Man kan maaske undre sig over, at der i den sidste Menneskealder,
trods ivrig Søgen efter „the missing link", kun er fundet saa
faa Rester af de mest primitive Menneskeformer og deres formodede
Aner blandt Anthropomorferne. Det maa ved en saadan Betragtning
erindres, hvilken sjælden Kombination af heldige Omstændigheder der
kræves, for at et Abelig i Nutiden skal undgaa Destruktionen paa
Jordoverfladen ved Tildækning af en eller anden Slags. At dette er
nu og da, er vel utvivlsomt, men dels kan Fossilet ved Omdannelser
af Jordoverfladen atter være ødelagt, — og er det bevaret i en
for Forskning tilgængelig Form, skal der ihvertfald det Held til, at
det findes, — og findes af en Person, der har lidt Begreb om dets
Værd. Ethvert Fund af denne Art er derfor alene ved sin Sjældenhed
af største Interesse, og et saadant Fund er Pekingfundet, — og tilmed
et særdeles righoldigt.

Fundets Historie er i Korthed følgende: En første Antydning af forhistoriske Mennesker i Pekingegnen stämmer fra Aarhundredskiftet, da der i et Apotek i Peking mellem fossile Knogler (der i Kina anvendtes som Lægemiddel) opdagedes en jordfunden Mennesketand af meget primitiv Type, „Shansi-Tanden", som ledte Fagfolks Tanker i denne Retning. Men først i 1922 fandt Prof. J. Gunnar Andersson ved Chou-Kou-Tien, 40 km S.V. for Peking, en Lokalitet med fossile Dyreknogler, mellem 'hvilke der i 1926 fandtes to menneskelige Kindtænder. Gravningerne fortsattes af Kanadieren Davidson Black, Svenskeren Bohlin og bl. a. Kineserne Li og Pei, og i Okt. 1927 fandtes den Kindtand, som Black med Henblik paa dens Betydning for Menneskets Afstamning kaldte „the most important tooth of the world", og paa Grundlag af hvilken han opstillede en ny hypotetisk Menneskeform, Sinanthropus pekinensis. Senere udgravedes Fragmenter af Kæber og Hovedskaller og i December 1929 — just som Gravningerne skulde indstilles — den øverste Del af en Hovedskal i ret

velbevaret Tilstand. Senere Undersøgelser har bragt mere Materiale
frem, — i Juni 1930 saaledes en Skaldel, paa hvilken en lille Del af
Næsepartiet var bevaret.

Hvad der gør Fundet, om muligt, endnu mere værdifuldt, er den Omstændighed, at de ledsagende Faunarester gør det muligt at datere det til ældre Diluvium; en heldig Ting er det endvidere, at dette Fund i Modsætning til flere foregaaende er udgravet af Videnskabsmænd under Anvendelse af den mest formaalstjenlige Teknik.

Findestedet er et Hule- og Kløftsystem i silurisk Kalksten, som i ældre Diluvialtid er udfyldt med Kalkbrokker og Ler, hvorefter det hele ved Imprægnation er omdannet til en fast Travertinbjergart, hvoraf de enkelte Stykker af Fundene med Besvær maa mejsles ud. Videre Gravninger vil maaske løse Gaaden, om hvordan disse Kraniedele er bragt til Stedet. Som aflejret af gennemstrømmende Vand lader det sig ikke let forklare, at der kun findes Dele af Hoveder, et Faktum, der ogsaa vanskeliggør Fundets Forklaring som Rester af et Rovdyrmaaltid. En yderligere Bearbejdelse af Materialet vil maaske ogsaa afsløre andre Skeletdele i Travertinen, med hvilken de hidtil fundne Dele i flere Tilfælde har været „sammenvokset" indtil Ukendelighed. Groft forarbejdede Flintredskaber er før fundet i Egnen, men ikke i Tilknytning til de sidste Fund. Flint forekommer ikke som Bjergart der paa Stedet.

Som det fremgaar af Profilkurven af Hovedskallerne er de karakteristiske Ejendommeligheder først og fremmest den ringe Kraniehøjde, den lave tilbagevigende Pande og de mægtige Øjenbrynsbuer, der som en Kam rager frem over Ansigtsdelen og ved en tydelig markeret Indsnøring adskiller sig fra selve Hjernekassen. I Nakken bemærker man det stærkt fremtrædende Fæste for Nakkemusklerne, der antyder, at Hovedet ikke som hos Nutidsmennesket har væ.ret i Ligevægt paa Hvirvelsøjlen, men ligesom Pattedyrhoveder i Almindelighed har været holdt oppe af de stærke Nakkemuskler. Hermed hænger det ogsaa sammen, at Nakkehullet har siddet længere tilbage end hos Nutidsmennesket.

