Til indledning lidt om de første indvandringer fra Asien til Alaska. — En amerikansk etnograf H. B. Collins har nylig foretat nogle arkæologiske undersøgelser på St. Lawrenceøen i Beringstrædet¹). Det er en av de øer, over hvilke Nordamerika kan formodes engang for længe siden at ha modtat sine første indvandrere. Øen har ligesom begge kysterne av strædet nu kun eskimoisk befolkning og kortene udviser derfor talrige eskimoiske stednavne mellem de mange engelske og russiske, der har bundfældet sig fra de hvide mænds opdagelsesrejser. Efter stednavnene at dømme måtte det være /n«/Molket (av os kaldet eskimoer), der overalt har været de første opdagere og givet Beringstrædets kyster navne: hvert næs, hvert fjæld, hver fjord og flod hedder sit navn på eskimoisk. De eskimoiske navne er ofte gengiet i fordrejet form på kortene, forsåvidt de ikke er blevet helt fortrængt av de hvide opdageres vilkårlige og kun os mere fortrolige navne.

Hvis Beringsstrædet virkelig er en gammel indfaldstærskel fra Asien til Amerika, er det højst påfaldende at udgravningerne ikke allerede har røbet andre spor av de indvandrende asiater end eskimoernes. Det spørsmål står stadig åbent: hvorfra kom de amerikanske indianere? hvis de er indvandret fra Asien til Amerika, ad hvilke veje er dette da foregået?

Oldsagerne fra Beringstrædets øer og kyster (i samlinger hjembragt av Collins, Jenness, Geist, Hrdlizka, E. W. Nelson osv.) vidner kun om gammel eskimoisk bebyggelse. Det ser ud til at da inuiterne an'kom (ingen veed 'hvorfra), har Amerikas nordkyster været som et jomfrueligt ingenmandsland. Der foreligger da, tiltrods for ruinernes og køkkenmøddingernes store mængde, endnu ikke beviser for indianernes indvandring ad denne vej.

På St. Lawrenceøen, der er omtrent så stor som Fyen og i sex månederav

nederavåret indespærret av isen, viser de nuværende indbyggere hen til tre gamle forladte bopladser, hvor deres forfædre har bot, ikke langt fra øens sydøstlige hjørne. En fjerde boplads blev først opdaget under Collins' udgravning av de førstnævnte. Den var tilsandet og fuldstændig glemt.

Navnene på de tre uddøde bopladser blev optegnet således: Miyowaghameet, levoghiyogamcet, Scklowaghyaget (Collins). Endelsen -meet i de to første navne svarer, som det synes, nøjagtigt i form til de østgrønlandske stednavnes endelse -meet eller -mcen 'beboere', som ellers overalt på eskimoisk plejer at hedde -niiut. Beboerne av det førstnævnte Miyowagha- vilde uden tvivl blive forståt som rigtige eskimoer ved udtalen av deres navn efter fonetisk stavemåde, hvorved den engelske optegners miy måtte gengis som maj og hele navnet som Majovaramect; det betyder „opstigningens beboere", svarende til det faktum at bopladsen ligger ved (på toppen av?) en skrænt (vestgrønl. majorajåq el. majoriaq). De to andre stednavne på øen er utvivlsomt også eskimoiske, men vanskeligere at tolke sikkert²). Der er et par navne til på denne ø, som minder om den grønlandske dialekt, nemlig Kialegak og Chibukak; det sidste betegner på østgrønlandsk et brunt langtrævlet moss, der bruges ved optænding av lamperne; det første minder om navnet på en fjord nord for Ammassalik, Kiulinek.

Ifølge E. W. Nelson3), W. Bogoras⁴) og Knud Rasmussen⁵) skal St. Lawrenceøen være blevet befolket med eskimoer fra den asiatiske side (East Cape) og dialekten stå de sydvestalaskis'ke dialekter nærmere end den, der tales i Nordalaska. Øens navn er Sioraq, dej på grønlandsk betyder „Sand el. Sandet". E. W. Nelson anfører endnu flere lokaliteter på samme ø, der alle lyder som eskimoiske: Kukuliak, Puguviliak og Shitnak. En halv mil øst for St. Lawrence ligger der en mindre ø Punuk, som også har været beboet i fordums tid (Collins s. 109).

Det mærkeligste er at netop de ældre lag i denne >arkipelagiske eskimokultur udviser de mest kunstfærdige former, f. ex. de fleste typer av harpunspidser og den fineste ornamentik, indridset som stregfigurerpå overfladen av harpunspidsen. De yngre former fra de øvre lag synes at være teknisk forenklede, som om de var normaliserede, og de udviser ikke de første tiders fantasirige udsmykning. — Collins mener i tilslutning til Jenness at kunne påvise at der har existeret en gammel Beringstr æde-kultur, hvori T hulekult ur en, således som den er beskrevet av Knud Rasmussen og Therkel Mathiassen, indgår som et yngre led. Mathiassen har ment at kunne forfølge Thulekulturen helt over på den asiatiske side, selvom den muligvis har sin oprindelse i Alaska. Men hvor og hvornår den av Jenness og Collins beskrevne

Gammel-Beringstræde kultur er oprundet og har haft sine kilder, er endnu ganske dunkelt. Man gør bedst i at avvente videre udgravninger i disse arkæologisk så interessante, men endnu kun .halvt udforskede egne, før man tår endelig stilling til de problemer, som sammenspillet mellem Østasiens og Vestamerikas ældgamle folkegrupper endnu i en årrække vil foranledige. De arkæologiske undersøgelser tår fart i disse år og udfolder sig i dybden som i bredden. Og 'arkæologien er jo kun en enkelt side av de undersøgelser, der kan tænkes engang at føre til en velunderbygget hypotese angående eskimokulturens første tider.

På sprogvidens'kabens område står der endnu meget tilbage at gøre, før det foreliggende materiale kan siges at være udnyttet til en løsning. Stednavnene hører herhen. Av de c. 300 stednavne, der står på E. W. Nelsons kort over Eskimoernes fordeling i egnene omkring Beringstrædet6), er c. 100 engelske og russiske, c. 200 eskimoiske.

Hele Beringstrædet, det vil sige de to kyster med mellemliggende øer, et landområde som Island og Irland eller som Sardinien og Sicilien, er befolket med eskimoer, der sprogligt er forenede, så at alle nabogrupper næsten kan forstå hinanden. Derimod har de isolerede eller hinanden fjærnere grupper ofte vanskelighed med den indbyrdes forståelse: de asiatiske bopladser har en dialekt for sig, sandsynligvis påvirket av tjuktjisk. Ligeoverfor dem ligger den store bugt Norton Sound, hvis befolkning sprogligt falder i tre grupper: Unalit, Kaviaginiut og Malemiut, der -hver har sin dialekt, endnu let genkendelige som eskimoiske, men kun halvt forståelige for nordligere og sydligere grupper. Navnlig de sydligere dialekter, syd for Yukonflodens munding, er stærkt avvigende. Dette fremgår bedre end gennem forsikringer derom av selve de optegnede texter, f. ex. Francis Barnums fra Tununaøen mellem Yu'kons og Kuskokvims mundinger. Det er ikke blot en fra grønlandsk meget stærkt avvigende sprogform, vi her møder, men den er næsten uforståelig for beboerne ved Yukonflodens delta. Nelson omtaler det samme faktum: Tununaøen hører til Nunivakmiuternes sprog; det er eskimoisk, signer han, men uforståeligt for naboerne mod nord.⁷)

I stednavneformerne er det muligt at genkende eskimosprogets stil både på den asiatiske kyst, på øerne og på Amerikasiden helt ned til Alaskagolfen (hjørnet), hvor f. ex. navnene på KayakfiQn, Afognakog /Caof/o/c-øerne med tilhørende stednavne tyder på oprindelig eskimobefolkning .⁸) Kun ældre kort har værdi i denne sammenhæng. De nye bosættelser og folkeforskydninger er os ligegyldige.

