|
Geografisk Tidsskrift, Bind 32 (1929) 1Den 23. internationale Amerikanistkongres i Newyork 1928.professor William Thalbitzer. Side 88
Under præsidium av Amerikas største nulevende etnolog, professor Franz Boas, samledes den 23. Amerikanistkongres for indianerog eskimoforskning d. 17.—22. september ifjor. Der var over 400 deltagere. Foredragene (ialt 147) var inddelt sektionsvis og handlede om menneskets første tilværelse i Amerika, om den etniske forbindelse mellem Nord- og Sydamerika, mellem Sydamerika og Stillehavsøerne, mellem Nordamerika og Eurasien over Beringstrædet, om eskimoerne og ildlænderne og de mange mellemliggende folkegrupper osv. De fleste av møderne fandt sted i det store „naturhistoriske" museum (The American Museum of Natural History) med dets smukke, gamle og nye samlinger til illustration av Amerikas mange brogede indianerkulturer samt landets fysiskjbiologiske natur. Enkelte dage holdtes møderne på universitetet (Columbia), i Brooklyn-imusæet eller i det nye og særlige indianer-musæum (Museum of the American Indian), efter stifteren, etnografen og rigmanden G. Beye, oftest benævnt The Heye Foundation. Det sidste ligger på Broadway og udgør tiovedfløjen av Amerikas Geografiske Selskabs bygning. Kort før
kongressens åbning døde dens ledende sekretær, professor
1) Dr. P. E. Goddard var en udmærket kender av de nordamerikanske indianeres sprog og kultur. Han var uddannet ved California-universitetet og siden 1915 knyttet både til det naturhistoriske musæum i Newyork og til universitetet dær. I en nekrolog i Newyork Times fik han en rosende omtale av musæets chef -Fairfield Osborn: „Goddards arrangement av de i vort musæum udstillede sager har vundet beundring overalt". De etnologiske samlinger efterlader et stærkt .indtryk ved den på eengang fagkyndige og kunstbetonede opstilling, som skyldes Goddard. Side 89
gaveaterstatte
ham blev derefter overdraget til en anden av det
naturhistoriskemusæums Prof. Franz Boas (f. 1858) tilhører nu de ældste av amerikanisterne, og han er übetinget den mest frelmstående iblandt dem. Gennem sin lange videnskabelige virksomhed, som aldrig har hvilet, har han øvet en mægtig indflydelse på den opvoksende slægt av etnologer og filologer i Amerika. Han har i udpræget grad dannet skole — en av hans bedst kendte disciple er A. Kroeber i Californien. Naturligvis arbejdes der også hist og her efter andre linjer og metoder end de av Boas indførte. Men Franz Boas' navn er faktisk knyttet til alle de store etnologiske værker og håndbøger over amerikansk indianerforskning, som 'har set lyset i dette århundrede. Personlig har Fr. Boas skrevet talrige (nu op mod 500) afhandlinger og artikler, især om eskimoerne og stillehavsindianerne; jeg skal her fremhæve hans første store værk The Central Eskimo, hvori ihan fremstillede hovedresultaterne av sin forskningsrejse 1883—84 mellem eskimoerne på Baffinsland, den store ø lige -overfor Grønland. Ingen nulevende arktisk forsker har giet et så vidtfavnende bidrag til eskimologien og amerikanistiken som Fr. Boas; Ihans to store værker om eskimoerne på Baffinsøen og ved Hudsonbugten står jævnbyrdigt ved siden av kommandør Gustav Holms skildringer av Østgrønlandseskimoerne (med resultaterne av „konebådsexpeditionen" i 1883—85)2). — Fr. Boas er udenlandsk æresmedlem av det Danske Videnskabernes Selskab- Da der i 1906 blev udgivet et indholdsrigt festskrift i anledning av 25årsdagen for hans doktorjubilæum, blev han hyldet av alle de store navne i Amerika. Som motto bar bogen Sclhillers ord: Was hat der
Mensch dem Menschen For os danske har disse kongresser den betydning at udbrede kendskabet til det store arbejde, der gennem 200 år er udført her fra Nordens lande, og i første linje fra Danmark, for at udforske Grønland og eskimoerne. Danmark har heldigvis gang på gang været repræsenteretved disse kongresser, der regelmæssigt finder sted hverandet år, skiftevis i Amerika og Evropa. Der har næsten altid været enkelteforedrag om de arktiske folk; og navne som Egede, Rink, G. Holm, Fridtjof Nansen, Nordenskiøld, Steensby nævnes ofte i forbindelsemed de arktiske forskninger. Spørsm'ålet om eskimoernes oprindelseer og vil endnu længe være brændende. Den siden /. H. Rinks tid knæsatte teori går jo ud på, at disse nordligste beboere av Amerika oprindeligvar 2) Meddelelser om Grønland bd. 9—10 (1889) og 39 (på engelsk, 1914). Side 90
