Walter H. Mallory: China, Land af Famine. (17x26 em. 199 Smed 103 111. og Kort). American Geographical Society, Special Publication No. 6. New York 1926.

Forf., der er Sekretær i China International Famine Relief Commission, har paa Basis af megen Førstehaandsviden og omfattende Studier givet en alsidig Behandling af et af Kinas alvorligste Problemer: den stadig tilbagevendende Hungersnød. Der indtræder næsten hvert Aar i en eller anden Del af dette uhyre Rige en katastrofal Mangel paa Levnedsmidler; historiske Kilder beretter om ikke mindre end 1828 Tilfælde af Hungersnød mellem Aar 108 f. Chr. og 1911 e. Chr. Mange af disse Katastrofer har medført utalte Millioners Død. Under den store Hungerperiode i Nordkina 1920—21, der skyldtes Tørke, skal c. 20 Mill. Mennesker have været uden Levnedsmidler, og 1/2 Mill, antages at være omkomne; internationale Hjælpekomiteer understøttede da 7,7 Mill. Individer. Befolkningen i de hjemsøgte Egne plejer under saadanne Perioder at gribe til fortvivlede Udveje, som f. Eks. at sælge deres unge Kvinder, og hele Landsbyer begiver sig

paa Tiggerfærd. De tørkeplagede nordlige Provinser Chili, Shantung, Shansi, Shensi og Honan synes altid at have lidt mest. I sin interessante Bog „The Character of Races" har Ellsworth Huntington søgt at forklare Nordkinesernes store Konservatisme og aandelige Træghed derved, at Nøden stadig har drevet de aktiveste Befolkningselementer til Udvandring.

Idet Mallory undersøger Hungersnødens mange forskellige Aarsager, giver han en.indgaaende og skarpsindig Analyse af Kinas Næringsliv, Naturforhold, politiske og sociale Tilstande, og diskuterer derefter en Række Reform-Muligheder. Forrest blandt disse — med Hensyn til Gennemførlighed og umiddelbar Nytte — sætter han Flodregulering og Kunstvandingsanlæg. Ganske vist har Kineserne allerede for Aartusinder siden udmærket sig i Vandbygningskunsten; dog behøves der moderne, vesterlandsk Ingeniørvidenskab for at forhindre de stadig gentagne Oversvømmelsesulykker. Hwang Ho, „Kinas Sorg", er langtfra den eneste Flod, der trænger til Regulering; Hwai Ho og Pechilis Floder er ligesaa ødelæggende. Nye Kunstvandingsanlæg er mulige, bl. a. i Wu Ho Dalen i Shensi. Dernæst vil de kinesiske Bønders Forhold kunne forbedres ved at tilvejebringe et bedre Kreditsystem; de maa nu betale frygtelige Aagerrenter for Laan. En planmæssig Kolonisation af det indre Mongoli, Manchuriet og visse tyndt befolkede Egne af det egentlige Kina kunde bringe Lindring til overbefolkede Distrikter; ganske vist foregaar der stadig Kolonisering, men i et altfor langsomt Tempo, idet Kinesernes store Hjemkærlighed virker hindrende. Endvidere anbefalede Forf. Indførelse af Hjemmeindustrier, der kunde beskæftige den overflødige Arbejdskraft i Landsbyerne. Og trods det kinesiske Agerbrugs store Intensitet vilde Landbrugsproduktionen kunne øges ved forbedret Teknik og rationel Udvælgelse af Planteracer. Paakrævet er ogsaa Skovplantning; hensynsløs Afskovning har gjort Kinas Bjerge øde og har banet Vejen for Bortskylning af løse Jordlag, hvorved Svingningerne i Flodernes Vandføring er forstærkede. Men Skovplantning er en saare langsom og bekostelig Proces. Samfærdselsmidlerne er i Udvikling; men der vil kræves lang Tid og store Summer, før Kina har et Jernbane- og Vejnet, der svarer til et moderne Erhvervslivs Fordringer.

Sidst paa Reformprogrammet sætter Forf. „Education", hvormed han vel egentlig mener en Rationalisering af kinesisk Sjæleliv efter vesteuropæisk eller amerikansk Mønster. Han sætter dette Punkt sidst, fordi det vil være saa overordentlig vanskeligt at gennemføre. Og dog vil Kina vedblive at være Hungersnødens Land, saalænge Forfædredyrkelsen binder Slægterne til Fædrenes Gravpladser og gør et talrigt Afkom til den mest attraaede Besiddelse. Kinas Befolkningsproblem

kan overhovedet ikke løses uden Fødselsregulering; og denne Sikkerhedsventil for overstrømmende Livskraft er aldeles uforenelig med den nedarvede kinesiske Livsopfattelse. Spørgsmaalet bliver da, om ikke den europæiske Tekniks Forbedringer af Kinas Erhvervsliv — i Forbindelse med den europæiske Lægekunsts Ophjælpning af Kinesernes Sundhedstilstand — blot vil muliggøre en enorm Forøgelse af Kinas Befolkning uden i mindste Maade at mildne Befolkningspresset?