Hans Peltersson: Med Albalross over havsdjupen. 239 sider, 18X23 cm, 133 fig. Alb. Bonniers forlag. Stockholm 1950.

Ekspeditionen forlod Göteborg d. 4. juli 1947 og vendte tilbage 15 måneder senere med et meget stort materiale, som nu er under bearbejdelse. Rejsen gik mod vest rundt om jorden, og i ekspeditionens sidste afsnit foretoges derudover en rejse tværs over Atlanterhavet og tilbage.

Hans Petterssons rejseberetning indeholder en beskrivelse af arbejdet om bord med alle de glæder og skuffelser, held og uheld, som et i teknisk henseende så vanskeligt arbejde nødvendigvis må bringe. Men desuden en lang række skildringer af oplevelser under besøg i land, især på de øer, som „Albatross" af en eller anden grund måtte anløbe, f. eks. den lille koralø Kapingamarangi i Gilbertarkipelaget, Galapagosøerne, Nukuhiva (Marquesasøerne), Tahiti, Bali, Java, Seychellerne, den sjældent besøgte, übeboede St. Pauls Rocks i Atlanterhavet nær Ækvator og mange andre.

Alt dette er charmerende og kunskabsgivende læsning, men for den videnskabeligt interesserede er det alligevel noget andet, som gør det stærkeste indtryk, nemlig de glimt, man nu og da får af ekspeditionens videnskabelige formål, arbejdsmetoder og resultater, og da navnlig sådanne hvor nye metoder og resultater berøres.

Albatross-ekspeditionens hovedformål var undersøgelser vedrørende
havbunden, navnlig på større dybde, og blev fastlagt i følgende

1. Undersøgelse af niveauforhold.

2. Måling af sedimentdækkets mægtighed ved hjælp af under-

søiske sprængninger.

3. Undersøgelser af dybhavssedimenter gennem optagelsen af

lange sedimentprofiler.

4. Vandets temperatur og indhold af opløst materiale især nær

bunden.

5. Dagslysets nedtrængning i vandet.
6. Undersøgelse af bundfaunaen.

Det mest bemærkelsesværdige er vel nok optagning af boreprøver fra havbunden. Den her anvendte teknik er ny og betegner et yderst nyttigt fremskridt i studiet af havbundens sedimenter på store dyb. Allerede Challengerekspeditionen benyttede rørlod, som under gunstige forhold gav sedimentpropper på indtil 2 fod. Væsentlig videre nåede man ikke før omkring 1930, da amerikaneren Piggot konstruerede et rørlod, som kunne tage prøver på indtil 2 meters længde, i et enkelt tilfælde ca. 3 meter. Nu har Pettersson og Kullenberg opfundet to nye rørlod, hvormed man i 1945 optog sedimentpropper på indtil 20 meters længde. Da afsætningen af sedimenter i de centrale dele af oceanerne foregår yderst langsomt, repræsenterer disse lag uhyre tidsrum formentlig indtil 3 mill, år af jordens historie. De hidtil offentliggjorte analyser har allerede givet interessante vidnesbyrd om istidernes klimavekslinger, og man har derigennem fået en forbindelse mellem dybhavssedimenternes aflejring og den af fastlandsgeologerne bestemte veksling af istider og interglacialtider.

I denne sammenhæng må også nævnes de dybe ekkolodninger ved hjælp af nedsænkede eksplosiver, som gav det meget vigtige resultat, at sedimentdækkerne på de store dyb i Atlanterhavet er ganske mægtige, nemlig fra nogle hundrede meter op til ca. 3 kilometer. Hvis man regner med en afsætning af ca. 7 millimeter pr. rhundrede det røde dybhavsier i det centrale Atlanterhav, kommer man til en aflejringstid på ca, 400 millioner år. Dette er et meget stærkt modargument mod Alfred Wegeners berømte teori om kontinenternes forskydning, efter hvilken Atlanterhavet skulle være en relativt ung dannelse (ca. 70 millioner år).

Et særligt studieobjekt udgør de vulkanske askelag i dybhavssedimenterne, de radioaktive stoffer og det meteoriske materiale, altsammen udgangspunkter for erhvervelse af ny viden om oceanernes millionårige historie, hvori man tillige finder oplysninger, som på en eller anden måde kaster lys over jordens udvikling som helhed. Og navnlig er der et meget vigtigt alment spørgsmål, som man nu synes at have fået mulighed for at nå en vis klarhed over, nemlig at visse dele af oceanerne må have eksisteret nogenlunde uforstyrrede gennem uhyre tidsrum af jordens historie.

Det er derfor med de allerstørste foventninger, at den videnskabeligeverden nu venter på offentliggørelsen af resultaterne fra Albatrossekspeditionen.Når man studerer de foreløbig offentliggjorte resultater, har man en følelse af at stå over for begyndelsen til noget meget væsentligt i naturvidenskabens stræben efter at kende

vor jord, og der er grund til at glæde sig over, at professor Hans
Pettersson på en så glansfuld måde har videreført de traditioner,
der er knyttet til det oceanografiske institut i Göteborg.