Den afrikanske gule Feber.

Den gule Feber, som gennem Aarhundreder var en Hemsko for Amerikas Udvikling, fordi de fleste af Indvandrerne bukkede under for Sygdommen straks efter Ankomsten, er i Løbet af de sidste 2 Aartier ved et fremragende Bekæmpningsarbejde blevet udryddet af hele Verdensdelen. Den er desværre ikke samtidig forsvunden ud af Verden, som man vel en kort Tid havde haabet, fordi den gule Feber hovedsagelig blev regnet for en amerikansk Sygdom.

ikke længere paavise noget mistænkeligt, saa det saa ud til, at Sygdommen var forsvunden af sig selv, som det er sket paa smaa Øer, naar hele Befolkningen engang var inficeret. Gode lagttagere bemærkede dog atter af og til et Tilfælde, som lignede gul Feber; det sikre Bevis er i saadanne enkelte Tilfælde vanskeligt at føre, fordi Forskellen fra andre Febersygdomme ikke er saa udpræget.

April 1926 fik jeg til anatomisk Undersøgelse tilsendt en Række saadanne under mistænkelige Omstændigheder forekomne Dødsfald, og i alle Tilfældene uden Undtagelse fandt jeg straks Symptomer, der ikke var til at tage fejl af, og som var mig saa velkendte fra de amerikanske Epidemier, nemlig store Forandringer i Leveren, hvilket er ejendommeligt for den gule Feber og ikke forekommer ved nogen anden Sygdom. Det viste sig atter, hvor afgørende vigtig den patologisk-anatomiske Undersøgelse •— saaledes som den anvendes i Tyskland — er, hvor det gælder om at opklare saadanne dunkle Sygdomstilstande; thi ved simpel anatomisk Undersøgelse var der inden 24 Timer leveret Bevis for, at den gule Feber, som man i mange Aar havde søgt efter, endnu fandtes endemisk i Vest-Afrika.

Den gule Feber forløber ganske forskelligt, eftersom den optræder endemisk eller epidemisk. Den viser sig ikke ofte i den endemiske Form, og i gamle Dage dannede sig den falske Forestilling, at indfødte i Gulfeberlandene overhovedet ikke blev angrebne af den; den var udelukkende en af de Hvides Akklimatisationssygdomme. De Indfødte blev i Virkeligheden ogsaa angrebne, men i en tidlig Barnealder og i den ikke opsigtvækkende endemiske Form, og gik de Sygdommen igennem, var de for Resten af Livet beskyttede mod senere Angreb af Feberen. Myggene bragte Smitstoffet fra disse lette Tilfælde til de meget modtagelige Fremmede, og disse blev syge under den svære epidemiske Form, hyppigst med dødelig Udgang. I Amerika udviklede der sig blandt de mange Indvandrede saa morderiske Epidemier, at de ikke ophørte i Aarhundreder. Hvor Antallet af Indvandrede er ringe, som i Afrika, kan de enkelt optrædende epidemiske Tilfælde ogsaa længe forblive upaaagtede; der opstaar overhovedet ikke Mistanke om gul Feber.

Siden det nu er paavist, at Afrika plages endemisk af gul Feber, vil den
rette Diagnose lettere lykkes, naar Lægerne i hvert enkelt Tilfælde ganske
særlig undersøger m. H. t. gul Feber.

I de sidste 12 Maaneder er der virkelig ogsaa paavist større og mindre Epidemier af gul Feber paa hele Guineakysten, i Senegal, Liberia, Dahomey og Guldkysten. Hele Egnen mellem Senegal og Kongo er maaske fra gammel Tid et endemisk Gulfebergebet, hvor der stadig, snart hist, snart her, hvor Modtageligheden er tilstrækkelig stor, optræder smaa stedlige Epidemier, som straks gør sig bemærkede ved den store Dødelighed. Man kan slet ikke overse, hvorledes Sygdommen udvikler sig i Retning af Landets Indre, man kan kun konstatere den derved, at Landet er saa affolket og i det hele staar tilbage; det burde for længe siden have været som en Have for Europa; men dette er ikke muligt, da man ikke kan spærre af for Sygdommen, saa længe som de hvide Nybyggere straks rives bort af den.

