Efter afslutningen af sit program kan Dansk Pearyland Ekspedition nu se tilbage på en virksomhed i verdens nordligste landområde, der omfatter 4 somre og 2 vintre. Placeringen af dette fremstød i forhold til tidligere Pearylandekspeditioner er allerede givet i Geografisk Tidsskrifts 49. bind (årgang 1948_—49) af cand, mag. Børge Fristrup, der samtidig skildrede ekspeditionens forløb og berørte arbejdet og erfaringerne til og med udgangen af det første overvintringsår i august 1949, det vil sige sålænge han selv var deltager. Med denne artikel bringes til afrunding af billedet en redegørelse for sidste overvintrings forløb, specielt i meteorologisk henseende, hvor nye talstørrelser meddeles til sammenligning med de i Fristrup's artikel forekommende. Hovedvægten skal imidlertid lægges på en opsummering af ekspeditionens topografiske iagttagelser og opdagelser.

Det første overvintringshold i Pearyland for perioden 1948^—49 talte, som nævnt af Fristrup, 8 mand, og det følgende hold for perioden 1949^—50 bestod kun af 7, med denne artikels forfatter som eneste genganger. Udskiftningen fuldbyrdedes i sommeren 1949 ved 16 flyvninger, som bragte ialt 27 tons last til Pearyland fra „Sydbasen" i Zackenberg på 74° nordlig bredde. Foruden nyforsyningeraf proviant, brændsel og brændstof fik vi materialer af forskellig slags til udbedring og udbygning af stationen. Hovedhusetbeklædtes udvendig med et ekstra lag isolationsplader, og for at lune det yderligere sattes et bislag op foran indgangsdøren. På pladsen udenfor byggedes et nyt, rummeligt lagerhus, og der blev rejst to ekstra vejrmøller, således at vi nu rådede over 3 stykker, nemlig to 6-volts møller til radiostationen og en 32-volts mølle til belysningen. Takket være den accumulator-opladning, disse møller

præsterede, aflastedes husets benzin-generator så meget, at forbrugetaf
brændstof gennem hele året nedsattes til et minimum af
ca. 250 liter.

Hundebestanden øgedes med 8 individer til et samlet antal af 26 dyr fordelt i 4 spand, og for at give dem bedre kår under snestormene opførtes et hundehus til hvert spand på den selv om vinteren snefri terrasse lige bag husets vestgavl. Herved forskånedes vi for de kvaler, hundepasningen havde voldt den første vinter, og slap igennem mørketiden med alle dyrene i behold.

Sidste flyvning fandt sted den 26. august, og den anden overvintring
i Pearyland tog sin begyndelse med følgende ekspeditionsmedlemmer
forsamlet i Brønlundhus:

Nielsen, Thorkild Monrad (f. 1918), glaciolog, geograf, kartograf.
Rasmussen, Knud Ellitsgaard (f. 1923), geolog.

Sørensen, Kristen (f. 1924), radiotelegrafist.
Haagensen, Børge Ib (f. 1927), radiotelegrafist.
Samuelsen, Tobias (i. 1916), grønlandsk fanger.
Geisler, Jens (f. 1930), grønlandsk fanger.
Knuth, Eigil (f. 1903), leder, arkæolog.

Efter afhentning af holdet og lukning af stationen den følgende sommer kan hele ekspeditionsforetagendet belyses ved følgende statistik: Ved udførelse af ialt 50 Pearylandflyvninger bragtes godt 70 tons last til Brønlundsfjord på 962 flyvetimer med en tilbagelagt flyvedistance, svarende til 5 gange jorden rundt ved ækvator. Herunder satte 75 forskellige mennesker foden på pearylandsk jord, og 10 videnskabsmænd fik budt arbejdsvilkår deroppe. Andre 7 videnskabsmænd foretog undersøgelser udelukkende i sydbaseområdet, deribandt forsteningsgelogen dr. Eigil Nielsen, arvebiologen prof. Mogens Westergaard og den schweiziske arkæolog dr. Hans Georg Bandi. Desuden ydedes transport og anden service for et engelsk geologhold fra Leed's Universitet i sommeren 1948 og for enkelte englændere i 1949 og 1950.

Meteorologi.