Jeg skal anføre nogle exempler fra Alaska, .hvor stednavnenes engelskstavedeformer
dog først måtte bringes på lige fod med den
grønlandske stavemåde for om muligt at blie os forståelige. Av hensyn

til dialekterne, den geografiske fordeling og 'kilderne til det trykte
materiale inddeler jeg disse stednavne i grupper.9)

ALASKA STEDNAVNE.

Sydgruppen.

Kysten fra St. Eliasbjærget vestpå til Unalaska-halvøen (hjørnet hvorfra de aleutiske øer udgår) udviser en lang række av ejendommelige, men utvivlsomt eskimoiske navne. Vore kilder samstemmer i at betegne de indfødte på denne kyst som eskimoiske underavdelinger, eskimostammer, omend delvis blandet med tilgrænsende indianerfolklo). Stednavnene ser ud til at være eskimoiske, men er dog vanskelige at tolke især på grund av vort ringe kendskab til de særlige dialekter i forbindelse med optegnernes nasjonalt eller individuelt besternte

I indlandet nord for Kenaihalvøen og Iliamna-spen, ligesom et stykke opad de store floder Kuskokvim og Yukon, møder der os stednavne, som ikke længer vidner om eskimosproget, men om indlandsindianernes sprog, det vil i disse egne sige stammer av Athapaskernes æt (Tinne- el. T#/za-indianerne). Kun ude ved kysten er alle de „indfødte" stednavne eskimoiske efter deres form at dømme, selvom det er vanskeligt at tolke dem på det foreliggende grundlag. Nogle av dem er måske halvt aleutiske.

Her anfører jeg først de tilsyneladende rent eskimoiske navne fra sydsiden
av Alaskalandet, den kyst der vender ud mod Stillehavet11).

1. Ugalakmiut beboerne av „det fjærne (hinsidige)", med bopladserne Eyak
og Kayak, „kajaken" (på en ø)I'2).)1'2).

2. Chugachigmiut beboerne av shukashik (?) med bopladser Ingamatsha (?),
Kanikluk, Kiniklik, Nuchek, Tatitlek, Unakwik. — Kanikaligamut (?) „folk
nærved floden" (?).

3. Kaniagmiut (eller Koniagmiut) beboerne av koniak (?) kobberet eller sandet?¹³) på den ø, der kaldes Kadiak efter den største boplads på øen; oprindelig hed den Kaniag (Dall). Gruppen har også befolket den overforliggende del av fastlandet, Unalaskahalvøen og Kenaihalvøen, med bopladserne Aghiyuk, Afognak, Aaiaktalik, Akhiok, Alitak, Alognak, Aniakohak, Atkulik, Ashivak, Chiginagak, Chignik, Chiniak, Igak, Igvak (næsset?), Kaguyak, Kaluiak (hvalfangstlanse?), Kanatak, Karluk (?), Katmai, Kattak, Kayakliut, Kialagvik, Kiavak, Kiliuda (musling), Kuiukuk, Kuiukta, Kukak, Kunmik, Nakchamik (på sletten?), Nauklak, Nunamiut (landboerne), Nuniliak (pindsvinet?), Sitkalidak (?), Sutkun, Tugidak, Ugat, Uganik, Uhaiak (?), Uhashkek (ukashkek?), Uyak (halsen?), Yalik (histomme, histovre).

4. Langs nordsiden av halvøen Unalaska, fra havsiden indad mod fastlandet:

Unimak (vant til at stanse?), Chunak (læbesmykket?), Seniavin (nærhed, nabolag?), Meshik, Ugashik (det nære, naboen?), Ugaguk, Peulik, Kvichak (åen, bækken), Naknek, Kukalek (den midterste?), Chinitua, Nogheling. — Iluluk.

Jeg forbigår de aleutiske øer, hvis stednavnes former i meget minder om
de eskimoiske, men som sikkert alle skal forklares indenfor det ikke rent eskimoiske
aleutsprog14).

Til tolkning av de foregående navne har jeg benyttet Francis Barnums
Inuit grammatik med ordlisten over Sydvest-Alaskadialekten, men selv den

gir et usikkert og utilstrækkeligt grundlag. Endvidere kan man se efter i Rinks
sammenlignende ordliste (MoG. 11. bd. s. 82 f f.).

Tiltrods for tolkningsvanskelighederne er der en til visshed grænsende sandsynlighed for at alle de nævnte ord tilhorer eskimosproget, selvom de ikke alle er rent eskimoiske. Den første, der hævdede at Kadjakboernes sprog var beslægtet med grønlandsk, var Ad. v. Ch a m i sso, deltageren i Kotzebues verdensrejse (briggen Rurik). Chugacherne ved Prince Williams sund fortæller, at de kom nordfra og at deres stamfaer, ligesom inuiternes, var en hund gift med en kvinde¹⁵).

Folkegruppernes navne er (som sædvanlig blandt eskimoerne) ikke egentlig stammenavne, men lokalgeografiske betegnelser. Nabogrupperne udvælger en boplads av særlig betydning som navngivende for hele distriktet. Endelsen -miut (boplads) kan frit føjes til ethvert av de faktiske bopladsnavne. Denne endelse, der er fælleseskimoisk, stavedes i ældre til -mat eller -mute av englænderne og russerne, overensstemmende med deres nasjonale stavemåder; disse endelser bør man stave -miut, forsåvidt betydningen er „beboere¹⁶).

Eskimoerne ved Norton Sound, altså grupperne nord for sydkysten av Alaska, betegnede alle disse sydeskimoer som Achkagmiut ) „beboerne av det varme land" (iflg. Holmberg, måske grønl. agssoq læ, lunhed?); de bebor jo skovklædte klipper og bjærge.

Midtgruppe.

Fra Bristolbugten nordefter bor følgende stammer:

5. Nashegagmiut (Nushagak er en bugt), — Anagnak, Pogakluk.
6. Togiagamiut (Togiak er en flod) — Kailuk, Kissaiakh, Tikchik, Aziavi-

gak, Akuliakpak (en sø imellem to andre), Tzahavagak.

7. Kaskokvagmiut (Kuskokwim er flodens navn på kortet, om kusko er eskimoisk, er usikkert; kwim synes at være en forkortet bøjet form (relativ) av alaska kwiq, flod, elv, der ellers i relativ hedder kwigum (Barnum), svarende til grønlandsk kup el. hum). Bopladser: Klahangak, Yukhtokialgak (yakhto menneskeæder), Kinguguk (bagvedliggende), Napahaiagak, Kwigalogak, Kongigunuguk, Anogok, Kulvoguviguk, Chalitmiut, Kuskokvakh.

8. Nunivagmiut (Nunivak er en ø) og Kaialigamiut. — Ingerak, Chichingagak, Sfugunukuk, Agiukchuguk, Nulukhtuloguk, Tununuk, Kashigaloguk, Nunachoguk, Kaialigak, Igiogagak. — Kirak (er en flod), Azoon, Kushunuk, Askinuk (ligeledes), Manokinak (er en fjord).

9. Magemiut (beboerne av flodilderen, Mustela lutreola18) — Kipniaguk,
Chifukhluguk, Stari (?) kwikhpak. — Kvichavak (den store flod).

