Arlhur Christensen: »Kullurskilser fra Iran«. Levin og Munksgaard 1937. 15x23 cm. 220 S. Kort.

Med Prof. A. Christensens Bøger om Iran (Persien) betræder Læseren altid sikker Grund. Et Livs Studium af iransk Filologi, gentagne Besøg i Landet (i 1914, 1929 og 1934) og Bekendtskab med fremtrædende Iranere har givet Professoren usædvanlige Forudsætninger for at belære os om en af den nære Orients vigtigste Stater.

To Kapitler i nærværende Bog har særlig geografisk Interesse. Kap. I, „Iran under Forvandling", fører ikke blot Irans Historie op til 1937 med udførlige Oplysninger om Kvindefrigørelsen (Slørets Afskaffelse), men giver ogsaa gode Oplysninger om den nyeste økonomiske Udvikling, både Produktion, Samfærdsel og Handel. På et Kort bag i Bogen kan man følge den ny transiranske Banes Forløb. Den bygges som bekendt under Ledelse af danske og svenske Ingeniørfirmaer.

Dernæst bør Kapitlet „De Dødes Karavanvej" nævnes. Efter en Indledning om de mærkelige og uhyggelige Ligkaravaner, 'der bragte fromme Iraneres Kister til det sidste Hvilested ved de store shiitiske Helligdomme i Mesopotamien, gennemgås den ældgamle Karavanvej, der fra Bagdad fører over Khaneqin, Kermanshah, forbi Bisotun Klippen og videre over Hamadan, Qazvin og Teheran til den hellige By Mashad i Irans Nordøsthjørne. Undervejs gives talrige topografiske Oplysninger fortalt paa en meget livfuld Måde. Med Hensyn til Udtalen af Bogens Stednavne kan bemærkes, at almindeligt a gengiver en kort æ-agtig Lyd, a med Accent circonflexe en lang klar a-Lyd med Tryk.

Bogens øvrige Afsnit: „Sprogfornyelse og Skriftproblemer", „Strejflys over iransk Ånd" og „Holbergske Typer" tager sine Emnerfra Irans Åndshistorie. Een Ting bliver man blandt andet klar over: Det er en Misforstaaelse, hvis man tænker sig den islamiske Verden fanatisk og ensrettet hengiven Profeten og hans Lære. Fr. Buhl skrev i sin Tid om Muhammeds Åbenbaringer, at de „var i Virkeligheden en noget forvirret Reproduktion af den religiøse Påvirkning, han tidligere havde modtaget ved Omgang med Kristne, Jøder eller religiøst bevægede Landsmænd". Ikke underligt, at Koranenhar

ranenharvakt de skeptiske Iraneres Kritik. Meget mildt lyder det
endnu, når Omar Khajjam synger:

Koranen, som den bedste Bog vi kalde,
vel læses af og til, som det kan falde.
På Bægrets Rand står mejslet gyldne Vers
som læses altid, overalt, af alle.

Men bidende er Sarkasmen i den lille Fortælling, som Gobineau optegnede i Teheran i forrige Aarhundrede. Den begynder stilfærdigt med nogle Bemærkninger om, at der jo staar smukke Ting i Koranen. Så antydes det, at Muhammed dog vist til Tider har misforstaaet Englen Gabriel, og efter Bemærkningen: „Hvis det endda blot var den Idiot af en Profet. Men fremgaar det ikke klart af mere end ti Steder, at Gabriel heller ikke har forstaaet et Muk af det, som den Alma'gtige dikterede ham" — vover man sig endog til et let dulgt Angreb paa Allah selv.

En lille Oversigt over Litteraturen om Iran bag i Bogen nævner
ogsaa den nyeste Litteratur om den økonomiske Udvikling. De talrige
Illustrationer findes paa særlige Blade af dekrideret Papir.