Hans Stille:. Die jungalgonkische Regeneration im Raume Amerikas. Abh. z. Geotektonik Nr. 1. Herausg. v. Geotektonischen Inst. d. Akademie. (Abh. d. Deut. Akad. d. Wissenschaften z. Berlin, Math-naturwiss. Klasse, Jahrg. 1948. Nr. 3).

Din. A. broschirt, 39 sider med 12 figurer. Bogladepris 5,25 Dm.
Akademie Verlag, Berlin 1949.

Denne afhandling er et led i den lange række af analyser over
jordens tektoniske strukturelementer, som Stille i årenes løb har
publiceret.

Udgangspunktet er Stilles påstand, at jordens udviklingshistorie kan deles i to stortider: Protogæikum og Megakæikum. Den første af disse svarer til Arkaikum og det ældre Algonkium til og med den algomiske foldning i det canadiske skjold.

Ved slutningen af Protogæikum, d. v. s. subjotnium i Fennoskandia skulle jordens ældste urkontinenter (fastlandskærner) være sammensvejsede af de forudgående bjergkædefoldninger (Marealbiderne, Svekofennider og Karellider i Fennoskandia) til et sammenhængende kontinent, Megagæa, der i øst og vest beskylledes af Urpacifik oceanet og gennemhulledes af 4 mindre uroceaner, Urarktik, Urskandik (Havet mellem Norge — Island og Grønland), Det nordlige Uratlantik (Atlanterhavet mellem en linie fra Irland til New Foundland og en linie fra Amazonmundingen mod NØ. til Gibraltar) og det sydlige Uratlantik (Det sydlige Atlanterhav mellem en linie fra Rio Janeiro til Swakopmund i SV. Afrika og en linie fra Falklandsøerne mod SV. til kanten af Antarktik ved 30° ø. 1. og derfra i en bue op til Sydafrikas vestkyst). Landmassen omfattede således også hele Det indiske Ocean og det vestlige Stillehav indenfor linien New Zeeland — Fiji Øerne — Solomon Øerne —_• New Guinea — Marianerne til Japan.

Ved begyndelsen af den derpå følgende Neogæikum brækkes dette

fastland nu op igen og de senere kaledoniske, variskiske og alpine
geosynklialer synker i dybet, hvorpå foldningsprocesserne begynderforfra.

Ud fra dette grundlag søger Stille nu i det foreliggende arbejde at drage sammenligninger med de tektoniske elementer i Vestindien og i området mellem Sydamerikas sydspids og Vest Antarktika og ved undersøgelse af de nye urgeosynklinalers placering i forhold til uroceanerne at finde almengyldige lovmæssigheder for den tektoniske udvikling også andre steder på jorden.

I de sidste 30 år har man som bekendt vårret præsenteret for en række af tyske geologers (Rober, Wegener, Staub, Stille o. fl.) mere eller mindre spekulative forsøg på at udrede de tektoniske processers systematik, forløb og årsager. Mange vigtige iagttagelser er herved kommet for dagen og er stillet i forhold til hinanden, men noget entydigt og fuldgyldigt billede er endnu ikke fremkommet.

Ganske vist går puslespillet altid op, men man må erindre, at brikkerne, hvoraf billedet sammensættes, kun delvis er skåret og formet af naturen selv. Over store områder, hvor direkte iagttagelser er umulige og indirekte målinger kun er mulige i begrænset grad, er brikkernes form skåret til efter de forskellige tektonikeres forgodtbefindende.

Stilles her foreliggende afhandling adskiller sig i så henseende
heller ikke fra forgængerne, og er derfor kun af en vis teoretisk
interesse. Kaj Hansen.