De nyeste Rejser i Mellemafrika

(Hermed Tavle VIII)

Fra Nord, Syd, Øst og Vest kappes den ægyptiske Regering, Franskmændene, Engelskmændene og Tyskerne, dels grebne af Erobringslyst og Higen efter Handelsfordele , og dels af civilisatoriske Grunde eller den blotte Lyst til Opdagelser om at trænge ind i Hjærtet af Afrika, og det er jo ikke ret længe siden, at en af Evropas mest oplyste Monarker, Kongen af Belgien, stillede sig i Spidsen for et Foretagende, der har til Hensigt paa den mest uegennyttige Maade at aabne det indre Afrika for Omverdenen. Naar vi i det følgende henlede Opmærksomheden paa den store Verdensdel, der i vor Tid er Maalet for saa mange rejsende, er det en Selvfølge, at den indskrænkede Plads, som Tidskriftet raader over, nødyendiggjør en Indskrænkning af Æmnet, og vi dvæle derfor her særlig ved de mere epokegjørende Rejser, som den nyeste Tid har været Vidne til, efter at den store Livingstone, „Afrikas Apostel", havde ladet sit Liv den Iste Maj 1873 ved den sydlige Bred af Bangveolo Søen.

Der gjøres, som sagt, fra alle Sider store Anstrængelser for at trænge ind i det indre Afrikas ukjendte Egne, der i grove Træk kunne siges at omfatte den Del af Landet, som ligger mellem 10° n. Br. og 10° s. Br. og mellem 15° og 35° ø. L. f. Grw., en Landstrækning, der er syv Gange saa stor som Tyskland. Paa enkelte Steder af dette store Rum findes dog bekjendte Pletter, medens der uden for dette ligger hidtil ukjendte Egne.

Fra Nord af *) er det Kediven , der arbejder sig frem for at udvide-sit Herredømme over de herlige Egne, som ligge ved de indtil for kort Tid siden med Rette kaldte „gaadefulde" store Søers Bredder, og her er det, at den engelske Ingeniøroberst Gordon har indlagt sig stor Fortjeneste af Landets Civilisation. Han stod først i Spidsen for en ægyptisk Expedition, som kan kaldes en Fortsættelse af det store, kostbare Foretagende, der blev ledet af den engelske rejsende Sir Samuel Balfer, som ligeledes stod i Kedivens Tjeneste. Nu styrer Gordon udstrakte Landskaber med næsten uindskrænket Magt. Gjennem Oprettelsen af en Række befæstede Smaastationer har han ad Nilvejen fortsat sin Forgængers Værk og tilvejebragt en, i det mindste foreløbig, Forbindelse med de store Søer, Ukereve og Mvutan (Victoria- og Albert N'Yanza), der ligge omtrent under Ækvator, altsaa i lige Linje over halvfemte hundrede danske Mile fra Nilens Munding. Han har derved medvirket til at formindske Slavehandelen og de med Menneskejagten forbundne Gyseligheder i Lande, der maa henregnes til de af Naturens Haand mest velsignede Egne paa vor 'Jord. Vi ville senere faa Lejlighed til at omtale de i geografisk og civilisatorisk Henseende nærmeste Følger af denne Expedition, der har rakt de af Stanley og tidligere rejsende syd fra gjorte Opdagelser Haanden.

Nordfra eller rettere Nordøst fra er ogsaa en italiensk Expedition under Vejs under Ledelse af den fra tidligere Rejser velkjendte Marquis Antinori. I Marts Maaned 1876 afgik den til Aden for fra Byen Berbera, der ligger ved Adenbugten paa Somalikysten, at drage til Staden Ankober. Denne By ligger omtrent under 10° n. Br. og 40° ø. Lgd. i Schoa Landet, hvis Konge, paavirket af italienske Missionærer, for to Aar siden sendte nogle Folk med Gaver til Kong Victor Emmanuel. Antinori har i November naaet Schoalandet, dog kun med megen Møje og efter at have mistet næsten alt; han afventer nu den ham fra Italien tilsendte Hjælp. Expeditionen, der paaregnes at skulle vare fire Aar, skal undersøge Schoa Landet og derfra gaa sønder paa i Retning af Ukereve.

Vest fra er det, foruden Franskmændene, især Tyskerne, der søge at høste Lavrbær paa Opdagelsernes Omraade, ligesom de allerede tidligere have sendt en Række store rejsende til Afrika. I Berlin blev der i Aaret 1873 dannet et „tysk-afrikansk" Selskab, hvis første Afsendinge samme Aar afgik til Kongo Kysten, der var bleven valgt til Udgangspunkt. lUan havde nærmest gjorfc dette Valg, fordi Engelskmændene og Nordamerikaneren Stanley i den seneste Tid havde, taget Buketten fra Opdagelsesexpeditioner med Østkysten af Afrika som Udgangspunkt ;men Kongo Kysten, der tidligere har lagt andre rejsende uoverstigelige Hindringer i Vejen, lader ogsaa til at være uovervindelig for Tyskerne. Vel have det tysk-afrikanske Selskabs rejsende, som i det hele have arbejdet med beundringsværdig Ihærdighed, og hvoraf flere ere bukkede under for Vejrlaget, endnu ikke endelig opgivet Foretagendet; men det synes dog tilstrækkelig godtgjort, at det er forbundet med overmaade store Vanskeligheder fra Kongo Kysten at trænge ind i Afrika, og muligvis ville Tyskerne vælge en sydligere Operationsbasis. Dr. J:ogge har imidlertid fra Angola trængt et betydeligt Stykke ind i Landet, til Muta Janvo's Hovedstad i Ulunda og er herfra, efter en mindre Udflugt, vendt tilbage til Kysten i April 1876, medbringende vigtige Oplysninger om de næsten ukjendte Landskaber mellem Floderne Kassai og Kvongo.

Nord for Kongo Flodens Munding falder den store Flod Ogove i Atlanterhavet lidt syd for Ækvator, og Franskmændene især have ad denne Flod søgt at trænge ind i Landet. Ogove er en mægtig Flod med storartede Vandfald, og flere Geografer mene, at denne Flod har sine' Kilder ved nogle store Søer i Hjærtet af Afrika. En Expedition under Marche og Compiegne, som i Aaret 1874 søgte at bringe Lys i de niangehaande Rygter, der gaa om denne Flod, var heldig nok til at trænge et betydeligt Stykke ind i Landet; men netop som de rejsende hørte Tale om nogle store Søers Beliggenhed, tvang fjendtlige Negerstammer dem til at vende tilbage, og kun efter at have gjennemgaaet uhørte Lidelser og Savn lykkedes det dem at naa Kysten. En ung, fransk Marineløjtnant Savorgnan de Brazza har gjenoptaget Foretagendet og er i Færd med at trænge ind i Landet i Spidsen for tyve muhamedanske, indfødte Soldater fra Senegal; det er hans Agt, hvis det skulde blive nødvendigt, at bruge Magt mod den Negerkonge, der.spærrede hans Forgængere Vejen. De Brazza venter i Løbet af tre Aar at kunne tilbagelægge den lange Vej til Tanganjika Søen, og det er kyndige Folks Mening, at der er godt Haab om, at hans dristige Foretagende vil lykkes.

Ingen rejsende har dog siden Livingstones Død *i højere Grad tiltrukket sig Almenhedens Opmærksomhed end Nordamerikaneren Stanley ,og Engelskmanden Cameron, hvorfor vi her skulle give os noget nøjere af inéd disse to Mænds Bedrifter, saa meget mere som man der* ved-faar et Indblik i flere af de afrikanske Forhold, der

---

*) Ogsaa imod Vest, ind ad Tsad Søen til, søger Kediven at udvide sit Herredømme over nogle af de Egne, som Dr. Nachtigall besøgte paa sin Rejse 1869—73, i det Dar-Fur, Vest for Kordofan, nu er indtaget.

for nærværende Øjeblik have Krav paa almindelig Inter- i esse. Ligesom det var „New York Heralds" Guld, der j — efter Engelskmændenes frugtesløse Forsøg paa at sætte sig i Forbindelse med den forsvundne Livingstone — sendte ! en af sine Korrespondenter Henry M. Stanley til Afrika „for at finde Livingstone" og fandt barn, saaledes er det ogsaa nu Pressen, „New York Herald" og det engelske Blad „Daily Telegraph", der med stor Bekostning have sendt Stanley af Sted i Spidsen for den meget omtalte anglo-amerikanske Expedition, som endnu ikke er tilendebragt, og om hvilken der ikke foreligger nogen samlet Beretning, men kun Breve, der have naaet den civiliserede Verden dels ad Nilvejen, dels over Sansibar.