Overvintringsåret 1949_—50 artede sig i klimatisk henseende på visse punkter noget anderledes end det første. Stormene i stationsområdetvar både færre, svagere og mindre langvarige, end tilfældet var den første vinter. Kun et par gange, nemlig den 4.^—5. marts og 22. april nåede vindstyrken op på 20 skm (40 knob), aldrig højere, medens hastigheder på over 30 skm flere gange var målt året forud,

og endda over 40 skm i stødene. Imod de hidtidige erfaringer virkedeogså en periode fra 7. juni_{— 1.} august 1950, hvor vinden næstenkonstant blæste fra øst. Ekspeditionens ophør med sommeren 1950 gør det umuligt ved målinger at belyse, hvilket af de to år der kommer normen på stedet nærmest, hvad vindforholdene angår, men efter den stærke sandslibning på alle terrænets sten at dømme bliver det sikkert det første. Lufttrykkets månedlige gennemsnit havde sine højeste og laveste værdier under de to overvintringer fordelt således:

Med den ringere vindvirksomhed sidste år var også føhnens mildnende indflydelse på temperaturen formindsket, og vinteren 1949_— 50 blev derfor noget koldere end vinteren 1948_—49, som skemaet til sammenligning af månedernes gennemsnitstemperatur viser:

Den første ganske svage nattefrost indfandt sig så sent som 20. august 1949 efter en helt frostfri periode på 66 døgn. Fra 4. septembervar nattefrosten konstant, og fra og med 6. september lå alle døgnets temperaturer permanent under 0. Første positive temperaturmåltes den 16. maj 1950 (mod 28. mej første år) og fra og med 14. juni (mod 21. juni året før) var alle døgnets temperaturer

positive, så længe målinger foretoges, d. v. s. til og med 11. august 1950. De maksimale ekstremer måltes 10. august 1949 til + 16,7° og 9. juli 1950 til + 15,0°, medens august 1948 havde en ekstrem på + 18,0° og juni og juli begge over + 16°. Den laveste temperaturvar -^-44,1° den 28. februar, dagen efter solens genkomst. Øvrige ekstremer for perioden 1949^—50 fremgår af nedenstående tabel :

Målinger fra slæderejserne viste endnu tydeligere end året før, at der andre steder i Pearyland forekommer betydelig lavere temperaturer end i Jørgen Brønlunds Fjord. Jeg målte den 24.^—25. marts -^40° i Independence Fjord udfor Hagens Fjord, medens stationens minimum de pågældende dage var -f- 35°, og ved yderkysten af Hans Egedes Land (83° 10') havde jeg den 6. april mod stationens -f-35°. Et endnu mere udpræget kuldeområde synes Ellitsgaard at have været i på sin rejse vestover gennem Midsommersøen og I. P. Koch's Fjord, hvor temperaturen fra 8.^—28. marts lå under -^-40° og fra 1.^—9. april konstant omkring -^43°. Den 26. marts målte han midt i I. P. Kochs Fjord -^-47°, medens minimum på stationen var C. Sammenligningsgrundlaget halter naturligvis noget derved, at kun stationens temperaturer måltes fra termometerskab, men rejsetermometrene var på forhånd kontrollerede side om side med stationens termometre i dette skab.

Isen på Jørgen Brønlunds Fjord var tjenlig til slædekørsel fra
11. september—15. juni, medens tidsrummet året før var 20. septembe
r—20. juni. Vækst og smeltning af isen havde et forbavsende

ensartet forløb under de to overvintringer på trods af klimaets
afvigelser:

Det synes således en regel, at isen i Brønlunds Fjord bryder op før midten af juli måned, en halv snes dage før der bliver isfrit ved sydbasen i Young Sound, hele 8 breddegrader eller 900 km sydligere. Og som en væsentlig årsag er det værd at pege på den omtalte lange sommerperiode uden nattefrost, hvor smeltningen ikke som længere sydpå — for eksempel i Danmarkshavn-området — standses af nyisdannelser hver aften, og hvor vandet i de mange elvløb kan holde en konstant, relativ høj varme på 4^—6° sidst i juni og begyndelsen af juli måned. Den højeste temperatur i elven ved stationen måltes 25. juli 1950 til 9,7°.

