Handbuch der Geographischen Wissenschaft. Herausgeben von Fritz Klute. Allgenieine Geographie 11. 560 S. (30X23 cm). 476 Fig. 28 Tavler. Akademische Verlagsanstalt Athenaion. Potsdam.

Dette nu afsluttede Bind af det tidligere omtalte store Værk, hvori tysk Geografi overfor Verden præsenterer sin Viden og Kunnen, indeholder 3 Dele, nemlig Plantegeografi (80 Sider) af Th. Herzog, Jena, Dyregeografi (80 Sider) af Ernst Marcus, Berlin og Menneskets Geografi (400 Sider) af Hugo Hassinger, Wien.

Plantegeografien er behandlet saa alsidigt og grundigt, som det kan gøres paa faa Sider. Først gives en kort Fremstilling af PlanteverdenensHistorie.For den bedst kendte Del af denne, PlantevækstensForandringerpaa den nordlige Halvkugle fra Kridttidens Slutning til Nutiden, slutter Forfatteren sig til Wegeners Polforskydningsteorisomden Hypotese, der svarer bedst til vor nuværendeViden.Derefter

rendeViden.Derefterfølger et Afsnit om de ydre Faktorer, som har Indflydelse paa Plantevæksten: Voksestedet, Klima, AarstidernesVekslenog Jordbundens fysiske og kemiske Beskaffenhed. SærligbehandlesSkovgrænsen og dens klimatiske Betingelser, navnlig det velkendte Fænomen, at Træerne, hvor Højlandet optræder som højtliggende Masser kan nøjes med mindre Sommervarme end paa isolerede Bjerge og i Lavlandene. Et smukt Kort viser Foraarets Vandring nordpaa i Europa, illustreret ved Syrenens BlomstringstidiSydeuropa i Begyndelsen af April, i Nordeuropa ikke før SlutningenafJuni. Raunkiærs Livsformer omtales her som særlig godt egnede til at karakterisere Klimaets Betydning for Plantevæksten. Det tredje Kapitel handler om Planternes Udbredelse og Arealer i deres Afhængighed af Plantearternes klimatiske og edafiske Livsbetingelserogderes Udbredelsesmidler. Forfatteren kommer herved ind paa Spørgsmaalene om disjunkte Arealer, Relikter og UdbredelsevedMenneskets frivillige og ufrivillige Hjælp. Herefter kommeretKapitel om „Vegetation og Flora", der beskriver de vigtigste Vegetationsformationer og omtaler disses Successioner henimod en for hver Klimatype karakteristiske Klimaxformation. Det femte Kapitel omhandler Florarigerne, og herunder omtales ogsaa de for de forskellige Vegetationszoner ejendommelige Plantesamfund. Som sidste Afsnit kommer endelig en Omtale af Kulturplanternes HerkomstogDyrkning. Fremstillingen er ledsaget af et stort Antal fortrinligeAfbildninger,svagest er de farvetrykte Tavler, Gengivelser af Malerier. Det er et Spørgsmaal, om man ikke altid i oplysende Arbejder bør undgaa Reproduktion af Malerier. I Kunsten søger man jo ikke en objektiv Fremstilling af Naturen, men tvært imod Kunstnerens individuelle Opfattelse af det sete. Som OplysningsmiddelkanMaleriet derfor aldrig konkurrere med Fotografiet. Ligeledes lægger en god Gengivelse af Farverne store Hindringer i Vejen. Som en særlig god Tavle maa fremhæves Tavle VI: AfrikanskHøjfjeldsvegetation.Afhandlingen ledsages af et Kort, der indeholder overordentlig meget, som man maa glæde sig over. Saaledeserf. Eks. Grænsen mellem den mediterrane Vegetation og Mellemeuropas løvfældende Skov rigtigt angivet. For vor nærmesteOmegnmaa Udtrykkene Naaleskov, Blandet Skov og Løvskov som Betegnelse for Vegetationszonerne beklages. Naaleskovene N. f. de svenske Søer indeholder foruden Naaletræer ogsaa Løvtræer, navnlig Birk og Asp. Syd for Egens Nordgrænse er den skandinaviskeSkovogsaa Naaleskov med enkelte iblandede Løvtræer. Det er kedeligt, at denne Fremstilling af Vegetationen er kommen for tidlig til at kunne benytte Schokaiskys Vegetationskort over Sovietunionen(1936).Her

