Dorn, P.: Geologie von Milleleuropa. E. Schweizerbartsche Verlagsbuchhandlung, Stuttgart 1951. 474 sider, 91 tekstfigurer, 24 tavler, et farvelagt kort og 11 stratigrafiske skemaer.

Bogen omfatter overvejende Tyskland, men medtager i vest Belgien
og Holland, i øst Polen, Bøhmen og Karpaterne, i nord Danmark
og Skåne og i syd Alperne; de sidste dog meget kortfattet.

Den er stærkt tektonisk præget og stratigrafien behandles kun
i meget store træk i de strategiske skemaer. Fossilindhold omtales
overhovedet ikke.

Den geologiske udvikling behandles ligeledes i store træk indenfor
de enkelte tektoniske områder som det nordtyske sænkningsområde,
Harzen, Flechtinger Höhenzug, Rheinische Masse etc.

Hele fremstillingen er stærkt præget af Stilles tektoniske ideer og er på mange punkter meget teoretisk, baseret på tyngdemålinger og magnetiske målinger. Disses noget tvivlsomme værdi fremgår i øvrigt af forfatterens forord, hvori han skriver, at offentliggørelsen af de under det tredie rige udførte rigsboringer og olieselskabernes offentliggørelse af deres borearkiver har frembragt et stort materiale, der viser, at Mellemeuropas geologiske bygning er helt anderledes end man forestillede sig for 15 år siden.

Bogens meget teoretiske behandling og svaghederne ved denne får man et tydeligt billede af ved betragtning af de afsnit, der omhandlerDanmark. I overensstemmelse med Stilles teori om en Mittelmee r^—Mjøsen sænkningszone lægges der på grundlag af magnetiskemålinger

netiskemålingerog tyngdemålinger 3 N-S gående forkastningszonergennem Danmark, den ene gennem Vestjylland, den anden tværs over Fyn og den tredie over Lolland og Sjælland, til trods for at danske geologer gang på gang har påvist, at de tektoniske retningslinier i hvert fald på øerne går på tværs af de her omtalte.

Det røde ler på Bornholms sydkyst henføres til Gipskeuper,
skønt alderen i virkeligheden er ganske ukendt.

En anden svaghed ved bogen er, at den geologiske udvikling kun er behandlet indenfor delområderne, hvilket gør det meget vanskeligt at få overblik over udviklingen i de enkelte geologiske perioder. Både faciesfordelingen, palæogeografien og den tektoniske udvikling burde være behandlet oversigtsmæssigt som en helhed.

Tavlerne er dels profiler, dels geologiske kort over delområderne. Også her studser man over den mangel på omhu, hvormed de er udarbejdede. Tavle I er et oversigtskort over de geofysiske målinger i Danmark. På dette kort har de danske landsdele fået ganske umulige former. På Sjælland mangler Issefjorden, Sjællands Odde, Refsnæs og Asnæs totalt. Møn mangler ligeledes. Taasinge er en halvø med Fyn, de østjyske fjorde og Limfjorden samt de danske Vesterhavsøer er heller ikke med, skønt kortet er tegnet i en målestok, hvor disse detailler udmærket kunne medtages.

Det bedste af bogens indhold er behandlet langt fyldigere og mere anskueligt i Bubnoffs: Geologic von Europa fra 1930^—36. Bogens berettigelse må vel nærmest ligge i, at den medtager de ndringer opfattelsen af Mellemeuropas geologiske bygning, som det nylig offentliggjorte materiale fra borearkiverne har nødvendiggjort, men den skal alligevel læses meget kritisk.