Kaffedyrkningen paa Djava. Djavakafie spiller nu om Stunder en saa stor Rolle paa Verdensmarkedet, at en Oplysning om, hvorledes denne Plante bliver dyrket, fortjener Opmærksomhed. Kilden, vi have brugt til nærværende Medde er van der Liths Værk „Nederlandsch-Oost-Indie".

Den hollandske Kolonialregering har for Tiden samlet hele sin Opmærksomhed paa Dyrkningen af Kaffetræet, og bruger dertil Indbyggernes tvungne Arbeide. Tidligere lod den ogsaa dyrke mange andre Varer, saa som Kanel, The, Tobak, Peber og Indigo; men disses Dyrkning er nu fri, og Sukkerdyrkningen vil ogsaa efterhaanden gaa over i privates Hænder. Man tror almindelig, at Kaffe træet dyrkes i rent tropiske Egne; men det er ikke saaledes. Det dyrkes vistnok i tropiske Egne, men kun i nogen Højde over Havet. Paa Djava bør saaledes de Strækninger, der bruges til Kaffe, helst ligge ikke under 1000 og ikke over 3000 Fod over Havet; i første Tilfælde lider nemlig Træet af for megen Tørke eller af de voldsomme Regnskyl, og paa de større Højder bliver Luften saa raakold, at Træet nok faar store og kraftige Blade, men ingen Frugter. Paa Djava skjelner man imellem tre Slags Kaffe, alt eftersom Dyrkningen finder Sted i særegent anlagte Haver, hvilket er den almindelige Maade, i Skove eller inden for Landsbyernes Omhegning. Den sidste Maade er afgjort den bedste; thi Træet er da under Indbyggernes daglige Tilsyn, men det Kvantum Kaffe, som faas ad denne Vej, er ikke stort.

Af Kaffehaver findes derimod en stor Mængde, og man anlægger stadig nye. Til en saadan Have vælges almindelig et uopdyrket Jordsmon, hvor Jordlaget er saa tykt, at Træets lange og spidse Rod kan finde god Plads; Urskove egne sig særdeles vel dertil, men de maa da først fuldstændig ryddes, Trærødderne maa brændes, og alt Græs fjærnes. Hele dette Arbejde paalægges Indbyggerne, uden at Regeringen giver noget Vederlag derfor; den fastsætter, at der for hver Familie i en vis Kreds skal plantes og dyrkes saa og saa mange Træer, og den overlader da til Landsbyhøvdingerne at ordne Arbejdets Fordeling. Planterne tilvejebringes ved at saa rigtig modne, fuldt udviklede Kaffebær.*) Saa snart de unge Skud ere komne frem, maa de plantes om, helst paa et Sted, hvor der er nogen Skygge, og efter 7—87^—8 Maaneder kunne de dernæst overføres til den nye Have, hvilket altid sker i Begyndelsen af Regntiden, for at undgaa Vandingsarbejdet, der vilde være meget besværligt. Der bliver dog Arbejde nok tilbage: thi hver Maaned maa den ny anlagte Have renses for Ukrudt, den maa forsynes med brede Gange for at lette Tilsynet, og den maa omgives med Grave for at bortlede det overflødige Vand og med et stærkt Plankeværk for at holde de vilde Dyr ude. Over Indgangen sættes et lille Brædt med Havens Navn baade paa hollandsk og malajisk, og med en Opgivelse af det Tal Træer, der skal være deri, samt Aarstallet for Anlægget. Ved de ældre

---

*) Frugten af Kaffetræet er egentlig' en Stenfrugt, der indeholder to Fro, som med deres flade Side ere vendte imod hinanden, og som ere omgivne af et kirsebærlignende Kjod. Træet blomstrer to Gange om Aaret, og Blomsterne ligne Jasmintræets. Red.

