Gudmund Hatt: Landbrug i Danmarks Oldtid. (Udvalget for Folkeoplysningens Fremme. Folkelæsning Nr. 367. Aargang 1937). 159 S., 73 Fig. IV. Plancher. Gad. København 1937. Pris 5,50 Kr.

Et længe savnet Oversigtsværk om Danmarks Oldtidslandbrug

foreligger nu af vor kyndigste Videnskabsmand paa dette Omraade, Professor Gudmund Hatt. Materialet til et saadant Arbejde findes spredt og übearbejdet i en lang Række Afhandlinger, hvad Litteraturlisten bag i Bogen vidner om. Forskellige videnskabelige Discipliner har hver ydet sit Bidrag, saa Helhedsbilledet er blevet saa alsidigt som vel muligt.

Bogen deles naturligt i en Række Hovedafsnit: Planteavl, Husdyravl, Landbrugsredskaber, Oldtidsagre, Huse og Landsbyer, Religion og Samfund, der hver især behandler sin Del af Landbruget i afsluttede Kapitler.

Afsnittet om Planteavl støtter sig for det danske Materiales Vedkommendetil

kommendetilUndersøgelser af Kornaftryk udført af Georg F. L. Sarauw, hvem Bogen er tilegnet, suppleret med nyere Undersøgelser ved Hans Helbæk, samt Prof. Knud Jessens botaniske Bestemmelser.Den første, der opdagede Kornaftryk i Lerkarskaar, var Lærer Frode Kristensen i Tørring. Denne Opdagelse, der blev gjort i 1894, har givet Størstedelen af det Materiale til Belysningen af Planteavleni Oldtiden, som vi nu har, og en netop paabegyndt systematisk Gennemgang af de Mængder af Lerkarskaar, der findes paa Nationalmuseetog rundt om i Landets talrige Provinsmuseer og Privatsamlinger,vil i Fremtiden endnu klarere vise, hvor stor denne Opdagelse i Virkeligheden var. Et Hovedspørgsmaal er, hvornaar man begyndte at dyrke Korn her i Landet, og hvilke Indflydelser der her gør sig gældende. Nogen ny Løsning paa disse Spørgsmaal gives der ikke. De megalitiske Indvandrere opfattes som det danske Landbrugs Grundlæggere. Dog betragtes disse ikke som ene om at bringe Kendskabet til Kornavl til Danmark. Dette centrale Spørgsmaalkan kun løses gennem en nøje Adskillelse af det arkæologiske Materiale, idet der maa tages Stilling til, hvad hver enkelt af de forskellige Kulturgrupper (de ældste Stridsøksekulturer, DyssetidensKultur, Jættestuetidens Kultur) har bragt til Landet, samt disse Kulturgruppers Oprindelse og Tidsstilling. Ligeledes maa der tages mere Hensyn til Enkeltgravskulturens Bidrag til LandbrugskulturensOpstaaen. De anførte Eksempler paa Enkeltgravskar med Kornaftryk er lidet oplysende, da denne Kulturgruppe ikke kan opfattes som en Enhed; men tværtimod skyldes flere forskelligePaavirkninger, et Spørgsmaal, Prof. Hatt selv er klar over og anbefaler til videre Undersøgelse. Det samme gælder det følgende Afsnit om Husdyravl, der bygger paa Herluf Winges og Magnus Degerbøls Knoglebestemmelser. Her spiller den rette Forstaaelse af Ertebøllekulturens kronologiske Forhold en afgørendeRolle, idet denne Kulturs forskellige Fund enkeltvis maa placeresi Forhold til de neolitiske Kulturer; men her svigter de arkæologiskeBestemmelser. Nye Undersøgelser synes at vise, at Ertebøllekulturenhar strakt sig gennem et meget længere Tidsrum end tidligere antaget og har holdt sig som en selvstændig Kulturgruppe langt op i yngre Stenalder. Den har været baaret af en Jægerbefolkning,der efterhaanden har haft noget Husdyrhold og levet i Kystomraaderne,samtidig med at Dyssetidens og Jættestuetidens Folk har drevet Landbrug i de øvrige Dele af Landet.

