Hakluyt Society, stiftet 1846.

Efter Hakluyts Død, skriver Sir Clemens Markham, havde England ingen fremragende Geograf indtil Major Kennels Tid¹), og da han døde, blev det nødvendigt at stifte „The Royal Geographical Socity". Dette Selskab tog sig af det samtidige Behov, men der var stadig den samme Fare tilstede som paa Hakluyts Tid, at Opdagernes glorværdige Bedrifter til Lands og til Søs vilde gaa i Forglemmelse, med mindre Hakluyts Betragtninger blev adopterede og hans Eksempel fulgt. Med af Opdagelsernes Bedrifter vilde ogsaa alle de værdifulde Efterretninger, som de samlede til Nytte for Eftertiden, forsvinde i, hvad Carlyle kalder „den grænseløse Forvirring" (the shoreless chaos).

Disse Tanker optog Sindene hos Mænd af de mest forskellige Beskæftigelser
og i de forskelligste Stillinger, men forenede i en Følelse
af Pligt til at fortsætte Hakluyts Arbejde.

Det var i 1846, at adskillige fremragende Personer, der var opfyldt af disse Tanker, begyndte at raadføre sig med hinanden og at veksle Meninger. Saa blev da et Møde sammenkaldt den 15. December i „London Library" med Sir Roderick Murchison som Dirigent..

Litteraturen, Videnskaben, Geografien, Digtekunsten og „les belles lettres", Politiken, Biografien, Flaaden og Hæren var repræsenteret af de ledende Mænd paa disse Omraader, og Resultatet blev, at det blev besluttet: „at danne et Selskab, kaldet Hakluyt Society, med det Formaal at udgive og fordele mellem sine Medlemmer de sjældneste og mest værdifulde Beskrivelser om Rejser til Lands og til Søes samt geografiske Beskrivelser fra de tidligste Opdagelsesrejsers Tid til Dampiers Verdensomsejling."

De atten Mænd, som affattede denne Resolution, blev Selskabets
Stiftere. Sir Roderich Murchison blev Selskabets første Mand, en
Post, han beholdt i 24 Aar, fra 1847 til sin Død 1871. Sir Roderick

*) 1742—1830.

var Geolog og Naturgeograf, men han havde Forstaaelsen af de Værdier, der kunde indvindes af tidligere Opdageres Beretninger og af den nationale Betydning, som det havde at optegne og bevare deres tappre Bedrifter og gøre dem let tilgængelige for Befolkningen. Hakluyts „Principal Navigations" havde i 1896 en Værdi af 20 £, og for „Purehas his Pilgrims"', mente Sir Clemens, var der opnaaet en Pris af 70 £.

Næst efter Sir Roderick stod Selskabet mest i Gæld til Mr. R. H. Major, som var Sekretær fra 1848 til 1858, ligesom han i mange Aar var Sekretær ved „The Royal Geographical Society". Under hans dygtige Forvaltning havde Selskabet en lykkelig Fremgang, hvilket skyldtes hans uforlignelige Kendskab til Stoffet, hans vidtstrakte Bekendtskab til Arbejdsfæller paa de samme Omraader, hans Beredvillighed til at meddele sit Forraad af Kundskaber til andre, hans ædle Sympathi med Udgivernes Arbejde og hans indtagende Væsen. Skønt Mr. Major trak sig tilbage fra sin Stilling som Sekretær i 1858, vedblev han at være et højst skattet Medlem af Raadet i de næste tredive Aar.

Da Selskabet mistede sin trofaste gamle Ven Sir Roderick Murchison valgtes Sir David Dundas til Præsident for „Hakluyt Socity". Sir David var en dygtig Jurist, een af de mest populære Mænd i London og een af hin Tids bedste Fortællere. Han var Klassiker og en dygtig sammenlignende Geograf. Ligesom Hakluyts Fætter havde Sir David et meget fint Bibliotek med Rejsebeskrivelser, i Temple, og paa samme Maade, som Hakluyts Interesse for Geografien blev vakt ved hans Besøg hos Fætteren i Middle Temple, paa samme Maade blev Sir Clemens Markhams Sind — som han selv udtrykker det „for at sammenligne en meget ringe Person med en stor — vendt mod denne fortryllende Videnskab ved hans Besøg i Sir David Dundas Bibliotek og hos dets indtagende Ejer i King's Bench Walk."