Øen Sansibar, der under 6° s. Br. ligger nogle faa Mile fra Fastlandet, eller, om man vil, Byen Bagamojo paa dette, er bleven brugt som Udgangspunkt for flere Expeditioner som en naturlig Følge af, at der paa Sansibar drives nogen Handel med det indre Afrika. Øen Sansibar og en Del af Fastlandsky sten af samme Navn styres desuden af en efter Forholdene ret oplyst, muhamedansk Sultan, hvis Herredømme, i det mindste af Navn, ogsaa breder sig over Landstrækninger, der ligge temmelig langt fra Kysten, og denne Omstændighed have Engelskmændene, der øve en ikke ringe Indflydelse hos Sultanen,' benyttet ide rejsendes Interesse. Vejrlaget paa Kysten er meget usundt for Evropæerne, men naar man igjennem flere terrasseformede Landskaber har naaet op paa den afrikanske Højslette, ere Naturforholdene saadanne, at Landet paa flere Steder kan koloniseres af Folk fra de tempererede Himmelstrøg, naturligvis under stadig lagttagelse af Forsigtighedsregler, især i Regntiden. I et Land af den umaadelige Udstrækning som det indre Afrika ere Naturforholdene selvfølgelig højst forskjellige; her er Bjærglande og Sletter, velvandede, skovrige Egne og Egne med Steppekarakter, men alle Beretninger samstemme i at betegne Mellemafrika som et Land, der ved sin Frugtbarhed og sin Rigdom paa Metaller og Mineralier ejer alle Hovedbetingelser for en Gang i Tiden at spille en betydelig Rolle i Verdenshandelen. Landet er paa mange Steder tæt befolket, og „hvor Slavehandlerne ikke drive deres Uvæsen", siger Livingstone, „leve de indfødte i Fred og dyrke Jorden". Slavehandlerne ere som oftest Arabere og Folk fra de portugisiske Besiddelser, der yppe Kiv mellem Stammerne,- og hvor Slavehandleren viser sig, dér hersker en vedvarende Krig. Med sin væbnede Negereskorte brænder han enten Byerne af om Natten, eller han kaster sig ved højlys Dag over de intet anende Indbyggere, der efter en Jagt som paa vilde Dyr blive dræbte eller slæbte bort som Slaver. Slavehandelen er Afrikas Landeplage, og næsten intet lægger i højere Grad de rejsende Hindringer i Vejen end Slavejægernes Voldsgjerninger; thi foruden at der udbryder Krig overalt, hvor disse vise sig, bære de helt naturlig Hovedskylden for, at de indfødte tit se paa den fremmede med Skræk og Afsky. I det indre koster et Menneske i Almindelighed kun det samme som en Elefanttand, der ofte kan kjøbes for en ren Bagatel, saa som nogle Alen Bomuldstøj eller et Par Synaale. Skjønt der, som vi senere skulle se, i det indre Afrika findes Negerkonger, der efter afrikansk Maalestok ere i Besiddelse af en vis Kultur, og som herske over større Landskaber, er Landet dog paa de fleste Steder paa en vidunderlig Maade stykket ud i Miniaturriger. Hver Landsby har gjærne sin Konge, der holder sig for berettiget til i „sit Land" at afkræve den rejsende en Tribut, der i Almindelighed betales med Tøjer og Perler. Man vil saaledes se, at det kan blive kostbart nok at rejse i Afrika, selv om det lykkes at bringe Negerkongerne til at slaa af paa deres ofte üblu Fordringer; det gaar i Almindelighed ikke an for den rejsende at tiltvinge sig fri Gjennemgang, om han end har Magt dertil, thi Blodsudgydelse vil let blive Følgen af en saadan Fremgangsmaade, og han vil da i de indfødtes Øjne komme til at staa i samme Lys som Slavejægerrie og snarere vanskeliggjøre end lette Arbejdet for senere rejsende. Taalmodighed og en høj Grad af Ro og Ligevægt i Sindet ere derfor ligesaa vigtige Egenskaber for den rejsende som Ihærdighed og et stærkt Helbred; et Øjebliks Ilterhed kan let sætte en Expeditions Skæbne paa Spil. Indbyggerne i disse Smaariger leve ofte saa afsondrede, at det ikke er ualmindeligt at træffe Negerkonger , som aldrig i deres Liv have været mere end nogle faa Mile borte fra deres Landsby. Den Underretning, som den rejsende saaledes paa selve Stedet kan faa med Hensyn til de geografiske Forhold f. Ex. angaaende en Flods Løb, er ofte fortvivlende ringe, og mangen en møjsommelig Rejse er bleven frugtesløs som Følge af den fuldstændige Mangel paa Kjendskab, som selv ret forstandige Negerkonger have lagt for Dagen om den nærmeste Omegn. - For Negeren er desuden Vand kun Vand. Livingstone kunde saaledes ikke gjøre det forstaaeligt for en ellers særdeles fornuftig og mægtig Konge,, der viste ham stor Velvillie, at han vandrede om i Afrika fornemmelig af Interesse for Floder og Søer, og han fik følgende Svar paa en Begjæring om Eskorte til Bangveolo Søen: „Vandet er ens alle Vegne, Du har set Moero's og Luapula's Vand; der er selv samme Slags Vand i Bangveolp; men siden din store Høvding har befalet Dig at se alt med dine egne Øjne, saa rejs af Sted, saa snart jeg har skaffet Dig gode Vejvisere og samlet Fødemidler nok til Rejsen"; •..--.

En meget stor Vanskelighed, som den rejsende har at overvinde, er den fuldstændige Mangel paa Transportdyr. Der -er netop ifjor af det .londonske Missionsselskab, som har i Sinde at oprette en Missionsanstalt ved Tanganjika Søens Bredder, blevet foretaget et Forsøg paa at indføre den sydafrikanske Bøflelkarre paa Sansibar Kysten, og dette Forsøg blev kronet med Held under en Rejse, som en Missionær foretog seks og tyve Dagsrejser ind i Landet, udelukkende for at se, om Bøflerne kunde modstaa Tsetsefluen. Betydningen af dette heldige Udfald vil enhver fatte, der har fulgt de utallige Vanskeligheder, som de rejsende have havt at kæmpe imod i Egne, hvor hverken Elefanter, Kameler eller Bøfler hidtil ere blevne brugte som Transportmiddel, men udelukkende Mennesker. En enkelt Gang er der blevet gjort mislykkede Forsøg med Heste og Æsler. Baade Stanley og Cameron have maattet rejse med en lille Hær af Dragere ; ethvert Levnetsmiddel paa de aarlange Rejser er blevet ført afsted paa Menneskeryg eller rettere paa Menneskehoved; ofte ere Dragerne flokkevis løbne deres Vej; den ustyrlige, dovne Hob har været kostbar at underholde, vanskelig, ja næsten umulig at holde sammen, og i det hele have Dragerne voldt de rejsende Besværligheder , som mangen Gang have truet en Expedition med Undergang.

I Oktober Maaned 1874 forlod Stanley Sansibar i Spidsen for fire hvide Mænd og tre hundrede frigivne Slaver, der dels gjorde Tjeneste som Soldater, dels som Dragere. Rejsen gjaldt de „gaadefulde" store Søers Lande. Allerede et kort Stykke fra Kysten lagde Stanley Vejen gjennem Egne, der ikke tidligere vare blevne berejste af civiliserede Folk. Snart skulde hans Expedition i rigt Maal underkastes de for en Afrikarejse uundgaaelige Besværligheder. Hunger, Sygdom, Krig og Rømning gjorde lyst i Dragernes Række, men Stanleys übetvingelige Energi, en Energi, der rigtignok undertiden driver ham til at optræde paa en Maade, som ikke vil gjøre det let at rejse i hans Fodspor, lader til at skulle overvinde enhver Hindring, og den Hurtighed, hvormed han rejser, vækker alle tidligere Afrikarejsendes Beundring. I mindre end tre Maaneder mistede han en hvid Mand og et hundrede og tyve Negere, „et Tab, der", som han skriver, „selv for et Regiment vilde kaldes betydeligt; for mig er imidlertid enhver Mand, som jeg mister, et næsten uopretteligt Tab, thi jeg har ingen Rekrutter paa rede Haand, og mit Arbejde, der skal vare i flere Aar, et netop begyndt! Hver Morgen maa jeg sige til mig selv: din sidste Dag oprinder maaske idag!" Mod den .vildfe Vatura Stamme holdt han et tre Dages Slag, og skjønt han i alt mistede over Halvdelen af sine Folk, naaede han i den utrolig korte Tid af et hundrede og tre Dage TJkereve's Bredder efter at have tilbagelagt én Striekning, som i lige Linje fra Sansihar Kysten er omtrent et hundrede og tyve Mile. Araberne, der rejse i Landet, vilde have brugt mellem ni Maaneder og et Aar til den samme Rejse.

Med inderlig Glæde saa Stanley den store Sø ligge for sine Fødder, og han kunde med Rette prise sig lykkelig over at have været heldig nok til velbeholden at have ført en Baad, „Lady Alice",, ind i Afrika. „Jeg føler", skriver han, „at al Verdens Rigdomme ikke kunne bevæge mig til at vende mit Arbejde Ryggen, naar jeg tænker, at. jeg skal have Æren af at være den første hvide Mand, der besejler Søen". Stanley havde naaet Søens sydøstlige Del, ikke ret langt Øst for det Punkt, hvor den engelske rejsende Kapitajn Speke saa Søen for første Gang i Aaret 1858, og han slog Lejr ved Kagehji, hvilket Sted han brugte som Udgangspunkt for Omsejlingen af Søen. Her traf han sammen med den berygtede Slavehandler Sungorro, en Skurk af første Klasse, der netop var i Færd med at bygge et stort Fartøj, med hvilket han vilde hærje Søens Bredder. Med dyb Beklagelse omtaler Stanley, at han ikke af en eller anden Regering havde Bemyndigelse til at lade Sungorro hænge; thi, „naar Sungorro hejser sit blodplettede Flag", skriver Stanley, „vil Slavehandelen paa Søen antage en endnu rædselsfuldere Karakter end nogen Sinde tidligere, og Karavanvejen til Tabora i Unjanjembe *) vil blive Hovedlandevejen til Helvede". .