Den frostfri periode på over 2 måneder (i 1950 måske endda 2V2) og det høje antal solskinstimer — hver for sig en følge af den tidligt indtræffende og langvarige midnatssol — giver Pearylands flora og fauna recompensation for mørkets og kuldens handicap. De er udtryk for begunstigelsen for livsbetingelsernes vedkommende i det ekstremt nordlige land, — et forhold, man ellers gerne glemmer ved at forse sig på barskheden og fattigdommen. Imidlertid er det sandsynligt, at den langvarige sommer ligesom den relativt milde vinter er lokalt betonet og kun gælder Brønlunds Fjord og det indre Pearyland. I hvert tilfælde omtaler Lauge Koch fra 2. Thule Ekspedition 1917 en frostfri sommerperiode ved nordkysten af kun 1 måneds varighed, nemlig 20. juni_{— 23.} juli.

Topografi.

Orienteret om Geodætisk Instituts planer for i nærmeste fremtid at udstrække sit omfattende grønlandske kortlægningsarbejde til Pearyland, kunne Dansk Pearyland Ekspedition ikke beskæftige sig med revision af områdets kartografi i større stil, — en opgave,

vi under ingen omstændigheder ville have kunnet løse med opfyldelsenaf blot en brøkdel af de krav, den nu om stunder stiller. Man benyttede sig fra institutets side af den fordel, vort ophold i landet bød på, til at få den første del af arbejdsprogrammet fra hånden, luftfotograferingen, som foretoges i somrene 1949 og 1950 af en flyvende fæstning med start fra Thule. Radiokontakt til maskinenmed afgivelse af vejrmeldinger blev etableret fra Brønlundhus,sålænge flyvningerne stod på, og dermed er vor beskedne andel i et nyt, forbedret Pearylandkorts tilblivelsesproces røbet.

På vor side modtog vi til gengæld en betydningsfuld hjælp fra Geodætisk Institut til det eneste virkelige kortlægningsarbejde, vi af hensyn til ekspeditionens tarv lagde vægt på at få udført, detailopmålingen af Jørgen Brønlunds Fjord og nærmeste opland, hvor geologiske, botaniske og arkæologiske iagttagelser havde kunnet gøres grundigere end andre steder, og et pålideligt arbejdskort derfor havde fælles interesse. Stud. mag. Thorkild Nielsen gjorde i sin egenskab af landmåler det nødvendige terrænarbejde ved udlægning af triangelnet over et område på 45X9 km, og Geodætisk Institut dækkede området først med skrå og senere med lodrette luftfotografier. Resultatet ses på fig. 1, hvor desuden dybdekurver i fjorden er indtegnet, svarende til 6 profiler med ialt 60_—70 lodskud, som Nielsen foretog under sit opmålingsarbejde. Den størst fundne dybde ligger i fjordens inderløb og andrager 85 m. Triangelnettet hviler på 24 hovedpunkter og ca. 50 bipunkter, markeret delvis ved varder, som opførtes i et antal af 40_—50 stykker. En basis på 296 m måltes med Wild Invar basislægte.

Overvintringshusets plads blev som den eneste lokalitet i Pearyland forsøgt astronomisk stedbestemt, først af dr. Troeisen og senere af Thorkild Nielsen. Efter tidligere kort, baseret på Danmark-Ekspeditionens og dr. Lauge Koch's målinger, skulle stationens koordinaler være ca. 82° 11' n., 31° 30' v. Troeisens og Nielsens målinger gav imidlertid den overensstemmende position 82° 10' n., 30° 30' v. (ifølge Nielsen: 82° 10', 4 n., 30° 29',8 v.J. Kompassets misvisning fandtes ved Nielsens azimuthbestemmelser i forbindelse med magnetiske målinger at ligge på ca. 47° v. (middeltal: 46° 36').

Selv om et reelt kortlægningsarbejde som her nævnt kun gjaldt hjemstavnsområdet omkring Jørgen Brønlunds Fjord, noteredes der under ekspeditionens virksomhed gennem 2 vintre og 4 somre så mange uoverensstemmelser med de forhåndenværende kort, at det topografiske billede for store dele af Nordøstgrønlands og især for

Pearylands vedkommende ændredes væsentligt. Det var ikke andet, end hvad man på forhånd havde kunnet vente sig i et så fjerntliggende,svært tilgængeligt område, hvor besøg hidtil havde måttet bære præg af tvungen flygtighed og ske i slædesæsonen, når ikke blot søer og elvløb, men også grænserne mellem bræ og fjeld, bræ og fjord eller — for mange steders vedkommende — mellem hav og land var skjult under snedækket.