Haver er Arbejdet naturligvis mindre; thi der har man kun nødig at gj_{enn em arbeide} Jorden, rense den efter Regntidens Ophør og bortluge Ukrudtet hver anden Maaned. Det Tryk, som den ufrivillige Kaffedyrkning paalægger Befolkningen, afhænger af Havens Afstand fra Hjemstedet, og det fastsattes derfor ogsaa 1866, at denne Afstand ved Anlæg af nye Haver ikke burde overskride 4 „Palen" eller omtrent 2/₃ Mil; men man blev snart nødt ti l-at ophæve denne Bestemmelse, fordi der kun paa faa Steder inden for den nævnte Afstand fandtes nye Jorder, som egnede sig til Kaffedyrkning. For Tiden søger man saa meget som mulig at samlede nye Haver i Nærheden af beboede Egne. I Gjennemsnit antager man, at de indfødte maa afse 60 Dage om Aaret til Kaffe dyrkningen, og Lønnen derfor modtage de efter endt Indhøstning, saaledes som vi strax skulle angive; nyanlagte Haver give dog først Frugt efter 4 Aars Forløb, og i al den Tid udbetales ikke noget Vederlag. Ved Indhøstningen er der den Vanskelighed, at alle Frugterne ikke modnes paa samme Tid, saa at der gjærne kunde plukkes Bær 10—20 Gange hvert Aar, hvis man vilde være omhyggelig. Det er klart, at man ved at lade Befolkningen møde saa tit, vilde paalægge den en forholdsvis stor Byrde, og Regeringen sammenkalder den derfor kun to Gange, ja undertiden endog kun én Gang, naar Afstanden til Haven er meget stor. Følgen heraf er, at ved Indhøstningen baade overmodne, modne og umodne Bær afplukkes imellem hverandre, og da Folkene gjærne ville vende hjem saa snart som mulig, foregaar Afplukningen meget uskaansomt, i det hele Grene rives fra Træerne ligegyldig, om der er Blomster derpaa eller ikke.

Bærrenes Tilberedning kan ske paa to Maader: den mest brugelige er endnu den, at de bredes ud paa Maatter i fri Luft og tørres af Solen; men de Folk, som ere omhyggeligere, lægge dem i smaa Bakker af Bambusrør, som kunne tildækkes, naar det regner, og bruge desuden kunstig Varme for at paaskynde Tørringen Naarßærrene ere blevne tilstrækkelig tørre, maa Kjødet borttages, hvilket sker ved at støde dem i en med Bøffelhud beklædt Fordybning i Jorden. Under denne Operation gaa mange Bønner i Stykker, og Varen taber derved meget af sin Værdi. Den brasilianske Tilberedningsmaade er langt bedre end denne, og den hollandske Regering har derfor ogsaa ved Præmier søgt at skaffe denne Fremgangsmaade større Udbredelse. Den bedste og omhyggeligste Tilberedning foregaar paa de Steder, hvor private industridrivende have nedsat sig og imod en vis Godtgjørelse paatage sig at tilberede de indhøstede Bær og at aflevere Bønnerne til Regeringen. De komme derved i Besiddelse af meget store Kvantiter Kaffe, og det faar en langt, større Betydning for dem end for den enkelte, om Tilberedelsen bliver godt og sparsommelig udført.

Al den Kaffe, som Befolkningen indhøster, maa afleveres til særlige Pakhuse, og for at undgaa Bedragerier er der sat stræng Straf for Tilbageholdelsen af andet, end hvad der under Stødningen bliver til Pulver, og hvad der medgaar til eget Brug. Dette sidste er dog meget lidt, thi Djavaneseren bruger sjælden Kaffebønner og holder langt mere af „D au n", som ikke er andet end et Afkog af Kaffebladene. Overalt er der bygget Pakhuse, hvor der i Gjennemsnit kan leveres 2000Pikols (en Pikol = 124 Pund) Kaffe om Aaret, og de styres i Reglen af indfødte, som taxere den leverede Vare og derefter betale Arbejderne den af Regeringen fastsatte Godtgjørelse. Disse Magasinmestre have den Forpligtelse at være til Befolkningens Raadighed paa enhver Tid af Dagen, og at behandle den imødekommende og retfærdig; men da de ere daarlig aflagte, bukke de fleste under for Stillingens Fristelser og berige sig paa de underordnedes Regning. Naar Folkene saaledes komme for at aflevere Bønnerne, maa de give Magasinmesteren Drikkepenge for at blive hjulpne lidt hurtig, og desuden nedsætter han Kaffens Kvalitet saa meget som mulig, hvorved ogsaa Betalingen forminskes, imedens han i Regnskaberne indfører at have kjøbt god Kaffe til fuld Pris. Forskjellen stikker han i Lommen og bliver derved i Stand til at holde Heste og Vogn samt til at have 4 å 5 Hustruer, hvad der er langt over hans Stand.

