Det er en velkendt sag, at isdækket på større søer under længere frostperioder er i stand til at virke omformende og forstyrrende på søbredderne og søbunden på lavt vand. Sådanne forstyrrelser er beskrevet fra Sverige af Jönsson (10) i nordostskånske søer, af De Geer (3) i Vettern, af Gnstavsson (7), Hamberg (8) og Thunmark (17) i smålandske søer og af Teiling (18) i Stora Gla i Varmland.

Fra tyske søer omtales lignende foreteelser af Braun i Löwentiner See, af Lundbeck (13) i Kurische Haff. De mest udtømmende skildringer stammer dog fra Nordamerika af Adams (1), Gilbert (5), Hitchock (9), Lee (12), Rüssel (16) og White (20).

Forstyrrelserne kan skyldes to processer, der undertiden arbejder
sammen, nemlig 1. Isskruning og 2. Ispresning.

Isskruning opstår, når store isflager af vind og strøm presses mod hinanden eller ind på land. Flagerne sønderbrydes da, og stumperne skydes op over hinanden i en stor vold og kan slynges langt ind på land. Isskruninger er hyppigst i havet og kan også forekomme i vore farvande i strenge vintre, hvor de kan volde stor ødelæggelse på bådebroer og mindre havnemoler. I søerne er de sjældnere og forekommer vistnok kun i større søer, og da først efter tøbruddets indtræden, når isen på søen ikke mere danner en sammenhængende flade. Forstyrrelser forårsaget af isskruninger omtales af Grewingk fra Wörzjärvi i Livland (6) og af Laskar og Strenzke (11) fra Pioner See i Holsten.

Ispresningen finder derimod sted medens søen er helt tilfrosset,
og isdækket har nået en så stor mægtighed, at det i bredzonen når
ned til bunden og er frosset fast i denne. Tillige kræves der ret betydeligetemperatursvingninger

tydeligetemperatursvingningersom følge af stærk udstråling om
natten og opvarmning om dagen ved solstråling. Isen skal også
være snefri.

Buckley (2), Forel (4) og Naumann (14) forklarer ispresningens mekanik på følgende måde. Under sin tykkelsesvækst kan isen afkøles ganske betydeligt under 0° C. Herved dannes der lodrette spalter i isdækket, retliniede eller svagt krumme, der ofte kan være flere hundrede meter lange, og som skærer hinanden under forskellige vinkler. I disse spalter trænger vandet op nedefra og fryser, hvorved der dannes en ny iskile mellem de gamle ismasser. Allerede under frysningen udvider iskilerne sig, hvorved der opstår spændinger i den samlede ismasse. Når denne nu om dagen yderligere opvarmes ved insolationen og derved udvider sig, forøges disse spændinger til et ganske betydeligt sidetryk, der tilsidst bliver så stort, at isen brister på et svagt punkt, eller at modstanden inde ved bredden overvindes.

Langs sumpede bredder med løse jordlag kan frosne dele af bunden skydes sammen i en eller to folder parallelt med kysten. Den første sammenskydning i en fold af is eller af frossen søbund foregår pludseligt med et voldsomt brag. Dermed er spændingen udløst og de følgende spændinger udløses ganske jævnt.

Fra danske søer er isforstyrrelser på bredden kun omtalt en gang før af Wessenberg Lund i Furesø (19), og der er her antagelig tale om virkning af isskruning. I den strenge frostperiode i Januar^— Februar 1947 kunde man dog også se ispresninger og deres virkninger både i Tystrup Sø og Esrom Sø.

Fig. 1 viser et billede fra nordvestenden af Tystrup Sø i Midtsjælland taget den 28. april 1947. Menser her en lav vold ude i søen. Ved nærmere eftersyn viser den sig at bestå af to rækker græstørv stående med undersiden ind mod hinanden. Da søen var tilfrosset var vandstanden noget lavere end i april, og isen har da ved sit tryk presset grønsværen op i disse opretstående folder, der dannede en lang lav vold, som i øvrigt forsvandt i løbet af sommeren. At vindtrykket også har spillet med ind synes at fremgå af, at der på hele søens østside fra Klinten i Næsbyhoved Skov til Frederikskilde ikke var det mindste spor af ispresning at se, men at oven i købet alle stenene på det lave vand inden for Phragmitesbæltet havde ganske bløde kalkalgeskorper helt intakt. Da det kun var 1 måned efter islosningen, kan der næppe have været tale om nydannede kalkskorper.

De øvrige billeder er alle taget i Esrom Sø den 19. februar 1947.