De 50 flyvninger tur-retur mellem Sydbasen og Nordbasen i perioder, hvor landet var aldeles snefrit, afslørede mange nye træk i det nordligste Østgrønlands topografi, hvoraf her blot skal nævnes et par, der knytter sig til områderne øst og vest for Danmarks Fjord, lige syd for Pearyland. Østfor, i Kronprins Christians Land, viste den af dr. Lauge Koch i 1933 opdagede store Romer Sø sig at være kun halvt så stor som formodet, idet Nordostrundingens firnområde dækker over søens nordlige del. Nok så vigtig var imidlertid opdagelsen allerede på første Pearylandflyvning i 1947 af, at Indlandsisen ikke, som de tidligere kort angiver, flyder med bred front udover størstedelen af området vest for Danmarks Fjord og syd for Independence Fjord, men blot presser en bræarm ned i Hagens Fjords inderløb. Nord og syd for dette lå isfrie landstrækninger, sammenlagte på størrelse med Fyn, og det første dalstrøg syd for Hagens Fjord rummede mellem sine stejle fjeldsider en sø, hvis sujerede længde på omkring 60 km gør den til en af Grønlands største søer, vel omtrent lige så lang som Midsommersøen i Pearyland (fig. 2). I forlængelse af søen — som vi døbte Femte Maj Søen

-— ledte en ligeså lang og ligeså bred elv dens vand vestover gennem
dalen, indtil det i en bue nåede Danmarks Fjord i bugten bag Pinseskæret.

For Pearylands vedkommende var det kartografiske grundlag, vi havde som holdepunkt ved vor ankomst, dr. Lauge Koch's smukke „Physiographical Map of Peary-Land" fra 1938. Det støttede sig kun delvis på reelle målinger foretagne af tidligere Pearylandfarere:Peary, I. P. Koch, Høeg Hagen, Peter Freuchen og Lauge Koch selv. Målingerne indskrænkede sig til fastlæggelsen af kystkonturerneog rakte kun på et par enkelte steder ind i landet, nemlig i det indre af Independence Fjord, hvor Peter Freuchen havde kortlagt „Vildtland" i 1912, og Lauge Koch skitseret Jørgen Brønlunds Fjords bagland med begyndelsen af Midsommersøen i 1921. Hvad kortet herudover rummede af detailler, som fyldte det hele areal så stort som Danmark ud, var påført efter Lauge Koch's skitsetegning og orlogskaptajn Overbye's fotografier fra den første

historiske flyvning over Pearyland i 1938. Der stod ingen fikspunktertil rådighed for den kartografiske anvendelse af dette billedmateriale,da Lauge Koch benyttede det ved fremstillingen af sit kort, og resultatet pretenderede ikke at give mere end et skitsemæssigtbillede af landets indre. At det hist og her ikke stemte nøje overens med virkeligheden, anføres derfor i det følgende ikke som nogen bebrejdelse eller uden først at give kortet den ros, det fortjener. Alt i alt gav det et så korrekt helhedsbillede og så mange rigtige detailoplysninger, at det var til uvurderlig hjælp for orienteringpå slæderejserne, selv i egne, der aldrig tidligere havde været besøgt af hvid mand.

De ændrede partier, hvormed Pearylandkortet (fig. 11) nu efter vort ophold fremtræder, hviler ligeså lidt som de tilsvarende dele af Lauge Koch's kort på eksakte målinger; det er amatørmæssig sammenflikning af de forskellige ekspeditionsdeltageres iagttagelser og frihåndstegninger, en skitsemæssig omredigering af en skitse, og ingen kritisk kortrevision. Men på grund af de fordele, vore rejser på jorden betød, chancerne for at kunne tage kompassigter og se detaillerne efter på nært hold, vil det nye kort utvivlsomt i de fleste tilfælde byde på forbedringer.