10. Ikogmiat. — Kusilvak, Chatinakh, Kushutuk, Uglivia, Paimiut (beboerne av mundingen), Ikatlegok. — Også de følgende bopladsnavne kan eller må være eskimoiske, endskønt de på Nelsons kort er anført langt oppe i landet indenfor Athapaskernes grænse langs Yukons øvre del: Ookagak, Askhok (opad floden?), Khaigak, Ignokhatska (?), Makey (?), Anvik, Nunakhtagak, Kvikhagak, Khutulkakat, Lofka (?), Tanakhotkhaiak (?), Kaiakak, Nulato (?), Natulaten (?); på kortet er endelsen -mut (= -miut) føjet til dem alle, hvad der utvivlsomt hænger sammen med at Nelson har fået dem opgivet av en eskimo fra kystlandet. Også navnet på en biflod til Yukon (Koyukuk) ser ganske eskimoisk ud.

11. Unaligmiut (beboerne av unalik landet dernede (?); eller landet med
en egen slags drivtømmer, eller med harpunskafter (unåq ?). — Pastolik

(sted med fugtig kulde?) Kotlik, Pikmiktalik, Kigiktauik, Unalaklit (dem med
unålak?), Iganik, Tup-hanikwa, Shaktolik (stedet med det brugbare?), Ungaktolik(stedet
med resten? eller med den fjærne?).

12. Kaviagmiut (beboerne av kaviak, en rød ræv, en grævling?) — Atnuk, Ignituk (den ildrige? hvor det brænder eller lyner?), Chiukak (den forreste i båden?), Tup-ka-ak, OkpiktoUk, Ayacheruk (tværtræ i kajakken?), Uinakhtagewik, Chitnashuak (den store søvn? eller drøm?), Kaviak — Aziak (Sledge Island).

13. Kingugumiut (beboerne av kingo det bagved liggende). — Nookm'iut
(næssets beboere), Taksomiut (mørkets beboere?), Siniogak (den kant man
følger?).

14. Malemiut (beboerne av ledsageren (kammeraten el. bølgen?) — Inglutaluk og Koyuk (er floder), Ogowinagak, Kwikh (åen, elven), Nubviukhchugaluk (den der er slem til at savle?), Kugaluk (floden, Mammuth river), Kongigak, Silawik eller Selawik (det helt åbne, fri?), Kikiktagk (øen?), Tikizat (blåklokkerne?), Sheshalegak (den strand man lægger til ved, eller går ned til?), An-iyakh (pine, smerte?), Ipnot (?), Tikera (pegefingeren, d. e. næsset, landtangen) eller Tikirat (Point Hope), Kookpuk (store-flod).

Nordgruppen.

15 a. (Efter Wells and Kelly) Wévok (Cap Lisburne), Petmegéa (flod), Kookpowrook (Point Laye), Ootoo'kok (Icy Cape), Kelamantow'ruk (boplads), Kook (Wainwright Inlet river), Sezar'o (Point Belcher), Attenok (Franklin Point), Pingishu'gumiut, Imnowk (brat skrænt?), Ootkea'vik (efterårs- eller vinterstedet, C. Smyth), Noo'wooh (Pt. Barrow), Ikpek'pung (flod), Koogaro (flod), Kolugru'a (Meade R.), Ne'galeh (Colville R.), Nooboo'a (Barter Isl.).

15 b. (Efter Murdoch og Nelson) Pitmegea (flod), Kilauwitawing, Kunmiun Otok-kok (den gamle?)19), Kolumaturok (den klukkende eller knurrende), Ku, (floden), Sidaur, Sidarungmiun, Atune( underlandet?), Nunaria (forladt land), Sakamna (?), Sinaru, Erniwing (ynglepladsen), Utkiavwing (overvintringsstedet), Walakpa, Ipersua, Nunaktua, Kuosugru, Nakedrixo, Sikgluka (?), Nunava, Utkiavwing, Isütkwa, Imernya (lille indsø), Ikpilik (sted med skrænt el. sandhøj)²⁰), Imekpüng (stor indsø), Imekpuniglu, Pernye (albuen, sammenføjningen?), Ootiwakh, Nuwuk, Nuvungmiun (Point Barrow), Kulugrua (vandfaldet?), Ikpikpung (stor skrænt eller sandhøj), Tasyekpung (den store indsø).

Indlandsstammer (i Nordalaska).

16. (Efter Nelson). Nunatangmiun (beboerne av nunatang²¹) = grid, nunatak), Noatak, Noatangmium. — Floder: Kulugrua, Nuasuknan, Ursüktu, Kuara (Murdoch). — (Stefånsson): Nunatagmiut, Noatagmiut, Killirmiut, Kuvugmiut.

De tidligere kyststammer på nordsiden av Alaska og ved Mackenzieflodens delta uddøde i forrige århundrede og blev avløst av (eskimoiske) stammer fra indlandet²²). Dette forklarer måske forskellen i stednavnene på de ældre kort sammenlignet med dem på de yngre. Nye indvandrere vil om muligt opta de gamle stednavne, men være tilbøjelige tli at ændre lidt i disses form og tilføje nye.

På sydsiden av Alaska har der udentvivl fundet lignende forskydninger
sted. Her var det fremmede stammer med et andet sprog, især Tinne eller

Athapaskaindianere, der trængte frem, hvad der sandsynligvis avspejler sig i stednavnenes former. Disse folkeforskydninger har vel fundet sted i forholdsvis nyere tid. På den anden side har vi nogle av de tidligst optegnede navne fra denne del av Alaska. Det fremgår derav, at eskimoerne, som her kalder sig Yuit, omkring 1800 har befolket sydsiden av Alaska, på 60. breddegrad, helt hen til 145° v. længde. Det er nærved mundingen av Copperfloden, lidt vest for St. Eliasbjærget, hvor Alaganik og nu Cordova ligger ved en jærnbanelinje.

J. Petroff (i beg. av 1880-erne)-:!) gir os gode oplysninger om de fjærneste eskimogrupper på den inderste del av Alaskas sydkyst. Her erklærer han at ha mødt dem i deres kajakker overalt hvor de var istand til at færdes, lige hen til Mt. St. Elias, snart langs kysten, snart et stykke op ad floderne. Chugacherne er renblodige inuiter. Ugalakmiuterne (som han kalder for Oughalakmute eller med russisk endelse Oughalentz) har også fra begyndelsen været ægte eskimoer, men er nu blandet med Thlinketindianerne. Endelig møder man den såkaldte Chilkhaat-siamme, som er thlinketisk og har befolket vestsiden av Copper-river og Comptroller's Bay. Chugacherne hedder egentlig på deres eget sprog Sh-ghachit shoit, sidste led betyder „folk". Heri er det let at genkende Pinarts chouk (et menneske) fra Kaniakmiutgruppen²⁴) svarende til Barnums lidt nordvestligere form yuk (udt. juk eller ink), i fit. yuit = grid, inuk, fit. inuit. Et bedre bevis for deres eskimoiske nasjonalitet kunde ikke skaffes. Petroff fremhæver at Ugalakmiuterne 100 år tidligere end hans tid blev skildret fra spaniernes og englændernes besøg ganske således som han forefandt dem og at de er de absolut yderste og sidste i rækken av eskimostammerne. Der er ganske vist fremdraget kranier og andre rester av eskimoer langt sydligere på Amerikas Stillehavskyst, endog helt nede ved Santa Barbara, men. de stammer fra individer, som var bragt sydpå fra Alaska av russiske handelsfolk, der brugte dem som jægere eller solgte dem som slaver. Oughalakmute betyder iflg. Petroff „far away people"; vi forstår at vi her har at gøre med et til grldsk. ungaleq (og ungat, ungasippoq) svarende ord, en ordstamme der i grønlandsk betegner „rummet på den anden side, det hinsidige", „det fjærne". — Eskimoernes by Nuchek (Port Etches) besøges årligt av Thlinketer, der køber inuiternes store skindbåde (baidarer) for lettere at kunne rejse den lange vej, da de i deres eget land kun har birkebarkskanoer. Endvidere hævder Petroff at der er al grund til at tro, at inuiterne tidligere har indehaft hele sydkysten indtil Icy Bay, hvor St. Eliasbjærgets isbræer når ned til kysten og danner en lang linje av stejle isbrinker uden landingspladser. Denne strækning kan eskimoerne i deres spinkle både ikke passere (jfr. det østgrønlandske Puisortoq, bræen man må skynde sig forbi). Men thlinketerne sætter forbi dem i store både med master og sejl. Inuiterne må udentvivl være komne nordfra til disse skovegne i forholdsvis sen tid. Man forstår derfor at de ikke har vænnet sig til at fælde træer og bruge tømmeret, men at de stadig — ligesom aleuterne — kun benytter drivved fra havet. (Dertil er dog at bemærke, at saltvandstømmeret muligvis er bedre egnet, fx. mere holdbart end skovtømmeret).

