelsestrin, en vis Noblesse i Karakter og Optræden.

Men der gives jo ingen Roser uden Torne. og et fuldstændigt Paradis er Tandil ingenlunde: Guldet ligger heller ikke saadan for vor Fod, at man „bukker sig blot for at faae'et". Regeringen og Folkets mere oplyste Klasser interessere sig visselig meget for evropæiske Indvandringer, især fra Nordevropa; Love og Dekreter ændres stadig til Bedste for Indvandrerne, og de nugældende ere vistnok saa frisindede Og omhyggelige som nogen Steds; men der er Naturonder, som ikke kunne fjærnes, og sociale Onder, som kræve lang Tid for at bortrvddes.

Foruden den allerede omtalte Campbrand, der baade opstaar let og tit, indtræffe undertiden de voldsomme Uvejr, der ere kjendte under Navn af „Pamperos", og som kunne adsprede og ødelægge Kvæget paa Marken, og, især naar de medføre stærke Hagelbyger, i faa Minuter uedslaa Sæden, saa at der bogstavelig ikke bliver et Straa staaende oprejst. Dette sidste er dog yderst sjældent, og i Tandil har det kun indtruffet én Gran g i de nogle og tyve Aar, i hvilke jeg har været der. Tidligere indtraf der af og til stærk Tørke, som kunde vedvare et helt, ja tiere Aar, og hvori Kvæget uddøde helt eller til Dels, saa vel af Mangel paa Vand, som fordi det fortørrede Græs da var fuldstændig blottet for Næringsse nine. En saadan Tørke fik derfor ogsaa Navn af „Pest" eller „Epidemi" ; men i de senere Aar har den baade været langt svagere og sjældnere. Hvad der er Grunden til denne Ændring, skal jeg ikke kunne sige; men at der i saa Henseende er sket en Ændring, er en almindelig erkjendt Sandhed, som er grundet paa mange Aars Erfaring.

Derimod har en Landeplage, som tit indtræffer i den nordlige Del af Landet, nemlig „Bichos moros", en Art smaa graa Biller, og „Langostas", en Slags Græshopper, for 4—54^—5 Aar siden naaet Tandil, og denne Plage er saa meget værre, som deri i ringere eller stærkere Grad kommer igjen hver Sommer. Disse Insekter, især Græshopperne, kunne fremkomme i saadan Mængde, at de formørke Himmelen og dække Jorden, flere Tommer tykt; de forgifte Vandet i Brøndene og fortære alle urteagtige Planter, saa vel som Bladene og Kvistene paa Træerne; Markarbejde og Færden i det fri hæmmes, ja selv Jærnvejstogene kunne stanses, i det Insekterne opfylde Sporene og Hjulkanterne, og gjøre dem saa slibrige, at Vognene opholdes. Da de omtalte Insekter sædvanlig fremkomme ved Kornhøstens Begyndelse, ere de ogsaa meget farlige for Landmanden, og det kommer undertiden kun an paa et Par Dages Forspring, om man kan faa Sæden bjærget. Denne frygtelige Landeplage, hvorom man tidligere troede, at den ikke kunde naa saa langt Syd paa, forekommer dog ikke her i al sin Styrke, saaledes som længer Nord paa, og sønden for Tandil kjendes den endnu ikke. Da Landets vigtigste Indtægtskilde er og i lang Tid vil vedblive at være Kvæghold, og da de dyrkede Jorder endnu kun ere at regne for næsten usynlige Prikker paa en stor Flade, kan Regeringen ikke favorisere Agerbruget altfor meget. Naar derfor Tørke, Camp brand, TJvejr eller

