Th. H. Engelbrecht: Die Urheimat der Indogermanen. Eget Forlag, Glückstadt 1933. 16x24 cm, 30 S.

Eksistensen af et arisk Grundsprog har den sammenlignende Sprogvidenskab forlængst fastslaaet ved Studiet af fælles Ordstammer i de indoeuropæiske (tysk: indogermanske) Sprogs gamle Former; ogsaa den oldariske Kultur har man — uden at kunne støtte sig til historiske Efterretninger — opnaaet en vis Kendskab til ad rent filologisk Vej gennem Slutninger paa Grundlag af det rekonstruerede oldariske Ordforraad; den har visse Ligheder med nor-dtsk-Bfoneeaidcrkultur. Den geografiske Side af Sagen: udviklingscentrets Beliggenhed og Vandrings ve j ene er derimod stadig Genstand for Diskussion. Selvom de Egne, der kan komme i Betragtning, reduceres en Del, naar de Omraader udelukkes, hvor Resten af en før-arisk Befolkning endnu lever eller fortrængte ældre Kulturlag kan spores (Forindien, Nordrusland f. Eks.), bliver der dog et bredt Bælte fra Hindukush til Østersøegnene tilbage, indenfor hvilket Hjemstedet kan søges. Medens der før sporedes en Tilbøjelighed til ret ukritisk at falde til Ro ved Tanken om en asiatisk Oprindelse, er Forskere fra forskellige Felter i nyere Tid traadt i Skranken for Idéen om et europæisk Kulturcentrum. Nævnes kan, at Studiet af Plantenavne i det ariske Grundsprog (Birk, Eg f. Eks.) sammenholdt med disse Arters Udbredelsesomraader synes at støtte en saadan Opfattelse.

I sin præhistorisk-geografiske Studie søger E.en nærmere Lokalisering af dette Omraade og henleder Opmærksomheden paa det Land, der — at dømme bl. a. efter submarine Tørvefund — fandtes paa det sydlige Vesterhavs Plads i postglacial Tid. Samtidig efterlyser han en geologisk-palæogeografisk Behandling af dette sunkne Vestehavsland, hvis Betydning i Kulturudviklingen han tillægger stor Værdi.

Forf.s Hypotese er følgende: Vildhesten kan i dette flade, træfattigeLand have fundet et naturbetinget Tilflugtssted, efter at Skovenhavde erobret dens vest- og mellemeuropæiske Græsgange. Den er her blevet tæmmet, fra at være Jagtdyr — og Offerdyr — blevet Ride- og Trækdyr. Et andet Kulturelement, den tohjulede, lette

Stridsvogn, der med Hesteforspand betinger en militær Overlegenhed— kendt fra Oldstidshistorien — kan ogsaa tænkes opstaaet her. Denne Slutning opbygges paa Formodningen om en højtudvikletTræbehandlingsteknik her som hos andre Broncealder-Kystfolk (Baadebygning) og paa den Kendsgerning, at der i Ægypten er fundet en saadan Vogn af nordiske Materialer (Ege-Fælge og Birkebastsnøring).Ved Havets Angreb er Omraadet under Landsænkningengradvis indskrænket, i den stadige Kamp mod de sig ndrendeNaturforhold Forf. en kulturanimerende Faktor. VestjyllandsNatur har kun i ringe Grad kunnet yde Arealerstatning; Overbefolkningsproblemer har bevirket Udvandring, det ny Trafikmiddel,Vognen med Hesteforspand, har i sig selv stimuleret Vandrelysten,— ligesom vor Tids Opfindelser, Bilen og Flyvemaskinen, frister til Rekordrejser.

Mellemeuropas skovrige Bjergegne har været hæmmende og spærrende, — men Vandringen mod Øst over de østeuropæiske Sletter er prædestineret ved gunstige Naturbetingelser. Arierne, der senere erobrer Forindien, maa saaledes opfattes som et koloniserende nordisk Folk, deres lyriske Blomstring, Veddadigtningen, skulde have samme Udspring som Broncealderen rige Kunstudfoldelse i Norden.

Tanken om et udvandret nordisk Folk er før blevet fremsat, ogsaa
udformet med digterisk Fantasi, — Problemet er stadig brændende
og som bekendt ikke uden praktisk moralsk Betydning.

E.s specielle Anskuelser er ikke opbygget paa ny arkæologiske Resultater, — saadanne savnes stadig. Han udtaler selv, at der for ham har været Tale om at samle spredte lagttagelser fra mange Arbejdsfelter til en Arbejdshypotese, der kan sætte ny Undersøgelser i Gang. Selvom mange af de for Teoriens Opstilling nødvendige Slutninger drages paa meget omdiskutabelt Grundlag, er dette Skrift dog interessant Læsning ved sin fantasifulde Søgen og ved Genskæret fra de Værker, der danner Baggrunden derfor, Forfatterens landbrugsgeografiske Produktion.