Med elleve af sine egne Folk og en indfødt Vejviser indskibede Stanley sig i den lille „Lady Alice" og stod Øst paa. Snart var han paa det Punkt, hvor den af ham opdagede Flod Schimijn, som han flere Gange havde passeret paa Rejsen til Søen, under 2° s. Br. falder ud ud i Ukereve. Schimijn maa uden Tvivl betragtes som Nilens sydligste, om ikke derfor største Kildeflod. Under Omsejlingen af Søen opdagede Stanley end videre, at flere mindre Floder falde ud i den, og disse maa saaledes ogsaa betragtes som Nilens Kildefloder. Schimijn opgives af Stanley at være omtrent halvfemsindstyve Mile lang; ved Mundingen er den en Fjerdingvej bred, men snævrer et kort Stykke herfra ind til en Bredde af sexhundrede Alen. Søens Kyster have en meget forskjellig Karakter, i det den paa sine Steder taber sig i Sumpe, medens stolte Klipper paa andre Steder falde brat af mod den. Stanley opdagede, at Ukereve

---

*) Tabora er en arabisk Koloni, der ligger paa Vejen fra Sansibar til Ujiji ved Tanganyika Søen.

omfatter en Mængde Øer, der som oftest ligge tæt ved Kysten; den største af disse Øer, Sesse, er omtrent ni Mile lang og sex Mile bred; flere af dem ere übeboede. Søens Form er meget regelret, i det den har samme Udstrækning i nordlig og sydlig som i østlig, og vestlig Retning; dens Omkreds opgives at være omtrent to hundrede og tyve Mile. TJkereve ligger næsten 3700 Fod over, Havet* Stanley antager, at der Øst for den ligger flere store Søer. . . .

Under Sejladsen, der i det hele taget varede otte og halvtredsindstyve Dage, havde Stanley flere Æventyr med de indfødte, som paa flere Steder viste sig fjendske imod ham. En Gang maatte der saaledes nogle Revolverskud til for. at afholde dem fra at bombardere den spinkle „Lady Alice" med store Sten, og ved en anden Lejlighed sag. Stanley sig nødsaget til under et lille Søslag mod flere Kanoer at gjøre Brug af en Elefantriffel, hvorved et Par Kanoer bleve skudte i Sænk. Under Vejs besøgte han det Punkt, hvor den hvide Nil mod Nord flyder ud af Søen, og noget vestligere tog han en Vejviser, der skulde føre ham til. den mægtige Kong Mtésa af Uganda. Dennes Hovedstad Ulagalla ligger under 1/4° n. Br. og 32³/4° ø- Lgd., og herfra hersker han over en Del- af de Lande, der ligge mellem Ukereve og den vestligere liggende store Sø, Mvutan. Uganda beskrives af. den rejsende som et Paradis, hvor Jordbunden til Overflod frembringer alle de tropiske Egnes herligste Produkter. Uoverskuelige Skove af Bananplanter, hvis Frugter udgjøre Indbyggernes Hovednæringsmiddel, pryde det smukke, bølgeformede Land, hvor talrige, venlige Landsbyer titte frem mellem Bananplanterne. Mtésas Lande ligge mellem 1° n. Br.—3V2° s- Br. og 31°—34° ø. Lgd. Hovedstaden er bygget ikke ret langt fra Kysten ved den inderste Del af Murchison Bugten. Yed Stanleys Komme til Landet opholdt Kongen sig i en stor Jagtlejr, Usagara, ved Indløbet til Bugten og sendte strax, da han hørte Tale om den hvide rejsende, en Flaade af Kanoer af Sted for at modtage denne. Den 4de April 1875 om Formiddagen landede Stanley i_-Uganda under Geværsalut, og en højtstaaende Embedsmand overbragte ham strax en kongelig Gave, bestaaende af sexten Geder, ti Oxer, en Masse Fjerkræ og Frugter, samt meldte, at Kongen vilde modtage ham samme Dags Eftermiddag. Igjennem en firesindstyve Alen bred og femten hundrede Alen lang Allé, hvor tre tusende af Kongens Undersaatter paraderede, førtes Stanley til dennes Bolig. Da han nærmede sig Mtésa, blev der affyret Bøsseskud og musiceret med Piber og Trommer; Kongen rejste sig, rakte tavs Nordamerikaneren Haanden og blev staaende saaledes, medens Musikken gjorde en øredøvende Støj, hvorpaa Stanley blev anmodet om at tage Plads ved Siden af Kongen, der satte sig ien Tronstol af indenlandsk Arbejde. Skjold- og Vaabendragere og nogle Hofmænd stode opstillede bag Tronstolen. Stanley fik nu at vide, at Kongen iet Par Ugers Tid havde været i Usagara med et stort Følge for at holde Fuglejagt, og at han om nogle faa Dage vilde vende tilbage til Hovedstaden. Opholdet i Jagtlejren forherligedes ved flere Fester til Stanleys Ære. Den første Dag blev der saaledes holdt Sømanøvrer med firesindstyve Kanoer, af hvilke hver enkelt var bemandet med tredive til fyrgetyve Mand: der blev leveret Søslag, holdt Kaproning o. s. v.; den anden Dag førte Kongen i egen høje Person hele sin Flaade paa et stort Jagttog; den tredje Dag holdt de indfødte Skiveskydning, og den fjerde Dag drog hele Jagthæren tilbage til Hovedstaden. Kongens tre hundrede Koner bidroge ikke lidet til at forherlige Festerne.

Selve Hovedstaden ligger paa et højt Punkt i en smuk, velopdyrket og tæt befolket Egn. Kongeboligen, dér dominerer Byen, er en høj og rummelig Bygning, opført af Rør; Taget, der indvendig er beklædt med vævede Tøjer, støttes af høje Træstammer. Uden om Slottet er der bygget fem ringformede Rækker Palisader, og uden for den yderste af disse er der anlagt en 100^—200 Fod bred Yej, hvorfra sex til syv imponerende Alleer føre ud igjennem Byen.

Næppe var Kongen kommen til sin Hovedstad, førend det rygtedes, at nok en hvid Mand nærmede sig. Stanley var den fjerde hvide Mand, som Mtésa havde set. I Aaret 1861 havde nemlig de engelske Kaptajner Spéke og Grant og 1874 den i ægyptisk Tjeneste staaende,. til Oberst Gordons Expedition hørende Nordamerikaner, Oberst Long i gjæstet ham. Det var ikke første. Gang, at Stanley i Hjærtet af Afrika havde truffet paa en hvid Mand, og om end Mødet med den ægyptiske Officer, Franskmanden Linant de Bellefonds — thi ham var det, som kom — ikke var saa interessant for Stanley som det vidunderlige Møde med Livingstone i Ujiji i November 1871, saa var det dog et mærkværdigt Træf af Skæbnen, at han her, ved Ukereves Bredder, skulde finde en paalidelig Mand, med hvem han kunde sende Breve til Evropa. Desværre skulde Linant de Bellefonds nogen Tid efter sin Afrejse fra Ulagalla lade sit Liv i en Kamp mod den vilde Bari Stamme, ikke ret langt fra Oberst Gordons Lejrplads, men Stanleys Breve bleve reddede.

Vi have dvælet længere ved Stanleys Besøg i Uganda, - fordi Mtésa lader til at være en af de' mærkeligste Fremtoninger blandt Negerkongerne i Mellemafrika, og det er ikke umuligt, at han er kaldet til at række Civilisationen en hjælpsom Haand. Mtésa > der taler og

læser .arabisk, skildres som en smuk Mand paa omtrent fem og tredive Aar med et intelligent, behageligt Ansigt; hans Øjne ere store, Tænderne hvide som Perler og Næsen og Munden af en regelrettere Form end hos de fleste Negere; hans Optræden er kongelig, og i det hele taget minder han noget om Sultanen af Sansibar, der for kort Tid siden gjæstede Evropa. For nogle Aar siden blev han Muhamedaner, hans Hofmænd fulgte snart efter, og der blev bygget en Moské. Imidlertid lader Kongens Sind til at være letbevægeligt i Trossager, thi Stanley smigrer sig med at have rokket hans Tro paa Muhamedanismen i den Grad, at han nu holder Søndagen hellig. Stanley har lært ham de ti Mosebud og Fadervor, samt indpræntet ham den gyldne Leveregel: „Du skal elske din Næste som Dig selv". I det hele taget gjorde Stanley et stærkt Indtryk paa den mægtige Negerkonge og skriver i et af sine Breve: „Jeg vilde kun ønske, at en praktisk Missionær vilde begive åg til Uganda; thi hvilken vid Mark vilde der ikke her være for hans Virkelyst, og hvilken rig Høst vilde ikke blive Lønhen for hans Arbejde? Mtésa vil øjeblikkelig give ham alt, hvad han kan ønske sig: Huse, Kvæg, Elfenben og herligt Jordegods. Det er imidlertid ikke en slet og ret Prædikant, som der her er Brug for; thi om saa alle Biskopperne i England og hele den akademiske Ungdom i Oxford og Cambridge sloge sig sammen for at holde Taler, saa vilde de dog intet udrette hos det begavede Uganda Folk. Hvad der savnes her, er den praktiske kristne Lærer, der baade kan lære Folk, hvorledes man bliver Kristen, og hvorledes man helbreder Sygdomme, bygger Huse og dyrker Jorden, og en saadan Mand vilde blive Afrikas Frelser. Han maa ikke være knyttet til nogen bestemt Sekt eller Kirke, men bekjende Gud, hans énbaarne Søn og Moralens Love; han maa leve som en ægte Kristen, beaandet af liberale Grundsætninger og af Kjærlighed til hele Menneskeheden".

