Alfred Philippson: Beiträge zur Morphologie Griechenlands. Geographische Abhandlungen begründet von Albrecht Penck, herausgegeben von Norbert Krebs. 3. Reihe, 3. Heft. (16x23 cm, 96 Sider, 3 Tekstfigurer, 8 Tavler og l Kort). J. Engelhorns Nachf. Stuttgart 1930.

I 80'erne og 90'erne udførte Philippson et stort og grundigt Arbejde i Grækenland, og Resultaterne af disse Undersøgelser danner endnu Grundlaget for en stor Del af vor Viden om dette Lands Geologi og Geografi, men siden den Tid har Studiet af fysisk Geografi haft en enestaaende rig Udvikling, og det er lykkedes senere Forskere som Maull og Dépéret ud fra nye lagttagelser, nye Erfaringer andet Steds fra og nye Synsmaader yderligere at udbygge denne Viden. I 1928 har Philippson paa ny besøgt Grækenland og har nu samlet det foreliggende Stof i en kort, men fortrinlig, monografisk Fremstilling, hvoraf Hovedresultaterne er følgende:

Den i Grækenland og det vestlige Lilleasien herskende Landskabsform, den ægæiskc Landskabstype, kan ikke direkte afledes af den i Oligocæn afsluttede Foldningsproces, idet den nu herskende Profilering er et Resultat af senere Jordskorpebevægelser, der ganske vist for en Del følger Foldernes Strygningsretning og er at betegne som posthume tektoniske Bevægelser. Man forefinder saavel rene Brud som kippede Klodser og „Aufwölbungen" med skraa, men kontinuerlige Overgange til de neden for liggende Omraader. Sænkningsomraaderne er hyppigt usymmetriske og forskudt til Siden derved, at den ene Side af et Sænkningsfelt under senere Faser i de tektoniske Processer har hævet sig, medens den anden Side sammen med Randzonen i det tidligere Resistensomraade er blevet sænket yderligere. Den korinthiske Grav er en saadan Dobbeltdannelse; en ældre Grav dannedes i Pliocæn i en Zone lidt sydligere end den nuværende Grav-Zone, men denne udjævnedes, og derefter foregik der rimeligvis i kvartær Tid en Hævning af den nordlige Rand af det nuværende Peleponnes og en Sænkning og Nedbøjning af en Landstrimmel Nord for. Begge disse Grave er orienterede Øst-Vest og er omtrent sammenfaldende, men Grænselinjerne mellem hævet og sænket Land er flyttet en lille Smule, ca. 15 km, mod Nord i Forskydningens

yngste Fase. En Analogi til denne Asymmetri, men i større Format, haves i det adriatiske Bækken, hvis Vestside, den italienske Kyst, i sen Tid er hævet, samtidig med at Østsiden, den istrisk-dalmatiske Kyst, er sænket. Terrainet i Nutidens Grækenland er altsaa i Hovedsagen bestemt ved vertikale Jordskorpebevægelser af lokal Karakter, men Grænserne mellem de enkelte tektoniske Enheder er kun i visse Tilfælde udformet som Brud, i andre Tilfælde er Kontinuiteten bevaret, og Bevægelsen har kun resulteret i en Skraastillin-g af Lagene.