unionen(1936).Herangives Skovene S. f. Egegrænsen som (I) Zone med Naaleskov og bredbladede Løvtræer, og længere mod S. Zone med (II) bredbladede Løvtræer og Naaletræer og endelig følger(III)Løvskovens Zone. Til Zone I hører i Sverige Skoven fra Egegrænsen til det nordlige Blekinge, overalt er Naaleskovene overvejende.MellemZone I og II ligger den geografisk mest betydningsfuldeGrænse.Zone II er imidlertid i Sverige meget smal og meget hurtig følger tredje Zone uden vildtvoksende Naaletræer. Mellem Skovbæltet og Græssteppen er indskudt en Zone med Skov og Steppe vekslende. Den tilsvarende Zone mellem Prærierne og Skovene i Canada er ikke angivet paa Kortet. Det kan forbavse den, der har set Haifa Steppen i Nordafrika at se den angivet som Wüstensteppe. Kan der saaledes være Enkeltheder, hvor man kan have en anden Mening end Forfatteren, forhindrer det ikke, at Kortet maa betragtessomet Fremskridt i Vegetationens kartografiske Fremstilling.

Dyregeografien begynder efter en kort Indledning med en Omtale af Dyrenes Livsbetingelser, og hvorledes Grænserne for Dyrenes Udbredelse kan være betinget af disse. Dette Afsnit ledsages af et Kort over Faunarigerne, hvoraf der opstilles fire: Neogæa, omfattende Sydamerika og den tropiske Del af Nordamerika, Notogæa, omfattende Australien og Oceanien, Aktogæa, omfattende Resten af Nordamerika, Europa, Afrika og Asien og endelig som det fjerde Faunarige Antarktis. Rigerne deles i Regioner f. Eks. Arktogæa i den holarktiske Region (Nordamerika og den gamle Verdens tempererede og subtropiske Egne), den ætiopiske og den orientalske Region (Afrika og Asiens tropiske Egne). Et lille Kapitel handler om, hvorvidt man kan finde fysiologiske Aarsager til Dyrenes Udbredelsesforhold, hvorefter kommer Omtale af Fastlandenes Udviklingshistorie, Dannelse af ny Arter og Dyrenes Udbredelsesevne. Det syvende Kapitel giver en Fremstilling af Havets Dyreverden med Kort over Havets Faunariger: I. det arktiske, 11. det atlantiskboreale, 111. det pacifisk boreale, IV. det atlantisk-tropiske, V. det indopacifisk tropiske, VI. det subantarktiske, VII. det antartiske Faunarige. Paa Kortet angives de ikke helt sammenfaldende Grænser for Kystfauanens Riger og den pelagiske Faunas Riger. Derpaa omtales den Betydning, som Temperatur, Strømninger, Havenes Udviklingshistorie og andre Forhold for Havdyrenes Udbredelse. Kapitel 8 behandler de ferske Vandes Dyreverden, Spørgsmaalet om Indtrængen af Havdyr i Ferskvand, Relikter, Udbredelsesmuligheder o. s. v. Landdyrenes Geografi indtager naturligvis den største Plads. I Kapitel 9 gennemgaaes de almindelige Synspunkter for Dyrenes Udbredelse, hvorefter følger i næste Afsnit en Gennem-

gang af de enkelte Faunariger. Illustrationsmaterialet er rigeligt: Instruktivt Oversigtskort, fortrinlige Gengivelser af Fotografier, 5 Tavler, hvoraf de 2 er ypperlige Gengivelser af Fotografier, der hæver sig ikke lidt over de farvelagte Tavler, der er Gengivelser af Malerier. M. Vahl.