Insektplage indtræffer, ere Ejerne ikke ansvarlige for den Skade, som deres Kvæghjorder gjøre, da man ikke kan hindre disse i at drive, og det kan da være meget vanskeligt for Agerbrugeren at værne sin Sæd imod de halvvilde Hjorder. En forsvarlig Indhegning er her en saa vanskelig og kostbar Sag, at den hverken kan tilvejebringes af alle eller paabydes Agerbrugeren som Pligt. De Farer, der fra Landets indfødte Befolkning kunne true Indvandrere, ere de idelige Revolutioner, den katolske Fanatisme og den lavere Klasses eller Gauchoernes Raahetl. Med Hensyn til de politiske Uroligheder, er det vistnok ikke behageligt at være onigivet deraf, som Tilfældet var under mit sidste Ophold der 1374. En Udlænding, der holder sig helt uden for Kampene, bar dog lidet eller intet deraf at frygte, eftersom de stridende Partier endog i Almindeligbed kappes om at bejle til de fremmedes Gunst dels paa Grund af den Støtte, disse kunne yde, og dels af Frygt for at skaffe sig Fjender i denne nu talrige Del af Landets Indbyggere, samt endelig fordi man ikke vil bortskræmme den saa ønskede Indvandring. Skulde den katholske Fanatisme have Lyst til at ytre sig, har den nu tilstrækkelig Modvægt saa vel hos den frisindede Regering som hos den oplyste Del af Folket. Den mindre dannede Klasse kunde vel i særegne Tilfælde lade sig bruge som blinde Redskaber, naar der blandt de mere oplyste fandtes Kjøbere; men dette er jo Tilfældet i alle Lande. Dette skete saaledes ved det afskylige Blodbad paa Udlændingerne Nytaarsmorgen 1872, da en Hob af omtrent 100 Gauchoer i et Par Timer dræbte og massakrerede henved 4O Person er, Mænd, Kvinder og Børn. Først i Døden, paa Retterstedet og under Forfølgelse og Flugt opdagede disse stakkels Mennesker, at den Mønt, hvormed man havde kjøbt dem, nemlig Løfter om Lykke, Hæder og Frihed for Straf, var falsk, og de forbandede deres Forførere. Men at den rette Sammenhæng blev erkjendt, har medført, at man ikke mere er bange for Gjentagelsen af saadanne Optrin. Grunden til dette Blodbad var for Resten Frimureriets Fremtrængen til Tandil, hvilket man beskyldte Udlændingerne for at have indført. I Rosas's Tid blev i Buenos Aires Frimureriet kun taalt saa længe, det dreves i Smug imellem Udlændingerne; men under den friere Regering udbredtes det meget hurtig. Ærkebiskoppen lod vel prædike og skrive derimod: men da Frimurerne der som mange andre Steder høre til den dannede og indflydelsesrige Klasse, udrettedes der intet imod dem i Hovedstaden. Af Had saavel til Frimureriet som til Udlændingerne, protegerede nogle Personer i Tandil, der havde Magt og Iftdflydelse paa de ringere, en boliviansk Kvaksalver, der udgav sig først for Mirakeldoktor og siden for et guddommeligt Sendebud eller for Gud Fader selv (Gauchoerne kaldte ham, „Tata Dios", Fader Gud); ved allehaande Kunster fik de indbildt mange uvidende Folk, at Død og Fordømmelse ventede dem, dersom de ikke hjalp til at fordrive denne Øgleæt. — Jeg har i flere Aar levet og færdedes mellem Gauchoer, og jeg har der følt mig lige saa vel som mellem mine Landsmænd.

Til de indfødte høre ogsaa Tandils vilde Naboer, Indianerne, der idelig forurolige og overfalde Grænseboerne , for at bortføre deres Hjorder. Men Tandil er nu ikke mere den yderste Grænse, og Egnen er derfor ikke længer saa udsat for Indianernes Overfald; af denne Grund ore .Forderne heller ikke der saa billige som ved de nye Byer og Bygder nærmere Grænsen. Krægdriffcen gaar ogsaa altid meget længer ud end Agerbruget. For de Nybygder, der ikke ligge ved de yderste Grænser, er der egentlig kun Fare i det særegne Tilfælde, at et af flere Stammer i Fællesskab foretaget Indfald sker samtidig med, at den militære Grænsevagt, der ikke altid er tilstrækkelig mandstærk, er sysselsat anden Steds paa Grund af Krig eller Revolution. Dette var Tilfældet 1855, da henved 3000 Indianere gjorde et Indfald over Sydgrænsen og indtil 6 Mile Nord for Tandil; i flere Dage vare vi aldeles i Indianernes Vold, og i flere Maaneder var det farligt at fjærne sig langt fra Byen. Den nuværende hurtige Samfærsel ved Jærnbaner og Telegraftraade er i saa Henseende et stort Gode.

