Midt i de vanskeligheder, som Nationalmuseets etnografiske samling nok i højere grad end noget andet dansk museum har at kæmpe med i disse år, hvor afspærring fra omverdenen og indskrænkninger enhver slags gør sig mere og mere gældende, er det opmuntrende at kunne fastslå en voksende forståelse af samlingens Dette glædelige forhold gav sig et yderst velkomment i det forløbne år, da en lille kres af samlingens velyndere initiativ af overretssagfører V. Falbe-Hansen sluttede sig sammen for at danne selskabet „Etnografisk Samlings Venner". Selskabet, der valgte hr. Falbe-Hanscn til formand, har til formål at støtte samlingen dels ved pengebidrag, dels ved gaver, samtidig med at det ved foredrag og på anden måde søger at samle sine medlemmer deres interesse for museet. Som det vil fremgå af det følgende, vi allerede modtaget det første, smukke bevis på den nye forenings velvilje, og idet vi retter en varm tak til alle dem, der har sluttet op om selskabet, udtaler vi håbet om, at dette må opleve lang og lykkelig fremtid i frugtbart samarbejde med vor institution til gavn og glæde for bægge parter.

Besøget i samlingen har været ret godt, især når man regner med, at en hel afdeling (de asiatiske kulturfolk) stadig er lukket og aftenåbningenfuldstændig Ganske vist er der lidt tilbagegangfra men tallet af besøgende i 1943 (i alt 41,114) ligger dog væsentligt højere end i det første krigsår, da det var helt nede på 34,116, hvilket er det laveste siden 1938, da genåbningen og den store, internationale etnologkongres fandt sted. Desuden har som sædvanligt adskillige skoler o. I. haft adgang i undervisningsøjemeduden den egentlige åbningstid. Omvisninger har regelmæssigtfundet på søn- og helligdage, mens derimod foredragsvirksomhedenhar en del hæmmet af spærretiden i efteråret. En planlagt foredragsrække måtte således helt udskydes, og man var kun i stand til at gennemføre en enkelt serie („Træk af naturfolkenesliv"),

kenesliv"),der afholdtes af afdelingens leder om formiddagen for
arbejdsløse.

I den tilgængelige del af museet er der kun sket få ændringer i opstillingen. En hidtil hengemt samling af lerkar fra Salvador i Mellem-Amerika er nu udstillet, og desuden er der foretaget en omordning af den mexicanske samling, således at keramikken fra taraskere og beslægtede stammer har fået sit eget skab. På samme måde danner nu den — desværre endnu meget lille — samling fra Central-Avstralien en særlig gruppe, og udstillingen fra Mikronesien blevet udvidet med et skab for sagerne fra Marshall Øerne. Desuden har man i den foreløbig lukkede del af museet forberedt den store omordning af Central-Asien og Kina, som vil være nødvendig hensyn til de overordentlig omfangsrige samlinger fra Haslund-Christensens ekspeditioner; men resultatet heraf vil først vise sig, når den pågældende afdeling atter lukkes op efter krigen.

Allerede i det gamle museum var man enkelte steder begyndt at opsætte diapositiver i vinduerne. En bevilling fra Emil Sohous Fond har nu gjort det muligt at fortsætte hermed efter langt større målestok tidligere. Det er meningen efterhånden at gennemillustrere samlingen, således at man ved siden af at lære selve de udstillede sager at kende tillige kan få et indtryk af, hvorledes de anvendes, hvordan de folk, der bruger dem, tager sig ud, og i hvilke geografiske omgivelser de er blevet til. Foreløbig er der ganske vist meget lang vej igen, før målet er nået; men det må håbes, at der også i fremtiden vil kunne tilvejebringes midler til løsningen af denne opgave, der ikke kan lades uænset i et moderne museum.

For at denne opgave skal kunne løses, kræves det naturligvis, at ikke blot de nødvendige penge, men også billedstoffet er til stede. Vor efterhånden ret omfattende billedsamling kommer her til god nytte, og ved bytte med museerne i Göteborg, Helsingfors og Basel er det lykkedes yderligere at supplere den for flere områders vedkommende. stor mængde såvel af negativer som af positiver fra professor O. Oluf sens rejser i Central-Asien og Afrika er modtaget som gave fra håns søn, fuldmægtig i socialministeriet M. O. Olufsen. negativer af etnografisk interesse fra Tyrkiet, Iran og Øst-Afrika er skænket af dr. scient. Bøje Benzon, og andre billeder er modtaget fra lektor Sophie Petersen, overlæge Erik J. Larsen, malermester Wilh. Schwanenfliigel og opsynsbetjent Richard Pedersen.

Håndbiblioteket har som gave modtaget nogle bøger om sudanesisk
af forfatteren, dr. Niels H. Brønnum, sekretær for
Dansk Forenet Sudan-Mission.