Kun et udpluk af de væsentligste ændringer kan meddeles her: Midsommersøen i Wandels Dal, vest for Brønlunds Fjord, viste sig i virkeligheden at bestå af to søer, adskilte ved en smal landtange, gennem hvilken en s-formig elv snor sig. Vandafløbet fra den vestligste, lavere liggende del af søen skulle ifølge Koch's kort først passere gennem to mindre søer, før det som en bred elv stiler mod bunden af Brønlunds Fjord. Dette er imidlertid ikke tilfældet. De to mindre søer, som vi kaldte Blåsøen og Issøen, ligger i en sidedal til Wandels Dal og tømmer deres vand ud i Midsommersøens nordøsthjørne, medens den store Midsommerelv uafhængigt af dem har udspring i sydøsthjørnet og leder i brede slyng direkte til Brønlunds Fjord. Omtrent midtvejs på løbet mod fjorden optager dens klare vand en leret biflod, — elven fra Etukussuks Dal.

Dr. Troeisen og mag. scient. Palle Johnsen opdagede på deres forårsrejse i 1949, at den inderste, sydøst-bøjede gren af /. P. Koch's Fjord ikke eksisterer. Sydpasset mellem Midsommersøens vestende og denne fjord er følgelig betydelig længere, og i pashøjden ligger en stor sø under en brætunge fra indlandsisen, som ved at sende en udløber både ned i søen og i fjordbunden bliver den naturlige slædevej det sidste stykke fra passet til I. P. Kochs Fjord. Troeisen døbte søen Aftenstjernesøen, og det må være den, Lauge Koch har set et glimt af på sin flyvning i 1938 og antaget som den forlængede bund af I. P. Kochs Fjord.

En recognosceringsflyvning, som vi foretog i sommeren 1950 over området, afslørede endnu en stor sø nordenfor og vinkelret på Aftenstjernesøen, med afløb til denne. Den ligger indeklemt mellem stejle fjeldvægge i et dalstrøg parallelt med I. P. Koch's Fjord, og talrige brætunger skyder sig ned i den fra Hans Tausens Iskappe vestenfor.

På sin forårs-slæderejse i marts-april 1950 så geologen Knud Ellitsgaard Rasmussen ind igennem mundingen af en ny stor fjord, som skærer sig ned nordfra i Freuchens Land mellem Nordenskjolds Fjord og I. P. Koch's Fjord. lagttagelser under den føromtalte recognosceringsflyvning tyder på, at den er sine 50^—60 km lang og ender med en bræ omtrent på højde med Henson Bræen. Ellitsgaard konstaterede endvidere under sit ophold ved yderkysten af Nansens Land visse ændringer i Mascart Inlet's forløb, og at Jewell Fjord går dobbelt så langt ind i landet som formodet.

Forskellige afvigelser fra Koch's kort kom endelig for dagen på
min egen forårs-slæderejse i 1950 op langs østkysten af Pearyland
og ind gennem Frederick E. Hyde Fjord. Besøget i B. G. Schley

Fjord midt på yderkysten gav et væsentlig andet helhedsbillede af denne fjord som resultat (fig. 3 og 4), karakteriseret ved følgende ændringer: Hovedretningen mere nord-syd end som før vest-øst, den ydre del bredere i forhold til den indre, Lauge Koch's nordgående sidefjord „Ormen" afkortet til et snævert, krumt farvand, der næstendrejer med bunden tilbage til hovedfjordløbet igen, dog sådan , at der levnes en lav, smal landtunge som adskillelse. „Ormen" bider sig selv i halen! Endelig opdelingen af landet, der danner fjordens nordøsthjørne, i 3 lave øer, bag hvilke kysten slår en bugt, Skærbugten.Dens komplicerede detailler skitseredes allerede fra luften under en flyvning i sommeren 1949.

Den 9. april 1950 var grønlænderen Jens Geisler og jeg på vor slæderejse nået så langt nordpå som til mundingen af Frederick E. Hyde Fjord, og dagen efter begyndte vi vor kørsel indad for at undersøge dette næsten 200 km lange og stærkt forgrenede fjordkompleks,som aldrig før havde været besøgt af hvide mænd. Opholdeti fjorden kom til at strække sig over en hel måned, hvorundervi på vejen indad gjorde afstikkere til bunden af Friggs Fjord i nord og Thors Fjord i syd, samt gennem „Nordpasset"

trængte frem til fjordsystemet i Nordvest-Pearyland så langt som til Hazen Land (83° 15' n., 40° 30' v.). Her måtte vi på grund af dyb, blød sne vende, og efter tilbagekørsel gennem Nordpasset lagde vi tilbagevejen ud igennem Hydefjord langs de kyststrækninger, vi ikke hidtil havde befaret .