Af Tandils Indbyggere ere de fleste Kreoler (hvilket Navn her simpelt hen betyder indfødte Argentinere), fremdeles Spaniere, Italienere, Franskmænd, Nordboer og endelig Indianere, især af Kvindekjønnet. Da jeg 1848 nedsatte mig der, havde Byen næppe 100 Indbyggere. 1857 gik jeg fra Hus til Hus for at faa Forældrene til at lade deres Drenge besøge en lille, nyindrettet Friskole, og kun med Vanskelighed og ved Overtalelser lykkedes det at samle 13 Smaadrenge. Nu har Byen 2 offentlige Friskoler, en for Drenge og en for Piger, med omtrent 80 Børn i hver, en Borgerskole og flere private Skoler; de ere alle spanske med Undtagelse af den nu oprettede danske. En stor og smuk katolsk Kirke er nylig fuldført, og Opførelssn af en dansk protestantisk er Dagens brændende Spørgsmaal i vor lille danske Koloni og Maalet for dens Attraa. Jeg tror, at en lignende Fremgang i Skoleundervisning har fundet Sted i hele den argentinske Republik, og jeg udhæver dette, fordi man endnu som oftest synger den gamle Vise, at Skoleundervisning og Folkeoplysning staar paa et meget lavt Trin i alle de spansk-amerikanske Republiker. Dette er i alt Fald urigtigt for den argentinske Stats Vedkommende; thi i Forhold til sit Indbyggertal staar den med Hensyn til

de skolesøgende Børn ikke tilbage for de katolske Lande i Evropa og overgaar flere af dem. Der er ikke alene fri Religionsøvelse, men det tillades ogsaa i Buenos Aires protestantiske Præster at prædike offentlig i Landets Sprog imod formentlige Misbrug og Fejl i den katolske Kirke, lige saa vel som omvendt.

Da jeg udvandrede i Aaret 1844, tænkte jeg mindst paa at oprette eller fremkalde Oprettelsen af nogen dansk Koloni i den sydamerikanske Pampasslette, og om muligt endnu mindre, da jeg efter 14 Aars Forløb besøgte mit. Fædreland med et levende Indtryk af de Vanskeligheder og Farer, som en Udvandrer saa tit er udsat for, og af de mange falske Forestillinger, som man danner sig om Guld og grønne Skove. Men helt at fraraade lysthavende turde jeg heller ikke, da jeg jo selv var tilfreds med min Udvandring; derfor gik jeg ogsaa ind paa, at nogle faa Danskere, i alt 17 Personer, fulgte med mig tilbage. Af disse kom omsider nogle til Tandil, og deriblandt 2 unge Landmænd fra Møen, og disse sidste optoge min tidligere Syssel, nemlig Agerbrug. Da disse dygtige Møenboer fandt sig vel der og gjorde god Fremgang, kom snart flere af deres Slægt og Venner fra Møen, og senere ogsaa Danskere anden Steds fra, der havde hørt om „den danske Koloni i Tandil", hvilket Navn man havde begyndt at give vort lille Samfund. Paa denne Maade er Tallet steget lidt efter lidt. De fleste af vore Landsmænd der ere sysselsatte med Agerbrug , hvortil vi i Almindelighed have særlig Lyst; dog er der nu ogsaa flere Haandværkere og et Par Handelsmænd. Landbruget yder unægtelig ogsaa her en Del Fordele og Lettelser fremfor mange andre Steder. Den frugtbare Jord, der er let at behandle, kan faas næsten for intet og er fri for Skatter og Pligtarbejder; der er ingen Slags nødvendige Markarbejder uden for Pløjning, Saaening og Høst, thi naar et Stykke Jord har udbaafet, tager man et andet i Brug; Vejrlaget tillader paa faa Undtagelser nær Markarbejde hele Aaret rundt, saa at en enkelt Mand, der er flittig og tager Tiden i Agt, kan tilberede og tilsaa et forholdsvis meget stort Areal, som f. Ex. 50 Tdr. Land og derover (Saatiden varer hele 3 Maaneder: Juni, Juli og August); endelig koste gode Arbejdsheste kun fra -30 til 50 Kr. Stykket, og Oxeeller Lammekjød sælges for omtrent 8 Øre Pundet. Med de nu indførte og alle Vegne brugte Mejemaskiner afskæres Kornet billig og hurtig, og her, hvor der hverken er Grøfter eller Gjærder, ere de ret brugelige. Derimod kunne Tærskemaskiner ikke gjøre sig gældende, da man kommer billigere og lettere fra det ved efter den gamle Fremgangsmaade at lade Heste udtræde Sæden. I omtrent den Tid. som man vilde bruge til at binde Sæden og bringe den i Hus, har man paa Marken tærsket, renset og almindeligvis tillige solgt den; man kan da strax atter tage fat paa at lave Jorden i Stand til næste Aars Saaning.