Asien.

Ligesom i fjor falder museets fleste og i det store og hele bedste forøgelser på Øst-Asien, først og fremmest Kina. Det er i virkeligheden at se, hvor mange gode, kinesiske ting der her i landet findes i privateje, og det er da så heldigt, at der tid efter anden overgår nogle af dem til museet.

En af de værdifuldeste nyerhvervelser har kun været mulig ved Ny Carlsberg-Fondets aldrig svigtende hjælp. Det er en meget stor og særdeles fint udført billedvævning af silke med enkeltheder tilføjet påmaling (fig. 1). Den er utvivlsomt fremstillet under Ming-dynastiet (1368^—1644) og forestiller forskellige taoistiske guddomme. Foroven til venstre skimter man K'un-luns bjærgtinder, det vestlige paradis ligger. Herfra nærmer dets herskerinde, Hsi Wang-mu, sig ridende gennem skyerne på

en føniks og ledsaget af to tærner med vifter. Til højre ses en terrasse de tre lykkeguder (San-ch'ing) og de otte udødelige (Pa-hsien) med deres forskellige symboler. Både i kunstnerisk og teknisk henseende må dette stykke betegnes som overordentlig interessant værdifuldt.

Som før nævnt har samlingen allerede haft den glæde at modtageden gave fra sit nystiftede venneselskab (fig. 2). Det drejer sig om et ualmindelig smukt og velbevaret, oldkinesisk offerkar(ku) bronze fra Shang-Yin-perioden (o. 1400_—-1120 f. Chr.). Stykket har form som en slank og yndefuld vase med et par „slughals-masker" (t'ao-t'ieh) på foden og opretstående dragefigureri og i tidens løb er metallet blevet helt dækket af en sjældent fuldkommen, lysegrøn patina med næsten silkeagtig

emaljeglans. Et bronzekar nøjagtig mage til vort er afbildet af Bernhard Karlgren.¹) Samtidig med dette stykke modtog samlingengennem som gave fra den kendte antikvitetshandler,kaptajn Johansen, to elfenbenshoveder af barmhjærlighedensgudinde Yin; deres fine udførelse og ædle ro i torbindelsemed næsten tobaksbrun patina henfører dem sikkert til Ming-perioden.

Endnu en meget betydelig gave skyldes konsul George Jorck, der

allerede ved flere tidligere lejligheder har vist sig som samlingens uegennyttige velgører. Hovedstykket er her en pragtfuld, stor bronzevaseindlagt sølv og guld i form af flagermus mellem skyer (fig. 3). Den stammer fra Sung-dynastiet (960^—1279) og er langt den mest anseelige genstand, museet ejer fra denne periode. Forudenvasen konsul Jorck flere andre værdifulde bronzesagerfra fortid, nemlig tre sværd fra århundrederne omkring vor tidsregnings begyndelse, en dolkstav, nogle spydspidser og et spejl. To andre dolkstave er modtaget som gave fra stud. mag. WernerJacobsen. af kinesiske oldsager, der lige til de sidste

---

1) New Studies on Chinese Bronzes (Mus. Far East. Antiq. Bull. 9. Stockholm PI. XXII nr. 835.

år har været forsvindende få i museet, er således støt forøget i den senere tid, og selv om det stadig må siges at være altfor übetydeligttil give et blot nogenlunde fyldigt billede af Kinas rige oldtids og middelalderkultur, er de erhvervede sagers kvalitet til gengældaf rang.

Af kinesiske ting fra nyere tid har fru kaptajn P. A. Berentzen skænket en lille, meget smuk skål, formentlig af opal, der skal have tilhørt enkekejserinde Tzü-hsi (død 1908) samt fire nj'deligt malede og fra hr. Sophus Black har museet modtaget et maleri på spejlglas og en tempelgenstand, der bruges, når man efter ofring af røgelsespinde vil påkalde gudens opmærksomhed, tillige med nogle farvelagte træsnit forestillende skuespillere m. m. samt en stor samling små lerfigurer, der fremstiller et bryllups- og et begravelsesoptog. Forskellige småting fra Manchuriet, bl. a. et sølvdiadem, sko og stativer til håropsætning m. m. er skænket af Dansk Missionsselskab sammen med enkelte jordfundne figurer af ret sen dato fra egnen om Antung. Tøjhusmuseet har deponeret et kinesisk gevær.

Foruden de nævnte ting, der er indkommet som gaver, er andre sager fra Kina erhvervet ved køb, således en del udmærkede dragtstykker, a. til skuespilbrug, en vifte, et bronzesværd af lignende type som de tidligere omtalte, nogle billeder forestillende risdyrkning en messingovn, der vistnok er lavet i Kina, men for øvrigt er af en form, som er vidt udbredt i Øst- og Central-Asien.