Fig. 2 viser to tagformede oppresninger af isen, svenskerne kalder dem Råkar og de omtales fra svenske søer allerede af Olaus Magnus 1555 (15). Paa det sted, der er vist på billedet, kommer der kildebække ud i søen, hvor de fortsætter under isen parallelt med kysten i kort afstand fra denne. Herved opstår der en svag zone i selve isen, og spændingerne i ismassen udløses derfor her, i form af disse tagformede oppresninger, der har en højde af ca. 2 m. Gustafsson angiver, at Råkarne også kan vende nedad og danne et vandfyldt trug eller en rende, og at de optræder på bestemte steder i søen, alt efter dennes form og størrelsen af de enkelte dele, samt at der ikke dannes råkar i meget store søer. Gustaf ssons angivelser stemmer ikke helt med, hvad der kunne iagttages i Esrom Sø. Her var det ganske tydeligt, at de var knyttet til vandløb under isen, og at dette var den eneste årsag til deres opkomst.

Haverne i Nøddebo er ud mod søen afgrænset ved et sten- eller
jorddige. Fig. 3 viser, hvorledes isen har presset diget i vejret og
væltet det ind i haven.

Fig. 4 viser et stykke frosset søbred, der ligeledes er presset op
mod skrænten langs bredden.

De her skildrede forstyrrelser af søbredden er af betydelig ringere dimensioner, end hvad der omtales fra svenske og amerikanske søer, og de fleste forsvinder igen i løbet af sommeren. Hverken i Tystrup Sø eller i Esrom Sø summeres virkningerne af ispresning op fra år til år i form af ramparts eller strandbarrikade og de giver ikke anledning til sådanne varige morphologiske omformninger i søbreddens fysionomi som f. eks. omtales af Teiling fra Varmland.

SUMMARY: Ice Pressure in Danish Lakes.

In the hard ufinter of 1946—47 the effects of ice pressure (the
expansion of freezing ice) were seen in two Danish lakes, Tystrup lake
and Esrom lake.

Fig. 1, photographed in April 1947, shows how ice pressure in Tystrup
lake has folded the turf along the margin into a low vertical ridge, the
water-level being higher than when the lake was frozen.

The other figures are all from Esrom lake. Fig. 2 is taken at a place where spring-water runs longshore below the ice, causing this to be thinner and weaker here than elsewhere, so that it has been broken up by ice pressure.

By the village of Nøddebo the lake is bordered by stone, or earth
dykes, and fig. 3 shows how \these have been disturbed by ice pressure.

The last figure, fig:. 4, shows a raft of the frozen lake margin which
has been driven aginst the steeper slope of the shore.

LITTERATUR:

1. Adams, J.: On the movement of rocks by the expanding of freezing
ice. Amer. Jour of Science 1825.

2. Buckley, E. R.: Ice ramparts. Transact. Wisconsin Acad. of Science
vol. 13. I. 1901.

3. De Geer, G.: Beskrivning til geologiske Kartbladet Bäckaskog. Sveriges
geol. Undersökning Ser. Aa Nr. 103. 1889.

4. Forel, F.: Handb. d. Seenkunde. 1901.

5. Gilbert, G. K.: The topographic features of lake shores. U. S. geol.
surv. sth annual rep. 1884.

6. Grewingk: Über Eisschiebung am Wörzjärw See, Livland. Arch. f.
Naturkunde Liv-Ehst- und Kurland 1. Ser. Bd. 5. Dorpat 1869.

7. Gustafsson, J. P.: Om Stranden vid några smalänska sjöar. Geol. För„
Förh. Stockh. 26. 1904.

8. Hamberg, A.: Observations on the movement of lake ice in lake
Sommen 1918 and remarks on the geographical distribution of
similar phenomene. Bull. Geol. Inst. Uppsala. 16. 1919.

9. Hitchcock, C. H.: Lake ramparts in Vermont. Proc. Amer. Ass. Adv.
Science, vol. 13. 1860.

10. Jönsson, J.: Beskrivning til geologiska Kartbladet Motala. Sveriges
geol. Undersökning Ser. Aa. Nr. 102, 1887.

11. Laskar, K. und Strenzke, K.: Eisschub am Ufern norddeutsche Seen
und seine Wirkung. Natur und Volk. 71. 1941.

12. Lee, C. A.: On certain rocks supposed to move without any apparent
cause. Amer. Jorun. of Science 5. 1822.

13. Lundbeck, J., Eischschiebung am Kurischen Haff. Natur und Volk.
61. 1931.

14. Naumann, E.: Limnologische Terminologie. Abderhalden: Handb.
d. biol. Arbeitsmethoden Abt. IX. Teil. 8. 1931.

15. Olaus, Magnus: Historia de gentibus septentrionalibus Lib. I. Cap.
XVII. Roma 1555.

16. üussel, J. C: Lakes of Nordamerika. New York. 1895.

17. Thunmark, S.: Der See Fiolen und seine Vegetation. Acta phytogeographica
Suecica 11. Uppsala 1931.

18. Teiling, E.: Upplysningar til en djupkarta over Stora Gla. Sveriges
geol. Undersökning. Ser. C. Nr. 272. 1916.

19. Wesenberg Lund: Furesøstudier. Kgl. danske Vid. Selskabs Skrifter,
natur. mat. Afd. 8. Række. 111. 1917.

20. White, C. A.: The lakes of Yowa. The american nautralist vol. 2.
1869.