Dansk og engelsk. Visse Meninger og fordomme hav« en saa mærkelig Livskraft, at de, om de end for længe siden ere blevne fuldstændig gjendrevne, stadig dukke op igjen og finde Tiltro ikke alene hos Folk i Almindelighed, men ogsaa undertiden hos virkelige Fagmænd. Det turde derfor ikke være overflødigt at omtale en gammel Vildfarelse, som endnu er altfor meget udbredt, skønt dens Urigtighed er bleven klart paavist for 50 Aar siden, den nemlig, at der skulde være et særligt Slægtskab imellem det danske og det engelske Sprog*).

Den nævnte Mening er væsentlig opstaaet paa Grund af de ikke faa Ordligheder, der findes imellem dansk og engelsk, og særlig have, som man véd, mange villet hævde et meget nøje Slægtskab mellem jysk og engelsk, saa at man endog har forsikret, at f. Ex. en vesterjysk og en nordengelsk Bonde uden Vanskelighed skulde kunne gjøre sig forstaaelige for hinanden, l denne Henseende maa det nu først og fremmest mærkes, at disse Ligheder for en fordomsfri og rolig Betragtning vise sig at være baade færre og mindre, end man sædvanlig mener**). Og selv ide Tilfælde, hvor der findes en virkelig Overensstemmelse, kan denne ikke godtgjøre et nøjere Slægtskab imellem de to Sprog, thi et saadant kan kun godtgjøres ved hele den grammatiske Bygnings Overensstemmelse; men den har, som K. J. Lyng by har paavist, sin Grund dels i Ligheden mellem Stammesprogene oldengelsk og oldnordisk, og dels i, at dansk (jysk) og engelsk undertiden og uafhængige af hinanden have udviklet sig paa samme Maade***). Naar man saaledes jævnfører det jydske hw i „hwa" med det engelske wh i „what",' har dette Sammentræf simpelt hen sin Grund i, at ,ordet „hvad" baade i oldnordisk og oldengelsk begyndte med hv, hvilket har holdt sig i engelsk og jysk, imedens vi derimod i sædvanlig dansk ikke udtale h'et. Derimod er det af en anden Grund urigtigt, naar Worsaae^) har sammenstillet nordengelsk „yen" (én) med det jyske ,jen"; her ere nemlig Grundformerne forskjellige og Ligheden er først opstaaet ved, at Bogstavet j i en forholdsvis sen Tid er blevet indskudt. I det hele kan man, som Dr. Jessen har fremført ff), omtrent være vis paa, at Lighederne ikke ere indkomne fra dansk, da de i saa Fald maatte lyde forskjelligt, paa Grund af de Ændringer, som de to Sprog have undergaaet siden den Tid, da Laanet maatte være sket.

Hermed skal naturligvis ikke være sagt, at der slet ikke er optaget danske Ord i engelsk og i engelske Landskabsmaal; vi have kun villet fremhæve, at deres Tal er langt ringere, end man sædvanlig forestiller sig, og at kun faa af dem ere trængte ind i det nuværende Skrift- og Almensprog; men fremfor alt maa man, som antydet, ikke af de tilsyneladende eller virkelig- tilstedeværende Ligheder imellem dansk og engelsk lade sig forlede til at antage et nøjere Slægtskab mellem de to Sprog og de Folk, som tale dem. Det vil saaledes indses, at Sagen ikke er uden etnografisk Interesse, og man vil heri finde Berettigelsen til at fremdrage den for dette Tidskrifts Læsere, af hvilke desuden vistnok adskillige ikke have Adgang til de Værker, hvori de Anskuelser, hvorpaa ovenstaaende Udvikling støtter sig, først ere fremsatte. TV

*) Penne Synsmaadrs Urigtighed er saaledes allerede 1817 g-odtgjortaf R. Rask i hans „Angelsaksisk Sproglære" (Fortalen).

**) Naar saaledes en for Kosten sagkyndig engelsk Forfatter har paastaaet, at „et lins" og „at kalde" i jysk og engelsk udtales ens, nemlig som „a hotis" o? „kali", hidrører dette fra en Misforstaaelse. I)cr er næppe noget Ord, som paa jysk hedder „ahous'-, og den jyske Udtale af „kali'' er i høj Grad forskjellig fra det engelske „call". Jævnfor herom en anonym Artikel i „Gentleman's Magazine" 1852. meddelt i ..Antikvarisk Tidskriff 1852_—54 i en Afhandling ..Oldengelsk og Oldnordisk" af G. Brynj ulfsson, der samme Steds nævner G. Stephens som Forfatteren. '

***) Bidrag: til en sønderjysk Sprog-lære (Indledningen).

+) Minder om de Danske og Kordmændene i Ensrland. Skotland og Irland.

++) „Gamtneldanske Lydforhold" i Tidskrift for Filologi og Tædagogik. I.