Man maa imidlertid vel vogte sig for at gjøre sig et for overdrevent Begreb om Mtésa's Kulturtrin; thi den nysnævnte Oberst Long, den første hvide Mand, som det lykkedes Nord fra at naa Ulagalla, siger, at der til Ære for ham under den første Avdiens, som Mtésa gav ham, blev slagtet tredive Mennesker. Senere Besøg hædredes med Slagtningen af otte til ti Mennesker, og da Obersten havde faaet Tilladelse til ät besøge Ukereve, sagde Kongen til ham: „Det er nødvendigt, at jeg lader syv Mennesker dræbe, om din Fart skal blive heldig, men det skærer mig i Maven at dræbe dem". Négerens Hjerte ligger nemlig ofte i hans Mave. Daglige Menneskeofringer finde ikke mere Sted, og Oberst Long, som iAaret 1874 opholdf^g i over fire TTger i Uganda, er enig med Stanley i hans Opfattelse af den'-Betydning,-Betyd- som Mtésa kan faa for Civilisationen.

Den 17 de April forlod Stanley Uganda og kom efter forskjellige Æventyr og Kampe med de indfødte paa Kysterne og paa de i Søen liggende Øer tilbage til Lejren ved Kagehji, efter at have sejlet to hundrede og halvtredsindstyve Mile i den lille „Lady Alice". For at straffe de indfødte paa Bumbire Øen, hvis Holdning ved en tidligere Lejlighed nær havde kostet Stanley Livet, angreb han, understøttet af andre indfødte, den nævnte Ø og gjorde der et uden Tvivl unødvendigt Blodbad paa Indbyggerne, en Handlemaade, der er bleven overmaade stærkt dadlet i England. Efter denne Daad rejste han til Uganda, hvor hans Ven Mtésa lod sig bevæge til at give ham to tusende Spyddragere med paa en Expedition til Mvutansøen. I Spidsen for denne Styrke drog han igjennem det fjendtligsindede Unjoro, hvis Hovedstad Masindi i sin Tid afbrændtes af Baker Pascha, inden han foretog sit meget omtalte Tilbagetog. I Begyndelsen af Januar 1876 var Stanley ved Mvutans Bredder i Unjampaka; men Føreren for Spyddragerne vilde ikke lade sig overtale til at anlægge en befæstet Lejr tæt ved Søen, hvorfor Stanley maatte opgive sit Forsæt at omsejle denne med „Lady Alice". Overalt flygtede Indbyggerne for ham og lod deres Forraad i Stikken, hvilke Stanleys Trop bemægtigede sig. Landet mellem de to store Søer er til Dels bjærgrigt og gjennemskaaret af Smaafloder, af hvilke de fleste falde i Ukereve, og" Stanleys Vej førte temmelig tæt forbi det imponerende 13^—15000 Fod høje Bjærg Gambaragara, hvis Top jævnlig er dækket med Sne, og som han antager for at være en udbrændt Vulkan. Paa dette Bjærg lever en Stamme med lys Hudfarve, og Stanley saa et Dusin Stykker af disse Folk, hvilke han beskriver som smukke, med regelrette Træk, tynde Læber og en velformet, om end ned ad til noget tyk Næse. Naar disse Bjærgboere blive angrebne, trække de sig tilbage højt op paa Bjærget, hvor ingen tør følge dem paa Grund af den der herskende Kulde. Paa Toppen af Bjærget skal der findes en krystalklar Sø, fra hvis Midte et søjledannet Klippestykke rager lige op i Vejret.

Efter dette frugtesløse Forsøg paa at omsejle Mvutan drog Stanley tilbage til Uganda og fortsatte herfra Hejsen Syd paa til Karagve, hvor Kong Rumanika, Spekes og Grants Ven, hersker. Han. blev her godt modtagen og foretog i Løbet af Foraaret vigtige Undersøgelser af Kagera Floden (Spekes Kitangule), hvilke Undersøgelser have saa meget større Interesse, som Stanley i. Kagera tror at have fundet et betydeligere Tilløb til Ukereve

end den af ham opdagede Nißöfde Schimijn. Flere Steder fandt han Floden indtil 120 Fod dyb og indtil 300 Fod bred; under sit Løb flyder Kagera igjennem nogle større Søer; af disse skal Akanjari efter de indfødtes Udsagn have en betydelig Udstrækning, men Stanley naaede denne Gang ikke selv at se den. Vi sige denne Gang, thi han er maaske nu i Færd med at bringe Klarhed i Kageras Løb, og denne Flod er muligvis Nilens betydeligste Kildeflod, hvorfor ogsaa Stanley har opkaldt den efter Prindsessen af "Wales, „Alexandra Nilen", ligesom han har givet Akanjari Navn af „Alexandra Søen".

De sidste Efterretninger fra Stanley ere daterede Ujiji ved Tanganjika Søen i Avgust Maaned, og man ser af disse, at tidligere afsendte Breve enten maa være gaaede tabt eller ikke have naaet Evropa, saa der er et Hul i hans Rejse, som Fremtiden maa udfylde. Brevene fra Ujiji omfatte den nævnte Undersøgelse af Egnene om Kagera og en fuldstændig Omsejling af Tanganjika. Sammen med Livingstone havde Stanley i Slutningen af 1871 omsejlet Tanganjikas nordligste Del, ligesom Cameron , hvilket vi senere skulle se, havde omsejlet den større, sydligere Del af Søen; men nu foretog Stanley i Juni og Juli Maaned en fuldstændig Omsejling af den. Han opdagede paa denne Sejlads blandt andet, at den store, hidtil saakaldte Ø, Mbvare eller Mosima, i Søens nordlige Del ikke er en Ø, men en Halvø, som ved en halvanden dansk Mil bred Tange er forbunden med Fastlandet; men hvad der har vakt mest Opsigt, er den Omstændighed, at han har undersøgt Lukuga Floden, .der af Cameron betegnes som Tanganjikas Afløb, og derefter paastaar, at det ikke forholder sig rigtigt med dette Afløb, Naar vi senere lade Cameron beholde Æren for at have opdaget Søens Afløb, da kan dette kun være med et vist Forbehold; men vi tage saa meget mindre i Betænkning at afvente nærmere Oplysning og foreløbig lade de to store rejsendes Udsagn, hvert for sig, staa ved sit Værd, som en saa stor Avtoritet som Dr. Behm, i sin „geographischer Monatsbericht Nr. 4, Ende März" , skriver: „Der er nu stor Trang til en tredje rejsende, som paa selve Stedet kan foretage grundige Undersøgelser, og som saa maaske kommer til helt andre Slutninger. Som Sagen nu staar, er den aaben for de forskjelligste Gisninger, og det er en stor Lykke, at Stanley dog i det mindste bestemt udtaler, at Mvutan ikke staar i Forbindelse med Tanganjika". Det er umuligt at sige, hvor Stanley er for Øjeblikket; thi efter hans sidste Breve havde han endnu ikke truffet endelig Bestemmelse, om han skulde lede efter Kageras, altsaa Nilens, Kilder, eller om han skulde ofre Kongos mægtige Flodsystem sine Kræfter. Hvad Livingstones „Opdager" endnu kan udrette paa sin Rejse, det maa Fremtiden vise, men Opdagelsen af Schimijn og Omsejlingen af Ukereve have allerede givet ham et udødeligt Navn.

