Sven Brun: Eneboeren i Atlanterhavet. Grøndahl & Søns Forlag. Oslo 1951.

Denne bog er en slags pilgrimsfærd til gamle Island, til sagaens land og den middelalderlige kulturs land. Skildringen bygges op på gammel og ny litteratur, navnlig gammel, og skrider frem som en rejse gennem Islands minderige egne. Man får derved en vævning af rejseiagttagelser fra årene 1937 og 1939 med naturskildring og med karakteristik af visse af de momenter, forfatteren har mødt. Den anden side af stoffet er begivenheder fra den gamle litteratur, som forfatteren gør levende ved at placere den i nutidens milieu. Forfatteren er desuden fortrolig med den del nordisk litteratur om Island og har på grundlag af disse forskellige elementer opbygget en meget tiltalende bog.

Den skal ikke lastes for det, den ikke indeholder, og heller ikke fordi Island i dag er noget andet end i 1939; og netop derigennem at forfatteren i alt væsentligt skærer nutidens store åndelige, politiske og økonomiske kampe ud af sit stof, kommer der en ro over billedet, som virker velgørende, og ret beset er det jo sandt, at Egils, Gunnars, Grettis og Jon Arasons land stadig eksisterer og altid vil eksistere, så længe nordisk kultur består. Derfor vil en bog som denne have en opgave også fremefter.

Udstyret er smukt og billederne gennemgående gode.