Ugalakmiuterne har (iflg. Petroff) to stednavne (byer): Alaganuk og
Ikhiak, begge utvivlsomt eskimoiske navne.

Øerne i Beringsstrædet.

Sioraq (St. Lawrenceøen, „sandet", jvf. s. 138) — Ukivuk (King-øen, „overvintringsstedet"?)
— fnalik (Diomede-øen, „den med den gamle lom" eller
„rede"?).

TJUKTJERHALVØENS ESKIMOER (YUIT). (fra syd til nord).

.(Efter Nelson): Akatlik, Tirik (?), Agvan (alkene?), Iskagan, Nukamok (= Indian Point); Ittigran, Seniavin (sidestederne?), Mechigme (?), Mechumen (?), Kukun, Krihugen (?), Nuniamo, Chingen, Nuokan, Inchanin (?), Ouedle (den yderste), Tunkan (?), Chutpa (?), Itchan (?). — Alle disse lokaliteter ligger på den strækning der opgives at være eskimoiske. En sammenligning med den følgende fortegnelse, som er optegnet av russeren Bogoras, viser forbavsende få overensstemmelser, egentlig kun Mechigme og Mechumen, som måske egentlig er identiske og svarer til russernes Meciwmin, esk. Mésik (finne? eller pejlingsmærke?), Kukun, Nuniamo (Nuamo) og Nuokan (Nöo'kan).

(Efter Bogoras): iFra sydkysten af Tjuktjernes halvø, Siheriens yderste fremspring ved Beringstrædet, har Bogoras (s. 28^—29) kun tjuktjiske stednavne. Men om bopladsen Enmilin oplyser han at eskimoerne kalder den Tikivak (den store pegefinger?). Sydligst på østkysten anfører han først en lille gruppe, der har dobbelte navne, fordi tjuktjer og eskimoer her lever side om side, lad mig citere de fleste av dem²⁵).

Eskimoisk-tjuktjiske bopladser syd for Indian Point, med dobbeltnavne:

Nord for Indian, Point nævner Bogoras så mange „eskimoiske stednavne"
at jeg her skal nøjes med et udvalg — oversættelserne skyldes ham. Enkelte
av navnerie er tjuktjisk påvirkede:

Napåkutak på øen Cirluk; Kiki, Yårga, Alåyon (sommerpladsen), Ilhinin, Cavik ('kniven), Nixcirak (den med sæler), Yanrakenot (adskilt el. avsides land), Mésik (tj. Meciwmin), Nukak (tj. Luren), Kukun,, Akånik, Yånrangai26) (isoleret bjærgtop, en boplads på 15 huse), Nutépinmin (landtungen), Nunamo landboen?), Sinik (søvnen?), Puvüxtak, Nabuqak (tj. Néokan — East Cape, boplads på 48 huse).

Bopladserne på Tjuktjerhalvøens nordkyst har ifølge Bogoras også tildels
eskimoiske navne, f. ex.:

Ulak (av u/ø? kvindekniven) med 30 huse, Töngqak (tj. Tüngqen), Incérvik (18 huse), Inngernik (tj. Ingen), Utak, Cecångik, Iqaluwhak (laxen), Kéngicvun (bøjningen, 11 huse), Anormik (12 h.), Nåtak (9 h.), Nåskok (hodet, tj. nésqan), Kulüsik (gammelt isbjærg, 11 h.).

ßogoras harflere sproglige bemærkninger om navnene, som er av en viss interesse her: eskimoernes stammenavn på den asiatiske side er Aiwan (fl. Aiwånat) og Aiwalat, østlændinge, egl. de der kommer fra vindsiden (s. 27); han mener det er samme navn som beboerne av St. Lawrenceøen bruger om denne: Eiwhuén (beboerne: Eiwhuélit, jvf. s. 20 og 27). Når tjuktjerne taler om eskimoernes stammefrænder på Amerikasiden, kalder de dem Kiimilit; de asiaitske eskimoer sit Kixmi, av Kihi-miut, beboerne av Kihi, som er navnet

på C. Prince of Wales med tilhørende boplads. De betegner dem altid som
„dem derovre pa Alaskasiden", d. e. Kingumiut (s. 21, fodnote).

Bogoras er mest tilbøjelig til at mene, at eskimoerne tidligere har været talrigere end nu på den tjuktjiske halvø, og at de oprindelig er komne nordfra (langs nordkysten) snarere end i retning syd-nord. Han gør desuden opmærksom på, at kystboerne i ældre tid gang på gang trak sig ind i landet og blev rensdyrnomader. Tjuktjerne har flere (mange) steder avløst eskimoerne på kystbopladserne og optaet de eskimoiske bopladsnavne i mere eller mindre forvrænget (tjuktiseret) form, hvad der stemmer med <hans stednavnelistes dofobeltformer -⁷) Tjuktjerne kalder sig selv i deres myter „den hvide havkvindes avkom", og en viss gruppe av omstrejfende tjuktjiske handelsmænd bærer navnet Kavrdlit. En av deres myter handler om sagmhelten Krächoj (Bogoras s. 22).

Hele Beringstrædets område har helt eskimoiskklingende stednavne. Ved de yderste kyster lyder de dog uforståeligt og forblommet for det grønlandske øre. Dialekternes fjærnhed og optegnelsernes uklarhed lægger et slør over genkendelsen; vore sproglige hjælpemidler for disse vidtstrakte egne (bøger av Barnum, Bogoras, Petitot, Jenness osv.) yder os kun en meget begrænset og forvirret indsigt. Jo længere vi kommer mod øst i retning av Grønland, desmere veed vi om sproget, og desto lettere er navnene at tyde.

Hvor gamle er alle disse stednavne? De har deres historie, de fulgte jo med Inuiterne fra Alaska til Grønland, hvor vi møder navne, der ligner dem. Langs Kanadas kyst ligger der en lang kæde av eskimoiske stednavne, formodentlig i tusenvis, knap hundrede av dem er optaget på kortene. Men alene at gennemgå disse vilde være som at forberede sig til en rejse til Grønland: gang på gang træffer vi de samme velkendte navne, som møder os igen på Grønlands kyster, navne som i tidernes morgen av de langsomt østpå vandrende pionerer først blev knyttet til Kanadas nordkyst og til øerne.

I Alaska var der kun få kendinger av denne *art (fx. Nookmiut, Avatdleq, Utorqaq, Påmiut, 'Kuk, Akuliarpåq), men øst for Mackenziefloden og især i Hudsonbugten begynder de at mylre frem — navne, som altså skulde ende med at forankres i Grønland. Las os snappe et par stykker op undervejs!

