O. Jessen (Rostock): Heckenlandschaften in nordwestlichen Europa. Mitt, der Geogr. Gesellsch. Hamburg, Bd. XLV, 1937. S. 7—58.

Dr. O. Jessen behandler i ovennævnte lille, fortrinlige Afhandling

og den geografiske Forklaring paa de for Nordvesteuropa karakteristiske„Knicks" (af knicken, d. v. s.: bøje ned), „Wallhecken" eller ..Kampenwälle", altsaa Diger med levende Hegn paa og ledsaget af en Grøft. Paa Grundlag af de paagældende Landes Generalstabskort har Forf. tegnet en Del Skitser over Fænomenets Udbredelse i de forskellige Lande. Afhandlingen er i Tilslutning hertil regionalt opbygget.

I Danmark kendes Hegnene bedst fra den sydlige Del af Jyllands Østkyst. Udbredelsen gaar herfra sydpaa gennem Holsten og lidt ind i Mecklenburg. Mellem Elben og Weser er de sjældne — paa Lüneburger Heide har man i Stedet Lyngtørvsdiger —, men i Oldenburg og Westfalen vest for Teutoburgerwald og videre ind i de nederlandske Provinser Drente, Over Ijsel, Gelderland og i Belgiens Campine samt Flandern breder Voldhegnene sig næsten overalt. I Frankrig omfatter de det armorikanske Massiv, og paa de britiske Øer er de navnlig hyppige, hvor Blæsten ikke er altfor voldsom. Ogsaa paa Pyrenæerhalvøen forekommer de i Nord og Vest, hvor Nedbøren er stor.

Set fra et agrarmæssigt Synspunkt medfører Hegnene udover deres rent indhegningsmæssige Funktion baade Fordele og Ulæmper. I et blæsende og regnfuldt Klima beskytter de Kreaturerne, saa disse kan gaa ude en længere Del af Aaret. De hindrer Markens Udtørring og fremmer derved Græsvæksten. I skovfattige Egne yder de Brændsel samt Gavntræ til alskens Husflid og Redskabsfremstilling. De hindrer ogsaa Jordfygning, men samtidig medfører de, at Snedriverne bliver længe liggende om Foraaret til Gene for Samfædsel og Markarbejde. Jorden bliver senere bekvem til Saaning om Foraaret, og Kornet modnes langsommere og tørres vanskeligere om Høsten. Paa Digerne trives en Mængde Ukrudt, de optager en ret stor Del af Markarealet, og de er übekvemme for Markarbejdet. Naar man alligevel i Tyskland siden 1936 har stillet Voldhegnene under „Denkmalschutz", skyldes det maaske delvis deres fortifikatoriske

Dr. Jessen viser, hvorledes der fra gammel Tid har eksisteret et nøje Sammenhæng mellem det fugtige nordvesteuropæiske Klima, Græsvæksten, den individuelle Driftsform (paa de ældste Udbredelsesomraader:Enkeltgaarde eller meget aabne Bebyggelserformer),Kvægavlens Domineren over Kornavl, Skovfattigdom og Forekomstenaf Voldhegn omkring Markerne. I det nævnte Omraades Randzoner mod Syd og Øst iagttages Fluktuationer mellem overvejendeKvægavl og overvejende Kornavl i Forbindelse med en Frem- eller Tilbagerykning af Voldhegnsomraadets Grænser. Det

bør i denne Forbindelse erindres, at den naturlige Indhegningsmaadei
Marsken er Grøfter, i Skovegne Hegn af Rafter og i FjeldegneStenvolde.

