Side 183
Spiselige Svalereder paa
Andamanerne og Nikobarerne. Iblandt de Ting, som
frembringes i Østen, og som skattes højt, fortjene de
spiselige Svalereder at fremhæves. Disse findes paa
mange Steder i den indiske Øflok og tillige paa
Andamanerne og Nikobarerne, hvor Forfatteren til disse
Linjer har haft Lejlighed til at se og gjøre nogle
lagttagelser med Hensyn til dem. Man vidste vel, at de
fandtes, paa disse Øer; men der blev ikke gjort noget
for at indsamle dem, indtil for syv Aar siden en lille
Tildragelse henledte Opmærksomheden paa disse mærkelige
Naturfrembringelser. Nogle birmanske Fanger, der under
en fri Birmaners Opsyn vare sysselsatte i Skoven,
savnedes ved en Mønstring; Opsynsmanden paastod, at de
vare ude i Skovtjeneste, og han fik Ordre til strax at
kalde dem tilbage; men da der hengik Dage, inden de
vendte tilbage, opstod der Mistanke. Sagen blev
overgivet til Politiet, efter at man havde overtydet sig
om, at de ikke vare bortløbne, i det en Undersøgelse
viste, at alle deres Ejendele vare til Stede. En Uge
efter at Fangerne vare savnede, bleve de grebne, i det
de vendte tilbage fra Urskoven, og det viste sig da, at
de medbragte fire Sække med spiselige Svalereder, og at
Opsynsmanden havde udsendt dem. Herved opdagedes det, at
denne Mand i de tre foregaaende Aar havde brugt den
samme Fremgangsmaade, og at der iblandt de frie
Kinesere, der vare sysselsatte i Kolonien, var et godt
Marked for Rederne; thi da Rederne solgtes ved offentlig
Auktion, indbragte de en stor Sum. Man passede nu paa,
og da der ikke blev bragt flere Reder til Salg, meldte
Kineserne sig selv, i det en af deres Hovedmænd gjorde
Regeringen det Tilbud, at han for 5,000 Kr. vilde
forpagte Indsamlingen paa et A'ar. Da det saaledes viste
sig, at der her var en Indtægtskilde, som uden nogen
Udgift for Regeringen kunde gjøres frugtbringende, blev
Tilbudet modtaget, og efter den Tid er Indsamlingen
aarlig bleven bortforpagtet; Forpagtningssummen er siden
stegen til henved 11,000 Kroner. Nu indsamles
Svalerederne af frie Mænd, de sælges offentlig, og efter
at den stedlige Trang er tilfredsstillet, afskibes de
tiloversblevne Reder til Birma for
at sælges til de derboende
Kinesere. Skjønt de indsamlede Reders Tal er forholdsvis
ringe, har dog Forpagteren mange Udgifter; thi han
holder i de tre Maaneder, i hvilke der indsamles, 15
Mænd i sin Tjeneste og bruger flere Baade til Arbejdet.
Hans Udgifter udgjøre omtrent 3,500 Kr., men hans egen
Fortjeneste er ikke mindre end 18,000 Kr. om Aaret, saa
at disse Fuglereder fra en lille Del af Andamanerne
aarlig sælges for imellem 20 og 30,000 Kr.