Ligesom vore gamle gudenavne (Tir, Tor, ,Odin osv.) findes knyttet til steder, ofte samme navn til flere steder mellem Jylland og Skåne (Tistrup, Odinsjø), således findes inuiternes helte- og gudenavne undertiden fæstnede til steder, hvor man ofrede til dem eller av anden grund vilde mindes dem. Da Knud Rasmussen på sin store rejse vestpåvar

påvarnat halvvejs over til Alaska, stødte han på en -stamme der kaldte sig „beboerne av Ahung--ahung-åq". Han genkendte strax dette navn som grønlandsk28),. Paa grund av dialektforskellen hedder navnet, med s istedenfor h, Asung-asung-åq i Grønland. Det er dær dels navnet på en 'klippe i nærheden av Skarvefjældet ved Godtiavn, som har skikkelseav et havuhyre (de danske søfolk kaldte den „Peer Dams skib")²⁹), dels betegner det en fjældfornrasjon på nordsiden av Amerhloqfjorden,lidt indenfor Holstensborg, hvor de forbirejsende grønlændereforhen plejede at ofre spæ'k og perler til den ukendte guddom. Grønlænderne husker ikke længer sagnet om kæmpen Assungasungåq, der vadede gennem havet, imens han spillede bold¹ med to klippeblokke' indtil ihan selv blev forvandlet til sten — dette foregik vestpå i sundet mellem Victoriaøen og Kanadas fastland. Derude blev sagnet hørt og optegnet.³⁰) — Navnet på grønlændernes kvindelige guddom Arnarquashsåq,verdensmoderen i havets spisekammer, finder vi første gang knyttet til et næs (klippe?) nær Iglulik i -Hudsonsbugten.31) I Grønlandforekommer et tilsvarende Inorquashsåq jaltfald på østkysten.³²) Tornait er en boplads i Frobishersund på Baffinsland;;!), navnet genfindespå østkysten i Grønland. Der er flere steder, der hedder Tornårsuk.Sagnhelten Kåssashsuks navn er velkendt i sagnene ved Hudsonsbugtenog Baffinsland; i Grønland kappes syv bopladser om at vi-se hans hus. En anden berømt mand hed Qasuk; hans hus vises på en udhavs-ø vest for Holstensborg (en av de mange Qashsitøer i den lange s'kærgård langs vestkysten). — Akilineq (landet fjærnt ude på den modsatte side) er i Grønland navnet på et sagnland hinsides Davisstrædet, måske langt inde i Nordamerika, i egnen vest for Hudsonsbugten,muligvis endnu fjærnere. Alle Centraleskimoerne kender i historisk tid til et Akilineq, „det berømte Akilineq" -syd for de store søer ved Thelonfloden, hvorhen man kom rejsende fra fjærne egne for at handle (især hente tømmer).³⁴). — Grønland selv hadde i førevropæisktid lignende berømte markeds- og tingpladser :Aleek sydligst på østkysten, Agpamiut og Taseralik (Perortusut) på vestkysten. —

Grønlands eskimoiske navneforråd må ha været enormt inden de hvide mænds ankomst, især i den periode, da begge kysterne var heltigennembefolkede. Østkystens befolkning uddøde undtagen på den sydlige del, og stednavnene gik tabt. Melvillebugten blev forladt, indenen optegnelse kunde finde sted. Men for resten av Grønland er navnene endnu levende og benyttes daglig. Kortene udviser kun en ringe brøkdel av dem der faktisk er i brug. De kolonier, udsteder og andre lokaliteter, for hvilke vi har danske eller hollandske navne (fx. Godthåb, Sukkertoppen, Svartenhuk, Vajgat)), nævnes av de indfødte kun ved deres eskimoiske navne, som i stil og tone svarer til vesteskimoernes.Nogle

eskimoernes.Nogleav de danske navne er så dårlige eller dumme at de uden skade -kunde stryges til fordel for de nasjonalt grønlandske. Godhavn og Godthåb, der idelig forvexles, kunde uden skade tå navneforandring.Holstensborg, Frederikshåb, Julianehåb o. fl. er ret meningsløsenavne i et land som Grønland.

Går vi 'kysterne rundt på kortet, vil vi finde at det nuværende navneforråd, især på de nordligste kyster, er et kaotisk pulterkammer, vistnok værre end¹ noget andet land kan opvise magen til. Den store ø er jo „opdaget", kortlagt og opkaldt takket være et virvar 'av expedisjoner og nasjoner, der i ærgerrigt kapløb skulde rejse sig monumenter. Det er kutyme at udbrede evropæernavne jorden over og der er intet at gøre derved, ti navnene anbringes på kortene og tilhører dermed ihistorien — og glemmes først når historien er død. iHeldigvis har de indfødte indledet deres egen historie, og det har altid været dansk skik at tå -skønsomt hensyn til de indfødte. Faktisk er da også vore kort over det sydlige Vest- og Østgrønland tiltrods for de mange danske og hollandske stednavne rigeligt forsynet med virkelig grønlandske

Den lange stednavnekæde, der begynder ved Beringstrædet, slynger sig nu rundt om Kap Farvel op langs østkysten til Ammassalik, ja den fortsættes på eskimoisk længere nordpå helt op ad Scoresbysund til (Nüalik, Kialineq).. På vestkysten fik den nordligste koloni oprindelig navnet Upernavik. Den burde ialtfald ha haft denne ægte eskimoiske navneform, som endnu stadig bruges på stedet; istedenfor blev navnet midt i forrige århundrede omstøbt til Upernivik med /, måske fordi de iiteraturkyndige i Godthåb kun kendte denne form, der har hjemme i Midt- og Sydgrønland, og ønskede at regulere stednavnene ensartet over hele Grønland. Der er dog ingen tvivl om at koloniens rette navn er eller burde være Upernavik (av upernåq, forår); sådan hedd'er også en lokalitet i den store isfjord ved Jakobshavn.³⁵)

Grønlandskystens vældige længde har ganske naturligt medført en udspaltning i grupper av bygder og dialekter, 'hvis særegenheder hver for sig har sin skønhed og sin berettigelse. De yderste av grupperne bor hinanden så fjernt og på så forskellige strøg, at de tildels føler sig som helheder og synes at de hver har sine gamle navne og skikke at værne og fastholde. Mon det ikke vilde være forsvarligt og rigtigt at lade hver landsdel beholde sine dialektejendommeligheder og i nogle tilfælde 'at lade dem skinne igennem på kortet?

En sammenligning og tolkning av navnene viser at mange av dem har både sproglig og folkloristisk interesse³⁶). De fleste er dog blot naturbeskrivende artsnavne: Strømstedet, Fladeø, Storø, Store Kløft, Græssletten, Sletten, Brinken, Storefjæld osv., og de kommer atter og

atter igen, ofte med de små malende tilhæng som er karakteristiske
for sproget.

Enkelte av disse tilhæng kan være forældede og utydelige (som -lu i Igloluarssuit de underlige eller dårlige hytter, -suk og -sik i Kangårssuk, Nugårssik). Nogle stednavne har en ukendt eller utydelig stamme (Agdluitsoq, Atammik, Nivåk, Ameragdla, QToqe, Quarmiut, Kulusuk, Målutoq o. fl.), men langt de fleste er let forståelige. Flest er der >av dem der betyder fjord eller, ø (med et tilhæng som stor, lille, mellemstor osv.). Fjældene har ofte navn av hvad de ligner: Spækposen, Yveret, Redekammen, Næsen, Hvalen osv. Egedesminde hedder Ausiait, edderkopperne, Jakobshavn Ilulisaat isfjældene (Den store Isfjord). Uiimänaq betyder Hjærtefjældet, Ivigtut Græssletterne. Nogle er så almindelige som Bugten, Skæret, Sundet, andre så særegne og udtryksfulde som Havbruset (Igtutulitk), Ekkoet, Hundeglam (øen Miaggoq), Grovæderen (Neria), Opspytstedet (nemlig sødyrenes opspyt i vandets overflade, Oriartorfik), Hoppestenene (Nångissat, en leg fra sten til .sten), Stedet hvor ægtefællerne sloges (Pdtorfik), Indianerøen (Tunertog), De ihjelsultede (Perdlertut), osv. Steder hvor 'hvalrosser og sæler kryber op (på klipperne), hedder Qagssit. Ved indløbet til Ammassalik, Dværgørredstedet, ligger et lille hældende fjæld Ortunuviaq, „det som aldrig vil falde (eller skride) ned."