Under hele turen, såvel på udvejen som på hjemvejen, toges kompassigterog tegnedes skitser fra fremspringende næs eller fra fjeldtoppe.Gående ud fra en nogenlunde korrekthed i placeringen af Hydefjords munding med dens hjørnekap på Pearylands østkyst byggedes ved pejlingernes og iagttagelsernes hjælp en ændret kortskitseop med rækkevidde til øerne vest for Hazenland, som det

lykkedes mig at identificere (fig. 7). Idet jeg også mente at kunne anse disse for geografisk fastlagte gennem observationer fra en anseligrække tidligere ekspeditioner (Lockwood, Peary, Mac Millan, Lauge Koch), kontrollerede og korrigerede jeg min skitse på hjemvejenved at gennempejle den.baglæns. Efter hjemkomsten blev den forstørret op og medtaget på recognosceringsflyvningen, hvor dens iagttagelser i det store hele syntes at stemme, og hvor enkelte nye detailler kunne føjes til. Ved den sidste rentegning af skitsen er endelig foruden flyvebillederne fra Lauge Kochs flyvning i 1938 (som dr. Koch venligst har overladt mig) benyttet henved 100 fotografier,tagne af Thorkild Nielsen og Ellitsgaard under vor recognosceringsflyvning.Kortskitsen (fig. 10) regner med en ganske ukorrigeretmisvisning på 49° vest (første overvintrings måling), og dens sammenhæng med Pearyland som helhed står og falder med rigtighedenaf yderpunkterne, hvori den er ophængt. For detaillernes indbyrdesplacering skulle den imidlertid give nye fingerpeg ved følgendevæsentlige

Fra „Depotbugten" 30—40 km vest for mundingen af Hyde Fjord
ligger resten af fjordløbet indefter forskudt så meget mod syd, at
nordbredden kommer lidt søndenfor den linje, der markerer sydbreddenpå

breddenpåKoch's kort. Herved bringes sydkysten betydelig nærmeretil Pearylands højeste fjeld Nordkronen, der af dr. Koch er navngivet som „Wistars Fjeld", og dette stemmer overens med virkeligheden.Samtidg forskydes den nordliggående fjordarm Friggs Fjord så meget mod vest, at dens munding kommer til at pege direkte mod Nordkronen (fig. 6), og den lille bifjord Frejas Fjord på sydsiden af Hydefjord kommer til at ligge øst for mundingen af Friggs Fjord og ikke vest for, som formodet. Og endelig gør parallelforskydningenaf Hyde Fjord det muligt at få den lille indgangsbugttil „Nordpasset" — Harebugten (fig. 5) — til at ligge lige for enden af fjordens hovedretning, således som det viste sig at være tilfældet.

Friggs Fjord krummer i sit forløb stærkt vestover, og fra dens udvidede bund, som Koch døbte „Drivhuset" på grund af formodet frodighed på vegetation, fører et meget bredt dalstrøg ud til kysten. Nornegæsts Dal, afsluttet af en stor bræ, Drengs Bræ. En række andre lange, flade brætunger rækker ned i Nornegæsts Dal fra et stort firnområde, Johannes V. Jensen Bræen, i Roosevelt-fjeldene, hvis tinder nord for dalens vestende muligvis står på siden af Nordkronen, hvad højde angår. Der ligger en stor sø, Christoffer Columbus Sø, i Nornegæsts Dal.

„Drivhuset" var en botanisk skuffelse og fremtrådte som et stort, goldt deltaterræn, der foruden den store elv fra Nornegæsts Dal opsamler talrige andre store elvløb fra Roosevelt-kæden. Langs bredderne og på den mindste af de to øer i deltabassinet lå store mængder af drivtræ, deriblandt rødknastede fyrre (?)-stammer på 5—65^—6 meters længde. Denne omstændighed i forbindelse med en halvkreds af hvirvelknogler fra en hval kunne tyde på tidligere tilstedeværelse af Eskimoer. En sikker bopladstomt konstateredes på østbredden ved Friggs Fjords munding.

