Geografisk Tidsskrift, Bind 35 (1932) 4

Franz Koch: Die Entwicklung und Verbreitung der Kontinente und ihrer höheren pflanzlichen und tierischen Bewohner. (96 S., 14x21 cm, 21 Bil.). Vieweg u. Sohn, Braunschweig, 1931.

Axel Schou.

Side 221

Faa Teorier har i nyeste Tid virket saa befrugtende paa mange forskellige Videnskabsgrene som Wegeners Hypotese om Fastlandsforskydningerne. Ikke mindst bringer den Sammenhæng i de mange paa geologiske Vidnesbyrd grundede Oplysninger om Fortidens Klimater. Mange Forhold inden for Plante- og Dyregeografien, til hvis Forklaring der før krævedes Teorier om Opstaaen og Forsvinden af kæmpemæssige „Landbroer", ses ogsaa i et nyt forklaret Lys ved Antagelsen af Læren om Fastlandenes Horizontalbevægelser.

Forf. giver, støttet af Wegeners Kortfigurer, en kortfattet Oversigt over Fastlandsforskydnings- og Polvandringshypoteserne. Bogens Hovedkapitler er dog den interessante Udredning af Organismernes Udviklingscentrer og Vandringsveje i de forskellige Kontinenter; i disse Betragtninger forsøger Forf. en Syntese af Geologiens, Palæontologiens, Palæoklimatologiens, Dyre- og Plantegeografiens Resultater efter Wegeners Synspunkter. Det hænder dog, at nogle af de hypotetiske Vandringsveje behandles, som var de kortlagte Fakta. De fastslaaede Resultater opnaas ogsaa i visse Tilfælde ved dristige Slutninger paa et ret ringe Erfaringsgrundlag. Naar Menneskets Udviklingscentrum henlægges til NO-Afrika, er det vel noget fantasifuldt i Betragtning af det ringe Fossilmateriale (Taungs Aben, Pithecantropus, Sinanthropus, Piltdown), der foreligger til Begrundelse derfor. Naar der ved den morsomme Udredning af Organismernes Vandringer i Mellemeuropa under de skiftende Istider udtales, at Neandertalerne udvandrede og vendte tilbage som den mere fuldkomne Homo sapiens, er det jo en summarisk Betragtningsmaade, der kan give Anledning til Misforstaaelser. Som Helhed er dog disse Kapitler — ikke mindst for Dyregeografiens Vedkommende — særdeles interessant Læsning.

Et særligt Kapitel behandler de eventuelle Aarsager til Syndflodssagnet, hvis almindelige Udbredelse Forf. tager som et Tegn paa stor Ælde, — Begivenheden maa være sket, inden Menneskeheden endnu var vandret langt fra sit Udviklingscentrum. Forf.s Hypotese er den, at Rødehavet tidligere henlaa som en tør, beboet Gravsænkning, der fyldtes med Vand, da Landtangen, der skilte den fra det indiske Hav, ødelagdes ved mægtige Vulkanudbrud véd Diluvialtidens Slutning. Kendsgerninger, der støtter den fremsatte Hypotese med Hensyn til den omtalte Bebyggelse, anfører Forf. dog ikke. Det forekommer Anm., at de paaviste mesopotamiske Oversvømmelser er en langt

Side 222

sansynligere Aarsag til bemeldte Sagndannelse, der vel forøvrigt kan
være af polyfyletisk Oprindelse!

I et Slutningskapitel foretager Forf. en kritisk Vurdering af den moderne Kulturudvikling ud fra almindelig biologiske Synspunkter. Resultatet er en Række pessimistiske Bemærkninger, hvis Fremkomst er forstaaelig i en Krisetid, i hvilken Manglerne ved det bestaaende økonomiske og sociale System gør sig særlig gældende. Det synes dog, som om Forf. egentlig ikke anser den moderne Industrikulturs Udvikling og Udbredelsesveje for et Studieobjekt, der værdimæssigt kan ækvivalere med Undersøgelser over de gamle Kulturer, hvis Forvanskning og Forsvinden han begræder.