Det maa være Fædrelandet kjært at høre, at dets Sønner og Døttre skikke sig vel mellem fremmede, at de skaffe sig selv Agtelse og Fædrelandet Ære, og at de gjøre Verden (ravn; denne Eos er mange Gange og paa mange Maader, baade offentlig og privat, bleven tildelt vor lille danske Koloni. Da jeg i Argentina i Regelen regnes som dens Stifter, er der tit baade fra offentlig og privat Side ydet mig Tak for at have hidført saa driftige, rolige og moralske Indvandrere. Fra Municipalitetet for Nabodistriktet Juares, hvor der for nylig er udlagt 16 Q leguas eller omtr. 9 danske Q Mile til By og Agerbrug, modtog jeg saaledes 1874 en, for vore Landsmænd meget smigrende Skrivelse, hvori man bad mig virke for, at danske Landmænd nedsatte sig der, og man lovede særlig til dem uden Vederlag at uddele Jord, og for Resten at yde dem Hjælp og Understøttelse. "„Vare alle Klasser i vort Samfund", skriver Redaktionen af et Blad af 19de October f. A. i Buenos Aires, „saa moralske, redelige og fredsommelige som disse driftige Kolonister i Tandil, vilde vi ikke have Brug for Fængsler, Dommere eller Politi, men derimod for en Mængde Agerbrugsredskaber, Hegmnateriale, Markedsvogne og andre Hjælpemidler til Landvæsenets Opkomst. Den bedste Samstemning og Kammeratskab hersker imellem dem, og dette har været et Særkjende for Kolonien fra dens Begyndelse. Det skulde glæde os at se 50 saadanne danske Nybygder i Provinsen, da deres Flid og Moralitet vilde være en Velsignelse for Landet". Danmark er nu saa kjendt i Buenos Aires og især i Tandil, at, dersom man før somme Tider fik det Spørgsmaal af Argentinere, om „Dinamarca" laa i „Londres" eller i „Alemania" kunde det nu snarere hændes, at man fik det omvendte Spørgsmaal. Men vor lille Koloni er ogsaa afgjort dansksindet; ingen tager for gode Varer at blive kaldt „Inglés" eller „Aleman". Danske Agerbrugsredskaber og andre Fabrikvarer, dansk 01, dansk Brændevin m. m. have fundet Vej til Tandil, og spanske Dubloner derfra blive forholdsvis ikke sjælden præsenterede i Danmark, særlig naar Ulykker have hjemsøgt det kjære Fædreland.

Under saadanne Forhold er det let forstaaeligt, at der alt længe iblandt de derværende Danskere har rørt sig en Trang til at danne et dansk protestantisk Kirkesamfund, og at denne Trang endog er gaaet forud for Koloniens pekuniære Formuenhed. Men det galdt om i Tide at vedligeholde det aandelige Velvære hos gamle og unge, samt Følelsen for Fædrelandskærlighed, Religion og Samfundsorden; ; før Tanken herfor blev sløvet. Ønsket er nu opfyldt

og Trangen tilfredsstillet, i det vor Konge ifjor har kaldet Kand. theol. Oscar Meulengracht til at være Præst og Skolelærer for Kolonien, hvorved denne af Fædrelandet og af den danske Folkekirke er lyst i Kuld og Kjøn.

Pastor Meulengracht har nu allerede i et Aar udfoldet en velsignelsesrig Virksomhed i Kirke og Skole, ,til sin egen som til Koloniens Glæde og Tilfredshed. Hans Indtægter tilvejebringes alene ved frivillige Sammenskud og Offer af Menigheden. At Indtægterne ikke ere større end højst nødvendig, og at de ikke staa i Forhold til hans Arbejde, er let forstaaeligt, da der ikke er meget over 100, som give Tilskud, og af disse kan kun én regnes for meget velhavende, medens de allerfleste kun have et taaleligt Udkomme. Saa meget mere prisværdig er Pastor Meulengrachts Virkelyst og Tilfredshed; men herom skal jeg lade ham selv tale, i det der velvillig er overladt mig et Uddrag af et privat Brev fra ham til Sekretæren for det danske geografiske Selskab:

Tandu, d. 12te Febr. „Af mine tidligere Breve vil De have faaet en Del at vide om Forholdene her; men jeg har tænkt mig, at det nok kunde interessere Dem at læse en samlet Fremstilling af det hele. De véd jo, at min Kone, min lille Dreng og jeg ved vort Komme til Buenos Aires i Maj Maaned 1876 bleve modtagne med en mageløs Gjæstfrihed af Chr. Sommer og strax førte til hans Hus, hvor vi opholdt os i otte Dage. Han er altid strax til Rede med .at hjælpe sine Landsmænd, og der er ingen af dem, som, hvis det er muligt, gaar uhjulpen fra ham. Han kom hertil 1844 som en fattig Hattemagersvend og netop samme Dag som J. Fugl', nu har han samlet sig en smuk Formue og nyder tillige overalt megen Anseelse paa Grund af sin ædle og opofrende Karakter. Rørende var det for mig at træde frem i Kirken, der tilhører den tyske Menighed i Buenos Aires, og at holde dansk Gudstjeneste der, den første danske Gudstjeneste, som vel nogen Sinde er holdt i Sydamerika, med mindre Præsten paa et dansk Krigsskib muligvis har foretaget en saadan Handling. Den 29de Maj forlode vi Buenos Aires og toge med Jærnvejen. Ved den sidste Station stege vi op i en Diligence, og kjørte nu rask frem, i det Hestene stadig løb i Galop; omtrent hvert tre Kvarter stansede vi ved en „Coral" eller en Fold, hvor Gauchoen spændte sine Heste fra og derpaa med en Lasso fangede andre Heste, der nu spændtes for. Om anden Dagen kom fire Ryttere os i Møde, de bøde os „Velkommen" paa dansk og fortalte, at der bag. efter dem kom en Wienervogn, som min tilkommende Menighed havde sendt efter- os. Wienervognen indtraf ogsaa, og lidt efter lidt kom der flere danske Ryttere, i alt tyve, alle fra Tandil. De kan nok forstaa, at hele denne Modtagelse rørte os meget, og Vejen gik under disse Omstændigheder selvfølgelig meget behagelig. Da vi med hele den store Kavalkade nærmede os Tandil, bleve vi enige om at skilles for ikke at vække Opsigt i den lille By, og vi kom nu helt stilfærdig til den Ende af Tandil, hvor Danskerne bo, og hvor man havde gjort et Hus i Stand til os. Ogsaa der modtog man os baade smukt og venligt, og vi følte os rigtig varme om Hjærtet. Boligen er ret passende for os; der er en god Skolestue og tillige en høj og smuk Beboelseslejlighed. Der var ved vort Komme en hel Del Møbler, og efterhaanden er der anskaffet flere. Kirken er endnu ikke færdig; men vi have foreløbig til Gudstjeneste en stor og prægtig Sal, der tilhører et Sygeselskab, og i hvilken der er et Orgel, hvorpaa en af vore Landsmænd spiller. Den første danske Gudtjeneste holdtes deri anden Pinsedag, da Sygeselskabet selv skulde bruge den til Generalforsamling den første Pinsedag. Der var en varm, glædelig Stemning under Gudstjenesten, og da jeg efter Prædiken bragte Hilsen fra Danmark og særlig fra Kongen og Kronprinsen, som personlig havde paalagt mig det, vare de fleste Øjne fulde af Taarer. Man knyttes -jo stærkt sammen, naar man er tusende Mile borte fra Hjemmet. Jeg aabnede Skolen med 19 Børn, men efterhaanden er der kommet 30, og jeg har ikke hjemme truffet elskværdigere Børn end her. Jeg har ogsaa hver Tirsdag Aften begyndt at samles med Menigheden til Salmesang, og det gaar baade godt og glædeligt ...