Men Hensyn til Kraniebredden viser S. ogsaa primitive, abeagtige Træk. Medens den største Bredde hos Nutidsmennesket ligger paa Højde med Sømmen mellem Tindinge- og Isseben for derefter at aftage nedefter mod Øreregionen, er det omvendt 'hos Menneskeaberne, idet Bredden er størst forneden, hvilket staar i Forbindelse med den kraftigt udviklede, brede Underkæbe og det forholdsvis lille Hjernevolumen. Sinanthropus indtager her en Mellemstilling, idet Bredden er størst forneden, men kun lidt smallere end ved Tindinge_—Issebenssømmen. Hjernevolumen anslaas til 980_—90 cm³ — altsaa betydeligt større end de nulevende Menneskeabers, der sjældent er over 600 cm3,

men langt under Menneskehjernens, der 'hos nulevende varierer mellem
12—1600 ems.

Hvorledes Sinanthropus forholder sig til de øvrige fossile Menneskeformer, kan i visse Henseender ses af Figuren, paa hvilken Kurverne for et Par af de Former, der nærmest kommer i Betragtning, er indtegnet til Sammenligning. Den store Overensstemmelse med Pithecanthropus falder, straks i Øjnene, ligesom en Betragtning af

Fotografierne straks fremkalder Kraniekalotten fra Java i Erindringen. En nærmere Undersøgelse viser, at Ligheden ikke er overfladisk; i mange væsentlige Træk er der en smuk Overensstemmelse mellem disse to Fund.

Typen, Pithecanthropus erectus, „det oprejstgaaende Abemenneske", blev som bekendt opstillet paa Grundlag af den Kraniekalot, som Hollænderen Dubois i 90'erne fandt paa Java. Det kan bemærkes, at dette Fund ikke blev gjort ved et rent Tilfælde, men som Følge af en systematisk Eftersøgen, idet Dubois lod sig forflytte som Militærlæge til Java netop for at faa Lejlighed til at efterforske den Mellemform mellem Abe og Menneske, som Haeckel havde forudsagt maatte

søges paa Sundaøerne. Efter Billeder kan det være svært at skelne Sinanthropus- og Pithecanthropus-Skallerne fra hinanden; var det sidste Fund gjort paa Java, vilde det — efter Weinerts Mening — være blevet omtalt som et nyt Pithecanthropus-Fund.

At der er Forskelligheder, ses af Profilkurverne. Sinanthropus har en stejlere Pande (det sidst fundne Eksemplar dog ikke i saa høj Grad som det første, her gengivne) og Hjernevolumen har sikkert været større. Disse Forskelligheder er dog ikke større, end at Weidenreich anser det for muligt at forklare dem som Race- eller Individualvariationer, ihvertfald betragter han Sinanthropus og Pithecanthropus som to hinanden meget nærstaaende Former. Medens visse tyske Anthropologer — ogsaa Weinert f. Eks. — saaledes har været tilbøjelige til at diskutere Berettigelsen af Opstillingen af Sinanthropus som en særlig Type, betoner deres engelske Kollega, Elliot Smith, i højere Grad Forskellighederne og understreger Lighedspunkter især i Kranievæggens store Tykkelse og Struktur 'hos Sinanthropus og Eoanthropus, Piltdown-Mennesket, hvis Kranieform i Rekonstruktionen dog afviger stærkt fra Pekingskallen ved den høje Pande og de svagtudviklede Øjenbrynsbuer.*)

Interessant-er det, at Pithecanthropus, der i snart 40 Aar har været i Brændpunktet for de almindelige anthropogenetiske Teorier, med Pekingmennesket har faaet sin Bekræftelse. Selv om Teorier, der forklarer Javakalotten som Kraniedel af en kæmpestor Gibbon, vel nok er forladt af de fleste, har det dog den største Betydning, at Pekingfundet, ved i forskellige Henseender at fuldstændiggøre Javafundet (Hjernekassens Bund, Kæber og Tænder) gør det sikkert, at Pithecantropus kan henregnes til Menneskeformerne (Hominiderne).

For Spørgsmaalet om Menneskets Afstamning ligger Pekingfundets største Betydning vel nok netop i dette, at den hidtil kendte, noget omtvistede, laveststaaende Mennesketype er blevet verificeret ved rigeligere Fund af en meget nærstaaende Form.

For den omstridte Eoanthropus ligger der ogsaa en Slags Bekræftelse i det Faktum, at den med Hensyn til visse Forhold (Skaltykkelsen f. Eks.) ikke mere er noget helt isoleret meMem de tidlige Menneskeformer.

Sammenligner man Pekingkraniet med de mere højtstaaende Neandertaleres
Hovedskaller (se Fig.), finder man i Formen visse Ligheder,

---

*) Da netop dette Parti ikke er fundet, men rekonstrueret, er der jo den Mulighed, at Eoanthropus kan have haft en fladere Pandehvælving (Diskussionsindlæg i Geografforeningen af Dr. V. Nordmann). I denne Fremhævelse af de bestaaende Forskelligheder mellem S. og P. ligger dog ingen Underkendelse af de paa andre Punkter uomtvistelige Ligheder.

men ogsaa betydelige Forskelligheder. Neandertalkranierne er baade længere og højere og har meget større Hjernerumfang- over 1300cm³. Opretholdes Pekingmennesket som en selvstændig Type, maa den altsaa efter tyske Forskeres Mening placeres mellem Javamennesket og Neandertaleren, — dog afgjort nærmest det første, men i visse Bygningstræk pegende mod den sidste.