Kineserne tillægge de
spiselige Svalereder særegne styrkende Egenskaber, saa
vel i anden Henseende som ogsaa i at modvirke den
Slappelse, der følger efter den stadige Nydelse af
Opium. Rederne af første Slags ere mælkehvide, og disse
sælges for den dobbelte Vægt i Sølv. En smuk, stor Rede
er omtrent tre Tommer lang og den spiselige Del en Tomme
bred. De indsamles i den tørre Aarstid og maa nedtages
omtrent ved det Tidspunkt, da Fuglen lægger sine Æg;
tillader man den at ruge, bliv er Red en sort og
übrugelig. Den tørre A årti d begynder i December, og
det er ved dette Tidspunkt, at den første Høst sker. Saa
snart man har frataget Fuglene deres Reder, begynde de
atter at bygge, og ira nu af kunne Indsamlerne Tid efter
anden borttage nogle, efterhaanden som de blive færdige;
i Februar er der en væsentlig større Indsamling, men
efter den Tid er der ikke mange at faa. De fineste Reder
se ud, som om, de vare af mat Glasspind, og ere tætte
paa Ydersiden; Ungernes Leje er dannet af et blødt, let
flettet Nætværk af hvide Traade, og i de bedste Reder
findes der ingen Fjer eller fremmedartede Æmner. De
Fugle, der bygge disse nydelige Reder, høre, som man
véd, til Mursvaleslægten (Cypselus), og Arterne ere
Cypselus esculentus og nidificus.
Man har paa flere Maader
søgt at forklare, hvorledes disse Reder frembringes, og
jeg har oftere set nævnt, at Fuglen skulde hente Æmnet
til Rederne fra Havet, og at det skulde være en Tangart
eller en anden Frembringelse af Havet, der skulde bruges
dertil; efter at det var spist, skulde det opgylpes og i
slimagtig Form spindes sammen, Traad for Traad. Da jeg
har besøgt adskillige af disse Fugles Tilholdsteder og
set dem under de forskjeiligste
Side 184
Forhold, yil
jeg tillade mig at vise, at denne Paastand ikke
er
rigtig.
I Februar Maaned
1870 var jeg paa en Expedition nogle
MilvHortt for
Port Blair, der ligger paa Sy d-Andaman, og
jeg
besøgte da en lille Ø, der ligger tæt ved Kysten af den
større Ø Mellém^Andaman. Skjønt det var i den tørre
Aarstid,
-og skjønt Havet var spejlglat, var der dog
ikke saa lidt
Søgang helt rundt omkring de stejle
Sider af Øen. Da det
vilde være,umuligt at lande med
vor store Barkasse, ankrede
vi og satte en lille
Jolle ud, i det vi styrede efter Rede
De yevre, smaa
Svaler fløj ud og ind, og man. kunde
se, at de.
havde travlt. Hulens Aabning naaede nogle faa
Fod op
over Vandfladen og der var i de Stene, som dannede
dens Bund, en stor Revne, ligesom en lille Kanal,
der var
bred nok til, at vort Fartøj kunde slippe
ind. Naar en
Bølgetop naaede Hulen, brødes den ved
Indgangen; men
da Søerne vare store, benyttede vi os
af et Mellemrum til
at lande, hvorpaa don lille Baad
skyndsomt maatte trække
sig bort fra Hulen. Lige
inden for Aabningen hvælvede
Hulen sig .til en Højde
af 30 Fod. Den var omtrent
50 Fod lang og 35 Fod
bred, og den var paa langs gjennemskaare-t
af den
omtalte Kanal. Lysskæret var blaaagtigt,
i det Lyset
for største Delen kastedes ind igjennem de blaa
Vandmasser.. Loftet var Sandsten, og Bunden, som
havde
.modstaaet Bølgeslaget, var vulkansk. Kanalen,
ad hvilken
vi våre slupne ind, fortsattes lige
igjennem den Hule, hvori
vi vare .og ind i en anden
større Hule, hvortil Adgangen
"kun hævede sig
11/«l1/« Fod over Vandfladen. Hver Gang Bølgen
slog
imod.,vor Hules Aabning, brødes dens Kraft; Skummet
ovøjåtænkede. os, og en lille Del af Bølgen
fortsattes
igjénnjém Kanalen og ind i den indre
Hule, i det der tillige
hørtes et dumpt Drøn. Vi
kunde nu vistnok have svømmet
ind i'den', indre
Hule, men ihukommende det engelske Ordsprog:
„it is
better to. be safe than sorry" afstode vi derfra.