Der er nu 200 Danskere her i en By, der tæller 5—60005^—6000 Indbyggere. Hvad der gjør, at vi holde os mere sammen, end det ellers er Tilfældet med Danskere i Udlandet, er det spanske Sprogs store Ulighed fra vort eget; der er nemlig meget faa af vore Landsmænd her, som kunne ordentlig spansk. Ja, mange Børn, der ere fødte her, kunne kun tale dansk, og derfor er ogsaa vor Skole dansk, hvad der vel neppe finder Sted i nogen Koloni i Nord-Amerika, og vel at mærke udelukkende dansk, ikke alene i Religion, men i alt. Det gjælder nu for mig om at holde de danske Traditioner fast i Børnenes Sind og at opvarme deres Hjærter ved Fortællinger fra Danmark. De kan ikke tro, hvor den mindste Übetydelighed kan have Værd i saa Henseende; min Hustru kan, som De véd, mange danske Melodier, og det er af stor Vigtighed for os i Skolen.

Vi have, som sagt, endnu ikke selv nogen Kirke; men forhaabentlig vil det ikke vare længe, inden vi komme saa vidt, -at vi kunne -sætte Foden under eget Bord". Midt i Byen og paa en Del af det gamle „Fort Independencias" Grund (dette Navn findes paa mange ældre Kaart i

Steden for det nu brugelige Navn Tandil; Fortet selv er nedlagt) have vi til Kirke og Skole en stor Byggeplads med en Brønd. Vi have lagt Grund af Stene, som vi have brudt i Bjærgene, og Murene ere rejste; vi faa til Kirke en stor Sal. der om Søgnedagene skal bruges til Skole; i den bageste Del af Huset indrettes Bolig til os. Der har været megen Tale om, at vi skulde lade udgaa et Opraab til alle Landsmænd i hele Sydamerika om at komme os til Hjælp, og vi vilde osysaa gjærne skrive hjem for at faa Understøttelse derfra. Landsmændene her have nemlig aldrig holdt sig tilbage fra at støtte Moderlandet; der var saaledes samlet en Del Penge i Anledning af Oversvømmelsen, men da kom der Kontraordre hjemmefra. Det er jo en stor Byrde for den lille Menighed paa én Gang at skulle skaffe Skole, Kirke og Præstebolig. Min Hustru og jeg ere for Resten meget tilfredse , ogsaa med mine Indtægter; vi maa imidlertid arbejde meget, og Savnet ved at være fra Hjemmet er meget, meget stoi-t.

Paa Deres Spørgsmaal, om man skal opfordre Danskerne til at udvandre hertil, skal jeg give Dem et ligefremt Svar. Enhver, der er dygtig og vil arbejde, kan leve godt og tjene meget i Tandil. De Folk, der ikke kunne arbejde med Hænderne, skulle dog ikke komme hertil; derimod saadanne, som kunne dyrke Jord eller give sig af med Haandværk. De fleste af vore Landsmænd her ere Agerbrugere; i selve Byen bo ogsaa flere Kjøbmænd og Haandværkere, bl. a. adskillige Skræddere. Det er en stor Fejl, naar man hjemme tror, at det kan nytte at sende unge, halvt forfaldne „Subjekter" herover. Det er tværtimod det værste, som Forældre kunne gjøre imod deres Børn. Kan man ikke gjøre dem til skikkelige Folk hjemme, er det at sende dem hertil ligefrem Undergang baade legemlig og aandelig. De Folk, der skulle drage hertil, maa have moralsk Hold, ellers blive de fortabte ved Drik, Svir og Løsagtighed. Vi have desværre haft flere upaalidelige Folk. som have levet af det gode Navn, Danskerne have skaffet sig her paa Egnen, og som have skadet os meget. Vi ere meget ærekjære om vort Navn her, og vi vide godt, at det, som Folk dømme om os, dømme de om hele det danske Folk, en Dom, der bliver bragt viden om. Navnet „un Dinamarqués" er her en stor Anbefaling og skaffer i Reglen strax godt Arbejde. Saa mange arbejdsdygtige og paalidelige Danskere, der ville komme hertil, skulle være inderlig velkommne og blive hjulpne paa alle Maader. De ville strax faa Arbejde, og naar faa Aar ere henrundne, ville de have skaffet sig en selvstændig Stilling, ja for Flertallet af dem er Udsigten saaledes, at de kunne blive velhavende Folk. Saare ønskeligt vilde det være, om der hertil vilde komme en Del danske Piger, med praktisk Sands og Dygtighed til at arbejde. Kvindelig Hjælp er her næsten ikke til at opdrive, og danske Piger ere meget søgte, ogsaa af undre Folkefærd, og til meget høj Løn. Jeg kan tillige forsikre Dem, at det ikke vil vare længe, inden dygtige danske Piger, der komme hertil, indgaa et godt Giftermaal ...

