H. M. Thamdrup: Studier over jydske Heders Økologi. I Hedebundens Fugtighedsforhold. Acta Jutlandica XI, Supplementum, 1939, 82 pp, 11 Tabeller og 24 Figurer.

De hastigt svindende Hedearealer i Jylland er tidigere jævnligt blevet undersøgt af Botanikere og Geologer; i den ellevte Time kommer nu hertil en Indsats fra zoologisk Side, idet Dr. H. M. Thamdrup har begyndt en økologisk Undersøgelse af de jydske Heder. Studiernes Udgangspunkt har været Naturhistorisk Museum, Aarhus, men den egentlige Arbejdsbasis har været et transportabelt Laboratorium, indrettet i en Beboelsesvogn, en Fremgangsmaade, der med et Slag løser en lang Række af de Besværligheder, der ellers knytter sig til Undersøgelser af denne Art.

Det første Resultat af denne Undersøgelse foreligger nu som en Studie over Fugtighedsforholdene, en klar og velskreven Redegørelse for velovervejede og velgennemførte Undersøgelser, der yder et meget væsentligt Bidrag til Hedens mikroklimatiske Forhold.

Beklages maa det, at et saa betydeligt Arbejde ikke i sin Helhed fremkommer paa et af Hovedsprogene, men kun har et engelsk Resumé; særligt beklageligt er det, at Tabellernes Tekster ikke konsekvent er oversat.

Det er karakteristisk, at en Undersøgelse af Hedens Mikroklima begynder med en Studie over Fugtighedsforholdene og ikke, som man plejer, med Temperaturforholdene. Grunden hertil er den klassiske Opfattelse af Heden som en ørkenagtig Biotop, hvor en formodet Tørke er den væsentligste begrænsende Faktor for Organismerne. Det er dog et Spørgsmaal, om den fulde Forstaaelse af Fugtighedsproblemerne kan naas uden et ligesaa gennemført Temperaturstudium. Det synes af Afhandlingen at fremgaa, at der allerede findes et betydeligt Materiale hertil. Burde dette ikke først have været analyseret?

Som det nu er, foreligger her, efter en omhyggelig Redegørelse
for den anvendte Teknik, en Række Maalinger af det procentiske

Vandindhold i Hedejorden, der viser, at der er meget store Svingningeri Vandindholdet i Maar og Al, hvorimod Blegsand og Undergrundkun usikkert følger disse Svingninger. Endvidere vises det, at den relative Fugtighed i Luftrum i Jorden næsten altid holder sig paa et konstant Niveau mellem 85 % og 96 % rel. Fugtighed, selv om Vandindholdet i Maaren svinger mellem 10 og 80 % Vandindhold;kun en enkelt Gang, under ganske ekstreme Forhold (paa et Indsande efter Hedebrand), viste Maaren ved et Vandindholdpaa 3 % en rel. Fugtighed paa ca. 75%.

I Forbindelse hermed er undersøgt, hvorledes Fugtighedsgradienten er mellem fire forskellige Niveauer: 100 cm over Overfladen, øverst i Vegetationen, lige ved Jordoverfladen under Vegetationen og et Par cm nede i Maaren. Utvivlsomt er de anstillede Observationer tilstrækkelige til at berettige den Slutning, der drages af dem, nemlig at den øverste Del af Vegetationen nærmest slutter sig til Luftfugtigheden i 100 cm Højde, mens Jordoverfladen snart følger Maaren og snart Atmosfæren. Men alligevel kan jeg ikke se, at Argumentationen ikke vilde have hvilet endnu meget sikrere, hvis der havde været Lejlighed til at følge Døgnsvingningerne blot et Par karakteristiske Døgn igennem. Mærkeligt er det, at saa faa af Maalingerne viser de typiske Indstraalingsfordelinger, et Forhold, der utvivlsomt staar i Sammenhæng med de paafaldende lave Temperaturer, der angives for Vegetationen; det synes, som om de fleste af Maalingerne er foretaget i Graavejr.

Endelig sammenlignes rel. Fugtighed og Vandindhold i Maaren paa høje Empetrum- og Arctostaphylos-Staiioner med lave Lokaliteter, bevokset med Erica og Carex panicea, og det paapeges, at for de paagældende Stationer (Tabel 3 p. 57) er der ganske vist Forskel paa Vandindholdet (46,0 og 58,6 %), men Forskellen i rel. Fugtighed antages at være übetydelig (90,0 og 93,5 %). Denne Opfattelse er dog vist i nogen Grad en Følge af den forholdsvis ringe Vægt, der lægges paa Temperaturforholdene, og som ogsaa giver sig Udslag i, at Luftens Fugtighed maales som relativ Fugtighed, skønt den teoretiske Rigtighed af at anvende Mætningsdeficit indrømmes (p. 59). De tilsvarende Mætningsdeficit for de to Grupp'er af Stationer er nemlig 1,023 og 1,453, altsaa en Forskel, som næppe kan anses for ligegyldigt. Dette skyldes, at der er ca. en Grads Forskel paa Gennemsnitstemperaturen for de to Grupper; havde der været samme Temperatur paa den lave som paa den høje Lokalitet, vilde den relative Fugtighed paa den lave Station have været 100 og ikke 93,5 %.

Selv om en større Hensyntagen til Temperaturen i dette Tilfælde

vilde have været af nogen Værdi, behøver dette ikke Undersøgelsens meget betydelige Hovedresultater, først og fremmest Aflivningen af den klassiske Opfattelse af den „ørkenagtige" Tørke paa Heden og Paavisningen af Jordluftfugtighedens Uafhængighed af Jordens Vandindhold.

Just fordi dette Arbejde indeholder saa meget nyt og værdifuldt, virker det som et sikkert Grundlag, ikke blot for den zoo-økologiske Del af Undersøgelsen, men ogsaa for videre Debat om disse fundamentale