I
vor-Hule „sværmede Svalerne ud og ind. Paa Væggene
og under Hvælvingen var der talrige Levninger af
gamle
afrevne Reder, og hist og her saa man nye
Reder, nogle
ku,n paabegyndte, .andre færdige. Vi
skøde et Par Fugle,
Lyden rullede ind i den inderste
Hule, og de smaa Dyr fløj
forskrækkede omkring.
Efter at have afplukket nogle Reder
til Minde om vor
Tur, maatte vi igjen skynde os ud
.imellem tå
Bølgeslag. Rederne, som vi borttoge fra denne
Hule;*vare ,af den reneste, mælkehvide Farve og
aldeles
udeifcrfrémmede Tilsætninger*
I selve
Port Blair findes midt i den store Havn den lille
Ø
Ghatftcim, -hvor Svalerne have et Ynglested. Stedet er
et Skut, "der hører til en stor Dampsavmølle; her
have Svalerne;
til Trods for Hede, Støj,
Forfølgelser og mange andre
Ulærtfper ikke ladet sig
fordrive, og hvad der er meget
mærkeligt, her bygge
de Rederne væsentligst af smaa Rør,
•Og der: er kun
Spor af det mælkehvide Æmne som Binde-,
middel.
liederne ere næsten helt sorte og uden Værdi.
Lignende Fugle toge en Gang paa en nærliggende
Station
yed; Havnen paa Syd-Andaman en übeboet
Barakke i Besiddelse.
Rederne vare af samme Slags
som de paa Øen
"Chatham, kun var det en anden Slags
Rør, der var brugt dertil.
•'• •': Ved Mac
Phersons Strait, paa Sydspidsen af Syd-Anda{man,
har'jeg flere Gange besøgt nogle Huler, der gaa helt
igjénnem Sandstensklipperne. Jeg har imidlertid
altid haft
Uheld med mig og er kommen for tidligt
eller for sent til
~at faa gode Reder; men jeg har
dog fra disse Huler af andre
faaet nogle Reder, som
i Godhed og Renhed vare lige
med de fra den
førstomtalte Hule.
-.' P&&Kar-Nikobar, den
nordligste af Nikobar-Øerne, fandt
jeg paa Østsiden
af den store nordlige Bugt i nogle Kalkstens
Klipper
en lille Hule, hvorfra jeg borttog nogle Reder.
Det
var kun med Vanskelighed, at vi fik Rederne; thi Søen
brød lige ind i Hulen, og vi havde nær mistet vor
Baad.
Disse Reder vare halvt hvide, halvt af Straa,
dog var Straaet
overvejende i dem.
Paa Øen Sompoka har jeg ikke
set Rederne siddende paa deres Plads, skjønt jeg flere
Gange har besøgt Øen; men jeg har faaet Reder derfra,
som vare brugelige, uagtet Fjer og Rør våre blandede
deri. Endelig har jeg paa Øen Katchatt samlet Reder paa
to Steder. Det. ene Sted var i en af de stærke Regnskyl
i Kalkstenen dannet underjordisk Hule, som fandtes
omtrent 3 Fjerdingvej fra Kyatén, langt oppe paa en
Højdeskraaning. Det andet var i nogle i Kalkstenen af
Havet dannede smaa Huler eller rettere sagt Huller paa
Nordøstspidsen af Øen. De Reder, der fandtes paa begge
disse Steder, vare større, men ellers af samme Slags som
de førnævnte fra Øen nord for Port Blair og fra
Sydspidseo af Syd-Andaman, d. v. s. saa gode, som de
findes nogen Steds.
Af de otte
Steder, hvor jeg har fundet eller af andre
har faaet
spiselige Svalereder, ligge over Halvdelen lige ved
Havet og Hulen paa Katschall 3 Fjerdingvej derfra.
