F. R. Falkner: Beiträge zur Agrargeographie der afrikanischen Trockengebiete. 76 S. (23X16 cm), 2 Kort. Geographische Abhandlungen begründet von Albrecht Penck. Dritte Reihe, Heft 11, J. Engelhorns Nachf., Stuttgart 1939;

Interessen for Afrikas Kulturgeografi, specielt Landbrugsgeografien,er paa Grund af de dertil knyttede betydelige økonomiske Udviklingsmulighederfor Tiden meget levende, og saa at sige hvert Aar bringer den videnskabelige geografiske Litteratur nye og vigtigeBidrag til Løsningen af de herhen hørende Specialproblemer. De seneste Aar har endvidere bragt en Række Oversigter saavel i den amerikanske som europæiske Litteratur; eksempelvis kan nævnes et Arbejde af H. L. Schantz: „Agricultural regions of Africa", som er under Udgivelse i indeværende Aargang af det amerikanske Tidsskrift "Economic Geography". Et andet vigtigt

Bidrag er den af Schweizeren Dr. F. R. Falkner forfattede Besvarelseaf en Prisopgave, som Universitetet i Basel udsatte 1934_—35, og som nu har fundet Offentliggørelse i den af Albrecht Penck grundlagte Serie „Geographische Abhandlungen".

Hoveddelingen af Arbejdet er følgende: 1) Grænserne for Afrikas Agerbrug, 2) Regnagerbrug, 3) Jordbund, Vegetation og Agerbrug, 4) Tørfarmsystemet (Dryfarming). Forfatteren har med stor Omhu fremskaffet et spredt og vanskeligt tilgængeligt Materiale og har behandlet det i en kort og let læselig Fremstilling, som giver en god Oversigt, og som tillige indeholder en Del nyt Stof.

Forfatteren gør med Rette opmærksom paa, at Angivelsen af Nedbørens gennemsnitlige Aarssum i en lang Række Tilfælde er af ringe Værdi for plantegeografiske og økologiske Overvejelser, idet talrige af Klimatyperne karakteriseres af Regnens episodiske Optræden. Et enkelt fugtigt Aar efterfølges saaledes ofte af et Antal tørre eller endog meget tørre Aar, og Gennemsnitsværdierne beregnet for en længere Aarrække vil saaledes ikke rent umiddelbart have nogen større Interesse, og navnlig ikke for Grænseegnene, for Udbredelsen af denne eller hin Kulturplante.

I denne Forbindelse bør det omtales, at Afblæsning og Bortskylning af Løsjord (Muldflugt) i disse Aar hærger store Strækninger af Afrika i Lighed med, hvad man kender fra Nordamerika og visse Egne af Asien, og Forfatteren nærer endog ret pessimistiske Anskuelser m. H. t. Sagens videre Udvikling. Han paapeger, at det afrikanske Fastland ikke er den uudtømmelige Reserve for Produktionen af Plantenæringsstoffer, som man er tilbøjelig til at tro, og han mener endog at kunne se en Fare for en saadan Udvikling, at Afrika ikke engang vil kunne ernære sin indfødte Befolkning.

Forfatterens Formel til Bestemmelse af Tørhedsgrænsen betegner
en Tilpasning af de Martonnes og Koppens tidligere Arbejder
over dette Problem.

Manglen af Agerbrug og Grænserne for Jorddyrkningens Udbredelse kan i Afrika skyldes mange Faktorer. I Grænseomraaderne spiller Nedbørstidens Længde en afgørende Rolle. Majs fordrer saaledes 3 Maaneder med over 71 mm, medens en kortere Regntid er tilstrækkelig for Durra. Nævnes bør det tillige, at den vigtige Kulturplante Jordnød kan klare sig med 300 mm Nedbør fordelt paa et Tidsrum paa omkring 20 Dage.

Regnklimaets Ugunstighed kan dels vise sig ved ringe Regnmængdeog
dels ved en yderlig kort Regntid. Maaske endnu vigtigereer
den tidligere omtalte episodiske Optræden af Regnfaldet,

og for visse Kulturplanter er Forekomsten af korte, men stærkt virkende Tørkeperioder i Regntiden ganske skæbnesvanger. Pludseligog stærk Regn har ringe biologisk Værdi. Selv om man paa Benguellakysten i enkelte Regnskyl maaler op til 100 mm, har det yderst ringe Værdi. Ca. 80 % løber straks af, og Mulighederne for en Opmagasinering er yderst beskedne. Svag vedholdende Regn er i visse Regioner meget betydningsfuld. Man kan saaledes under gunstige Fordelingsforhold dyrke Hvede i Regioner med en Aarsnedbørpaa 280 mm. I denne Forbindelse bør det maaske omtales, at nyere Undersøgelser har givet det interessante Resultat, at den hyppige Forekomst af Torden bevirker en intensiv Iltning af LuftensKvælstof og paafølgende Dannelse af Salpetersyre. Man har beregnet Produktionen af Salpetersyre til 30_—35 kg pr. Hektar pr. Aar, altsaa en Størrelse, som ingenlunde er uvæsentlig for JordbundensNitratregnskab.