Sir 'David døde i 1877. Femten Aar før havde Sir Clemens gjort Sir Henry Jules Bekendtskab og erhvervet hans haandskrevne Oversættelse af Friar Jordanus samt sikret sig ham som en ivrig Støtte for Selskabet. Sir Henry Jule var den mest Hakluyt-sindede Mand, Sir Clemens nogensinde havde kendt. Han lignede Hakluyt i minutiøs og samvittighedsfuld Søgen, havde ligesom denne fantasifulde Egenskaber og poetiske Instinkter, var som denne patriotisk i sin Higen og døde som Hakluyt i Rustning, arbejdende til det sidste og som Formand for Selskabet. Sir demens skriver: „Jeg tror, at een af de mest rørende Hændelser i Litteraturens Historie er Jules Udnævnelse som korresponderende Medlem af „Academic des Inscriptions et Belles

Lettres", to Dage førend han døde, og hans Svar paa det Telegram,
der meddelte hans Udnævnelse:

„Reddo gratias, illustrissimi domini, ob non-ores tanto nimios quanto immeritos. Mihi robora deficiunt, vita collabitur, accipiatis voluntatem pro facto. Cum corde pleno et gratissimo, moriturus vos, illustrissimi domini, saluto."

[Jeg sender, højærværdige Herre, min Tak for den i saa ringe Grad fortjente Ære. Mine Kræfter svigter mig. Livet ebber ud, modtag Villien for Gerningen. Med et fuldt og taknemmeligt Hjerte sender jeg Dem, døende, højærværdige Herre, min Hilsen].

Sir Henry Jule døde 1889 og afløstes af Sir Clements Markham, der sad i Formandsstolen til 1909. Han afløstes af Albert Gray, C. B. K. C., som ved 300-Aarsfesten for Richard Hakluyt's Død 1916 udtalte følgende: „Krigens mørke Sky er endnu over os, og Aaret er gjort endnu tungere for os ved vor Præsident, Sir Clements Markhams beklagelige Død, et uerstatteligt Tab for Selskabet. Selskabets Raad ønsker med dyb Sorg at udtale dets Følelse for det Tab, som Selskabet i Aar har lidt ved Sir Clements R. Marhams Død. Han blev Medlem i 1853, var Sekretær fra 1858 til 1887 og Præsident fra 1889 til 1909. Foruden at beklæde disse Stillinger med den højeste Dygtighed, bearbejdede han for Selskabet et stort Antal af dets mest værdifulde Værker, hovedsagelig oversatte fra spansk og portugisisk, i hvilke Sprog han var en fremragende Lærd."

„Selskabet har saaledes i næsten 60 Aar nydt direkte Fordel af hans utrættelige Arbejde, samtidig med, at hans Navn føjede Glans til dets offentlige Anseelse — en Glans, der var skabt af hans vidtrækkende Kundskaber i den geografiske Videnskab, ved hans Bedrifter paa Opdagelsesrejser og ved hans andre og mangfoldige Tjenester i Statens og Menneskehedens Interesser."

„Det er godt for os ved denne Lejlighed at huske paa, at i den lange Liste over dem, som har arbejdet for Selskabet, staar to Navne med straalende Glans, Sir Henry Jule og Sir Clements Markham. Begge var hengivne Forskere og Tilhængere af Hakluyt, delende hans brændende Patriotisme og opildnede af den samme Iver for det Almenes bedste."

Albert Gray afløstes af Sir William Forster, der i Øjeblikket er
Selskabets Præsident.

Disse er de Mænd, der har været Selskabets Førere.

