En Tur paa Jærnvejen over Panamåtangen*). Ved Solopgang stod Damperen „Colon" ind imod Land efter de tre Dages Rejse fra St. Thomas. I Følge Bestikket havde vi Land i Naarheden, men tætte Taager mindskede Synskredsen, og der blev navigeret med stor Varsomhed. Et Kanonskud affyredes, og samtidig med et Drøn. fra et amerikansk Vagtskib i det fjærne, bragte Vinden os en ejendommelig krydret, honningsød Vellugt. Det var blomstrende Mangotræer, der sendte os deres Hilsen mile vidt til Søs. Vi gik da frem ad i Taagen, og snart viste sig utydelige kostformede Masser; det var Palmekronerne, som ragede op over Kyststrækningernes Skove, og som for os uindviede toge* sig ud som store Vagertoppe. Men efterhaanden som Taagerne lettede, saa vi de lave, skovklædte Kyststrækninger og bag dem et noget højere liggende Land. Vagtskibet passeredes, atter et Skud, og vi fortøjede ved en de store Kaier, hvis Lagerhuse og Embedsboliger danne Hoveddelen af Staden Colon eller, som den ogsaa kaldes, Aspinwall efter Nordamerikaneren af samme Navn. Et Par Hoteller og J ærnvej sbygninger ere opførte af Mursten, Resten_l af Byen* er simple Træhuse, tækkede med Tagspaan. Brolægning og planmæssig Bebyggelse af Terrænet findes kun for Havnegadens Vedkommende. Faa Hundrede Skridt fra Byen staar man foran et næsten uigjennemtrængeligt Fletværk af Kaktusser, tornede Akasier, lave Palmer og Lianer. Mange af Planterne have pragtfulde Blomster, store, spraglede Sommerfugle og glimrende Pragtbiller findes i Mængde, og mine unge engelske Rejsefæller gjøre hurtig en rig Høst til den for første Gang brugte Botaniserkasse. Imellem Krattet og den fugtige Jord staar, skjønt Solen alt brænder, Taagen endnu og dirrer i Varmen, og de indfødte, som vi møde, forekomme os, til Trods for deres brune og sorte Lød, at have et sygeligt Udseende. Skjønt jeg var vant til Vestindiens

---

*) Uagtet der for tolv Åar siden er trykt en, af daværende Løjtnant H. Garde affattet Beskrivelse af en saadan Tur, optage vij ovenstaaende smukke Skildring:, der kan tjene som Supplement til Meddelelsen om Kanalvejen i de her omtalte E?ne, o? som tillige "for Læseren oplyser ét og andet om Vanskeligheden ved at udføre større Jordarbejder der- Red.

Varme, blev Heden mig dog trykkende, og vi opgave den. alt tidligere lagte Plan at foretage en Fodrejse langs Jærnvejen til Byen Panama. Senere erfarede vi, at Rejsen af andre Grunde vilde være strandet; Færsel langs Jærnvejen er nemlig forbudt, og anden Vej findes ikke mellem Colon og Panama, eftersom den tidligere Kørevej for længe siden er voxet til. — Vi løste da Billetter, der rigtignok vare noget kostbare; thi man betaler henved 100Kroner for at køre en Afstand, der ikke er længere end 12 Mile, altsaa en Del kortere end fra Kjøbenhavn ti! Korsør. Banen er anlagt af Nordamerikaneren Aspinwall, der stod i Spidsen for et Aktieselskab; den har kostet 17 Millioner Kroner (Kjøbenhavn— Korsør Banen kostede 13 Millioner), og der er ingen Konkurrent. Yankeerne forstaa at gjøre sig betalte!