Som vi have set, optager den højtliggende, store Indsø, Ukereve, saa vel Syd som Vest fra flere Floder. Vest fra er den af Speke og Grant opdagede og af Stanley undersøgte Kagera, og Syd fra er den af Stanley opdagede Schimijn den betydeligste. Ved Ripon Vandfaldene i Uganda har den dybe, store Sø sit eneste Afløb, og fra disse Vandfald flyder Nilen i nordnordvestlig Retning ind i den mindre Kapekki Sø, der ligger under l'/2° n. Br., og som opdagedes af den tidligere omtalte Oberst Long paa hans æventyrlige Rejse i Aaret 1£74. Efter flere Krumninger falder Nilen ved Magungo i Mvutans nordøstlige Hjørne. Mellem Kapekki Søen og Magungo findes Karuma Vandfaldene, og fra disse til Urondogani; der ligger omtrent syv Mile Syd for Kapekki Søen *), er Floden efter Longs Udsagn sejlbar endog for Kæmpeskibet „Great-Eastern". Fra Karuma, der ligger femten Mile fra Mvutan, indtil Nilen falder i denne Sø ved Militærstationen Magungo, er den ikke sejlbar paa Grund af Klipper og mægtige Vandfald, blandt hvilke det over hundrede Fod høje Murchison Vandfald, der ligger kun nogle faa Mile fra Mvutan, efter Bakers Beskrivelse skal være gribende skjønt og storartet. Mvutan' synes ikke i samme Grad som Ukereve at være en Kildesø til Nilen; men det er snarere den sidste Søs Vande', der fylde den store Sænkning i Terrænet, hvori Mvutan ligger omtrent 2600 Fod over Havfladen. Om Nilens Løb, efter at den har forladt denne sidste Sø, har der indtil if jor været megen Uvished; men Italieneren Gessij som hører til Oberst Gordons Stab, har med et Par Redningsbaade af Staal sejlet op ad Floden fra Stationen Dufli, der ligger under 31/--3¹/'-'⁰ n- Br. ved Nilen Syd for Makedofaldene, som ere den væsentligste Hindring for Samfærdselen ad Nilvejen mellem Byen Kartum **) og Mvutan, og Nilen kan saaledes nu følges paa. Kaartet fra de store ækvatoriale Søer til Middelhavet. I Juli Maaned if jor sejlede for første Gang en lille Damper ad Nilen fra Dufli til Magungo. Derimod førte Baker i sin Tid Redningsbaadene og Damperen, indpakkede i Kasser, til Isma'ilia og lod dem senere sætte sammen

---

*) Italieneren Carlo Piaggia, der tidligere har gjort Rejser i Afrika, har ved Oberst Gordons Hjælp undersøgt Kapekki Søen og paastaar, at denne har et andet Udløb. Man har villet sætte dette Udløb i Forbindelse med Asua- eller Sobatfloden, Bifloder til Nilen, men Piaggias Beretning trænger til nærmere Stadfæstelse.

**) Kartum ligger omtrent under 15° n. Br.

af" Haandværkere fra Kartum, under Ledelse af Evropæere. Nilen er paa det nævnte Stykke dyb og bred; Gessi beretter, at Floden efter at være traadt ud af Mvutan sender en Sidearm mod Nordvest, men denne Arm er endnu ikke bleven undersøgt.

Mvutan blev i Aaret 1864 opdaget af Baker paa hans første store Kejse i Afrika. Senere lykkedes det ham ikke at naa Søen, da han som Pascha stod i Spidsen for den bekjendte ægyptiske Expedition. Søen er imidlertid nu bleven omsejlet af Gessi, der siger, at den er omtrent tredive Mile lang og tolv Mile bred, og at ingen Flod, der ikke udtørres i den tørre Aarstid, falder i den. Søens sydligste Kyster skulle være meget sumpede, og da man tillige véd, at Tanganjika Søen og Mvutan omtrent have samme Højde over Havfladen, har dette tidligere fremkaldt Formodning om, at der er en Forbindelse mellem de to nævnte Søer gjennem en Kække Sumpe eller Søer. Stanley har nu'godtgjort, at Søen er større, end Gessi antager; men hvor langt Syd paa den strækker sig, derom vides endnu intet med Vished. At der ingen Forbindelse er mellem de to Søer, har, som vi have set, Stanley ligeledes godtgjort.

Som vi have haft Lejlighed til. at nævne, har Oberst Gordons Expedition arbejdet sig frem i Ketning af Ukereve ved stadig at skyde smaa Militærstationer længer og længer Syd paa. Vi have set, hvorledes to af hans Officerer, Long og Linant de Bellefonds, have gjæstet Mtésa, og Efterretninger fra if jor meddele, at Gordon efter et af Kongen af Uganda udtalt Ønske, om at faa en Militærbesætning i sin Hovedstad Ulagalla, har ladet halvandet hundrede ægyptiske Soldater drage derhen. For Besten har Ægypten agtet Mtésa's Uafhængighed. Skjønt der vel endnu ikke, som et Medlem af det geografiske Selskab i London for kort Tid siden humoristisk bemærkede, for det første vil blive arrangeret Jagtudflugter til de store afrikanske Søer, saa vil Oprettelsen, af en fortsat Kække Militærstationer ind i Hjærtet af Afrika i Forbindelse med den heldige Omstændighed, at der netop for Øjeblikket sidder en sort Fremskridtsmand paa Tronen i et af Mellemafrikas mægtigste Negerriger, sikkert kunne faa en ikke ringe Betydning for Civilisationens og Kristendommens Udbredelse. Det har nemlig i længere Tid været det engelskafrikanske Missionsselskabs Hensigt at oprette en Missionsanstalt ved de store Søer. Stanleys og Longs Beretninger om Mtésa og den taalelige Sikkerhed, som den ægyptiske Okkupation har tilvejebragt, have fremmet Udsigten til, at denne Plan nu vil blive til Virkelighed. En Missionsexpedition er allerede under Vejs til de store Søers Lande, og Penge synes det ikke at ville skorte paa, i det alene to Velyndere af Missionssagen have tegnet sig for hen'holdsvis fem og tre tusende Pund Sterling *). Der er end videre paatænkt afrikanske Telegrafanlæg efter en storartet Maalestok. For Øjeblikket ophører den ægyp_T tiske Telegrafforbindelse ved Kartum, der ligger ved Nilen omtrent halvtredje hundrede Mile fra Middelhavet; fra denne By skulde Ledningen føres over Isma'ilia, gjennem Ukereve og Tanganjika, langs Floderne Schiré og Sambese til det indiske Ocean, hvorfra en Søtraad .til et eller andet Punkt i det sydlige Afrika vil kunne skaffe Forbindelse til Veje mellem Ægypten og Kapstaden; en Sidelinje skulde føres fra Ujiji til Sansibar.

Da det i Aaret 1872 var lykkedes Stanley at „finde" Livingstone og derved gjøre Verden bekjendt med denne store rejsendes gribende Skildringer af Slavehandelens Rædsler, afsendte den engelske Kegering Sir Barue Frere til Østkysten af Afrika for med Sultanen af Sansibar at slutte en Traktat, som skulde virke hen til Tilintetgjørelsen af Slavehandelen. Det kongelige geografiske Selskab i London gav paa samme Tid Sir Bartle, der var dets Præsident, det Hverv at række den under Marineløjtnant Verney Lovett Cameron staaende og af det nævnte Selskab udrustede Expedition en hjælpsom Haand. Dennes Opgave var at sætte sig i Forbindelse med Livingstone for at gjøre ham det muligt at fortsætte sine Kejser. I Januar Maaned 1873 kom Cameron til Sansibar, og efterhaanden stødte Expeditionens hvide Deltagere til; disse vare en engelsk Marinelæge Dillon, en engelsk Artilleriløjtnant Murphy og en sydafrikansk Plantageejer Moffat, en Neveu af Livingstone.

Aldrig saa snart havde Cameron taget fat paa Værket, førend han lærte, hvor vanskeligt det er at organisere Expeditioner til det indre Afrika. For at holde paa de Dragere, som det lykkedes ham efterhaanden at opdrive, slog han Lejr et kort Stykke fra Kysten; men trods alle hans Forholdsregler rømmede dog en Mængde af hans Folk, og først efter to lange Maaneders Forløb kunde han med en Del af sin Karavane begive sig under Vejs til det indre. Sygdom og Mangel paa Dragere tvang ham til at lade flere Dragter foreløbig blive tilbage. Den første Del af Kejsen gik over Unjanjembe til Ujiji ved Tanganjika Søen, og Cameron gjennemgik paa dette Stykke Vej de samme store Besværligheder

---

*) Missionsvæsenets Foretagender have ofte b eriget Geografien. Oprettelsen af en Missionsanstalt ved den Sydøst for Tanganjika liggende store Njassa Sø, som opdagedes 1859 af Livingstone, gav ifjor, da Søen blev besejlet med en lille Damper, Anledning til den vigtige Opdagelse, at Nyassa strækker sig over tyve danske Mile længer mod Nord, end Livingstone antog.

som hans Forgængere Burton, Speke, Grant og Stanley. Sygdom og Rømning udtyndede Dragernes Rækker, og allerede i Maj Maaned bukkede Moffat under for Feberen. Selv havde Cameron en Gang i Løbet af sex Uger otte Feberanfald. Negerkongerne opholdt ham ofte, naar der skulde betales Tribut, og især i Ugogo havde han megen Ulejlighed med at slippe igjennem. Den første Dag, da han opholdt sig her, vare nemlig Kongen og alle hans Embedsmænd døddrukne, og da Kongen blev ædru den næste Morgen, vilde han kun modtage Tributen gjennem Førsteministeren, men denne var stadig fuld. I det hele gjælder det her kun for de indfødte om at presse saa meget som muligt ud af de rejsende, og naar disse gjøre Modstand, løbe de Fare for, at Befolkningen selv brænder Landsbyerne af, kaster Vandpytterne til og flygter til Skovs med. alt spiseligt. To eller tre arabiske Karavaner, der vilde tiltvinge sig fri Rejse gjennem Ugogo , ere gaaede aldeles til Grunde som Følge af, at de indfødte have baaret sig saaledes ad. Et andet Sted, hvor Indbyggerne ikke tidligere havde set en hvid Mand, maatte Cameron og hans evropæiske Ledsagere finde sig i at blive opholdte, * indtil Kongen havde vist dem frem for hele sit Folk, der dog heldigvis ikke var meget talrigt