Vestkystens indfødte navne blev 'kun sparsomt optaget på de første kort efter landets kolonisasjon. P. Egede37) har højst en tredjedel grønlandske navne på denne kyst (bemærk Upernavik, Umanak, Tunnuliarfik, Iggalik), på østkysten har han henlagt Illuarmiut, der hører vestkysten til, og forøvrigt fyldt op med de gamle saganavne fra Østerbygden.38) Cranz39) ihar endnu færre grønlandske n-avne på sit kort (Tongarsuit). Giesecke og Graah⁴⁰) tilføjede nye navne, sidstnævnte navnlig på østkysten. Kortenes gamle tradisjon blev især grundig reformeret, da Rink og Kleinschmidt omkr. 1850 tog fat på en geografisk beskrivelse av landet således at netop de indfødtes navne blev indlørt på kortene og stavet på den daværende moderne måde⁴¹). På et av Kleinschmidt udarbejdet Grønlanskort fra 1866 findes der overhovedet kun ægte grønlandske navne, ingen danske⁴²).

Et mærkeligt tryneformet fjæld i nærheden av Nanortalik bærer det ejendommelige navn Kuing-ing-ngcq, ordret oversat: „det siges at være (en) kuing-ing". Der er grund til at tro at dette ord er en grønlandsk udtale at svinet, med h for s: huin, som er gjort til kuing og -et er bibeholdt som -in. Hvad hedder det fjæld? Man siger (ngcq): kuing-in, og så blev navnet Kuinging-ngéq. Grønlænderen hadde næppe selv set et svin; en fremmed må ha indført navnet.⁴³)

Et andet minde om gammelevropæisk forbindelse er måske /,Kalender

lender- eller Kompasfjældet" i Østgrønland, Uvdlorsiiitit ved Tinimiarmeen(63j/2 n. br.). Det kommer nogle gange igen i gamle skrifter at der et sted på østkysten, på en klippetop der kaldtes Hvidsærk, blev rejst en art kompas eller .sømærke av de to bekendte søhaner Pining og Pothorst.⁴⁴) Der forlyder ikke noget om at der nu findes spor av denne konstruksjon, men det nysnævnte stednavn leder uvilkårligttanken hen på at en sådan har været de indfødte bekendt.⁴⁵) Der skulde måske endnu kunne findes spor derav, hvad det nu kan ha været.

Synlige tegn av de hvide mænds tilstedeværelse i senmiddelalderen udenfor de to nordbobygder i Sydgrønland er ellers ret sjældne, men lad mig i denne sammenhæng minde om, at i stednavne kommer betegnelsen Qavdlunåc] ofte igen, et vidnesbyrd om at kysten i gammel tid har været befaret av de fremmede, vestkysten så ;højt mod nord som til Upernavik. De for nylig av Therkel Mathiassen ved Inugsuk udgravede levn fra nordbotiden (dukker i nordbodragt udskårne i ben, desuden klokkemalm osv.) fortæller os om, hvilke minder den frosne jord deroppe har gemt i sit skød og hvad vi måske tør vente ved fortsatte udgravninger.⁴«) For tiden foretar dr. Mathiassen udgravninger i Ammassalikdistri'ktet på østkysten. Også på den kyst går der gamle sagn om de hvide mænd fra syd, qavdlunåqerne; fx. en lille fjord nordøst for Sermiligåq bærer navnet Qavdlunåq.

Langs Østgrønlands sydlige istrækning lå der op til 1900 en lang række av bopladser. De blev først nærmere kendt gennem Graahs konebådsexpedisjon i 1829_—30, hele strækningen mellem 60_—65° blev foreløbig kortlagt og forsynet med navne, deriblandt mange grønlandske. Hvad der ikke blev nat dengang, blev gennemført 55 år senere ved G. Holms og Gardes konebådsexpedisjon (1883^—85).⁴⁷) Østkystens ihoved'byers navne blev optegnet av de vestgrønlandske tolke, derfor omskrevet til deres dialekt.⁴⁸) Navnenes virkelige former således som jeg hørte dem i Grønland (fra Kap Farvel nordefter), er:

Alik, Iliviléq, Avårqan, Anoritéq, (Puijertoq, isbræ), Ikérmén, Timmiarmén, Oommannaq, Akernernårmén, Ittoluartivin (el. Ittoluartemén, også kaldet Sattiåitseq), Iliarmén, Umévéttå (= Umivik), Pikéteq, Eetsalik, Savaranårtik, Tasélar, Ammattaling.

Dette er (eller var) kun de vigtigste bopladser. Mange flere kunde nævnes, men jeg overspringer denne gang de mindre samt de mange hundrede almindelige stednavne på øer, fjorde, fjælde og næs som er mig bekendt på denne kyststrækning mellem Kap Farvel (Oommannarssuaq)og egnen nord for AmmassaHk, oppe ved Skrækkens Bugt (Kialineq). Det var her, Amdrup fandt den uddøde boplads Nualik,

tilforn Ammassalikernes nordligste vinterboplads. Denne yderste (nordligste) østbygd, der endnu bestod henimod slutningen av 1880erne,betragtede østlændingene som „verdens (landets) ende"; det nordligste sted, de hadde været ved, kaldtes Qernerårtivin de stærke kastevindes fjælde (på c. 68" 30' n. br.). Men en troværdig tradisjon omtalte en endnu nordligere egn, hvor forfædrene engang hadde haft føling med ukendte mennesker: dær oppe lå Kittivättivin de store takkedefjælde (jvf. vgr. kitdlavåq). Deroppe t rode de at der stadig levede inuiter. Ikke anede de at kysten var eskimoisk uddød, og at de norske sælfangere var begyndt at lægge ind til land og at drive fangst deroppepå de gamle inuitpladser.

Danmarks yngste 'koloni Scoresbysund bærer foreløbig et engelsk navn, men de moderne grønlændere, som frivilligt og dristigt har fylket sig om dette på eengang nye og gamle jagtdistrikt, burde gi denne koloni et grønlandsk navn, Scoresbysund er jo tilmed intet sund, men en dyb fjord, vældig som et lille indhav, så navnet er ligefrem vildledende.49)

„Dette er Kalålernes land" udbrød de gamle vestgrønlændere, da Egede vilde hævde, at Kongen ejede landet. De avviste hans påstand: „Jeres land er på hin side av det store hav, men dette er vort."⁵⁰) Egedes grønlændere mente udentvivl at landet overalt hvor man talte k\alåtdlisut (grønlandsk) tilhørte deres nasjon, et princip den danske styrelse i alt væsentligt har respekteret gennem tiderne.

Der skulde gå henved 1000 år, inden de hvide mænd (særlig danskerne) fik undersøgt Grønland til bunds på alle områder og spredt tågen i vor viden om dets dimensjoner. Det synes trods alle drømme at være et fattigt land, og der er ikke meget håb om at der 'kan leve synderligt flere mennesker end hidtil. Der er allerede tabt mange penge på mislykkede forsøg. Alligevel fortsætter Danmark sine undersøgelser og indfører stadig kostbare forbedringer, anlægger havne, veje, fiskeri- og nedsaltningsstasjoner, videnskabelige stasjoner, bygger nye fartøjer og pakhuse osv. Kystlandet er forlængst kortlagt, men på grund av landets enorme størrelse var store partier endnu utilstrækkeligt opmålt. For en halv snes år siden tog Danmark da initiativet til en stor revision av kortene, en opmåling og 'kortlægning i den store stil. Alle grønlandsfarere kan glæde sig til de moderne detaljerede kort som nu vil komme. Under ledelse af Geodætisk Institut har dette arbejde allerede gennem flere år været igang, og det vil strække sig over en årrække endnu. På de nye kort vil grønlændernes gamle stednavne forhåbentlig, såvidt muligt, komme til deres ret ved siden av de evropæiske som har vundet hævd gennem tiderne.

