Erwin Raisz: General Carlography. 2. udg. McGraw-Hill Book Comp. New York 1948. 18X25 cm, 354 sider, 299 fig.

Kendskab til kortbenyttelse er snart en af de færdigheder, der hører med til det civiliserede menneskes standardudstyr. I skolen er kortet et meget anvendt undervisningsmiddel såvel i geografi som i historie, og senere i livet spiller kortet som anskuelses- og

hjælpemiddel en rolle på talrige felter. Verdenskrig II har yderligerefremskyndet udviklingen af kortet som almindeligt orienteringsmiddel.Det skete dels derved, at krigsbegivenhedernes jordomspændendekarakter i højere grad end noget tidligere hændelsesforløbstillede krav om global orientering, dels fordi millioner af mennesker blev opøvet i brug af kort i et omfang som aldrig før. Samtidig hermed er kortoptagelsen undergået en revolution ved luftkartografiens radikale udvidelse af opmålingsmulighederne og korttegningens metode og teknik.

En stor lære- og håndbog i kartografi henvender sig derfor i vor tid til langt større kredse end tidligere. Den her omtalte bog er da også foruden at være lære- og opslagsbog for studenter og teknikere i geografisk arbejdende institutioner tillige gennem sit fængslende billedstof og sin all-round behandling af emnet ud fra alment kulturelle synspunkter en fornøjelig håndbog for den geografisk

Stoffet er ordnet i en almindelig del, en speciel del og et tillæg. Det almindelige kartografiske stof omfatter kartografiens historie, kronologisk fremstillet på letoverskuelig måde ved en inddeling i småkapitler, ved pædagogisk ordnede oversigter og med anvendelse af et rigt billedstof. Dette består des af reproduktioner efter originale kort, dels i stregtegninger, der fremhæver de karakteristiske ejendommeligheder f. eks. ved det ældste kendte kort, en babylonisk lertavle fra 2500 f. Chr. Et andet afsnit behandler målestoksforhold, længde- og breddekredse. Herunder gives f. eks. en redegørelse for skiftende tiders O-meridianer: Ptolemæus' legendariske øer vest for Afrika, de hollandske og engelske kartografers anvendelse af Azorerne og Kap Verde-Øerne i det 17. årh., spaniernes demarkationslinie af 1498 gennem Brasilien, franskmændenes benyttelse af De Canariske Øer (Ferro) og de senere tiders mange nationale O-meridianer, hvorover der gives tabellarisk oversigt.

Kortprojektionerne er genstand for overskuelig behandling, der ifølge sagens natur stiller visse krav til matematiske forudsætninger. Man bemærker særlig den vægt, der lægges på de polare azimutale projektioner, der i flyvningens tidsalder har fået stor anvendelse ved fremstilling af halvkuglekort eller kort over hele jorden.

I afsnittet om kortsymboler og relieffremstilling vækker skildringenaf ny metodik særlig opmærksomhed, således japaneren Kitirosmetode, efter hvilken relieffet skabes ved konstruktion af tætliggendesnitlinier. Man fængsles også af den såkaldte „physiographic"-metode,ved hvilken landoverfladens former, vegetationstyperog

typerogkulturland angives gennem fladesignaturer, der er konstrueretsom skematiserede, rumlige gengivelser af de typiske formkomplekser:brudbjerge, glacialt eroderet fjeldterræn, lavaplateauero.s.v. I denne metode, der har fået stor anvendelse i amerikanskgeografisk håndbogslitteratur, spores en så direkte indflydelsefra blokdiagram-metodikken, at der godt kunne tales om blokdiagramatiskefladesignaturer.

Den almindelige del afsluttes med en omtale af skriftformer, kortkomposition, tegnemateriel og reproduktionsmetoder. Det er ejendommeligt for den rapide udvikling, som reproduktionsteknikken har gennemløbet i de sidste år, at visse epokeskabende opfindelser, der sandsynligvis vil omkalfatre den kartografiske teknik, ikke er nået at komme med i denne ellers ajourførte fremstilling. Det gælder metoder som glasgravure, hvorved den tidsrøvende tuschtegning undgås, samtidig med at den graverede plade anvendes direkte som reproduktionsnegativ. Heller ikke plasticstoffernes anvendelse f. eks. Vinglite-metoden omtales. Men udviklingen er også gået med stormskridt.

Den specielle del omfatter emner som: kortoptagelse i terræn, korttyper, kartogrammer, glober, landskabsmodeller, blokdiagrammer m. m. Den overskuelige skildring af de luftkartografiske metoder og den stereoskopiske udtegningsteknik antyder de ny perspektiver, der har åbnet sig for kortlægningen i luftfartens epoke. Vejledningen i analyse af luftfotografier giver også et kraftigt indtryk af muligheders mangfoldighed. På lignende måde oplever man gennem skildringen af parabelnavigationen og beskrivelsen af radarkortet de helt ny orienteringsmetoder, der skabes i radioens og elektronteknikkens tidsalder.

Appendix'et omfatter en kortkatalogiseringsvejledning, øvelsesopgaver,
tabeller og bibliografi.

Kartografi er et meget omfattende begreb, og Raisz' bog yder
inciterende førerskab på de mange forskellige felter.