I Begyndelsen af Avgust Maaned naaede Cameron den under 5° s. Br. og 33° ø. Lgd. liggende arabiske Koloni Tabora eller Kase i Unjanjembe, hvor baade Anfald af Feber og Blindhed samt Vanskeligheden ved at skaffe Dragere opholdt ham i længere Tid. Under Opholdet her overraskedes han i Slutningen af Oktober Maaned ved Efterretningen om Livingstones Død, og kort Tid derpaa indtraf dennes tro Tjenere med deres Herres Lig. Ved Bangveolo Søens sydvestlige Bred var Livingstone død den Iste Maj 1873 som Følge af de store Savn og Anstrængelser, han havde været udsat for, og intet sætter ham. maaske et smukkere Minde end den Hengivenhed, med hvilken hans Tjenere bragte hans Lig den lange Vej til Kysten. Skjønt Cameron, hvis Rejses Maal udelukkende var at skaffe Forbindelse til Veje med Livingstone, nu med fuld Føje kunde have vendt hjem, besluttede han dog paa eget Ansvar at føre Expeditionen videre. Den ene efter deu anden af Evropæerne faldt snart fra; Dr. Dillon, som havde mistet det ene Øje, tog sig selv af Dage i et Feberanfald, og Løjtnant Murphy, som kun nødig vilde give tabt, maatte med nedbrudt Helbred vende hjem med de Folk, der fulgte Livingstones Lig til Kysten. Cameron stod saaledes ene, og først den 9de November saa han sig i Stand til' at fortsætte Rejsen til Ujiji. Ligesom under Stanley's første Rejse gjorde en bortrømt Slave, Mirambo, der havde vidst at skaffe sig Indflydelse blandt Befolkningen, Vejen usikker, og Cameron var paa Grund af Dragernes Fejghed nødsaget til at gjøre en lang Omvej Syd paa. Under Yejs blev han farlig syg; Vejviserne kunde ikke finde Vej, og efter en besværlig Hejse kom han den 21de Februar 1874 til Ujiji (Kavele), der ligger under 5° s. Br. og 30° ø- Lgd. ved Tanganjika Søens østlige Bred. Det første Syn af den herlige Sø skildrer Cameron som saa overvældende, at der gik nogen Tid hen, inden han fattede, at dens Vande og de paa den modsatte Kyst liggende Bjærge ikke vare Luft og Skyer. Rejsen havde varet næsten et Aar, og da Cameron naaede Tanganjika, havde han paa Grund af Rømning mistet fire og tredive af to og tresindstyve Dragter eller over Halvdelen af sine Subsistensmidler for en uoverskuelig Fremtid. ITJjiji fandt han, foruden et Kaart af Livingstone, nogle af hans Instrumenter, og et af disse, et Kronometer, som Livingstone i Aaret 1855 havde faaet af det geografiske Selskab i London, og som havde fulgt ham overalt paa hans Rejser, blev til stor Nytte for Cameron, der havde mistet sit eget. Det gode, gamle Uhr, som Livingstone saa ofte har omtalt, kunde rigtignok kun gaa i tre Timer.

Den omtrent 2600 Fod over Havfladen liggende, paa sine Steder over tre hundrede Favne dybe Tanganjika Sø, der er omtrent halvfemsindstyve Mile lang og fra nogle faa til syv Mile bred, blev i Aaret 1858 opdaget af den velkj endte Afrikar ej sende Burton, der sammen med Speke rejste omkring en Del af Søen. Livingstone, som fortsatte de nævnte Mænds Opdagelser, var med flere af den Mening, at Søen paa Grund af en nordlig Strømning, han fandt i denne — en Strømning, der, som det senere har vist sig, foraarsages af de fremherskende Vinde, — maatte staa i Forbindelse med de store ækvatoriale Nilsøer og som Følge deraf have et Afløb Nord efter. I Forening med Stanley omsejlede Livingstone den nordlige Del af Søen og fandt, at den i Stedet for at have et Afløb i sin nordlige Del optager Rusisi .Floden. At Tanganjika imidlertid maatte have et Afløb, derom vare alle enige, og Cameron kræver Æren for at have opdaget dette Afløb, ligesom han nøje har bestemt Søens Beliggenhed.

I to Maaneder — fra den 13de Marts til den 9de Maj — omsejlede han med to Kanoer Søens sydlige Del med en Besætning Negre, der kun højst nødig tillode ham at vige bort fra Kysten, naar blot en lille Bugt skulde passeres. Under Vejs døjede han meget af Feber, men fandt et rigt Vederlag for sine Anstrængelser i Egnens sjældne Skjønhed, og herom skriver han i sin Dagbog: : „Pulonga Øens Kyster bestaa af vældige Klippeblokke ide mest maleriske Formationer. Enhver Kløft,

enhver Klipperevne er bevoxet med de herligste Træer, fra hvilke halvhundrede Fød lange Slyngplanter hænge ud over Søen. Her er saa vidunderlig skjønt_r at man ligesom venter, at Klipperne skulle aabne sig for Feer euer andre Væsener .fra Aandeverdenen. Naturens højtidelige Stilhed afbrydes kun af og til af en Abefamilje, der gynger sig i Løvet og forbavset ser paa Kanoerne. Den store Søes vuggende Flade ligger badet i den tropiske Sols Straaler, kun hist og her overskygget af de forbifareude Skyer".

Under denne halvandet hundrede Mile lange Sejlads
opdagede — jævnfør vor tidligere Udtalelse desangaaende
— Cameron paa Søens vestlige Bred under 6° s. Br.
den 3die Maj Tanganjika's Afløb, Lukuga Floden, og
sejlede halvanden Mil op ad den, men standsedes
da af den i flere afrikanske Floder ikke ualmindelige
yppige Plantevæxt. Floden var her for Resten fra tre til
fem Favne dyb, tre Fjerdingvej bred og løb ud af Søen
med halvanden Mils Fart i fire Timer. Om Plantei

væxten ;og de flydende Øer giver Cameron en Del Oplysninger.
„Tingytingy" er Navnet paa de vegetabilske
Masser, der i Flodmundingerne hindre Kanoer i at
trænge igjennem, men som dog ikke kunne bære et
Menneske, medens de kaldes „Sindy", naar de ere kraftige
nok til at kunne passeres af Mennesker. De flydende
Øer paa Tanganyika Søen dannes af en særegen Sivart,
der i Nærheden af Vandet bliver filtret sammen med
andre Planter, hvorved der efterhaanden dannes et
Underlag, i hvilket de yngre Siwæxter slaa Rødder.
Vind og Strøm rive ofte store Flager løs, og paa denne
Maade dannes der vegetabilske Broer over Floderne.

Ved sin Tilbagekomst til Ujiji fandt Cameron, at den Mand, som han under sin Fraværelse havde stillet i Spidsen for Resten af sine Folk, paa den mest hensynsløse Maade havde ødslet med de Tøjer og Perler, som han med saa megen Møje havde bragt til Søen, og som skulde tjene til Betalingsmidler paa Resten af Rejsen. Det blev derfor nødvendigt at afskedige en Del Folk og fortsætte Rejsen med kun halvfjerdsindstyve Mand. Det havde Været Camerons Hensigt at bane sig Vej op ad den af ham opdagede Lukuga Flod, hvor han havde truffet en meget venskabeligsindet Høvding, der havde lovet ham Hjælp; men ingen af hans Folk vilde følge ham i dette besværlige Foretagende, medmindre han kunde skaffe en Vejviser, og til at tjene som saadau var det hain umuligt at overtale nogen af de i Ujiji boende Arabere.

I Slutningen af Maj Maaned satte han over Søen og naaede dennes vestlige. Bred ved Kasenge i Uguhay hvorfra Rejsen gik videre til Byen Nyangvé gjennem de af Bambarré Bjærgene adskilte og i mange Smaariger delte større Landskaber, Uguha og Manjuéma, omtrent samme Vej, som Livingstone havde rejst. Indbyggerne i det første af disse Lande ere bekj endte af den smagfulde Maade, bvorpaa de sætte Haaret, og af den omhyggelige Maade, hvorpaa Kvinderne tatovere Maven. De indfødte i Manjuérna ere smukke Folk og dygtige Smede, men kjende imidlertid ikke en Gang Brugen af Bue og Pile og ere kun væbnede med Skjolde og lange Spyd. Haaret kline de med Ler op i fantastiske Forhøjninger og rage Hovedbunden mellem disse. I Kløfterne i Bambarré Bjærgene saa Cameron Træer, der vare indtil tre hundrede Fod høje, og under sin Vandring gjennem Manjuéma lærte han at kjende det tolv Fod høje Græs, igjennem hvilket kun Elefanten med Lethed baner sig Vej, medens det næsten er umuligt for Mennesker at komme igjennem uden at stikke Ild paa det. I Regntiden maa den rejsende følge Elefantvejene; de en halv Tomme tykke Straa kradse da højst übehagelig paa den Side af Ansigtet, hvor Bøssen holdes, og. den anden Haand bliver revet til Blods af at holde de ligesom med Vand ladede, skarpe Græsstraa borte fra Ansigtet paa den modsatte Side. Ide tætte Skove, hvor Solen, selv om den staar i Zenith, kun sender en sparsom Straale gjennem Løvet, bliver i Regntiden Vandet staaende i Elefantsporene; det nedfaldne Løv raadner paa Jorden; hele Landet er et Morads; Vandet er næsten udrikkeligt; Bække og Vandpytter faa samme Farve som stærk The; man er næsten altid vaad; kort sagt: den rejsende danserikke paa Roser, om han bliver nødsaget til at rejse i Regntiden.