SUMMARY Eskimo place names in Alaska and Greenland in the light of archaeology.

Coinciding with the fact that the archaeological excavations everywhere in Eskimo coast-lands have brought nothing but Eskimo artefacts to light, the place-names exclusively give evidence that no other people but the Eskimos have ever inhabited the arctic coasts of America. This in fact also applies to the islands in Bering Strait and the shores on both sides of it. The conclusion that seems obvious from this is that so far archaeology has given us no proof that the North American Indians have come into the country via Bering Strait (cf. excavations and collections by Collins, Hrdlizka, Jenness, Nelson, etc.). It looks as if the Inuit people (the Eskimos) have immigrated to a No Man's Land everywhere.

The place-names that have been recorded on the coasts of Bering Strait where there are Eskimos are mostly purely Eskimo, except on the Asiatic side, where some of the Chukchee names are mixed in with the Eskimo and several settlements have dual (twofold) names Chukchee and Eskimo. On the south side of Alaska, where the Eskimos reach — or once reached — as far eastwards as to the mouth of Copper Hiver, most of the place-names sound pure Eskimo (for instance: Ugalakmiut "the dwellers of the distance or beyond"). Nevertheless, as on the Asiatic side the languages of the border peoples make their influence felt, so that in the forms of place-names we find in certain names traces of the tongues of the Tlingit, the Athapaskans (Tinne Indians) or the Aleut.

The islands in Bering Strait have a pure Eskimo population and the place-names are pure Eskimo, even those of the ancient, excavated settlements. Miyowaghameet (Collin's excavation) must mean "the dwellers of the going-up place" (Greenlandic: mayoriarmiut); the suffix -meet conforms to an often-used East Greeland suffix in place-names.

A large number of Western-Eskimo place-names recur in the Eastern- Eskimo regions; in particular, in Greenland we recognize many from the regions round Hudson Bay. The tribes migrating eastwards often called the localities of the new territory by the names of their native parts. This is true, for instance, of some legendary names, such as the mythical hero Asung-asuk and the names of the spirit-world Arnaquashsaq and Tornarsuk. Several names are of folkloristic interest.

To us the best known are Greenland's place-names; they attain to a number of more than a thousand. All the native names from the Eskimos in Western America to East Greenland ought to be studied and as far as possible entered on the maps of the arctic territories that are populated by Elskimos. This people was the first to occupy these virgin coasts. If consideration is to be given to prescriptive rights the European place-names on the arctic coasts are less warranted than those of the Eskimos. Both European and Eskimo tell of whom it was that first took these regions in possession. It is a variegated company of many nationalities.

For several years the Danish Government's Geodetic Institute has been doing a great survey and cartographic work over the whole of Greenland, a section of our bicentenary exploration of that island, one of the largest in the world.

LITTERATUR

!) Henry B. Collins: Prehistoric Eskimo Culture on St. Lawrence Island.
Geographical Review, vol. 22. New York 1932.

2) Fonetisk formodentlig at forstå således (henholdsvis): ajev(g)-urajugameet og salhlovari(j)agat. Det forste lyder helt østgrønlandsk: „beboerne av det hyppigt vragede (eller besejrede) sted". Det andet ser ud til at være avledet av et Alaskaord, der betegner snavs og støv.

3) E. W. Nelson: The Eskimo about Bering Strait (18. Ann. Rep. Bur. Am.
Ethn. 1899) s. 25.

4) W. Bogoras: The Chukchee (Jesup North Pacific Exp. ed. Boas, VII,
1904).

5) Knud Rasmussen: Fra Grønland til Stillehavet, 11, 394.

18. Annualßur. Arner.lB99), tavle 11.

«) Report Ethnology (Washington 7) Nelson, 1. c. s. 25. Jvf. Fr. Barnum: Grammatical Fundamentals of the Innuit Language (1901), fortale og texter s. 292—312. Ordliste c. 319—376. (Anmeldt her i tidsskriftet i 1902).

8) På kortet i W. H. Dalls Tribes of the Extreme Northwest findes eskimoområdet angiet helt ud til Mt. Elias på 60° n. br. 142° v. 1. Som blandet eskimoisk-athapaskisk er de indre (østlige) dele av Kenaihalvøen angit samt oplandet om mundingerne av de store floder Kwichak, Kuskokwim og Yukon.

9) Mine hovedkilder er følgende: E. W. Nelson: The Eskimo about Bering Strait (kort over eskimoernes fordeling på begge sider av strædet s. 22—23); Handbook of American Indians, I—11. Washington 1907—10 (heri forsk, artikler om de enkelte stammer: Ugalakmiut, Chugachigmiut, Kaialigmiut, Kaniagmiut, Kuskwagmiut, Knaiakhotana, Kaiyukhotana, osv.); J. Murdoch: Ethnological Results of the Point Barrow Expedition (9. Ann. Report Bur. Am. Ethnology, 1892), tavle I—II); Wells and Kelly: English-Eskimo and Eskimo-English Vocabularies (1890) [hvori geografiske navne s. 65]. F. A. Golder: Bering's Voyages (Newyork 1922), især kortet s. 348—349; D. Jenness, Report of the Canadian Arctic Expedition (CAE) 1913—17, vol. 12. The Copper Eskimos (1923); vol. 15, Eskimo Language and Technology, PartA: Comparative Vocabulary of the Western Eskimo Dialects (1928); V. Stefånsson: Preliminary Ethnological Report (Arner. Mus. Nat. Hist. vol. 14, tvl. I, 1914), Dalls og Bogoras' allerede nævnte værker.

10) Pinart (Revue d'Anthropologie, 1873) oplyser fx., at Kenaihalvøens eskimoer
på hans tid var stærkt påvirkede av „Kolosherne" dvs. en gruppe av
Tlingitindianerne, hvis religiøse forestillinger de tildels hadde antaet. Disse
bor et godt stykke sydpå på vestkysten av Kanada.
Samtidig (eller tidligere) synes en nordligere indianerstamme av Athapaskernes
(eller Tinnéernes) nasjon, Knaiakhotanastammen, at være trængt ud til
kystlandet i bunden av den dybe fjord Cook Inlet og ha befolket Kenaihalvøen
såvelsom Iliamnasøens og Sushitnaflodens bredder, jvf. Handbook Arner. Indians
(I, 1907 s. 715).

v) (?) sat efter et navn betegner tvivl om at deter rigtig eskimoisk; efter
en oversættelse, at denne er mere eller mindre sandsynlig i henhold til de 8
foreliggende lexikografiske kilder.

12) I den av Dall anførte eskimoiske ordliste fra Kaniag findes ordet kaiyakh
oversat ved „canoe" (s. 138).

13) Rink, Esk. Tribes, MoG. 11, 118. Cf. kannujaq, kan'uyaq (Jenness c. 49).

l4) Aleuterne kalder sig selv ünung-un, ikke inu-it; men de to ords betydning
er den samme: mennesker (av deres egen art).

15) Latham: On the Ethnogr. of Russ. America (1860)

16) Derimod hedder allativendelsen „til": -mut.

l7) Iflg. Holmberg, s. Handbook under Kaniagmiut (s. 652).

18) Således forklaret av W. H. Dall.

19) Iflg. V. Stefånson: Oturkagmiut.