Også bunden af Thors Fjord afslørede sig som et delta, og langs bredderne fandtes også der talrige drivtømmerstokke. Gennem en smal passage mellem en bræ og dens morænevolde i fjordens indre kommer man frem til store dalsystemer i landet sydvest for Nordkronen. Plateauet, hvorpå denne ligger, afgrænses som en ø ved en bræfyldt dal, Kronegrauen, syd for, der rækker i en bue fra bunden af Frejas Fjord til bunden af et dalstrøg, der støder til Thors Fjord østfra. Indeklemt mellem bræerne i Kronegraven ligger et par søer. Landet mellem Thors Fjord og Odins Fjord er bredere end på Koch's kort og dækket af en iskappe, Hejmdals Bræ, hvorfra mindst 10 tunger rækker ned til alle sider.

De største afvigelser fra kortet åbenbarede sig, da Jens og jeg var kørt fra Harebugten gennem Nordpasset og opdagede, at vi i stedet for at befinde os i den af Lauge Koch angivne O. B. Bøggilds Fjord var havnet i et system af fjorde, sunde, øer og halvøer, som slet ikke lod sig passe ind i det Koch'ske billede. Det nordligste af disse farvande, x-fjord, skar sig ind i det tidligere Amundsens Land og reducerede dette områdes areal. Beliggenheden af det sydligste, z-fjord, synes derimod at føre til formodningen om, at Nansens Land er bredere end antaget.

Billedet af det nye fjordsystem i færdigskitseret form afviger så stærkt fra alle tidligere forsøg på udredning af enkelthederne i dette hjørne af Pearyland, at de fleste gamle navne på fjorde og sunde ikke direkte kan overføres til det nye kort. Ekspeditionerne før os havde bevæget sig langs yderkysten og derfra — ofte i dårligt vejr — gjort deres notater af fjordmundinger og forbjerge, hvis forløb eller placering længere inde var übestemt. Hvad man har troet var fjorde og har navngivet som fjorde — De Long Fjord, Adolf JensensFjord, O. B. Bøggilds Fjord — ser ud til at være sundene omkring de to store øer Borups 0 og MacMillans 0 midt i systemet, (se fig. 10) og de virkelige fjorde, der ligger så langt inde, at de ikke har kunnet ses udefra, bliver således endnu navnløse nyopdagelser.De

gelser.Demå foreløbig beholde betegnelserne x-fjord, y-fjord og z-fjord, som jeg gav dem på mine skitser, da vi fra Nordpasset forvildedeos ud i dem (fig. 8). Lauge Koch har fra dette område slet ingen flyvefotos haft at støtte sig til, og kortskitsen (fig. 10) udfylderen hvid plet. Usikkerhedsmomentet vil derfor også være større end for de øvrige ændringers vedkommende, og geodæternes kommende kort skal nok røbe skitsens mange fejl, blandt andet den, at det reducerede Amundsens Land indtil Kap Holger Danske er blevet for smalt.

Kaster vi tilsidst blikket på den forbedrede skitse af hele Pearylandfor at se, hvad det udover den tørre topografi kan fortælle, bliver det først og fremmest den kendsgerning, at hele den nordvestligedel af landet er betydelig mere nediset, end det gamle kort antyder. De tidligere kendte firnområder — Hans Tausens Iskappe, Johannes V. Jensens Bræ, Hejmdals Bræ — er vokset i areal, og der er dukket nye, anselige bræer frem i Nansens Land og AmundsensLand. Alle disse bræområder beklæder en kredsformig højderygi Nordpearylands foldekæde, besat med anselige fjeldtinder, — en mur om den skålformige sænkning, hvis bund udgøres af Friggs Fjord til og med dens skæring med Hydefjord. Fra denne skålbund, der allerbedst kan lignes med arenaen i et amfiteater, stiger terrænetjævnt

netjævnti koncentrisk anordnede terrassebænke op til tindekransenhele
horisonten rundt.

Isoleret ligger Nordkronen på amfiteatrets sydlige vold, og at dens navn bør ændres fra det intetsigende „Wistars Fjeld" til Nordkronen, vil straks bifaldes af enhver, der har set denne Pearylands mærkeligste og stolteste top i virkeligheden eller på billeder (fig. 9). Som det bør sig en kongekrone er den besat med takker, en skov af vældige stensøjler, som på trods af vindens og frostens hærværk knejser fra dens kamme og ses tegne sig mod himlen, højere end noget andet, hvor man end færdes i jordens nordligste land.