Langt færre er nyerhvervelserne fra det øvrige Øst-Asien. Skolebestyrerindefru Birk-Grønbech har vist museet den store velvilje at skænke tre koreanske akvareller hørende til en omfattendesamling, i sin tid er malet for minister Oiesen i Peking, og en japansk parerplade er overladt af dr. Bøje Benzon. Fra Tøjhusmuseeter som depositum modtaget et japansk hugvåben (katana). Et andet depositum af særlig interesse skyldes kunsthandlerPeter Det er et sortlakeret trælåg med overdådig indlægning af perlemor, bl. a. forestillende den siamesiske kongekronemellem kongelige parasoller. Dette stykke opgives at have været låg til den tiggerskål, som kong Chulalongkorn har benyttet som tiggermunk, idet det nemlig hører med til munkenes regler, at de ikke må se, hvilke gaver de troende lægger i skålen. Meddelelsensrigtighed ved, at låget bl. a. er forsynet med årstallet 1235, svarende til 1874 efter vor tidsregning. Det er i sin tid skænket til hr. Kinchs moder af kongen selv. Med dette depositumfulgte en lille lerfigur fundet ved bygning af jærnbanen fra Bangkok til Tachin. Et laotisk palmebladsmanuskriptindeholdende

skriptindeholdendecitater fra buddhistiske værker er foræret af
frk. Ellen Bagge.

Vender vi os herfra til Indonesien, flyder strømmen af nyerhvervelser noget rigeligere. En samling af 23 brudstykker af relieffer ornamenter, som stammer fra ruiner af hinduistiske templer Java, er en gave fra kunstmaleren Johan Thomas Skovgaard; den betyder en særdeles velkommen forøgelse, for det var ikke overvældende meget, museet i forvejen rummede af gammel, ja-

vansk skulptur. Andre gaver er modtaget af oberstløjtnant V. S. L. Rathsack (et dajakkisk sværd), fru Sandra Gundesen (en kvindedragt basttøj fra toradjaerne på Celebes) og sagfører A. Sørensen hugvåben fra uvis lokalitet). To gamle, javanske spyd er deponeret af Tøjhusmuseet.

Af andre nyindkomne sager fra Indonesien er der først og fremmestgrund at nævne en meget stor bronzekedel, øjensynlig fra Brunei på Borneo (fig. 4). Dette landskab var i sin tid sæde for en gammel bronzeindustri, der utvivlsomt gik tilbage til påvirkninger fra den såkaldte Dong So'n-kultur i Tonkin. Man har tidligere fremhævet de mærkelige overensstemmelser i stil, der findes mellemfrembringelserne denne og fra den noget ældre Halstattkulturi jærnalder (c. 1000^—500 f. Chr.), og helleringen,

leringen,der ser det her omtalte stykke, kan undgå at føle sig slået af ligheden. Endelig er der erhvervet en riskniv, rigt prydet med sølv, som den anvendes på Bali ved rishøstens indvielse, en messinglampe fra samme ø og et vistnok javansk manuskript på palmeblade.

Fra Indien kommer en del sager, hovedsagelig våben og værktøj, der er skænket af Dansk Missionsselskab. Det smukkeste stykke i denne samling er et strengeinstrument (vina) af messing, til hvilket yderligere knytter sig den interesse, at det har været brugt ved gadeprædikener i Vellore af missionær Edv. Løventhais indfødte som bekendt er det missionær Løventhai, der har tilvejebragt størstedelen af museets ualmindelig rige, indiske samling. Et lille frugtbarhedssymbol (linga) af sort sten skyldes kunsthistoriskeren Gustav Lorenzen, og en vifte fra Ceylon er overført fra Nationalmuseets 3. afdeling.

Hverken Vest-, Central- eller Nord-Asien er repræsenteret blandt
nyerhvervelserne i år.

Amerika.

I modsætning til, hvad der plejer at være tilfældet under normale er det i det store og hele yderst lidt, som i det forløbne år er indkommet fra Amerika; men til gengæld er der blandt disse få sager et par meget værdifulde forøgelser. Det gælder således fra Grønland den store samling akvareller og tegninger, i alt 252 billeder, der skyldes den nu afdøde, vestgrønlandske sælfanger og kunstner Jakob Danielsen. Denne samling, der vil være kendt fra en udstilling i Statens Museum for Kunst og den smukke udgave, der fremkom i bogform for et par år siden¹), er tilvejebragt på initiativ af kontorchef i Grønlands Styrelse, Ph. Rosendahl, som nu har gjort museet den glæde at overlade det hele samlingen. Denne gave er ikke blot et smukt vidnesbyrd om et ægte, kunstnerisk men også en kilde af høj rang til forståelsen af grønlandsk under former, der allerede i mange år har været i rivende tilbagegang, og af dobbelt betydning, fordi kunstneren har oplevet det indefra og ikke ser det med den udenfor ståendes øjne. Årets øvrige tilvækst fra Grønland indskrænker sig til en model af en konebåd foræret af arkitekt Sven Risom og en nål af hvalrostand, fundet på en boplads i Nordfjord og skænket af den nu afdøde læge E. Thulinius.