Saa gik det af Sted over den smalle Dæmning; paa begge Sider var der Sumpe, hvor Indianerne gik i Vand til højt op paa Livet for med store Knive at afhugge Grøden. Det var kinesiske Sukkerrør, Bambusrør, unge Bananer og smaa Palmer, der bleve kappede bort for at holde Jordsmonnet frit. For første Gang saa jeg her Befolkningen sejle i Kano. Man sætter sig ned i Bunden agter i Baaden, holder svært paa Balancen og ror saa med en dobbelt Aare. Det gik flinkt; men efter Sigende hører der stor Øvelse til, naar man skal undgaa at kæntre. De indfødtes Boliger ere kun faa og ligge altid paa en Forhøjning; Gulvet er hævet flere Fod over Jorden, Væggene ere Fletværk af Grene, og kun paa Taget er der anvendt større Flid. Tagene ere meget høje og stejle for let at kunne bortføre Regnen; almindelig ere de tækkede med Palmeblade, hvorfor de i Hytternes Nærhed voxende Palmer ere stærkt plyndrede og se meget magre ud. En helt anden Krone smykker den Palme, som har faaet Lov til at voxe ude i Sumpene, og hvis Blade man^ ej uden Møje kan hente. Vinden rasler med Bladene, og Kronen svajer saa yndefuld hid og did, som om den naadig hilste paa den beundrende rejsende, der farer den forbi. Terrænet bliver mere tørt; man ser Skoven rykke nærmere, og snart kører man ligesom i en Allé, der synes festlig smykket med Guirlander. Ved Jærnvejskanten ' voxe smaa Palmer og Akasier, over dem skygger Bananen med sine brede, friskgrønne Blade, der her ere større og frodigere, end jeg anden Steds har set, og over disse hæve sig atter Mahognitræer, Marigotræer og utallige fremmede Former, der uagtet deres Højde hist og her overskygges af de statelige Palmekroner, der danne ligesom „en Skov over Skoven". Imellem dette Mylder af Arter af forskjellige Træer slynge sig Lianer med hvide, violette og gule Blomster, og det hele frembyder en uigjennemtrængelig Mur.

I disse yppige Omgivelser stansede Toget, og imedens Lokomotivet fik Vand og Brænde, brugte Passagererne det lille Ophold til at stige ud af Vognene for nærmere at se paa den fremmede Planteverden. Det var morsomt at lægge Mærke til en tysk Herres Overraskelse, da jeg rørte ved en Gren af den følsomme Mimose og derved bragte Planten til ät lukke Bladene og sænke Grenene. For hvert Skridt maatte man træde paa slige Buske, og det næsten paadrog mig en smertelig Følelse, at vor Nærværelse gjorde saa megen Forstyrrelse. De gjentagne Forsøg af Tyskeren paa at overbringe en Busk til en i Vognen siddende Dame, for at hun kunde se paa Plantens krampagtige Fornemmelser, mislykkedes, selvfølgelig under almindelig Munterhed. — Atter gik det frem ad; Udsigten aabnede sig af og til ud imod en Flod eller imod dyrkede Højder, hvis skovklædte Skrænter fortonede sig saa let som bag et blaaligt Slør. Vi passerede flere af de indfødtes Byer, hvis kvindelige Befolkning i deres farvede Skørter og bredskyggede Herrehatte samt med en Blomst i Haaret toge sig godt ud, i det de gjengjældte vore Hilsener ved at vinke med Haanden paa den for Sydboerne ejendommelige Maade. Børnenes Dragt bestaar kun af en mer eller mindre fuldstændig Skjorte og en Hat; men. naar blot endda Hatten forefindes, er Paaklædningen højst respektabel. Paa en Højde tæt ved en af Gjennemskæringerne af Jærnvejen stod en Gruppe Børn i alle Afskygninger fra sort til hvidt, og paa min Forespørgsel fortalte en af Banepersonalet, at det var Levninger af en tysk Arbejderkoloni, Da Bauen byg

