Indbyggerne paa St. Kilda har forladt deres Ø.

Ude i det atlantiske Ocean ca. 60 km N.V. for Hebriderne ligger en Gruppe
Smaaøer, hvoraf den største, St. Kilda, fra gammel Tid har været beboet.
Øerne bestaar for største Delen af basaltiske Bjærgarter og hører til den store

nordatlantiske Basaltregion; Klippegrunden kommer frem i Dagen over største Delen af Øernes Overflade, og kun hist og her, navnlig i Dalene, finder man et tyndt Dække af Løsjord og Tørv. Kysterne er stejle og vanskeligt tilgængelige, kun paa Sydsiden af St. Kilda findes en beskyttet Bugt, Village Bay, hvor Landing kan finde Sted. Klimaet er udpræget oceanisk med en meget mild (frostfri) Vinter, men til Gengæld en kølig, taaget og regnfuld Sommer. Paa Grund af de talrige og voldsomme Storme kan Trævækst ikke trives, men i de mindre udsatte Dele af Øerne vokser der lave Buskadser og Græs. Der dyrkedes lidt Kartofler og Byg, som lige til det sidste blev malet paa „middelalderlige" Stenkyærne, der blev trukket med Haanden. Af Husdyr holdtes Faar og nogle faa Køer, men ingen Heste; Fiskeri og Fuglefangst bidrog i væsentlig Grad til Befolkningens Ernæring.

Den oprindelige Befolkning var Kelter, som imidlertid i Vikingetiden blev opblandet med Nordmænd, der erobrede Øerne og herskede der indtil Slutningen af det 12. Aarh., hvorefter St. Kiida kom ind under Skotland. Sproget vedblev imidlertid at være gælisk, og indtil for ganske nylig taltes der slet ikke Engelsk, men i Løbet af de sidste 20_—30 Aar vandt dette Sprog dog frem blandt Ungdommen, medens den ældre Generation stadig med stor Trofasthed holdt fast ved Forfædrenes Tungemaal.

Beboerne af St. Kilda har længe kæmpet en haard Kamp for deres Tilværelse. Gennem lange Tidsrum var de afskaarne fra Forbindelse med Omverdenen og i Uaar med Misvækst og svigtende Fangst rasede Hungersnøden iblandt dem; saa sent som i Sommeren 1926 har der været Sult og Nød i det lille Samfund.

Disse Katastrofer i Forbindelse med en stor Børnedødelighed bragte Indbyggerantallet
til at falde, men værre endnu var det, at Ungdommen, navnlig
efter Krigen, i stort Antal udvandrede til de skotske Byer.

Ungdommens Udvandring blev katastrofal for hele Samfundets Næringsliv,
fordi man ikke uden unge, raske Mænd kunde indfange og klippe de halvvilde
Faar paa Soay, og dette var netop en af Grundpillerne i St. Kildas Økonomi.

Under disse trøstesløse Forhold foreslog Regeringen at rømme Øen, og med Sorg gik de tilbageblevne Beboere, hvis Antal efterhaanden var svundet ind til 45, .ind paa at lade sig overflytte til Halvøen Morvern i Skotland. Rømningen af St. Kilda fandt Sted 30. August 1930. I det gæliske Skotland beklages Opgivelsen af St. Kilda meget stærkt, idet et af Fristederne for det vigende keltiske Sprog dermed er gaaet til Grunde. N. N.