Johs. Iversen: Landnam i Danmarks Stenalder. En pollenanalytisk Undersøgelse over det første Landbrugs Indvirkning paa Vegetationsudviklingen. Danmarks Geologiske Undersøgelse, 2. R. Nr. 66 (68 S., 9 Tavler). København 1941. Pris 4.00 Kr.

Et af de allerinteressanteste Træk i Danmarks ældre kulturgeografiske Udvikling er Overgangen fra ældre til yngre Stenalder. Herom foreligger en rig, arkæologisk Litteratur, som i Sammenhæng er behandlet af Johs. Brøndsted i første Bind af det store Værk: Danmarks Oldtid. Allerede paa Grundlag af de fundne Redskaber, Grave og andre Efterladenskaber har det været muligt at fastslaa, at denne Overgang maa have været meget betydningsfuld, idet den ældre Kulturtype i Ertebølle- eller Køkkenmødding-Kulturen havde helt andre Erhvervstyper, Sæder og Skikke end den eller rettere de yngre Stenalder-Kulturer, karakteriserede bl. a. gennem Anvendelsen af store Stengrave, Dysser og Jættestuer, eller som i Midt- og Vestjylland af Enkeltgrave.

Gennem forskellige Undersøgelser, navnlig af Kornaftryk i Lerkarskaar og af Dyreknogler har det vist sig, at saavel Korndyrkning som Husdyrhold begynder samtidig med Indførelsen af den yngre Stenalders Kulturtyper, og at disse Erhvervsformer er strengt knyttet til disse. En fortrinlig Oversigt over disse Forhold er givet af Gudmund Hatt i Arbejdet: Landbrug i Danmarks Oldtid.

Det skarpe Skel mellem ældre og yngre Stenalder beror paa, at med den sidstnævnte Periode kommer Landbruget til Danmark, medens den ældre Stenalders Folk var Jægere og Samlere. Efter al Sandsynlighed kom Agerbruget udefra med nye Folkeslag, som blev bofaste i Danmark, og som ved Blanding indbyrdes og med den ældre Stenalders Folk dannede Grundlaget for den nuværende danske Folkemasse.

Gennem meget detaillerede Pollenanalyser er det nu lykkedes Johs. Iversen at give et Billede af Vegetationens Udvikling i Overgangstiden mellem ældre og yngre Stenalder, og Resultatet af Undersøgelserne er meget bemærkelsesværdigt.

Den plantegeografiske Situation umiddelbart før er følgende: Vi befinder os midt i Egetiden. I et Par Aartusinder har Eg, Elm og Lind i Forening dannet Højskoven, lidt Fyr fandtes paa daarlig Bund, El voksede især paa vaade Steder sammen med lidt Birk.

Paa et bestemt Tidspunkt i Begyndelsen af den subborale Periode sker der imidlertid en pludselig Ændring i Skovens Sammensætning. Eg, Lind, Ask og Elm gaar midlertidigt stærkt tilbage, medens Birk viser en forbigaaende Stigning, samtidig med at Hassel naar et udpræget Maximum.

Iversen tyder disse Forskydninger som Udtryk for Vegetationsudviklingen i et Omraade, hvor et agerdyrkende Folk har foretaget Landnam og med Økse og Ild har ryddet op i den tætte Urskov. Gennem en Række Detailanalyser kan man følge Udviklingen i vidt adskilte Dele af vort Land, og næsten overalt møder man Vidnesbyrd om en plantegeografisk Revolution i den ovennævnte Overgangsperiode.

Arbejdet er et nyt Vidnesbyrd om det intime Samarbejde mellem
Arkæologi og Pollenanalyse, som allerede paa en Række Felter
har givet saa værdifulde Resultater. Niels Nielsen.