Hans W: son Ahlmann: På skidor och till hast i Valnajökulls rike. (Norstedt och söner, Stockholm. 204 Sider. Pris 11 Kr.) Den svensk-islänska Vatnajökull-Expeditionen (»Ymer« h.l 1937; Medd. (Van Geogr. Inst. vid Stockholms Högskola, No. 34).

Geogr. Högskola,
Professor Ahlmann fra Stockholm, der i den svundne Sommer
var Leder af en svensk-islandsk Ekspedition til Vatnajökull, har
for nylig udgivet sin Bog om Ekspeditionen.

Allerede Bogens Omslag røber, at Professor Ahlmann har paataget sig en dobbelt Opgave med sin Bog, nemlig dels at fortælle om selve Jökelrejsens Besværligheder og Æventyr for Indvindeisen af de videnskabelige Resultater — altsaa den egentlige Ekspedition —, og dels at give en Skildring af det nøjsomme Liv, Beboerne fører i de mest afsides Egne af Island ved Foden af den stadig lurende oræfi Vulkan; de to Dele symboliseres ved Grønlænderhunden „Bonzo"s forsorne Ansigt og en Skare Ryttere paa islandske Heste. De ca. 80 gode Fotografier, trykt paa Planchepapir, belyser Teksten paa en fortræffelig Maade. Bag i Bogen findes et stort Sorttrykskort over Arbejdsomraadet.

Bogens første Halvdel giver en overordentlig levende Fremstilling af de saare vanskelige Forhold, Ekspeditionen havde at kæmpe med under dens Arbejde paa Vatnajökulls alt andet end gæstfri Snemarker. Den anden Halvdel er efter Anmelderens Mening ikke den mindst gode; man følger her Fortælleren paa hans Rejse paa Hesteryg gennem hele den østlige Del af Sydisland, langs Vatnajökulls

Der gaar gennem hele Bogen en Følelse af en bundfæstet, fælles
nordisk Samhørighed mellem Forfatteren, hans Kammerater og de

Mennesker, de træffer paa deres Vej; hertil kommer, at Fremstillingeni al sin Enkelhed baade er sanddru og lærerig. Har man derfor ikke vidst det før, saa ved man det i hvert Fald efter Læsningenaf Professor Ahlmann's Bog, at den islandske Bonde i Skaptafellsyssel ikke er stagneret i Bevidstheden om at leve paa Sagaøens historiske Grund, men han er en nøjsom og maalbevidst Borger i det moderne islandske Samfund.

For den Læser, der maatte have Trang til at vide lidt nøjere Besked
om Europas største Gletscher, findes der sidst i Bogen et kortfattet
glaciologisk Appendix.

I et Foredragsreferat i første Hefte af „Ymer" for 1937 har Professor Ahlmann allerede kunnet opridse nogle af Hovedlinjerne af de Undersøgelsesresultater, som den svensk-islandske Ekspedition i 1936 er kommet til. Professor Ahlmann motiverer her, hvorfor han netop valgte Aaret 1936 til sin Ekspedition; han haabede nemlig at kunne drage Nytte af det Lag af vulkansk Aske, der udbredtes over hele Vatnajökull ved Udbruddene i Vulkanfeltet Grimsvötn i April_—Maj 1934, et Haab, der, som det senere fremgaar af Afhandlingen, ikke blev skuffet.

Til Brug for Undersøgelsen af Joklens Struktur og Opbygning gravedes der Skakte paa 2X4,5 m med Afsatser i 1.3, 2.0 og 3.5 m Dybde. Fra og med 2 m's Dybde gravede man paa den Maade, at en Mand skar Sneblokke ud i Bunden af Brønden og rakte dem op til Manden paa nederste Afsats, denne rakte dem til Manden paa den øverste, der kastede dem ovenud af Hullet. Man var nødt til at holde Skaktens Diameter helt ned til Efteraarsfladen fra 1935, for at der kunde blive Plads til at arbejde med Isboret til de største Dybder. Høstfladen fra 1935 viste sig at ligge — den 25. Maj 1936 — 4,90 m under Overfladen og var kendelig som en paa Grund af sortbrunt Støv smudsig Flade. Først i 7,90 m's Dybde naaede man Asken fra Vulkanudbruddet i Grimsvötn i 1934. Disse Tal gælder for Lejr XIV, midt paa Højjokelen.