Oprindeligt var det Hensigten at begynde Hakluyt Society's Serier
med et Aftryk af Hakluyts meget sjældne „Divers Voyages touching
the Discovery of America"; men det blev forhalet og udkom

først med det syvende Bind 1852. Siden da er nu udkommet ialt 165 Bind, hvoraf de første 100 danner 1. Serie. Desuden er udkommet en Extra-Serie, hvoraf Bd. l —12 er Hakluyts „The Principal Navigations, Voyages, Traffiques & Discoveries of the English Nation", Bd. 13 „The Text & Versions of John de Piano Carpini and William de Rubruquis", første Gang udgivet af Hakliiyt 1598, og 14_—33 „Hakluytns Posthumus or Purchas His Pilgrims" af Samuel Purchas. Om dette sidste Værk skriver Sir Clemens Markham: „Hakliiyt efterlod en stor Samling af Materialer, som kom i Hænderne paa velærværdige Hr. Samuel Purchas, der efter nogen Tids Forløb udgav „Hakluyts Posthumus" or „Purehas his Pilgrims"; et uvurderligt Værk, skønt beskadiget ved ukloge Forkortelser og Udeladelser."

Af ovenstaaende fremgaar det da, at Selskabet i Løbet af de 84
Aar, det har bestaaet, har udgivet meget nær 200 Bind.

For at give Læserne en Forstaaelse af, hvad disse Selskabets Publikationer indeholder, vil jeg lade Sir Clements Markham selv tage Ordet, kun skal der gøres opmærksom paa, at selv om Sir Clements elegante Fremstilling af Publikationernes Indhold endnu staar ved Magt — saa skal blot den samlede Masse tre- eller firedobles.

Sir Clements siger i 1896: „Siden hine fjerne Dage er niogfyrretyve Bind bleven fuldendte og danner en smuk Serie. Vi har i den sidste Halvdel af dette Aarhundrede gjort, hvad Hakluyt med saa megen Begejstring og Dygtighed gjoide for sine Samtidige paa Elizabeths Tid. Beretningerne om de gamle, heltemodige Opdagere er kommen indenfor Befolkningens Rækkevidde. De er ofte gengivne med Opdagernes egne Ord, hvis ikke, saa med en Vens eller en Ledsagers. I vore Serier fortæller Azurara den ædle Prins Henrik den Søfarendes Levnedsløb. Der er intet paa anden Haand. Columbus fortæller os i sine egne Breve og i sin Journal om sine Forestillinger og Længsler og om sine vigtige Foretagender, John Cabot og Jaspar Corte Real kan ikke tale til os i deres egne Ord, thi alt, hvad de nogensinde har skrevet, er gaaet tabt; men vi har gengivet Meddelelser fra Samtidige og andre Dokumenter, der fortæller os om deres Ekspeditioner. Amerigo Vespucci fortæller sine forunderlige Eventyr paa sin egen iMaade. Magellans mindeværdige Rejse er fuldstændig beskrevet af Pigafetta, og Fletscher, Kapellanen, fortæller os Historien om Sir Francis Drakes Verdensomsejling. Pedro de Sarmiento, hvis Rejser skyldtes, at Drake viste sig i „Det stille Hav", fortæller med sine egne Ord om hans Udforskning af Magellans-Strædet, om hans Udholdenhed og Taalmodighed og om hans Ængstelser og Lidelser. Det samme gør Sir Richard Hawkins, og det vil være vanskeligt i hele den lange Række personalhistorisk Litteratur at finde en mere fortrylleride

Fortælling, lige fra den Dag, da Dronning Elizabeth forandrede Navnet paa hans Skib „Repentance" til „Dainty" til den Dag, da den spanske Flaade endelig tog ham til Fange. Den overordentlig sjældne Beskrivelse af 'Verdensopdagelserne af Antonio Galvano er ogsaa bleven optrykt.

„Læsere, som er interesserede i hvilken som helst særlig Verdensdels Opdagelseshistorie, maa nødvendigvis kunne faa den Interesse tilfredsstillet i vort Selskabs Værker. Vore Arbejder med Hensyn til de .aiktiske Regioner er næsten komplet. Fortællingen om Zeniernes Rejse er bleven udgivet og deres Ægthed diskuteret. Frobishers tre Rejser og Dokumenterne vedrørende disse i Rigsarkivet, danner eet (nu 3) af vore Bind. ]_De Veers forunderlige Fortælling om Willem Barents Rejser med dens kuriøse Illustrationer er udkommet i 2 Udgaver. John Davis, Hudson, Baffin, Fox og James, Hall og Munk er alle bleven udtømmende behandlede i vore Publikationer.