Som et Vidnesbyrd for. hvor forskjellige mange Landbrugsforhold ere fra dem hjemme, skal jeg fortælle Dem lidt om, hvorledes man bærer sig ad med at faa Sæden tærsket. For nogen Tid siden, i Januarmaaned, der er vor Høsttid, var jeg buden ud til en Bonde fra Sjælland, der bor en Mil herfra, og som skulde til at tærske sin Hvede. Ved mit Komme til hans Ejendom saa jeg en tæt Støvsky og en Flok Hopper paa omtrent 150 Stykker, hvoraf mange med Føl, der jagede rundt i en med Pæle og Reb indhegnet rund Plads, og som efterfulgtes af 4—54^—5 Gauchoer, der med Piben og Raaben^ æggede dem til stærkt Løb. Rundt om stod der Folk, som holdt Hopperne fra at knibe ud. I Midten var der et stort Kornhæs, hvorfra Kornet spredtes ud under Hopperne, som saa nedtraadte det og masede Straaet helt fint; herved blev Tærskningen fuldstændig. Da Kornet var blevet tærsket, joges Hopperne ud, det nedtraadte Korn kastedes til Side, og en ny Flok af Hopper kom ind for atter at tage fat paa Arbejdet. Arbejdsfolkene vare af forskjellig Nationalitet; foruden „Patronen" var der et Par Danskere, Resten var Baskere og Italienere; Ejeren af Hopperne og hans Folk vare derimod Gauchoer. En saadan Gaucho ejer tit flere tusende Hopper og Køer; Hestene og Oxerne sælger han, men Hunkjønnet beholder han til Tillæg; han bruger nemlig aldrig Hopper til Rideog Trækbrug. I Høstens Tid lejer han Flokke af Hopper med tilhørende Folk ud til Avlsbrugerne. Man mejer Kornet med Mejemaskiner, men man binder det ikke. Naar det er mejet, slæbes det af Sted paa Oxehuder, hver med en Hest for, og samles til et Hæs; efter at dette er sket, foregaar Tærskningen paa den omtalte Maade. Man maa for Resten huske, at Straaet i dette tørre Vejrlag er meget skørt, hvad der i høj Grad letter denne særegne Tærskemaade, samt at Straaet ikke har nogen som helst Værd, ikke en Gang til Gødning. Man gøder nemlig aldrig, og naar Jorden har været brugt nogle Aar, lader man den hvile, i det man bruger andre Stykker ; Jord er her jo nok af. Den omtalte Tærskemaade er nu vistnok den billigste, men langtfra den bedste; Kornet bliver nemlig saa stærkt blandet med Støv og Jord, at det ikke kan opnaa fuld Pris. For Retten er man i Færd med at gjøre Forbedringer i saa Henseende, og et Par af de dygtigste danske Avisbrugere have skaffet

sig et stort Tærskeværk med Lokomobil. De Kornsorter, som dyrkes her_r er, først og fremmest Hvede og dernæst Majs; lidt Byg dyrkes af de danske Ølbryggere, og jeg selv er den eneste, der har en lille bitte Rugager. Jeg medbragte nemlig en Haaudfuld Rug hjemme fra, og vi glæde os til ad Aare at skulle spise Rugbrød.

Underligt er det tilvisse at tænke sig, at jeg, der saa inderlig elsker mit Fædreland, nu er fjærnet saa langt derfra; men det glædelige derved er, at jeg kan bidrage min Skjærv til at vedligeholde Kjærligheden til Fædrelandet hos en Del Folk, der ellers efterhaanden let vilde tabe Mindet derom. Naar jeg kommer op paa Bjærgené her ved Byen og ser ud over den umaadelige Slette, tænker jeg paa Havet ved Aarhus, og naar jeg vanker her omkring og ser de mange smukke, men fremmede Planter, tænker jeg paa vore Botauiserture i Marselisborgog Ris-Skov. „Ak, hvor forandret"'! Imidlertid, — jeg har jo mit Arbejde her, og jeg haaber til Grud, at jeg ikke arbejder forgjæves, hverken for hans Sag eller for vort kjære Danmark . . .;'