rindeligvaret ægte indianerfolk. På mange punkter er der nære kulturhgheder,men eskimoernes sprog er ikke i påviseligt slægtskab med noger indianersprog. Teorien regner med, at dette folk, og kun det ene, i en fjærn fortid vandrede så langt mod nord, at de forreste tilsidst nåde ud til de arktiske kyster, enten i Alaska (Rink) eller i de mere centrale egne (Boas, Steensby, Birket-Smith). Derude ved havkysterneskulde det oprindelige indlandsfolk have ombygget kanoerne tM skindbåde (kajaken) og lært sig at fange sæler og andre større ihavpattedyr.— Rasmus Rask hadde søgt at 'bevise, at det eskimoiske sprog tilhører den „finske sprogæt", d. v. s. den, vi nu 'betegner som den finsk-ugriske. Eskiimoisk skulde derefter ikke være et indianersprog,men ligge Europas folk nærmere. Denne opfattelse har ihaft forkæmpere blandt sprogforskere indtil vore dage. Jeg kan min.de om, at disse teorier allerede blev kraftigt drøftet på den amerikanistkongres,der fandt sted i København 1883 under forsæde av J. A. Worsaae.Dengang tog man spørsmålet op på sprogligt grundlag2). Ved den sidst stedfundne kongres drøftede man eskimoernes kultur på etnografiskog arkæologisk grundlag. Et helt formiddagsmøde var særlig viet til eskimoerne. Om resultaterne av Knud Raslmussens 5. Thuleexpedition gav Kaj Birket-Smith og Therkel Mathiassen nye oplysninger. I diskussionen derom deltog Boas, Hrdlicka, Bogoras, Jochelson, J. A. Mason og flere andre eskimokendere. Der forelå meddelelser om nye og mærkelige fund fra en a^ldgamme! højtstående kultur på Alaskasiden av Beringstrædet, stenredskaber og sager av tandben med eskimoisk præg, men med en ejendommelig ornamentik. Den saimime stil går igen i >en stor samling (Collin's) fra St. Laurentsøen i Beringhavet, der nylig er blevet hjembragt til det etnografiske musæum i Washington. Man vil erindre, at den 5. Thuleexpedition medbragte eskimoiske fundstykker helt ovre fra Sibiriens nordkyst henimod Lenafloden i udpræget grad mindende nm den grønlandske Thulekultur. Problemet om, (hvad der er ureskimoSsk, er næppe helt løst endnu. Der ligger endnu imeget til oplysning derom nedgemt i jordens frosne skød. Også på mexikanistikens område var der en dansk indsats ved cleni'6 kongres, idet den unge etnograf Frans Blom gav en livlig, illustreretskildring av sin sidste expedition tværs gennem Mellemamerika. Han fremtrådte ved siden av sin ældre ledsager og skolede lærer Morh'y,hvis udgravninger og rekonstruktioner på Yukatarthalvøen, med følgende påvisninger av oldkulturens tidsavsnit, har vakt megen opsigi.Man 3) Endnu så sent som på den 22. amerikanistkongres i Rom (1926) blev dette spørsmål om sproget drøitet. Side 91
sigi.Manhar udgravet mayaernes store templer og deres boldpladser •med skrånende sidevægge. Spinden har påvist det samme folks store astronomiske evner f. ex. ved forudberegningen av himmellegemernes formørkelser. For at vise,
hvilke emner og problemer der forøvrigt optog sindene
Bogoas: Redegørelse for de nyeste russiske undersøgelser ang. den oldasiatiske befolkning i Sibirien. — Prokofyev: Protoasiatiske elementer i Ostjak- Samojedernes kultur. — Ivanov: Aleutisk hovedtøj, særlig dets ornamentik. — Jochelson: Kamtshatkas urfolk sammenlignet med nordvestindianerne. — Hrdlicka: Eskimoernes indvandringer fra Asien til Amerika. — Koppers: Problemet om kulturforbindelser i gammel tid mellem Indlandet og Australien. — Kroeber: Prækolumbiske forbindelser (indvandringer) mellem Nord- og Sydamerika. •— Saville: Samme emne. — Tello: Peruviansk arkæologi. —E. Nordenskiøld: Qunaindianernes religion og billedskrift. •— Olbrechts: Cherokee divinationsmetoder. — Gusinde: Motivet „de to brødre" i sydamerikansk mytologi. — Mendizabal: Saltproduktionens indflydelse på fordelingen av folkene i Mexiko. •— Tozzer: Maya og Toltec indskrifter ved Tshitshen-itza. — Uhle: Mastodonten samtidig med sydamerikanske indianere. — Whorf: Aztekernes sprog. — Sapir: Nootka slægtskabssystem — og sproglige problemer. — Thalbitzer: Eskimoisk som sprogtype. — Sapper: Om bevaringen av gamle indianermonumenter. Danmark, Københavns universitet, Videnskabernes Selskab og Geografisk Selskab var repræsenteret ved kongressen (av forf.). lait var der 33 forskellige nationer tilstede, og 21 regeringer hadde sendt repræsentanter. En del resolutioner blev vedtagne; ved en av dem blev det overdraget Tagliavini at foreta en undersøgelse av, hvad der findes av gammelt amerikanistisk materiale (håndskrifter) i de italienske biblioteker. Der var stærke bestræbelser fromme for at få Mexiko og visse sydamerikanske stater til at frede de store, tildels ruinerede mindesmærker fra fortiden. En del av disse er blevet udgravet og restaureret, men mange ligger hen i forsømt tilstand. Der blev ikke taget nogen beslutning om øjeblikkelig henvendelse til de fremmede regeringer, formodentlig av ængstelse for indblanding og gnidning av diplomatisk art, men ønsket om at redde de mærkelige rester av gammel kultur vil være brændende og vil gøre sig gældende på flere måder. Disse kongresser har igennem de mange års stadige tilbagevenden til indianerforskningens hovedproblemer og ved sine lysende videnskabelige resultater tiltvunget sig en opmærksomhed, der når langt udover fagmændenes snævrere kres. De amerikanske nationer begynder at forstå, at deres korte historie kan forlænges ind i den prækolumbiske tid, takket være indianernes efterladte kulturrester. Den næste kongres
vil antagelig finde sted i Hamborg.
|