I Afsnittet om Landbrugsredskaber indtager Omtalen af Ploven
en Hovedplads. Det vigtigste nye her er Axel Steensbergs Paavisningaf
en Plov med Muldfjæl og sandsynligvis Hjul, der geologisk

daleres til Jernalderens Begyndelse. Om de halvmaaneformede Fintredskaber fra Stenalderen anføres forskellige Forskeres Tydningerenten som Kornsegl eller som Løvkniv, uden at der tages Standpunkt til det ene eller det andet. Redskaberne kan naturligt deles i to Grupper: Typen med lige Æg og Typen med krum Æg, hvoraf førstnævnte sikkert er bedst egnet til Løvskæring, sidstnævntesom

Afsnittet om Oldtidsagre bygger paa Prof. Hatts egne omfattende Undersøgelser og Opmaalinger. Med Sikkerhed kan Agrene kun henføres til ældre Jernalder. De inddeles i de lange Agre, der har været dyrket med Muldfjælploven, og de korte brede Agre, der hovedsagelig har været pløjet med en Ard af Døstruptypen. I baade dette og de øvrige Afsnit savner man i høj Grad en Maalestokangivelse ved Figurerne. Ligeledes burde engelske Betegnelser paa en af Figurerne være undgaaet. I det følgende Afsnit om Huse og Landsbyer omfatter Størstedelen med Rette Professorens egne Undersøgelser af Jernalderhustomter. Gennem en længere Aarrække har Prof. Halt undersøgt utallige Bopladser hovedsagelig i Nordog Vestjylland og fremdraget et Materiale saa rigt og saa godt underbygget, at intet Afsnit af Oldtidsfolkenes daglige Liv og Færden ligger klarere belyst. Med enestaaende Energi og Kyndighed i den vanskelige Udgravningsteknik er Hustomt efter Hustomt blevet fremdraget, ofte meget ødelagte ved senere Tiders Markarbejde; men altid har de givet nye Bidrag og Resultater til Forstaaelsen af Jernalderfolkets Liv. Indsatsen her hører til de største i den arkæologiske Forskning. Om de forskellige Hustyper, deres Indretning, Konstruktion og Beboere fortælles der paa en levende og instruktiv Maade. Nogen Uklarhed ligger der i Fremstillingen af Landsbyens Oprindelse, idet denne med mere afgørende Vægt burde have været omtalt under Stenalderen, hvortil den af Langelandsarkæologen Jens Winther udgravede Landsby ved Troldebjerg hører. Sikkert med Rette anføres, at Klimaforværringen i ældre Jernalder har en væsentlig Andel i Agerbrugets Intensivering. Sidste Afsnit om Religion og Samfund er Bogens svageste. Her spiller det en stor Rolle, at Materialet er saa godt som übearbejdet; men en mere kronologisk Gennemgang af Stoffet vilde have støttet meget. Dette gælder forøvrigt ogsaa i nogen Grad flere af de øvrige Afsnit, idet kun den meget arkæologisk kyndige Læser altid ved, i hvilken Del af Oldtiden man befinder sig. Her kunde en arkæologisk Tidstavle kombineret med en zoologisk og botanisk Tavle have været oplysende.

Trods sine Mangler med Hensyn til Oversigtlighed giver Bogen
en god Fremstilling af Oldtidens Landbrug suppleret med en Række

gode Billeder og Plancher. Meget spredt Stof er her samlet og samtidiggives der en kulturhistorisk Statusopgørelse for Arkæologien, saa man tydeligt ser, paa hvilke Punkter Forskningen i Fremtiden særligt maa sætte ind. Professor Hatts Bog fortjener at blive læst i stor Udstrækning og vil sikkert vinde Indpas overalt, hvor der findes Interesse for kulturhistorisk Forskning, samt vinde nye og ivrige Tilhængere for denne interessante Side af vor .Oldtidsarkæologi.