Hovedresultatet er 12 saadanne Skaktprofiler, der viser Sneens Lejring med forskellig Beskaffenhed af forskellige Lag af Sne, Firn, Blaasnelag og Islag. Noget ganske nyt er en ganske ejendommeligtermisk Lagdeling, der fandtes i disse vekslende Lag af Sne og Is i Jokelens øverste Dele. I Afhandlingen gengiver ProfessorAhlmann 4 af de 12 maalte Profiler; de er orienterede med Efteraarsoverfladen fra 1935 som Udgangsflade og naar opad til 17. Maj 1936, da Sneophobningen for dette Aar naaede sit Klimax, og nedad til Askelaget fra 1934^—35. Maksimalbeløbet for Snetilvæxt193

tilvæxt1935^—36 fandtes i Eyabakkasænkningen (N.Ø.siden af Vatnajökull) ved Lejr XXI, den beløb sig til 718 cm; de øvrige Lokaliteterhar noget mindre Tal at opvise, men ligger i Gennemsnit alligevel over 5 m. Maximaloverskudet fra foregaaende Aar — Perioden 1934—35 — maaltes i Profil XVIII, B til 3,90 m; de øvrigeLokaliteters Værdier er gennemgaaende noget mindre, omtrent 2 m i Gennemsnit. Sammenholder man disse Tal med, hvad der kendes fra Professor Ahlrnanns tidligere Undersøgelser af lignende Art paa Isachsens Plateau paa Spitsbergen (79° 09' Br. og 850 m o. H.), viser det sig, at de simpelthen er kolossale.

Af de maalte Profiler fremgaar der meget andet, naar man som Professor Ahlmann forstaar at tyde dem. Foruden de Værdier paa Vatnajökulls Indkomster og Næringskvantiteter de angiver, viser de paa en overbevisende Maade med deres vekslende Lag af forskelligt Materiale Vejrligets Skiften fra Frost til Tø i Løbet af hele det Tidsafsnit, hvorunder Profilet opbyggedes. Endvidere kan man tydeligt se, at de mere perifert beliggende Lokaliteter (Profilerne: XI og XII) udmærker sig ved et betydeligt større Antal Lag af Blaasne end Profilerne længere inde paa Jokelen; dette maa bero paa, at de først omtalte Dele af Jokelen tilhører Omraader, hvor Tøvejrsperioder er hyppigere.

Et Diagram — Nr. 111 — giver et Tværprofil af Forholdene tværs over Jokelen og viser Totalbeløbet af Tilvæksten for sidste og Overskudet fra forrige Aar; der fremgaar deraf, blandt andet det ret overraskende, at Sommeren 1936 har været saa betydelig paa Vatnajökull, at ved Ekspeditionens Hoveddepot i 1100 m o. H. ikke alene Akkumulationen fra 1935^—36 er opbrugt, men tillige det meste af Overskudet fra 1934^—35. Der er her forsvundet ikke mindre end 5,5 m Sne. Den vældige Ablation i een eneste gunstig Sommer har formaaet at hæve Firngrænsen over 200 m.

Ablationen er maalt næsten med Kontinuitet fra 75 m o. H. til 1344 m o. H. — Diagram Nr. 10 —. Paa den nederste Maalestang, der stod 15 m over Iskanten og 75 m o. H., var Totalafsmeltningen fra d. 27. Marts til 12. November 11,220 mm Vand, hvilket for et helt Aar vil give et Tal omkring 13,000 mm. Fra det nederste Observationsstedog opad synker Ablationen først hurtigt til omkring 200 m o. H., siden langsommere og saa jævnt, at Afsmeltningskurvenfaar et retlinjet Forløb. Den vældige Smeltning i de nedre Dele af Jokelen — Hoffellsjökull — betyder med andre Ord, at denne Del af Gletscheren, iberegnet en aarlig Regnmængde paa ca. 2000 mm, kommer op paa en Aarsproduktion af henimod 15,000 mm, hvilket vil sige lige saa store Vandmængder som Jordens allerregnrigesteEgne.

regnrigesteEgne.Selv i 500 m og i 1000 m Højde er Afsmeltningen
saa stor, at Professor Ahlmann omtaler den som „ofantlig".

Vil man sammenfatte alle de mangeartede Resultater under et fælles Motto, kan man passende med Professor Ahnmann's egne Ord sige, at Ekspeditionen „bevisat Vatnajökull vara ett av de intensivaste glaciala omraden, som undersökts på jorden", og Resultaterne, der uomtvisteligt beviser dette, taler for sig selv.