Geografisk Tidsskrift, Bind 48 (1946 - 1947)Geografisk og nautisk sprogbrug.Av direktør Louis E. Grandjean. J lektor Axel
Schous doktordisputats „Det marine Forland' (1945), der for
søkortsstudierne er av meget betydelig værdi, Av efterstående skema (fig. 1) fra dr. Schous bog fremgår det, at selve landgrunden kaldes strandplanet, at enden af landgrunden kaldes avlejringsskråning, det yderste av landgrunden indtil yderste revle akkumulationsflak, det inderste abrasionsflak ligesom den inderste revle kaldes tilvækst revle. Ingen av disse betegnelser er kendt udenfor geografernes kreds. Nautisk sprogbrug er derimod angivet på det andet gengivne skema (fig. 2), udarbejdet av overkorttegner ved søkortarkivet V. Gregart. Ved at samle de forskellige betegnelser og sammenholde dem indbyrdes er der anledning til følgende bemærkninger: Strandplanet. Dette betegner de lavvandede områder, hvis udformning er undergivet bølgevirkningerne. Det nautiske udtryk herfor er landgrunden, i modsætning til udgrunde, som er landløse. Vilde der være betænkeligheder ved at erstatte strandplan med landgrund? Aflejringsskråningen. Dette betegner landgrundens yderste avfald mod Dybet, men dette har det nautiske navn Skåret, som er fiskernes ældgamle betegnelse og som indgår i en rad stednavne. Avlejringsskåret vilde sikkert kunne godtages ogsü av geograferne. Akkumulations- og
Abrasionsflak. Disse betegnelser går på de Side 111
dele av landgrunden, som henholdsvis bygges op eller avskralles som følge av materialvandringen. Ordet flak er her avgjort mindre lempeligt, eftersom det, ligesom flade, i forvejen er almindeligt brugt om en jævn, flad udgrund av nogen udstrækning, se Søkortets Stednavne pag. 17. Den nautiske betegnelse er fra ældgammel tid vallen, som indgår i stednavnene Vallegruiid, Valgrundet, Østre Vallen, Vestre Vallen o. s. v. med den særlige betydning: lav kyststrækning, hvorpå der i reglen kan ankres. Kunde Akkumulations- og Abrasionsval ikke godtages? Havstok.
Denne betegnelse dækker helt både geografisk og
Strandbred og
marint Forland. Begge betegnelser avviger på
intet sæt fra
nautisk sprogbrug, det sidste begreb er jo tilmed
Revle. Dette begreb er fælles i geografisk og nautisk sprogbrug. De render, som udfaldsvandet danner i revlerne betegnes også ganske enslydende hestehiiller. Dette udtryk skyldes, at revlerne også i nautisk sprogbrug kaldes havs te, se således forfatterens artikel „Et par søkortstudier" i Handels- og Søfartsmusa^ets årbog 1946 samt Søkortets Stednavne pag. 71 under lbno. 135 Hestehage. Der ses dog ingen årsag til at atteroplive betegnelsen hæst udenfor stednavnene. Tilvæxtrevle.
Udtrykket er klart og grejt, men som en nseværdig
Sluttelig skal
nævnes, at vandarealet mellem Hæste,n og Brand Der er et par andre betegnelser, som jeg også gerne vil benytte lejligheden til at påvise ikke er i overensstemmelse med nautiske sprogbrug. Visse odder over (og under?) vandet kalder dr. Schon Krumodder. Det er et nyt ord og ganske betegnende, Side 112
men fiskerne kalder sådanne odder for Stjært, se Søkortets Stednavne pag. 22, antagelig ud fra billedet av en fugls hale (t. ex. vipstjært), hvis fjerspidser krummer på samme sæt som krumodden ses dannet. Mon ikke stjært er at foretrække for krumodde? For konvergerende oddedannelser foreslår dr. Schou Vinkelforland, hvilket begreb også er ganske indlysende, idet næs (e) ikke kan bruges som i engelsk, men i søens stednavne har vi det meget gamle albu, som jeg tykkes er meget bedre. Det gamle udtryk bør vel have fortrinnet. Den nye ø, som har dannet sig på Raagø Flak og som dr. Schou kalder Raagø Sand, har fået et uheldigt navn, eftersom sand er betegnelse for en udgrund, se Søkortets
Stednavne pag. 26. Raagø har i forvejen en Kalv, Dr. Schou har med stor ret gjort gældende, at kyststednavnene er av stor værdi med hensyn til at udforske forlandsstrækningernes tidligere karakter, men jeg holder desuden for, at disse navne bør danne grundlaget for de fælles geografiske og nautiske betegnelser. Når strandvoldsletten Jærnen mellem Strøby Ladeplads og Køge Sønakke har dette navn, skyldes det de,n oldn. betegnelse jadarr, der betyder kant, kyststrand. Jæ.rn kan altså ligefrem benyttes om strandvoldsletter, men det er måske lidt tilgjort? Sølager, som behandles i doktordisputatsen, er måske sammensat med oldn. söl: spiselig ta,ngart (alga saccharifera) ligesom oldn. sölvafjara betød stranden (sv. fjären), hvor søl samles. Det tykkes mig,
at nye navne mest vil gavne, når de støtter |