Allerede Cæsar fortæller, at Nervierne, der boede paa Scheldes højre Bred, overalt „i Forsvarsøjemed" anlagde Hække, der tættedes med Brombær- og Tjørnekrat. — I Normandiet omtales de levende Hegn — Fransk: Bocage — i et Digt fra 1170. Efter Agrarhistorikeren Marc Bloch anføres, at der ved Arvedeling af Agrene byggedes nye Voldhække. Blev Agerstykkerne efterhaanden for smaa, kunde det dog ske, at Besidderen gav Afkald paa Indhegning. Agrene fik da Lighed med en Mark i Egne med Landsbyfællesskab, og der kunde maaske udformes noget i Retning af et saadant. Det er i denne Forbindelse værd at nævne, at Professor Gudmund Hatt ogsaa herhjemme har paavist Tegn paa Arvedeling af Agrene — ganske vist for et noget tidligere Tidspunkt. Og man maa anse det for sandsynligt, at Forklaringen paa Overgangen fra de uregelmæssige og uensartede Oldtidsagre til Middelalderens regelmæssige og ensartede Landsbymarker skal søges i den nævnte Retning. Paa Færøerne har vi i Nutiden et ekstremt Eksempel paa Arvedeling, og jeg har selv set lignende Eksempler i Karpaterne, hvor Agerbredden naaede ned under 3 m. Vi maa antage, at Hjulploven og Hjularden var ret almindeligt anvendte i Danmark allerede i førkristelig Tid. Og allerede da ses Agrene som Følge heraf at udvikle sig i Retning af større Længde og Regelmæssighed. En blot nogenlunde vidtdreven Arvedeling maatte gøre individuel Bearbejdelse vanskelig og upraktisk. Plovkvæget kunde let komme til at skade Naboens Korn, hvis man ikke bibeholdt de brede Agerrender. Og disse havde jo nu mistet deres Funktion som Vendeplads for Forspandet, efter at Tværpløjningen i Almindelighed var ophørt. Paa Færøerne og i Karpaterne spiller Kornavlen en saa ringe Rolle, at der altid er Plads nok til at røre sig. Men paa god og intensivt dyrket Jord vilde samtidig Pløjning, Saaning og Høst — for ikke at tale om en til samme Tid foretagen Løsslipning af Kreaturerne — byde aabenbare Fordele. Maaske vil den af Professor Erik Arup forfægtede Hjulplovteori saaledes efterhaanden dog vise sig at have Realitet bag sig — i hvert Fald for saa vidt han hermed tænker sig, at et teknisk Fremskridt maa være den væsentligste Aarsag til Landsbyfællesskabet. Og der er vel ingen Tvivl om, at dette for Arup er det vigtigste.

Dr. Jessen følger Voldhækkenes Forekomst videre op gennem
Historien. Saaledes forekom „Kampe" (Nybyggergaarde) omgivne
af saadanne Hegn i Oldenburg i 11.—12. Aarh. I Wales og S.V.-

England fandtes de ligeledes i Middelalderen. Forf. mener, at deres oprindelige Funktion i Wales sikkert var Ejendomsafgrænsning, idet det germanske Markfællesskab her kun delvis vandt Indpas. Men hvorfor vandt det ikke Indpas? Sikkert for en stor Del af klimatiskeAarsager, der vanskeliggjorde Kornavlen.

I 1500 Tallet foretoges der store Indhegninger i S.Ø.-England samtidig med Græsarealernes Udvidelse. Endelig gjorde den „parlamentariske Indhegning" det for en stor Del af med „open-field" Systemet paa de mesozoiske Formationer i Midtengland. — I Mecklenburg, Slesvig-Holsten og Danmark gav Indførelsen af Kobbelbruget i Forbindelse med Udskiftningen Anledning til, at man lavede Voldhække i Stedet for de tidligere hvert Aar nedbrudte døde Hegn. I Mecklenburg afskaffedes de levende Hegn dog ret hurtigt igen, fordi Kornavlen af klimatiske Aarsager maatte være dominerende. Ogsaa i Schwaben greb Hegnene i Kobbelbrugets første Tid videre om sig end naturligt var. Derfor fik de ogsaa her kun Lov til at eksistere i kort Tid.

Afhandlingen er særlig værdifuld derved, at den behandler et Emne, der ikke alene hidtil var überørt, men ogsaa giver Anledning til mangehaande Overvejelser hos Læseren angaaende Forholdet mellem Natur og Kultur og vedrørende materielle Baggrund for Kulturhistorien. Det er at haabe, at Dr. Jessen eller andre vil gøre Emnet til Genstand for videregaaende Studier. For Geografen og den materielt indstillede Historiker er Jessens Konklusion i hvert Fald

opmuntrende: „Die Art der Einfriedigung ist landschafts-,

nicht stammesgebunden"