Som Grundlag for Betalingen havde Kolonialregeringen 1840 fastsat en saakaldt Markedspris af 25 Gylden eller c. 37 Kr.-pr. 124 Pund, men selv om Kaffen blev ansat til første Kvalitet^ fik Producenterne dog langt fra denne Sum, i det Prisen af forskj ellige Grunde nedsaltes til 8-10 Gylden (12-15 Kr.) pr. 124 Pund. Denne Betaling stod aldeles ikke i Forhold til, hvad der kunde ttønes ved Dyrkningen af de frigivne Produkter, og man saa sig derfor nødsaget til efterhaanden at forhøje den. Trods de lave Kaffepriser sattes Betalingen saaledes 1874 til 21 Kroner pr. 124 Pund og det stilledes i Udsigt, at den vilde stige meget mere i Haab om, at Befolkningen ved de højere Priser efterhaanden vilde faa Lyst til Kaffedyrkningen, saa at man til Sidst kan komme bort fra den tvungne Kultur. For at naa dette Maal er det imidlertid nødvendigt, at Producenterne overalt faa omtrent samme Betaling for deres Arbejde. For Øjeblikket er Betalingen endnu altfor afhængig baade af Havernes Beliggenhed og af Magasinmestrenes Ærligbed; Forskjellen er saa stor, at i Tidsrummet 1853-64 en Familje i Residentskabet Krawang gjennemgnitlig kun tjente 11 Kroner om Aaret, imedens en Familje i Residentskabet Pasuran tjente 57 Kroner. Dette sidste gunstige Resultat har bevæget Regeringen til at frigive Kaffedyrkningen i flere Egne paa Øen, og man haaber derved at faa et langt større Udbytte. I Regentskabet Preanger have Indbyggerne begyndt af egen Drift at anlægge Haver, og dette Landsskab vil maaske ligesom i tidligere Dage blive den Egn, der frembringer mest Kaffe.

Den samlede Kaffehøst paa Djava indbragte Regeringen 1871 90 Millioner og 1872 120 Millioner Pund; i de senere Aar er Høsten omtrent 130 Mill. Pund om Aaret. Indtil 1873 var Regeringen forpligtet til at sælge al den producerede Kaffe i Holland, eftersom „det Nederlandske Handelsselskab" havde betinget sig udelukkende Ret til at føre den derhen og derved tjente store Summer i Fragtfart. Nu derimod er Regeringen løst fra denne Forpligtelse og kan sælge Kaffen paa Djava; men den største Del føres dog stadig til Moderlandet, og dertil skal endnu det Nederlandske Handelsselskabs Mellemkomst bruges.

Man har ogsaa forsøgt den tvungne Kaffekultur paa Sumatra, og da særlig paa Vestkysten. I Begyndelsen, for en Menneskealder siden, gik Regeringen meget hensynsløst til Værks derved og betalte Arbeiderne overordentlig slet, nemlig kun 7—10 Kr. pr 124 Pund, men alligevel frembragte Sumatra omtrent 12 Mill. Pund om Aaret; nu er Beta-, lingen den samme som paa Djava, og Dyrkningen vil derfor rimeligvis i Fremtiden blive dreven med større Iver.

Den hollandske Regerings Fortjeneste paa Kaffe er meget stor. Udgifterne for hver 124 Pund udgjøre, indtil de ere bragte til Afskibningspakhuset, i Gjennemsnit 24 Kr.; i Østindien betales en saadan Vægt med 85 Kr. og i Evropa med 100 Kr. eller, naar Fragten fraregnes, med 90 Kr. Hver Pikol giver altsaa et Nettooverskud af 66 Kr., og Fortjenesten for Regeringen paa hele Udbyttet af Kaffe bliver saaledes ikke mindre end 60 Mill. Kr. om Aaret. Det er tilvisse en umaadelig Sum, der alene fra en enkelt Koloni tilflyder Holland, hvis Folketal jo kun er dobbelt saa stort som Danmarks eller Norges, og Kaffen er selvfølgelig et meget vigtigt Moment til at berige Holland, som i Forvejen ved sin frugtbare Jordbund og ved sine Indbyggeres Flid er et af de rigeste Lande i Evropa.

Produktionen af Kaffe over hele Verden kan regnes at udgjøre 1000 Mill. Pund om Aaret, og heraf yder Brasilien omtrent Halvdelen, de hollandske Kolonier i Østindien en Femtedel og Sejion en Tiendedel, Haiti og det engelske Østindien hver en Femtendedel.