Anton Mohr: Landeveien til India. En handels-historisk Studie. Oslo 1937. (15X22 cm, 274 S., et Kort).

A. Mohr harmed denne Bog givet os en livligt skreven populær

for Forståelsen af den handelsgeografiske Baggrund for den klassiskeOldtid. I Tid begrænser Forfatteren sig hovedsagelig til det romerske Kejserdømmes Dage, men Ekskurser fører os dels så langt tilbage som til Sumerernes Forbindelse med Induskulturen, dels frem til Middelalderen. I Rum giver Forfatteren betydelig mere, end Titelen lover, idet han foruden Landvejene medtager Skibsruten gennem det røde Hav og over det indiske Ocean til Forindien,og ikke blot følger Vejene til Indien, men også de til Kina.

I første Kapitel gøres Rede for Kilderne. Vigtigst er Strabos Geografi, Plinius' „Naturalis Historia" og den mærkelige lille Bog „Periplus Maris Erythraei", hvis ukendte Forfatter er en af de meget få Oldtidsskribenter, der kendte Forindien af Selvsyn. I øvrig må Materialet til en Studie som den, det her drejer sig om, møjsommelig drages sammen fra mange forskellige Steder.

Udenrigshandelen, som det her særlig drejer sig om, stødte i Oldtiden på overordentlige Vanskeligheder. Rejser inden for Romerriget, hvor Pax Romana rådede, kunde være besværlige nok, men en Købmandsfærd udenfor Romerrigets Grænser må nærmest sammenlignes med, hvad man i vore Dage vilde kalde en Opdagelsesrejse. Den rejsende var her ganske overladt til sig selv og sine egne Ressourcer. Som Helhed var da også den romerske Udenrigshandel übetydelig i Forhold til vore Dages. Efter Plinius beløb den årlige Indførsel af indiske Varer til det romerske Rige sig til en Værdi af ca. 9 Mill. Kr. i Guld. Indførselen af arabiske og kinesiske Varer var yderligere 18^—20 Mill. Kr. Men i 1933 beløb Frankrigs Import fra Indien alene sig til 120 Mill. Kr. Guld. Ganske vist var Pengeværdien større i Oldtiden end nu, men Priserne på Orientens Varer lå i Romerriget så højt, at det sikkert mere end opvejer denne Difference. Og selv om Plinius mulig har undervurderet den omtalte Handels Værdi, bliver den dog lille i Forhold til vore Dages Verdenshandel, som den nærmest må sidestilles med.

I 2. Kapitel gennemgås Varerne. Særlig vigtigt var Peberet. Romerne manglede mange af de vitaminrige Frugter og Grøntsager, som udgør en væsentlig Del af vor Ernæring. Kød skaffedes hovedsagelig gennem de store Efterårsslagtninger, og Vinteren igennem blev Kosten med alt dette røgede, tørrede og saltede Kød umådelig ensformig for den mindre bemidlede Del af Befolkningen. Her krævedes Krydderier og da først og fremmest Peber. Peberet var den faste Vare i Transporten fra Indien til Middelhavslandene, spillede en lignende Rolle som Bomuld eller Petroleum i Nutiden. Af andre Varer, som fra Indien eller Arabien gik til Romerriget må fremhæves Virak (den ægte Røgelse), Myrra, Narde, Kanel, Perler,

Diamanter og andre Ædelstene samt endelig Indigo, Elfenben, Cinnober og Lapislazuli. Til Gengæld udførtes fra Middelhavslandene Bly (som i Indien brugtes til Fremstilling af Penge), Kobber, Tin, Vin, Koraller (der benyttedes som Amuletter), Glas og purpurfarvede Tøjer. Da disse Varer ikke helt opvejede de Værdier, der indførtes, gik desuden en Strøm af Penge fra Romerriget til Orienten. Typisk nok stammer de fleste kendte Fund af romerske Guldmønter i Forindien fra dettes Sydvestkyst, hvor netop Peberet hentedes.

3. Kapitel i Mohrs Bog giver en Gennemgang af „Veiene" mellem Rom og Forindien, såvel Sø- som Landveje. Vi får her at vide, at de berømte romerske Veje, som Forf. delvis kender af Selvsyn, var så som så, navnlig når man kom uden for Italien. De var smalle (1,5^—2,5 m brede), ofte bratte og ikke beregnet for Køretøjer. Broer og Viadukter var Romernes egentlige Force. Videre østpå gik Vejen snart gennem Mesopotamien, snart gennem Nordarabien, efter som Forholdet til Partherriget — Roms østlige Nabo — var mere eller mindre fredeligt. Vi får fyldige Oplysninger om mange af de vigtigste Handelscentrer: Antiokia, Palmyra, Petra, Seleucia, Gerrha (på Arabiens Østkyst), Hormuz. Et Kort bag i Bogen giver en bekvem Oversigt over Ruterne, som dog langtfra alle kendes med Sikkerhed.

4. Kapitel gør Rede for Romernes Forestillinger om Indien. En moderne Geograf, der ikke har været ganske „up to date" med nogle Oplysninger om et fremmed Land, kan her hente Trøst. Strabo og Plinius bygger i høj Grad deres Fremstilling af Indien på Megasthcnes' da henved 300 år gamle Værk. Antagelig har der været Købmænd, som gennem personlige Besøg i Indien vidste betydelig bedre Besked end Faggeograferne, men bortset fra „Periplus" har de ikke efterladt sig literære Spor.

5. Kapitel behandler endelig ret udførligt Silkevejen gennem Centralasien
til Kina i dens ældste Periode under Han-Dynastierne
(Århundrederne før og efter Kristi Fødsel).

Godt 30 Sider Anmærkninger og Literaturfortegneise sætter
Læseren i Stand til yderligere at forfølge de Problemer, Bogen fremstiller.
C. G. Feilbera.