Saa længe som Afrika laa udenfor den store Trafik, blev den øvrige Verden kun meget lidt berørt af, hvad ovenfor er anført; men nu udvikler dette Arnested for gul Feber sig til en Verdensfare, som meget snart vil blive ganske utaalelig. Myggene, som overfører den gule Feber, findes i de varme Lande over hele Jorden, og der er derfor overalt gunstige Betingelser for Udbredelse

af Sygdommen, naar denne bliver ført fra Vestafrika til Spanien og Middelhavslandene og til Central- og Øst-Afrika. Amerika vil med alle mulige Midler kæmpe imod, at denne, den værste af alle smitsomme Sygdomme, atter vender tilbage.

Nu til Dags gives der næppe nogen Smittefare, der truer alle Folkeslag,
og særlig Europa, i saa høj Grad som den afrikanske gule Feber. Det er derfor
uopsættelig nødvendigt, at Spørgsmaalet tages op til Behandling.

Først og fremmest gælder det om at blive klar over, hvor langt Arnestedet strækker sig, for at der kan lægges en Plan for Afspærring og Bekæmpelse, og Maalet maa være at faa Sygdommen fuldstændig udryddet. Hovedvægten maa lægges paa at faa Myggeyngelen ødelagt. Opgaven er ikke let i Afrika, men den var heller ikke let i Amerika, hvor man, skønt man ingen Erfaringer havde, dog opnaaede saa glimrende Resultater.

Den gule Feber skyldes en fin Spirochæte.

Ved Hjælp af disse Spirochæter kan man fremstille Stoffer til Indpodning, der beskytter mod Sygdommen, har god helbredende Virkning og derfor er af fremragende Betydning for Bekæmpelsen. Det maa paa det mest indtrængende tilraades enhver, der rejser til Afrika, at blive indpodet til Beskyttelse mod gul Feber ved Udrejsen og faa fornyet Indpodning hvert Aar.

Paa Grund af Vanskelighederne ved Bekæmpelsen af Feberen i Afrika kan man kun vente et heldigt Udfald, naar alle Magter arbejder sammen. En international, videnskabelig Konference maa udarbejde Arbejdsplanen og fremsætte den for de forskellige Regeringer til Gennemførelse under fælles Ledelse. Tyskland er p. G. a. sin videnskabelige Stilling kompetent til at arbejde med paa dette Spørgsmaal, fordi vore Kolonier endnu forvaltes af Folkeforbundet. De store Omkostninger og Vanskeligheder, der skal overvindes, er dog ikke for noget at regne, naar man sammenligner dem med Belønningen; thi det drejer sig om intet mindre end den rigeste Verdensdel, Afrikas Indførelse i Verdensforvaltningen.

il Amerika er det jo bevist, at det ikke er Klimaet, som har fohindret, at Hvide i massivis nedsatte sig i Troperne, men de smitsomme Sygdomme, som kan indskrænkes og bringes til at forsvinde ved Hjælp af moderne Tropemediciner. Det samme gælder ogsaa for Afrikas Vedkommende, hvor Feberinyggene for Øjeblikket endnu har Eneherredømmet. Men Signal til Angreb er nu givet, og Kampen kan ikke høre op, før Videnskaben ogsaa har gjort denne Verdensdel sund og beboelig for hvide Mennesker. Afrika vil da snart gennemgaa det samme store Opsving, der kom i Amerika samtidig med Udryddelsen af gul Feber, og udvikler sig til et naturligt Supplement til Europa, som her lettest kan faa dækket sit Behov af de Næringsmidler og Raastoffer, som det ikke kan producere paa sin egen Jord. Vest-Afrika, som nu kun har 40 Mill. Indbyggere, har let Plads til det tidobbelte og vil derfor ogsaa mindst kunne optage 100_—200 Mill, hvide Nybyggere, som i det med saa store Ofre erhvervede Land vil finde gunstige Livsbetingelser og fordelagtige Arbejdsmuligheder.

De Folkeslag, som har Besiddelser i Afrika, har naturligvis længe kendt disse Fremtidsmuligheder; det er derfor ogsaa at vente, at de i den nærmeste Tid af tvingende, forvaltningsmæssige Grunde vil tage fat paa den Opgave at aabne for et sundt Afrika svarende til Europas Behov.

Den gule Feber er den sværeste og hidtil uovervindelige Hindring for den
hvide Mands Ophold i Afrika; de ansvarlige Instanser tør ikke hvile, før de

efter det af Amerika givne Eksempel har bragt den gule Feber til at forsvinde
fra Afrika og dermed fra Jordens Overflade.

(„Forschungen u. Fortschritte", Berlin Nr. 1/1928).