Under Vejs voldte nogle arabiske Slavejægere, i hvis Selskab Cameron rejste et kort Stykke, og som selvfølgelig kom i Klammeri med de indfødte, ham Übehageligheder; ; men ved at iagttage den strængeste Upartiskhed over for de stridende Parter lykkedes det ham hos de indfødte at frigjøre sig for Mistanken om at være Slavehandler. I Avgust Maaned naaede han Byen Nyangvé, der ligger ved Lualaba Floden under 26V2°ø' L. og 4*74° s. Br. Nyangvé, hvor Araberne .have en Koloni, er det yderste eller rettere det inderste Punkt, hvortil det lykkedes Livingstone at trænge frem paa denne Kant af Landet. Floden, i hvilken det vrimler af Krokodiller og Flodheste, er her omtrent en halv Fjerdingvej bred, ja paa sine Steder endog bredere, og selv i den tørre Aarstid er den en Favn dyb med Render, i hvilke' der findes tre Favne Vand; Strømmen løber ved Nyangvé med en Hastighed af tre til fire Mil i fire Timer.

Under Opholdet i Nyangvé fik Cameron at vide^
at Lualaba ingenlunde løber i nordlig Retning, som opgivet

af Livingstone, men tvært imod et kort Stykke Vej fra Nyangvé drejer af mod Vest og Vestsydvest. Som bekjendt antog Livingstone under sine aarlange, møjsommelige Vandringer mellem de store Søer Sydvest og A^est for Tanganyika, at det Næt af større og mindre Floder og Søer, som findes i disse Egne. paa den ene eller paa den anden Maade maatte vise sig at staa i Forbindelse med Nilen. Undertiden synes den store rejsende dog ligesom at have tvivlet om Rigtigheden af sin Yndlingsidé og at have tænkt sig Muligheden af, at han vandrede om ved den mægtige Kongos Flodsystem: thi en Gang skriver han i Bitterhed: „Hvem i al Verden vilde vel løbe den Risiko at blive puttet i en Menneskeæders Kjedel for noget mindre end den ærværdige, gamle Nil." Hele Camerons Hu stod til at løse den Opgave, som hans navnkundige Forgænger ikke havde kunnet; ved Opdagelsen af Lukuga Floden var han naaet et mægtigt Skridt frem dertil, og nu vilde han paa Lualaba Floden sejle til Atlanterhavet; men det var ham umuligt at skaffe Kanoer til Veje i Nyangvé, og som en Bold for Omstændighederne tumledes han omkring paa Resten af sin ventyrlige Rejse. Imidlertid lykkedes det ham at godtgjøre med en til Vished grænsende Rimelighed, at Lualaba er den samme som Kongo.

Medens Cameron under frugtesløse Forsøg paa at skaffe sig Kanoer til Flodsejladsen i tre L^Tger opholdt sig i Nyangvé, hørte han af nogle Arabere, som havde ført Krig med de indfødte Syd for Floden, at den store Elfenbenskjøbmand Hamed ibn Hamed, bedre kjendt under Navn af Tipo Tipo, var under Vejs for at mægle Fred imellem Araberne i Nyangvé og en Negerkonge, der stod under hans Beskyttelse. Tipo Tipo foreslog Cameron at følge med til hans otte Dagsrejser Syd for Nyangvé liggende Lejr, hvorfra det efter Kjøbmandens Udsagn vilde være en let Sag at naa en stor Sø, som optog Lualaba. Arabernes Lejr laa et kort fra Lomami Floden, der rimeligvis falder i Lualaba, inden denne løber ud i den omtalte, store Sø, hvis Navn er Sankorra. Negerkongen paa den modsatte Side af Lomami forbød imidlertid Cameron at drage gjennem Landet, som endnu aldrig nogen Karavane, selv ikke Tipo Tipo's, havde betraadt. Om Sankorra Søen, som altsaa heller ingen Evropæer har besøgt, hørte Cameron megen Tale, da han opholdt sig i Arabernes Lejr, ligesom han saa flere Gjenstande, som indfødte Kjøbmænd havde ført igjennem Landet fra Søen. Efter disses Udsagn fandtes her Folk, der bare Benklæder og Hatte, og som ejede store Fartøjer med Master og Sejl, hvilke kunde rumme henimod to hundrede Mennesker og vare indrettede saaledes, at der ombord kunde tændes Ild til

Bredder, og de bragte den Efterretning tilbage, at den var meget stor og overordentlig fiskerig, men for en stor Del opfyldt af flydende Plantevæxt, paa hvilken de indfødte lagde Træstammer, som de dækkede med Jord. Disse flydende Øer, paa hvilken de indfødte byggede Hytter, vare opdyrkede, og Indbyggerne plejede til bestemte Tider af Aaret at flytte omkring paa Søen med deres flydende Boliger. Nogle Folk, som Cameron sendte af Sted for at lede efter Kasongo, kunde ikke finde ham; nok et Forsøg paa at røre Dronningens Hjærte blev gjort ved en Afsending, men forgjæves, og efter i tre Maaneder at have opholdt sig tæt ved en af de forjættede Søer i det indre Afrika, maatte Cameron begive sig tilbage til Kilemba og saaledes lade sig nøje med at have set Søen i det fjærne og med sine Folks Beretninger om denne. Kasongo havde i Mellemtiden været et Par Dage i Kilemba og udtrykt sin Skuffelse over ikke at have truffet Cameron, som, hvis han skulde vende tilbage til Kilemba, „ dog endelig maatte afvente hans egen snart forestaaende Tilbagekomst."

Aaret 1874 lakkede nu stærkt ad Enden; stadig opholdt Alvez, uden hvis Hjælp Cameron ikke kunde naa Vestkysten, ham med Snak; endelig kom Kasongo hjem, hvilket gav ny Anledning til Ophold, thi Cameron skulde være Vidne til, at Kongen ved en festlig viste sig i al sin Herlighed, omgiven af de nærboende Smaakonger; derpaa døde en af Kongens Søstre, og hendes Jordefærd tog ogsaa Tid, og til syvende og sidst fik Cameron at vide, at Alvez havde lovet at opføre et Hus for Kasongo paa et nærliggende Punkt, hvor Kongen havde til Hensigt at anlægge en By. Da Cameron kom til Stedet, fandt han imidlertid ikke Spor af Bygningen, og Enden paa det hele blev, at han i Februar Maaned 1875 med sine egne Folk maatte overtage Arbejdet for at slippe bort. I tre Uger stod dette paa, men saa kom Alvez paa Tanke om, at han paa en nærliggende Station havde nogle Folk, som han ikke havde set noget til i et Aar, hvorfor han maatte have at vide, hvorledes det stod til med dem, inden han rejste hjem. tTnder alle disse Ophold søgte Cameron forgjæves at bevæge Kasongo til at levere Kanoer og Folk til Sejladsen paa Lomami og Kongo, men fik altid det Svar. at hans Karavane var for lille, at Kongen ikke kunde paatage sig Ansvaret for at lade ham rejse alene, og at han enten inaatte rejse med Alvez' store Karavane eller paa übestemt Tid blive liggende i Urua. Til alle disse Gjenvordigheder stødte det Uheld, at hele Camerons Lejr ved en af hans Folks Uagtsomhed brændte ned. Heldigvis lykkedes det ham, dog kun med Nød og næppe, at redde sine Optegnelser fra den almindelige Ødelæggelse. Nogle af Alvez' Hytter gik med det samme op i Luer, og Slavehandleren benyttede den kjærkomne Lejlighed til at lade Cameron betale dyrt for Sager, der vel at mærke aldrig vare brændte.