---

1) Jakob Danielsen, en grønlandsk Maler. Tekst af Ph. Rosendahl. Køben havn 1942.

En übestridt førsterang mellem de indianske sager indtager to store totempæle (fig. 5), der er en gave fra godsejer A. Reimann, Stensbygaard. De har i sin tid stået i tlingit-landsbyen Klukwan ved mundingen af Chilkat River i Alaska og har en højde af ikke

mindre end 4,17 og 3,70 m. Den øverste figur på den største pæl forestiller en medicinmand af bjørneklanen; derunder ses „storravnen",menneskenes og læremester, og forneden en mand og en kvinde i bjørneham. På den anden pæl er bl. a. fremstilleten og en frø samt „bjørnemoderen" og hendes barn. Figurerne hentyder til sagnet om, at frøen og myggen engang forvoldteen farsot, der hærgede hele stammen, indtil den blev drevet bort ved medicinmandens besværgelser. Museet har hidtil ikke ejet nogen totempæl i fuld størrelse, og denne gave er derfor ualmindelig velkommen.

Fra Nord-Amerika stammer endvidere en lille træfigur skænket af billedhugger Gunnar Hammerich; fra Mexico eller Mellem-Amerika to kalebasser, der er modtaget af forfatteren Holger Rosenberg, og fra Venezuela en model af en majsmorter, skænket af museumsbetjent A. Søndergaard. Desuden er en mexicansk (?) sabel deponeret af Tøjhusmuseet. De eneste køb fra Amerika er et araucansk sølvsmykke og en gaucho-stigbøjle.

Afrika.

Det er udelukkende småting, der er indkommet fra Afrika i det forløbne år. Fra nu afdøde oberstinde Anna Rathsack, i hvem samlingen mistet en trofast ven, er der som gave indgået et par tunisiske sager, nemlig en broderet dug og en lille sølvflaske til sort øjensminke. En maurisk bronzevase, en lille fuglefigur af bronze og en træske med et fuglehoved er overført fra Antiksamlingen, fra orlogskaptajn Niels Brammer er der modtaget en halskæde fra bisharinerne nær Aswan. Desuden kan følgende donatorer fru Poula Jørgensen (et sværd med læderskede fra Guinea), fru J. M. Jensen (tre armbånd af elefanthår fra det nordøstlige hr. L. M. Worsaae (19 pygmæpile) og dr. med. Oscar Horn (tre kvægklokker fra Kenya).

I øvrigt er nyerhvervelserne fra Afrika yderst få, idet de indskrænker til et sudanesisk pilekogger, en såkaldt „håndvægtsrangle" Belgisk Congo samt en lille messingfigur og en økse med kobberblad fra samme område.

Oceanien.

Kun et eneste stykke af årets tilvækst stammer fra Oceanien, idet orlogskaptajn Niels Brammer foruden den ovenfor nævnte halskæde bisharinerne tillige skænkede et halssmykke, der synes at hidrøre fra Carolinerne eller Salomon Øerne.

Evropa.

Den lille, evropæiske afdeling er blevet forøget med nogle enkelte af russiske genstande, således en tatarisk hyrdepisk fra nu afdøde direktør, cand. juris O. Fenger, et regnebræt fra malermester E. Grouleff og otte ukrainske påskeæg fra journalist frk. Edith Ryssel. Af andre gaver skal nævnes en spansk chokoladekande oberstinde Anna Rathsack, en pistol fra oberstløjtnant S. L. Rathsack og to portugisiske gedeklokker fra dr. med. Oscar Horn. En græsk hyrdeflaske er det eneste stykke fra Evropa, der er købt til museet.

Er det end ikke talrige forøgelser, den etnografiske samling kan møde op med fra det forløbne år, så må det til gengæld fremhæves, at der blandt dem findes adskillige sager, som kan gøre krav på mere end almindelig opmærksomhed i kraft af deres usædvanligt høje kvalitet. Dengang krigen lukkede grænserne, kunde man med god grund have frygtet, at samlingen vilde være kommet til at ligge helt stille; men heldige omstændigheder har medført, at det er gået bedre, end man turde vente. At vi alligevel længes efter den dag, da jorden igen ligger åben, er et ønske, vi deler med alle.