Wilhelm Filchner: Bismillah! Vom Huang-ho zum Indus. Leipzig 1938. 16X23 cm, 347 S., 114 Billeder paa dekrideret Papir og eet Kort.

Den tyske Forskningsrejsende og Geofysiker, Prof., Dr. h. c. WilhelmFilchner har efterhaanden adskillige Aar „Asien" bag sig. OprindeligOfficer i den bayerske Hær, red han allerede i Sommeren 1900, kun 23 Aar gammel, over Pamir. 1903_—05 foretog han sammenmed Albert Tafel den Rejse til Hwanghos Kildeomraade, som satte Frugt i det 11 Bind store Værk: „Wissenschaftliche Ergebnisseder Expedition Filchner nach China und Thibet" (Berlin 1913). Siden Verdenskrigen har Filchner især helliget sig Geofysikkenog paa to omfattende Rejser foretaget magnetiske Maalinger i Centralasien. Den første Rejse 1926_—28 gik fra den russiske Grænse via Kulja og Urumchi gennem Dzungariet og Mongoliet til det egentlige Kinas Nordvesthjørne og derfra gennem Øst- og Syd- Tibet til Kashmir. Paa sin sidste Ekspedition 1935_—38 har Filchner lagt en Linje af Observationsstationer midt ind gennem det store Omraade, han paa den forrige Ekspedition omkredsede, nemlig gennem Tsaidam Plateauet og langs Sinkiangs Sydrand. Naar han har kaldt sin Bog om denne sidste Rejse „Bismillah", d. v. s. i AllahsNavn, de Ord hvormed en Koran-Sure sædvanligvis begynder, er det, fordi han paa sin Rejse kom gennem et hovedsagelig muhammedanskOmraade,

hammedanskOmraade,hvor disse Ord er paa alles Læber, saa de
blev en Art Feltraab for ham selv.

Filchner gør straks i Bogens Begyndelse klart og alment forstaaeligtRede for Rejsens videnskabelige Formaal. Men medens der iøvrigt venter de magnetiske Observationer en grundig videnskabeligBearbejdelse, er denne Bog selve Rejseberetningen, og den er spændende som en Roman. Filchner er rejst gennem Egne af Asien, hvor kinesiske, russiske og adskillige andre Interesser mødes, hvor Generaler optræder som Usurpatorer, der en Maaned hersker despotiski et vidt Omraade og i den næste maa flygte over Hals og Hoved. Vi faar et levende Billede af Livet i disse Egne i de senere Aar, og den Usikkerhed, som ikke mindst de svirrende Rygter fremkalder.Allerede ved den egentlige Ekspeditions Begyndelse faar Filchner i Lanchau, Kansus Hovedstad, sin første og ret uhyggelige Forskrækkelse, da Byens Ammunitionsdepot springer i Luften. Filchner er i Lanchau Gæst hos den tyske, katolske Steyler-Mission. En af Missionærerne, Broder Gervasius, bliver Filchners Tolk og Næstkommanderende paa Ekspeditionen. Først gaar Færden ind gennem den nye kinesiske Provins Ts'ing-hai, hvis Hovedstad er Sining, Nord om Kuke og Syd om Tsaidam-Sumpen. I Vanskelighedermed de kinesiske Tjenere faar Filchner energisk Bistand fra de stedlige Mandariner. Ifølge Filchner er det fremragende dygtigeFolk, Kina ansætter som Embedsmænd paa disse afsidesliggendeSteder. „Mandarinposter er Smeltediglen for Statens fremtidigeFørere." Marschen videre frem Syd om Tschaidam-Sumpen og gennem Bjergkæderne Vest for byder paa svære legemlige Anstrengelserbaade for Dyr og Mennesker. Den snart 60-aarige Ekspeditionslederplages stært af rheumatiske Smerter. Midt i Ødemarken træffer Filchner en russisk Flygtning, en tidligere Ritmester ved de sibiriske Kosakker, som efter den hvide Hærs Nederlag var gaaet over paa kinesisk Grund, hvor han nu fører en kummerlig Tilværelsei Vest-Tsaidam som Forvalter for nogle kinesiske Købmænds Varelagre. Man ser, hvor elendigt den Europæer er stillet, som uden at have en stærk Stat i Ryggen, er prisgivet et haardført NomadefolksBarmhjertighed. Efter ca. 9 Maaneders Rejse naar Ekspeditionenfrem til Oasen Gherchen i Sinkiang, hvor den modtages hjerteligt af den britiske Repræsentant, en gammel, hvidskægget Afghaner. I Cherchen venter Filchner i Oktober og November paa Tilladelse til at rejse videre, idet Nanking-Regeringen ikke har villet give ham Visum for Sinkiang paa Grund af Urolighederne der. Endelig i December giver Sinkiangs daværende Hersker, General Ma-hu-shan i Khotan, Padishahen, Tilladelse til at rejse videre,

og Filchner fortsætter mod Vest langs Takla Makans Sydrand. Man faar gennem Filchners Skildringer et godt Indblik i Oasebyerne i dette Strøg, som danner den nordøstligste Udløber af den islamiske Bykultur, vi kender fra den nærmere Orient. I Khotan kommer et pludseligt Omslag, idet Padishahen uventet sætter Filchner og Gervasius i en Slags Varetægtsarrest, hvori de maa tilbringe den første Halvdel af Aaret 1937, mens de mærker Dønningerne af Kampe mellem Khotan og Kaschgar. Endelig sidst i Juli slipper de løs og drager ad den gamle Vej fra Khotan over Karakorum-Passet til Leh i Kashmir, idet Filchner endda faar Tid til at passe sine magnetiske Maalinger undervejs. Dette er Hovedtræk af denne Rejseberetning,der er saa umaadelig righoldig, dels paa Grund af de talrige indstrøede Skildringer af Naturen, dels paa Grund af de mange Indblik, vi faar i Befolkningens Liv.

Ogsaa paa en anden Rigdom byder Bogen. Filchner, der paa sit Ridt ned gennem Kashmirs skovgroede Dale mødes af Meddelelsen om, at han har faaet den tyske Nationalpris tildelt af Føreren, viser sig som et meget sympatisk Menneske, en vennesæl Mand, der til Slut maa fylde næsten 4 tættrykte Sider med Tak til de mange, der paa forskellig Maade har staaet ham bi. Det viser sig her og andet Steds, at Briterne indtager en stor Plads i hans Hjerte, og baade Franskmænd og Kinesere har hans Sympati.