20> Jvfr. Labrador ikpik sandhøj (Erdman).

21) Navnet Nunatak er på kortet hos Murdoch (tavle II) brugt om en flod. Hvis denne brug av navnet er rigtig, betyder det vel blot at floden tilhører fastlandet". Nunataq betegner ellers en av isbræ omringet landtop. Ifølge Nelson (s. kortet) er Noatak navn både på en flod og en boplads. På kortet hos Stefånsson (1914, s. 10) står de to navne ved siden av hinanden og betragtes altså ikke som varianter av samme navn.

22) Jenness CAE (1923) s. 48 B og (1928) c. 3.

23) Ivan Petroff: The Limit of the Innuit Tribes on the Alaska Coast. The
American Naturalist, bd. 16 (1882).

24) A. L. Pinart: Eskimaux et Koloches etc. Revue d'Anthropologie. Paris
1873.

25) Bogoras gengir i sin bog (jvfr. s. 10) ng ved ii; i Nøøkan betegner ø en lyd mellem o og u; ved s' vil han betegne en „palatiliseret" lyd, rimeligvis sj; q er „velart k", måske grønl. q; c = eng. sh, c eng. ch, x = tysk ch i ich. Hans beskrivelser av lyd og tegn er dog temmelig uklare og mangelfulde.

26)Muligvis svarende til grid. Iviangernat.

27) Bogoras, d. s. s. 12 og 22.

28) Knud Rasmussen: Fra Grønland til Stillehavet (1926) 11, s. 254. Det var en lille klippeø lidt øst for Dolphin and Union Strait, der bar navnet. — Foruden i dette værk vil man for de østlige egnes vedk. finde mange interessante eskimoiske sted- og personnavne optegnet av tidligere expedisjoner, navnlig Franklin's og hans efterfølgeres, samt i Turners, Boas' og andres undersøgelsesrejser. En etymologisk liste over stednavne fra Baffinsland findes i Boas, The Central Eskimo (1888), 662—666.

29) MOG, bd. 60 (1921), 314.

Canad.

' -, , . -„ . , _„" •- - '- ' - — I '•-'-" '. . u . • „ -.r^ V ' - •/ «n TTT,
31) Det findes hos Lyon (Priv. Journ. 1824, 448), han gengir det således
Arna-koa-khiak.

32) Øgr. Eorqaatåq el. équtår ved Ammassalik (jf. Grønland II 589 iorkuatsat).

33) Se Handbook of American Indians.

34) Det omtales av Knud Rasmussen (1925, I, 173), D. Jenness (1922, bd. 12, 48_—49) og V. Stefånsson (1914, 34 og 331). Sidstnævnte anser det for sandsynligt (s. 34), at de grønlandske sagns Akilineq er et minde om dette handelssted ved Thelon, men kan ikke helt se bort fra den mulighed (s. 331) at Kittegaryuit-stammen mente Sibirien dermed. Jeg har selv av folkloristiske grunde været inde på den samme mulighed, se „Grønl. sagn om eskimoernes fortid" (1913, s. 38): det land hvor man brugte rener til trækdyr istedenfor hunde, har næppe ligget i Amerika.

35) Jævnfør her i Geogr. Tidskr. en lille artikel „Upernivik eller Upernavik?"
(1926, s. 254—255). — Jvf. Grønland (1921, = MoG. 60) 510 og 512.

36) De grønlandske (eskimoiske) stednavne er i tidens løb, siden de første

37) Efterretninger (Journal 1788). De mange hollandske navne, der findes på
vestkysten, er samlet og kommenteret av L. Bobé i E. Thorhallesens Beskrivelse
(Grønl. Selsk. Skrifter 1914) s. 35 anmærkn.

38) På et gammelt kort,, der er tegnet av Hans Egede selv sandsynligvis 1735
eller i tiden nærmest derefter (offentliggjort av P. Freuchen i „Politiken"), er
der fem eskimoiske navne og en mængde oldislandske.

;19) «Historie von Grönland I (1770) 8—9.

4(l) Jvf. F. Johnstrups fortale (s. XV. og XXVII) i udgaven av Gieseckes Mineralogiske
Reise (1878). — Graah, Undersøgelsesrejse (1832).

41) Rink: Grønland geografisk og statistisk beskrevet, de danske Handelsdistrikter
i Nordgrønland (1852); det søndre Inspectorat (1857).

42) Udarbejdet i Nuk (Godthåb) 1866, trykt i København 1870.

43) Et Capo (di) Trin i Sydgrønland var kendt i ældre tid, det findes fx. om-

44) Grønlands historiske Mindesmærker 111 473—479 (1845); Graah 145,
148—149; F. Nansen: Nord i Tåkeheimen (1911) 381 ff.

45) P. Egede (1788, s. 155) fortæller i sin dagbog om et lignende sømærke
(en varde? et „kompas"?)) som grønlænderne fortalte fandtes „langt under
nord", formodentlig „giort af vort Folke-Slag".

46) Th. Mathiassen: Inugsuk (MoG. 1930 bd. 77, 147—340). jvf. om den fundne runesten fra Upernavikegnen og om de tidligst fremkomne påvisninger og sagn i samme egn missionæren P. Kraghs Dagbog fra 1825 (Haderslev 1875, 73 og 84—85); og Grønland, 1. del (= MoG. 60), 434—435 og 508—509.

47) Svagest faldt dette arbejde ud omkring Akernernårmén (Akorninarmiut), fordi Holm ikke fik lejlighed til at opmåle den dybe fjord, hvor øen Skjoldungen ligger, eller partiet nærmest nord for den. Den opgave var blevet udsat til nedrejsen fra Ammassalik, men Holm måtte skynde sig sydpå, da skibet ved Julianehåb ikke hadde ordre til at vente på ham. Han kunde ikke dengang nøjagtigt vide, hvad der var hændet for Graah, nemlig at denne på sin nedrejse langs kysten under et forlis i natten 2.^—3. oktober 1830 hadde mistet nogle av sine specielle kart over Eqalumiutvigen og egnen ved Nukarfik (Graahs overvintringssted), hvad der ses av Graahs manuskript, som findes i Marinens bibliotek (s. 79). I Graahs trykte beretning om forliset er disse dele av østkysten ikke specialiseret (s. 155 f. n.), så den gir ikke oplysning om, hvor manglerne lå. Kun i den skrevne dagbog med de tilhørende kort kan det ses, at det drejede sig just om den strækning omkring „Akorninarmiut" (63° 15'_—63° 30'), som de norske i denne sommer har okkuperet.

48) Om de hos Graah anførte navne gælder det samme, blot at de er stavet
efter en mere gammeldags måde. I 1829 lå desuden bopladserne på andre steder

end i Holms tid, derfor har de store bygder hos ham andre navne (jvf. Graah
s. 118).

49) Navnet Svalbarde „den svale stævn" var på nordbokoloniernes tid uden tvivl knyttet til Grønlandskysten, sandsynligvis kystlandet nærmest nord og syd for indløbet til Scoresbysund, jvf r. Gustav Holm (MoG bd. 59, 1925, 297) og Grønlands hist. Mindesmerker 111, 212_—213. Havet mod nord kaldtes Nordbotnen eller Havsbunden, og i sydvest for Svalbarden lå Troldebundene (Tröllabotnar) d. v. s. troldenes havbugter, hvormed må være ment de fjorde, hvor eskimoerne dengang bode: Sermilik, Ammassalik, Kialineq eller endog nordligere (Scoresbysund?) Jvf. GhM ,1845) II 206—207, 111, 213 etc. „Troldene" var nordboernes øgenavn for Skrælingerne alias Eskimoerne.

50) Paul Egede: Efterretninger (Journal for 1737, udg. 1788) s. 116.