Elli Hädicke: Kiel. Eine stadtgeographische Untersuchung. (22x14 cm, 112 Sider, 23 Tekstkort, 8 Billedtavler). Kommissionsverlag von Walter G. Mühlau, Kiel 1931.

Denne Bog, der ganske aabenbart er Resultatet af et stort og ihærdigt Arbejde, har til at Opgave at beskrive Byen Kiel fysiognomisk, undersøge dens Udvikling og Afhængighed af den erhvervsmæssige Funktion. Særlig har det været om at gøre at paapege „de

Lovmæssigheder, der bestemmer Storstadsdannelsens Forløb." Hertil
skulde Kiel egne sig i særlig Grad, fordi dens Fremvækst til Storstad
foregik med stor Hastighed og Intensitet.

Bogen opererer med det af Passarge anvendte Begreb „Bylandskab";
i Forordet imødegaas de fra forskellige Synspunkter rejste
Indvendinger mod dette Ords Anvendelighed. -—

I Bogens første Afsnit behandles Grundlaget for Bydannelsen, først den nærmere og fjernere Omegns Morfologi, dernæst Landsdelen Slesvig-Holstens og Byen Kiels Samfærdselsbeliggenhed. Og endelig slutter dette Afsnit med en Oversigt over Byens historiske Udvikling, set paa Baggrund af de geografiske Faktorer. Grænsen for Vendernes yderste Udbredelse mod Nordvest gik netop gennem denne Egn, der tidligt blev Genstand for Saksernes Kolonisation. Selve Bydannelsen foregik dog efter al Sandsynlighed først under den store tyske By i Østersøomraadet i Begyndelsen af det 12. Aarhundrede. Byens første Befolkning dannedes karakteristisk nok af Westfalere.

Kiel har dog haft svært ved at hævde sig som Handelsby, og det lige fra de første Aarhundreder af Byens Eksistens. Den førte Administrations og Universitetsbyens noget vegeterende Tilværelse. Kun i første Halvdel af 19. Aarhundrede har den haft en vis Handelsbetydning. Den hastige Vækst falder sammen med Fjordens Udnyttelse til Hovedkrigshavn for hele det tyske Rige. I sidste Halvdel af 19. Aarhundrede er Byen ikke som tidligere en By med ret stor Eksport, men Hovedvægten kommer mere og mere til at ligge paa Indførsel af Levnedsmidler og Raastoffer til Brug for Flaaden og Skibsværfterne.

Aabningen af Kielerkanalen har snarest skadet Kiel som Handelsby.

En saa ensidigt betinget By som Kiel maa selvfølgelig i særlig
Grad føle Trykket af de indre- og ydrepolitiske Begivenheder, og
Folketallet har da ogsaa siden 1918 været i Nedgang.

Bogens andet og største Afsnit behandler „Bylandskabet", som
det ser ud i Dag.

Der skelnes mellem „det indre Bylandskab", hvortil Bykærnen og de nyere Bydele henregnes, og „det ydre Bylandskab", der omfatter en hel Del Forstæder, der mere eller mindre i Udseende er præget af Storstadens Nærhed.

Bykærnen skilles fra de nyere Bydele ved den saakaldte „Schwächezone", et befolkningsfattigt Omraade, der nærmest maa svare til Demarkationsterrænet ved andre Byer. Den gamle Bykærne har haft sit naturlige Forsvar i Bugten „Kleiner Kiel". Denne Schwächezone er nu væsentlig optaget af offentlige Bygninger: Raadhuset, Skoler, Banker, løvrigt er det indre Bylandskab kendetegnet ved den sammenhængende

Bebyggelse. Husenes Højde «tiger fra Centrum ud mod Periferien. Dette Forhold forklares ved Byens overordentlig hurtige Vækst, ved hvilken det gjaldt om at skaffe Boliger til den voksende, men ret fattige Befolkning.

Gennem en meget tyndt befolket „Mellemzone", kendetegnet ved
Kolonihaver og Kirkegaarde, Parker og Sportspladser, kommer man
til „det ydre Bylandskab".

„Mellemzonen" er et økonomisk og skattemæssigt begrundet Fænomen.
Først uden for den kommer man til Omraader, hvor der er
„Skattely, og hvor samtidig Grundpriserne er smaa.

Paa Grundlag af lagttagelse i det ydre Bylandskab opstilles følgende
Skema for Bebyggelsens Udvikling:

1) Den første Forstadsdannelse kendetegnes ved den stærke Forøgelse
af Tallet paa de mindste Landbrug, der ved Have og Mejeriprodukter
bidrager til Storstadens Forsyning.

2) Landevejsbebyggelse med udpræget Forskelligartethed i Bebyggelsens
Karakter; snart høj, snart lav Bebyggelse.

3) Bebyggelsen breder sig fra den smalle Stribe langs Landevejen ud til Siderne, men er stadig skilt fra det indre Bylandskab ved den übebyggede MeJlemzone. Først paa dette Stadium begynder Byen langsomt at række en „Vækstspids" ud mod Forstaden.

4) Efter Indlemmelse skabes bredere Bebyggelsesforbindeteer mellem Byen og den gamle Forstadskærne, der mere og mere taber sin landsbyagtige Karakter. Mellemzonen vil dog længe kunne erkendes ved de store übebyggede Strækninger.

5) Det sluttelige Udviklingsstadium naar man, naar der er kommet
en fast Forbindelse mellem By og Forstad ved Hjælp af flere
fuldt bebyggede Hovedgader.

Det er let at se, at disse Regler passer meget godt med Bybebyggelsens
Udvikling andetsteds, f. Eks. her i København.

Blandt Kortene lægger man navnlig Mærke til et Prikkort over Bylandskabet, hvor hver Prik svarer til 50 Indbyggere. Det giver et meget anskueligt Billede af Befolkningens Fordeling. Der findes desuden Kort over Erhvervenes Fordeling i Byomraadet og over Byens Stilling i Nær- og Fjerntrafikken.

Billedtavlerne er Luftfotografier, der giver et godt Indtryk af
Byen og Omegnen. En meget fyldig Litteraturliste giver Bogen øget
Værdi.

En indholdsrig og tankevækkende Bog.