Elliot Smith er derimod tilbøjelig til at anse S. for den mest primitive
af disse Former.

Det er fristende og nærliggende at drage Slutninger om en genetisk Sammenhæng mellem de forskellige Led i denne morfologiske Udviklingsrække; — for noget saa dristigt giver disse spredte Fund dog ikke tilstrækkeligt Grundlag. Om Sinanthropus, Eoanthropus og Pithecantropus er vore direkte Forfædre eller om de skal betragtes som Repræsentanter for senere uddøde Sidegrene paa det menneskelige Udviklingsstamtræ, maa eventuelle fremtidige Fund kaste Lys over.

LITTERATUR

C. Pel: An account of the discovery of an adult S. skull in the Chou Kou
Tien deposits.

Bulletin. Geolog. Society China VIII 3 Peiping 1929.
*Davidson Black: Preliminary notice of the discovery of an adult S. skull.

B. G. S. Ch. VIII 3. Peiping 1929.

•^Davidson Black: Interim Report on the skull of Sinanthropus.

B. G. S. Ch. IX 1. Peiping 1930.

Black: Notice of the recovery of a second adult S. skull specimen.
B. G. S. Ch. IX 2. Peiping 1930.

Hans Weinert: Der S. als Bestätigung des Pithecanthropus erectus. Zeitschrift
der Morphol. u. Anthropol. 29. 1931.

*Franz Weidenreich: Sinanthropus pekinensis und seine Bedeutung für die
Abstammungsgeschichte des Menschen. „Die Naturwissenschaften". H. 40. 1931.

*Ales Hrdlicka: The skeleton remains of early man. Smithsonian Inst. 1930.
*Elliot Smith: Sinanthropus — Peking man. The scientific Monthly. Sept.

1931.

De med * betegnede Publikationer bringer Billeder af Fundet.

EFTERSKRIFT

Efter Artiklens Trykning har Elliot Smith i „The Times Weekly Edition", 17. Dec. 1931, givet et Referat af de sidste Undersøgelser i Sommeren 1931, der har bragt sensationelle Fund af fundamental Betydning. I 4 Aar har man arbejdet ved Gravningerne bl. a. med Henblik paa eventuelle Redskabsfund uden at finde noget saadant; dette negative Resultat skabte en vis Tilbøjelighed for den Antagelse, at S. var ukendt med Benyttelse af Ben og Sten som

Redskabsmateriale og — forsaavidt der overhovedet var Tale om Redskabskultur
— stod paa et meget lavt Trin.

Den .ivrige Søgen er imidlertid kronet med Held. Pei har saaledes udgravet Redskaber af Ben og Hjortetak samt c. 2000 Stk. Kvartsit og andet Kvartsmateriale (dog ikke Flint!), af hvilke enkelte Stykker er formet til Redskaber (fashioned into implements). Samtidig meddeler Davidson-Black om Fund, der viser, at S. har haft Kendskab til Ildens Brug; efter dette er Hulerne ved Chou indtil videre det ældste, kendte Forekomststed for Menneskets An^ vendelse af Ild. (c. l Mill. Aar, efter Chester A. Reeds). Da der endvidere berettes om Dyreknogler, der er flækkede for Marvens Skyld, og da Abbé Breuil, der har studeret fundene paa Stedet, udtaler, at Dyrekranier er knust for deraf at lave Skaale, maa det vel antages, at S. har brugt Hulerne til Beboelse. De kommende Rapporter med Afbildninger og yderlig Oplysning om disse Fund maa afventes med Spænding.

Med Hensyn til Materiale for Bedømmelse af S.s genetiske Stilling skal der til Slut henvises til Davidson Blacks sidste Publikation: „On an adolescent skull of S. in comparison with an adult skull of the same species and with other hominid skulls, recent and fossil" i „fPaläontologia Sinica", D. Vol. 7, 1931. Afhandlingen er et dels beskrivende, dels kritisk vurderende Arbejde, der bringer et storslaaet fotografisk og antropometrisk Billedmateriale. Davidson Black konkluderer sin Undersøgelse med at konstatere, at S. og Pithecantropus er hinanden nærstaaende Former; P. bærer dog i visse Henseender Præg af at være en specialiseret Furm, medens S. i Kranie- og Tandbygning har bevaret flere primitive Træk. Forskelligheder i Størrelse, Proportioner og Detailler er tilstrækkelig store til at berettige Opretholdelsen af S. som en særlig Type, der systematisk ikke kan have staaet fjernt fra den Hominide, fra hvilken Neandertaleren og Homo sapiens, Nutidsmennesket, har udviklet sig. A. S.