„Vender vi os mod Øst, beriges Selskabets Medlemmer med de tidlige Rejser til Indien og det østlige Archipel. Gaspar Correas „The Lendas" er oversat for at give os Underretning om Vasco da Gamas Rejser. John Davis fortæller om Begivenhederne ved den første hollandske Rejse til Ostindien, og Beretningen om de første engelske Rejser under Sir James Lancaster fortælles os af hans Styrmænd. Efter at have naaet Indien i dette behagelige og værdige Selskab, kan Læseren i vore Publikationer strejfe rundt i Østen under Ledelse af de mest usædvanlige Lærere. Med Clavijo kan han besøge Hoffet i Timor; gamle Friar Jordanus vil indføre ham i Indiens Undere; Mendoza, Adams og Cocks i Kinas og Japans; Varthema vil føre ham paa Pilgrimsrejse til Mecca; Sir Henry Jules vandrende Venner vil vise ham Cathay og Vejen dertil. Kort sagt, der er næppe et Hjørne af Østen, som ikke er beskrevet af een eller anden af de berømte Mænd, som er bleven frelst fra Forglemmelse af Hakluyt Society. Herberstein, Giles Fletscher ogjenkinson beskriver Rusland i gamle Dage, medens Afrika er aabnet for os af Father Alvarez, som fører os til Negus af Abyssiniens Hof, af Barbosa og af den mest snaksomme og mest belærende af alle Maurer, Leo Africanus. Vore Værker fortæller ogsaa om Philippinernes. Bermudas-Øernes og de canariske Øers Opdagelse og Besættelse, oplyser os om Rodriguez og Mauritius mærkelige Fugle og belærer os fuldt ud om de tidligste Rejser til Australien.

„Amerika, Nord og Syd, har vi ydet den samme Opmærksomhed. Med Hernando de Soto besøger vi Florida, og af Strackey lærer vi alle Detaillerne ved Virginias første Besættelse, medens Champlain fører os til Mexico, saa at vi kan marchere gennem de tætte Skove,

i hvis Midte Mayaernes vidunderlige Templer var skjulte, i Selskab med den store Erobrer Herman Cortes. I Sydamerika hører vi om alle Orinocos Vidundere af Sir Walter Raleigh. Vi sejler ned ad Amazonfloden med Gonzola Pizarro og Tyrannen Aguirre, lever imellem Brasiliens Vilde med Hans Stade, gaar ep ad Rio de Plata til Paraguay med Cabeza de Vaaa og hører om alle Vidunderne ved Opdagelsen og Erobringen af Peru og alle de overvældende Detailler i Inka-Civilisationen af selve Conquistadorerne eller deres ledsagende Præster og med deres egne Ord."

„Dette", sagde Sir Clements, „er Resultatet af halvtreds Aars Arbejde" men endnu rigere og mangfoldigere viser Værket sig nu efter yderligere 34 Aars Forløb, uden at det interessante og levende Billede, som Sir Clements oprullede, har forandret sig i mindste Maade.

Det er muligt, at Læsere af denne Artikel faar Lyst til at stifte
Bekendtskab med denne indholdsrige Serie.

Den findes kun to Steder her i Landet, i „Det kongelige Bibliotek",
hvis Serie ikke er komplet, og i „Marinens Bibliotek", der har hele
Rækken.

Forøvrigt vil jeg benytte Lejligheden til at gøre opmærksom paa, at „Marinens Bibliotek" er i Besiddelse af en meget stor Samling Rejsebeskrivelser, omfattende Verdensomsejlinger og Rejser til Søes, men især en meget omfattende Litteratur vedrørende arktisk Forskning, ogsaa vedrørende antarktisk, dog i knapt saa fuldstændig en Grad.

Læsning af de gamle Rejsebeskrivelser er uden Tvivl af stor Betydning for de senere Aars Opdagelsesrejser og ikke mindst for Forstaaelsen af de Foredrag, som „Det kongelige Geografiske Selskab" lader afholde af de Mænd, der i vor Tid sætter deres Energi og Dygtighed ind paa at fortsætte de Traditioner, der er os overleverede fra vore Forfædre.