A. Métraux: La civilisation materielle des tribus Tupi-Guarani. (18X25 cm. 331 sider, 30 illustr. i teksten, 10 tavler, 11 kart). Librairie orientaliste Paul Geuthner. Paris 1928. A. Métraux: La religion des Tupinamba et ses rapports avec celle des autres tribus Tupi-Guarani. Bibliothéque de l'école des hautes etudes. Sciences religieuses. Vol. XLV. (17x25 cm., 260 sider, 8 illustr. i teksten, titelbillede, 8 tavler). Librairie Ernest Leroux. Paris 1928.

Mere og mere er Göteborg blevet et centruin for studiet af Syd- Amerikas etnografi, takket være den enestående virksomhed, som Erland Nordenskiöld har udfoldet både som forsker og museumsmand. Forf. af nærværende arbejder, der vil være dette tidsskrifts læsere bekendt ved sin afhandling om de gamle Tupinambå-fjerprydelser i vort Nationalmuseum, har i længere tid studeret i Göteborg, og grundlaget i hvert fald for det første af de to værker er først og fremmest samlingerne i denne bys museum og Nordenskiölds rige privatbibliotek af gammel og ny literatur om Syd-Amerika. Metoden, der anvendes, er også denne forskers omhyggeligt gennemførte analyse.

I La civilisation materielle des tribus Tupi-Guarani behandler forf. kulturen hos en af Syd-Amerikas videst udbredte folkegrupper. Tupi- Indianere er truffet spredt over hele Amazonas- og Paranå-området og paa Brasiliens kyst; navnlig i det østlige Paraguay og det sydlige Brasilien var der en talrig befolkning, og endnu findes der her såvel som ved Amazonas sydlige bifloder adskillige småstammer, af hvilke nogle i egnene om Tapajoz må antages endnu at være i besiddelse af store dele af deres oprindelige kultur; desværre er imidlertid netop disse foreløbig omtrent ukendte. Tupi-folkenes store udbredelse har bragt dem under indflydelse af vidt forskellige former for tropisk natur. Deres kultur er derfor meget uensartet: Chiriguanoerne i El Gran Chaco kan kulturelt næppe skelnes fra de i sproglig henseende vidt forskellige Chané og er stærkt påvirket af højfjældskulturen i Bolivia og Peru; Omaguaerne ved øvre Amazonas sluttede sig, som deres anvendelse af barktøj, pusterør, pilegift, dansemasker m. m. viser, nær til andre, ligeledes übeslægtede stammer i disse egne, mens endelig Oyampierne i Guiana har lånt elementer fra deres caraibiske og arowakiske naboer. Det mål, forf. har sat sig, er gennem en analyse af Tupi-Indianernes materielle kultur at gøre rode for deres vandringer og disses udgangspunkt.

Efter en oversigt over samtlige stammers udbredelse og de historiske
efterretninger, der haves om dem, følger en detaljeret gennemgang
af samtlige den materielle kulturs bestanddele: bolig og bohave,

kulturplanter, våben, jagt, fiskeri, dragt og smykker, fartøjer, musikinstrumenter, teknik o. s. v. Hertil slutter sig to mindre kapitler hcuh. om lidet kendte stammer, der antages at tilhøre Tupi-folkenes æt, og om oprindeligt fremmede stammer, der i tidens løb er blevet „tupiiserede". Til sidst sammenfattes resultaterne.

Først og fremmest gøres der rede for Tupiernes postcolumbiske vandringer, som har strakt sig ned i tiden lige til vore dage (1912). Disse vandringer er forårsaget dels af frygt for de portugisiske slavejægeres forbryderiske togter, dels af håbet om at finde „landet, hvor man ikke dør", dels endelig af disse stammers almindelige vandrelyst. Ved således at bortskære de historisk kendte vandringer får man en præcolumbisk udbredelse af væsentlig mindre omfang end den senere, idet den indskrænker sig til landet øst for Madeira og syd for Amazonas; kun ved selve denne flods øvre løb nåede de længere vestpå (Omagua og Cocama). Det viser sig nu, at i kulturen hos stammerne i Central- og Øst-^Brasilien og i Paraguay findes der ingen elementer, som peger i retning af en indvandring fra egne med andre naturforhold. Forf. mener derfor her at finde den reneste Tupi-kultur. At søge udgangspunktet for vandringerne i₁ Syd-Brasiliem og Paraguay, således som Martins i sin tid gjorde, går imidlertid ikke an: i Tupi-Indianernes fælleskultur er der nemlig jntet, som peger f den:i-e retning, hvorimod der hos Tupi-stammerne her er en mængde elementer, som åbenbart er indført udefra, d. v. s. fra nord; desuden tyder tilstedeværelsen af en række splittede småstammer (Caingang, Bugres o. a.) på, at Tupierne i Paraguay og Syd-Brasilien har bredt sig over en ældre Géz-befolkning. Tupi-folkenes hjemstavn må efter forf.'s mening søges i Tapajoz- eller Xingu-området, snarest ved den førstnævntes øvre løb.

Det må ikke glemmes, at dette arbejde på grund af sine omhyggelige udbredelsestabeller over en mængde kulturelementer i Syd- Amerika indeholder yderst værdifulde oplysninger for langt videre, etnografiske kredse end dem, der er direkte interesserede i de her behandlede spørgsmål. Alt i alt er det et betydeligt arbejde, som slutter sig værdigt til den række sydamerikanske studier, der kan spores tilbage til vort naboland.

La religion des Tupinamba er nær knyttet til f'oran nævnte værk. Det har ikke været muligt at give nogen samlet oversigt over alle Tupi-stammers religion, da der er alt for store huller i vor viden på dette punkt; men om Tupinambaerne gælder det, at skønt de forlængst er fuldstændig uddøde, hører de, ikke mindst hvad deres religion angår, til de bedst kendte af alle Syd-Amerikas folkeslag. Grunden hertil er, at disse Indianere, som i sin tid boede langs Brasiliens

kyst lige fra mundingen af La Plata til Amazonas, j løbet af det 16. og 17. årh. geoitagende gange er skildrede af fremragende iagttagere som Thevet, Cardim, Yves d'Évreux, Claude d'Abbeville, Vaas de Caminha o. s. y.

\ en række kapitler skildres ikke blot de egentlig religiøse forestillinger om kulturheroer, det mytiske tvillingpar, verdens skabelse, nder dæmoner, men også medicinmændene og deres virksomhed ved helbredelse af syge samt skikke forbundne med fødsel, pubertet, giftermål, begravelse, agerbrug, krig o. s. v. Et langt kapitel er .viet det rituelle menneskeæden, som gik for sig under udfoldelse af mange ceremonier. Forf. har været så heldig i Paris' nationialbibli'otek at finde et uudgivet manuskript af Thevet, som indeholder mange vigtige oplysninger om denne uhyggelige side af de gamle Tupinambåers liv. Selvfølgelig er det trods alt umuligt at give et fuldstændigt billede af Tupinambåernes religion. Det er da heldigt, at det, man ved fra dem, stemmer forbavsende meld oplysningerne fra to andre Tupi-stammer, Apap-ocuva og Temfoé, således at forf. med fuld føje har kunnet drage dem med ind i diskussionen ved klarlæggelsen af dunkle punkter. I det hele taget er der ved giVen lejlighed altid taget hensyn .til andre Tupi-stammer. Sammen med det foregående, arbejde danner det således en betydningsfuld skildring af en kultur, hvis sidste rester er dømt til snart at forsvinde. Kaj Birket-Smith.