I Midten af Maj Maaned brød endelig Alvez op, og Rejsen gik for en stor Del langs Vandskjellet mellem Sambese Floden, der falder i det indiske Hav, og Kongos mægtige Flodsystem. Under Vejs stødte en af Alvez' mest nederdrægtige Undergivne, Slavejægeren Kvarumba, til med en Drift paa omtrent halvhundrede ulykkelige Kvinder, som vare blevne tagne til Fange, og som nu næsten segnede under Vægten af det af Slavejægerne røvede Gods. Cameron regner, at denne Drift Slaver i det mindste har kostet fem hundrede Mennesker Livet. Ikke et eneste Mandfolk var bleven tagen til Fange; Mændene vare enten blevne dræbte eller flygtede fra deres brændende Landsbyer. Igjennem de tre til fire tusende Fod højt liggende frugtbare Egne i det indre gik Rejsen under store Savn og Lidelser langsomt vest paa gjennem Rigerne Ulunda og Lovalé. I det sidste af disse Landskaber kom Cameron tæt forbi Kilderne til Lovoa Floden, der hører til Kongos Flodsystem, og forbi Kilderne til Sambese. Umiddelbart vest for disse Egne staar Vandet i Regntiden næsten et Par Fod højt over de udstrakte Sletter, som derved forvandles til Søer med en mærkelig Fiskerigdom. Tørrede Fisk udgjøre her en vigtig Handelsvare, og Cameron saa sig nødsaget til at tiltuske sig større Beholdninger deraf; thi i de Egne, Karavanen vilde komme igjennem, vare Fisk en stor Del af Aaret det eneste Betalingsmiddel, og de indfødte fortalte, at der fra fjærntliggende Egne altid var stor Efterspørgsel efter denne Vare. Cameron passerede under Vejs Ladislaus Magyars Rejserute 1850^—51 og Livingstones 1854^—55, og flere af de indfødte mindedes endnu godt hans Landsmand. Et kort Stykke fra Byen Bihé, der ligger omtrent halvhundrede Mile inde i Landet fra Vestkysten, skiltes Cameron fra Alvez og rejste videre sammen med en Elfenbenskjøbmand, der skulde til Benguela. Bihé var den største Negerby, som Cameron havde set paa hele Rejsen; dens Omkreds var næsten en Mil, men en Del af Jorden brugtes til Græsning og Tobaksdyrkning. Cameron forærede strax ved sit Komme Kongen en Bøsse og et Leopardskind, hvilke Gaver bleve modtagne af den sorte Majestæts første Sekretær, der ikke kunde skrive, men som særdeles godt forstod at tigge Foræringer. Den følgende Dag gav Kongen Aydiens i sin Bolig, hvor hans Soldater, som vare væbnede med Buer, Spyd og gamle Bøsser, paraderede. Kongen bar sorte Klæder og en gammel, bredskygget Filthat; over den ene Skulder havde han kastet en

skotsk Plaid; for Resten var han barbenet og saa drukken, at han ravede. Han underrettede strax Cameron om, at han (Kongen) var en meget stor Mand, der slet ikke var saadan som de andre N egerkonger; han var meget stolt over, at der i Lissabon fandtes et Portræt af ham, og bemærkede til Cameron, at denne dog endelig ikke maatte tro, at han havde sin bedste Dragt paa, thi han ejede ogsaa Klæder med Guldstads paa. Efter den første Introduktion satte Kongen, hans Høvdinge og Cameron sig i en Kreds; der blev drukket rundt, og Kongen tog de største Slurke. Tæt ved Bihé har en rig portugisisk Kjøbmand, Gousalves, anlagt en Station; Cameron var henrykt over den gjæstfri Modtagelse i et civiliseret Hjem, men erklærer for Resten, at de portugisiske Kjøbmænd langt fra kunne siges at udbrede Civilisation i Landet, som vilde være lykkeligere uden dem. Med Rette betragtes en stor Del af Portugiserne med Mistillid af de indfødte, og Gonsalves turde saaledes aldrig betræde Stadens Grund. Naar han vilde tale med Kongen, maatte han finde sig i at sætte sig ved dennes Fødder paa nogle Stene, der tæt ved Byen laa under et stort Træ; thi her førtes Forhandlingerne mellem de portugisiske Kjøbmænd og Negerkongen. Fra Bihé gik Rejsen igjennem nogle af de skjønneste Egne, som Cameron nogen Sinde havde set, men tredive Mile fra Kysten blev det ham klart, at han maatte træffe overordentlige Foranstaltninger, hvis han nogen Sinde skulde bringe Rejsen til Ende; thi baade han og hans Negre vare efterhaariden af den lange Rejse blevne saa udasede og svækkede, at de ikke kunde taale at rejse blot en Tredjedel saa hurtigt som ved Rejsens Begyndelse. Han tilintetgjorde derfor alt, hvad han nogenlunde kunde undvære, lige til Seng og Tælt, og valgte sex af de kraftigste Folk for med dem at bjerge sig hurtigst mulig til Kysten. Resten af Karavanen lovede han at sende Hjælp, saa snart han kunde. Den sidste, men ikke mindst besværlige Del af Rejsen gik igjennem bjærgfulde, tyndt befolkede Egne; Skeletter betegnede ofte Slavekaravanernes Vej; men endelig oprandt den Dag, da Cameron med inderlig Taknemlighed mod Forsynet atter saa Verdenshavet. Ved Kitombéla, en lille By, der ligger nogle faa Mile Nord for Benguela, naaede han den 7de November 1875 Kysten, men da var han ogsaa bogstavelig talt opslidt. De sidste Dage af Rejsen havde den Spænding, hvori han helt naturlig var, holdt ham oppe; men aldrig saa snart havde han naaet Kysten, før han paa Grund af Sult og Overanstrængelse sank aldeles sammen, mistede i flere Dage Mælet og blev haardt angreben af Skørbug. Først flere Maaneder senere kunde han rejse hjem.

Som man vel kan fatte, blev Budskabet om, at

man være i Stand til at give Slavehandelen dens Knæk. .Sqm*vi -navé ointalt, kom hah'under Vejs gjennem de Egne, hvor Sambeses og Kongos Flodsystemer saa at sige række hinanden Haanden. En Kanal af fem til syv Miles Længde vilde her kunne skaffe en Vandforbindelse til Veje mellem* det indiske Hav og Atlanterhavet, og til et saardant Anlæg er Terrænet særdeles gunstigt.

Ät Tanganjika Søen maa henregnes til Kongos og ikke til Nilens Flodsystem, anser Cameron for at være sikkert, og vi skulle her skitsere Afrikas andet store Flodsystem. Kongos betydeligste Kildeflod maa rimeligvis søges i Tschambese, der ikke maa forvexles med den oftere omtalte Hovedflod Sambese, som falder i det indiske Hav. De,n falder i den over tredive Mile lange og femten Mile brede Bangveolo Sø, som mellem 11^—12° s. Br. og 28V«^{0 —} 31° ø- Lgd. ligger omtrent 3600 Fod over Havets Overflade i en overordentlig sumpet Egn, hvorfra en Mængde Smaafloder flyder til Søen. Fra Søens nordvestlige Hjørne løber Floden, der her hedder Luapula, under nogle Bugtninger Nord paa, i det den optager flere Bifloder. Omtrent fem og tyve Mile i lige Linje fra Bangveolo falder den i en anden stor Sø, Moero, der ligger omtrent 2900 Fod over Havfladen, og fra denne Sø løber Floden i nordlig Retning hen til den store Landschi eller Kamolondo Sø, som ligger under 03/*o³/* ° s. Br. Det er Livingstone, vi skylde vor Kundskab til disse Søer og de omliggende Egne. Inden Floden falder i denne Sø, er det, at den i sin højre Bred optager Camerons Lukuga, medens den i sin venstre Bred optager den efter al Rimelighed halvandet hundrede Mile lange Flod Lualaba, der løber igjennem flere store, flodlignende Søer. Fra Landschi Søen flyder Floden under Navn af Lualaba i nordlig og. nordvestlig Retning til Nyangvé, hvor den, som tidligere omtalt, i en Afstand af to hundrede og tyve Mile i lige Linje fra Atlanterhavet, antager en betydelig Bredde og Dybde med en temmelig rivende Strøm. Fra Nyangvé, hvor Flodens VandnÄsse er fern Gange større" end Nilens ved Gonddkoro (omtrent 400 Mile fra Middelhavet), antages Floden at gjøre en større Krumning Nord paa for at flyde igjennem den omtalte, store Sankorra Sø. Under sit Løb fra denne til Havet optager den rimeligvis betydelige Tilløb, af hvilke-Kvango, der falder i den venstre Bred, og hvis Løb strækker sig over ni Breddegrader, turde være den største. Under 6° s.' Br. falder Kongo i Atlanterhavet og er ved Mundingen indtil to hundrede Favne dyb, medens Vandet i Havet endog et Par Mile til Søs skal være fersk.

Endnu har det kun lykkedes at trænge omtrent halvhundrede Mile op ad Kongo, og skjønt det vel ikke kan siges at være fuldt godtgjort, at Kongo og Lualaba ere en og samme Flod, førend hele dennes Løb er blevet undersøgt, maa dette dog nu regnes som fastslaaet. De nyeste Højdemaalinger angive bestemt, at Lualaba ikke hører til Nilsystemet; herfor taler ogsaa Flodens og dens Bifloders Retning, samt Hovedflodens betydelige Størrelse selv i den tørre Aarstid, og alle Theorier om Tanganjika Søens og de Syd og Vest for denne værende Floders og Søers Forbindelse med Nilen maa nu regnes for skrinlagte, skjønt de i sin Tid ere blevne delte baade af "rejsende og Geografer, hvis Stemme havde stor Vægt.

Som vi have set, har det lykkedes den nyeste Tids utrættelige rejsende at forøge vor Kundskab om det indre Afrika i en ikke uvæsentlig Grad; men et Blik paa Kaartet vil vise, at der endnu findes ,store Landstrækninger, som ingen civiliseret Mand har betraadt. Det er derfor en stor Opgave, som man i Brüssel har begyndt at tage fat paa; men de bekjendte Navne, der have paataget sig at virke hen til at samle de spredte Kræfter til en systematisk Undersøgelse, ere en god Borgen for, at der i den nærmeste Fremtid vil blive udrettet noget klækkeligt i Hjærtet af- Afrika.