I visse Tilfælde virker Kulden som Agerbrugsgrænse i Afrika. Negerne er nemlig yderst kuldefølsomme, og f. Eks. i de højere Dele af Østafrika er det vanskeligt at fremskaffe og opretholde Bestanden af indfødt Arbejdskraft. Samtidig er Arbejdsbetingelserne for hvide Kolonister ganske gunstige, men den heldige Udvikling af den hvide Kolonisering hæmmes ofte af Trafikvanskeligheder.

I Abessinien har den indfødte Befolkning formaaet at drive Kornavl til en Højde af 38^—3900 m's Højde, og det vil næppe her være muligt — selv for europæiske Kolonister — i væsentlig Grad at hæve denne Grænse. Lignende Forhold træffes i Atlasbjergene og i Sydafrika.

I visse Tilfælde danner Jordbundsforholdene Grænsen for Agerbrugets Udbredelse, og i ret store Omraader foregaar i Øjeblikket en Forskydning i ugunstig Retning, der bl. a. skyldes den overordentlig almindelige Afbrænding af Savannen i Tørtiden. I det hele taget karakteriseres ret store Arealer af en negativ Balance i Næringsregnskabet. Store Dele af de mere fattige Agerbrugsdistrikter er Genstand for udpræget Rovdrift.

Visse Agerbrugsdistrikter kunde utvivlsomt ved Anvendelsen af passende Kulturplanter bringes til at yde noget eller eventuelt yde mere. Et typisk Eksempel frembyder saaledes Udbredelsen af Jordnødden i Senegambien, idet man ved Hjælp af denne Kulturplante har kunnet erobre et Bælte paa adskillige Hundrede Kilometer, som tidligere paa Grund af Tørke maatte anses for ganske uegnet til Agerbrug.

Ret ofte finder man i Afrika mennesketomme Rum, hvis Tilstedeværelseikke

stedeværelseikkekan sættes i Relation til klimatiske eller andre naturgeografiske Faktorer. Saaledes har man maattet evakuere visse Omraader i Uganda og Tanganyika paa Grund af Sovesyge, og ganske store Gebeter er affolkede paa Grund af Krig og Slavejagt.

Agerbrugets Tørkebegrænsning viser sig desuden paa en anden Maade. Medens Reglen er den, at Grænsen bestemmes af Kulturplanternes Krav om Vand, synes visse Egne at mangle Agerbrug og fast Rebyggelse, fordi man simpelthen i Tørtiderne mangler Drikkevand. Forholdet træffes i Egne, hvor f. Eks. Dyrkningen af Durra burde være mulig. I Tanganyika, Kalahari og visse Dele af Mocambique har man ogsaa paatænkt en Kolonisering paa Basis af en kunstig Forsyning med Drikkevand.

Agerbrugets Udbredelse er imidlertid ikke alene begrundet i naturgeografiske Faktorer. Hos visse Samlerfolk, saasorn Folkeslag i Regnskoven og i Busksteppen, kendes Agerbruget simpelthen ikke, og i adskillige Tilfælde kan den nævnte Mangel næppe forklares paa anden Maade end ved visse Folkeslags Modvilje mod at dyrke Jorden. De ægyptiske Beduiner nærer saaledes en dyb Foragt for de agerdyrkende Fellaher, og tilsvarende Forestillinger træffes hos Tuareger og Masajer. Den psykologiske Hindring for Agerbrug er dog ikke altid uovervindelig. Det er saaledes lykkedes at faa de Hereroer, som overlevede Krigene, til at opgive deres gamle Kvægavlskultur og gaa over til Agerbrug, og en noget lignende Udvikling kendes fra Zulustammen Wangoni samt fra Hottentotterne. Endelig maa Manglen af Agerbrug i visse Tilfælde begrundes i svigtende fysiske Forudsætninger, f. Eks. hos Buskmændene.

De her refererede Afsnit af Falkners Arbejde er imidlertid kun et lidet fyldestgørende Udpluk af det meget righoldige og meget koncentrerede Stof, som Afhandlingen indeholder, og saadanne Geografer, som beskæftiger sig med Regionalgeografi, bør derfor benytte sig af denne meget lødige Fremstilling, som paa en meget fordelagtig Maade bringer et Vidnesbyrd om den schweiziske Geografis høje Stade ogsaa i Temaer, som ikke har direkte Tilknytning til Studiet af hjemlige Forhold.