«jedes, rasede Feberen voldsomt mellem Arbejderne, ug til
Sidst vilde Amerikanerne ikke mere søge Arbejde der. Man
fik da, som Yankcen udtrykte sig, et Par Skibsladninger
Hesscr importerede; men det varede ikke længe, inden de
vare døde. Paa det nævnte Sted syntes dog de smaa Haver
og nette Hytter at vidne om, at nogen Civilisation endnu
fandtes, ligesom ogsaa det blonde Haar og de blaa Øjne
under den mægtige Hat maatte have et Ophav.
Næste Stansning indtraf ved en pyntelig, hvidmalet
Station, hvor Abildsiner og Bananer fristende hang i en
smuk Have; Vinranker snoede sig op langs Muren og med
store Druer, som om de ret vilde sætte vor Ærlighed paa
Prøve. Medens vi ventede paa et krydsende Tog, handlede
man ivrig om Blomster og Frugt, som Indianerne falbøde.
En gammel, graahovedet Neger, der solgte Cigarer, fortalte,
at han havde arbejdet paa Banen, og da Evropæerne
(Hesserne) vare døde, havde man importeret Kinesere i
Masse. Man tændte Baal for at rense Luften, man
undgik at arbejde i den varmeste Tid, og dog døde Arbejderne
i hobe Tal; for hver Svelle paa Vejstrækningen er
et Liv gaaet tabt ved den frygtelig ondartede „Panamåfeber".
Under Bygningen af den nærliggende Jærnbro over
Chagresfloden havde han selv mistet et Led af en Finger, men
det regnede han for intet; derimod vilde han nødig dø af
Feberen, kastes i Floden og saa ædes af Alligatorerne.
Under den gamles Formaninger om ikke at drikke for meget
Vand eller Brandy og frem for alt ikke at være bange for
at blive angrebet af Feberen, bøde vi hurtig Farvel og raslede
snart bort over Jærnbroen. Atter gik det ind i Skovene
imellem Højder ligesom Himmelbj serget. Hist og her strøg
vi forbi en Klippevæg, saa gik det atter over Sumpe og
igjennem Krat. Overalt var der den yppigste Plantevæxt,
men kun faa dyrkede Mais- eller Sukkermarker og ingen
større Landsbyer. Efterhaanden som vi nærmede os Sydhavet,
blev Landet mere dyrket, Landsbyerne større og
talrigere, og flere nette Stationer fulgte hurtig paa hverandre
Toget minskede Fart, og da vi svingede ud af en
Dal, tilraabte vi nogle unge Indianerkvinder, om vi vare nær
Byen Panama. „Aqui" (Vand), raabte de smilende og pegede^
frem ad, og der laa det store Hav med dets Dampere, saa vel
som Byen med dens mange Kirker, Klostre og Fæstningsværker;
den var visselig i Forfald, men prægtig tog den sig
ud i den stille Eftermiddag. De hvide og gule Mure aftegnede
sig saa skarpt imod det blaa Hav, og det blødtklingende
spanske Sprog, de spraglede Klædningsstykker,* de
malerske Bygninger og Folk af alle Farver og Eacer lode
mig glemme, at Brolægningen var yderlig slet og Dragerpengene
usædvanlig høje. Imedens de fleste rejsende ventede
paa Floden for at kunne gaa om Bord i en amerikansk
Floddamper, der skulde føre Passagererne ud til nogle smaa
Klippeøer, hvor Havdamperne ligge, søgte jeg Logi i en.
Gjæstgivergaard.

Staden Panamas Befolkning er selvfølgelig stærkt blandet, og de arbejdende Elementer ere for største Delen fremmede. Landboerne ere brune, spinkle Folk med glat, stridt og blaasort Haar. Imod mig vare de meget gjæstfri, thi jeggik imellem dem foren Franskmand; Nordamerikanerne ynde de ikke, og det er jo ogsaa kun den brutale Del af Yankeerne, som de almindeligvis komme i Samkvem med. En stor Fornøjelse var det for mig om Morgenen at gaa over Torvet. Der var en Pluddren og en Handlen med Frugter, Høns, Fisk, udmærkede Østers, Skildpadder, Søpølser, Havsnegle og kæmpestore Krebsdyr; selv halvdøde Boaslanger falbødes for at steges. Poppegøjer, kunstige Blomster, Klapperslanger i Ølflasker og Tusendben paa en Pind, der drejes op og ned ad, efter som Dyret nærmer sig Haanden, samt Vandkølere af Ler og Panamahatte ere de indfødtes Handelsvarer. De fleste Hatte tilvirkes nok for Tiden i Tyskland og indføres derefter atter til Amerika. Vil man have sig en^ægte Panamåhat, gjør man derfor rettest i at kontrollere Arbejdersken under Hattens Tilbliven, Byen selv er kun en Skygge af tidligere Velstand. Mange af Kirkerne ere Ruiner; én bruges til Varelager, i en anden var jeg til Beriderforestilling. Med Undtagelse af et Par aabne Smaakapeller holdes der nu kun Gudstjeneste i den

méd_r glimrende Perlemoslinger tækkede Domkirke og i Santa Anna. .'Et'Nonnekloster er Vagtstue, og i en stor Kirkeruin er Pesfagsisedje; Kors og Fløje dingle alle Vegne, saa og med Troen. Og Erkebispen har altfor mange unge Piger i sit Hus til, at hans Husstand kan tjene til Efterfølgelse.

---

*) En enkelt Kreds i Westfalen. Bochum, hårde 1855 kun 64,000 Indb., 1875 205,000.

*) Efter en Opgivelse af Byens statistiske Bureau har Berlin i Februar 1877 naaet op orer l Mill.