Dersom nu disse
Svaler virkelig fik det Æmne, som de
bruge til
Rederne, fra Havet, forekommer det mig underligt,
at
de fem Steder, som ligge under de samme Vilkaar, kunde
fremvise saa forskjellige Reder; thi. disse Steder
ligge lige
ved Havet, stærkt paavirkede af
Nordøst-Monsunen; deres
Omgivelser ere næsten ens,
uden for dem ligge Koralrevene,
og det samme Hav
omskyller dem. Skulde det altsaa være
muligt, at
Fuglene fik Æmnet fra Havet, var der ingen
Grund til
den store Ulighed imellem Rederne fra de enkelte
Steder. Naar man dernæst lægger Mærke til, at
paa en hel Del af disse Steder have Rederne samme
Godhed,
og at Rederne paa Katschall ere nok saa
store og
gode som de andre, vil det være indlysende,
at dette Sted
maa frembyde lige saa gunstige
Omstændigheder som nogle
af de andre. Jeg vil ikke.
paastaa, at Svalerne, hvis det var
nødvendigt, ikke
skulde kunne, flyve 3 Fjerdingvej efter
Æmnet; men
jeg vil dog nævne, at netop paa denne Aarstid
er
deres Fjerklædning langt fra fuldstændig, og at det
forekommer
mig at være imod disse Fugles højt
udviklede
praktiske Sands, om de valgte et Hjem saa
langt fra
Havet, naar Søkysten vrimler af brugelige
Haler. Til alt
dette maa jeg endnu føje, at jeg,
skjønt jeg i flere Aar
har haft Lejlighed til at
iagttage disse" Fugles Færd, aldrig
har set dem saa
nær ved Havets Overflade, at det kunde
formodes, at
de deraf optog ét eller andet. Efter hvad her
er
meddelt, synes det mig tydeligt, at de forskjellige
Slags
Reder fremkomme ikke ved Mangel eller Overflod
af noget,
som Havet frembringer, men snarere ved
Ulighed i Omgivelserne
af Byggestederne paa
Landjorden. Af de Steder,
hvorpaa de bedste Reder
fandtes, vare nogle-omgivne af
Urskov med en talrig
Insek'tverden, medens andre vare omgivne
af Græsland
med en forholdsvis fattig Insektverden.
At Svalerne
i mange Tilfælde bygge .ved Havet, kan
let forklares
ved den Omstændighed, at et saadarit Naboskab
frembyder en vis Sikkerhed imod mange Fjender,
baade flyvende og krybende. Jeg har tit set Svalerne
flyve
omkring for at jage Insekter, og især har jeg
set dem jage
efter Termiter. Skjønt jeg ikke har set
Termiterne blive
fangne i Flugten, var dog den
Omstændighed afgjørende,
ät Svalerne stadig holdt
sig "i uregelrette Buer over de opadstigende
Termiter. Det stemmer- ogsaa med Svalernes
Levevis i det hele, naar de i Insektverdenen finde
deres
eneste Føde. I Følge mine lagttagelser maa jeg
holde paa,
at de spiselige Svalereder ingenlunde
hidrøre fr*a Havet;
de ere derimod snarere, som man
har fremsat, dannede ved,
at Fuglenes geléagtige
Spyt bliver størknet og indtørret.
Efter hvad jeg
har erfaret, frembringes deres Reder bedst
paa de
Steder, hvor Insektverdenen er rig, og særlig i Nærheden
af store Skove. —Enhver, der kjender til Forholdene
i det sydøstlige Asien, vil for Resten vide, at der
'ved den
omtalte Naturfrembringelse aarlig sættes
Millioner af Kroner
i Omløb, og derfor har
Forekomsten af disse Reder ogsaa
en
geografisk'lnteresse. Det vilde selvfølgelig være af
Betydning,
naar man kunde opgive, hvilken Sam
Indsamlingen
af Rederne i de forskjellige Egne
indbringer; msn derom
kan man for Tiden ikke engang
.tilnærmelsesvis hive nogen
Forestilling. . .