Karl Sapper: Vulkankunde. B°, 424 S. 32 Tekstfigurer, 30 Tavler, 4 farvede Kortblade). J. Engelhorns Nachf. Stuttgart 1927.

Bag dette Værk ligger mange Aars Forskninger i forskellige af Jordens Vulkanegne. Allerede 1901, da Sapper lovede Ratzel at levere en „Vulkankunde" til Serien „Bibliothek Geographischer Handbücher", var han en fremragende Vulkanolog, særlig kendt ved sine Studier i Mellemamerika og Mexico. Siden udvidede han sit førstehaands Kendskab til Vulkanerne paa nye Rejser i flere Verdensdele.

---

*Efter at Anmeldelsen er skrevet, er udkommet endnu et Bind, nemlig Sydamerika I, som senere vil blive anmeldt i Geografisk Tidsskrift.

Naar han nu efter 40 Aars Arbejde med Videnskaben om Vulkanerne udsender sin Haandbog, føler han dog Trang til at citere Vasco Nunez de Balboa: „Mennesket naar saa langt, han kan, og ikke saa langt, som han vil". Thi endnu er den fuldkomne Løsning af Vulkanernes Gaade næppe i Sigte. Sappers Bog meddeler udtømmende og klart, hvad der vides om Vulkanerne og de vulkanske Fænomener, og gør omhyggeligt Rede for de Theorier og Arbejdshypoteser, som har haft eller som endnu har Betydning for Forskningen. Men han gør ogsaa opmærksom paa de Vanskeligheder, som møder selv de nyeste Theorier, og skelner klart mellem, hvad der vides, og hvad der blot formodes. Ædruelig Klarhed og samvittighedsfuld Omsorg for Detaillerne præger denne Haandbog; den vil blive et højt værdsat Hjælpemiddel for geografiske Studerende, en sikker Vejleder for den, der nsker at sætte sig ind i Videnskaben om Vulkanerne.

Ganske modstridende Theorier har i de seneste Aartier gjort sig gældende og virket befrugtende paa Vulkanologien. Særlig har der staaet Strid om de vulkanske Gasarter. I 19. Aarh. var de allerfleste Vulkanologer af den Mening, at Vanddamp udgjorde Hovedmængden af Luftudstrømningerne fra Vulkanerne og spillede en meget vigtig Rolle ved Udbruddene. Endnu i 1902 hævdede Eduard Süss, at Vanddampe var den vigtigste Faktor ved de vulkanske Fænomener, idet han antog, at disse Vanddampe var en oprindelig Bestanddel af Magnaet. Men i de følgende Aar foretoges der en Mængde Undersøgelser over de eruptive Bjergarters Indhold af Luftarter, hvoraf syntes at fremgaa, at Vanddampenes Betydning for den vulkanske Virksomhed var blevet stærkt overdrevet. Den belgiske Forsker Armand Gautier paaviste saaledes, at Granit, Gnejs og Porfyr er eksplosive, naar de ophedes til Glødhede. Schweitzeren Albert Brun undersøgte ungvulkanske Bjergarter og fandt ,at disse ved de høje Temperaturer, som forefindes i Vulkankratre med glødende Lava, slet ikke afgiver Vanddamp, men andre Luftarter, saasom Klor og Klorbrinte; han sluttede deraf, at Vanddamp var uden Betydning for de vulkanske Udbrud. Senere Undersøgelser, især af de amerikanske Forskere Arthur L. Day, E. S. Shep^ herd og T. A. Jaggar paa Hawaii, har dog vist, at Bruns Slutning ikke holder Stik; thi Luftudstrømningerne fra Hawaiis Vulkaner bestaar overvejende af Vanddamp (ca. 70 pCt. i Gennemsnit). Men Spørgsmaalet om, hvorfra de vulkanske Gasarter stammer, hvorvidt de er oprindelige Bestanddele af Magmaet, eller i hvor høj Grad de hidrører fra Grundvandet eller endog muligvis fra den atmosfæriske Lufts Indvirkning, er endnu langt fra sin Løsning.

Om Vulkanernes indre Betydning har Geologien tilvejebragt væsentlige
Oplysninger gennem Undersøgelse af Vulkanruiner og Vulkanrødder

fra ældre Jordperioder. Men Spørgsmaalet om Vulkanernes Sammenhæng med Jordens Indre er paa det nøjeste forbundet med vidtrækkende geofysiske Problemer; og Opfattelsen af Vulkanismens Natur er derfor i Tidens Løb undergaaet store Ændringer, i Overensstemmelse med Geofysikernes Opfattelse af Jordklodens Bygning. Det afsluttende Kapitel, „Geschichte der vulkanologischen Anschauungen", er et saare interessant Stykke Aandshistorie.

Sin Hovedstyrke har Bogen dog i den indgaaende Skildring af og systematiske Oversigt over de vulkanske Fænomener, der indtager de fleste af Bogens Kapitler. Forfatterens vidtrækkende Førstehaandskendskab, klare Virkelighedssans og Fremstillingsevne gør det muligt forharn at skildre de mange forskellige Vulkantyper, Udbrudsformer og vulkanske Eftervirkninger livfuldt og realistisk. Denne Haandbog giver ikke alene en rig og mangfoldig Viden om Vulkanismen, men bringer selve de vulkanske Fænomener frem for Læserens indre Blik. Forfatterens omfattende og indtrængende Erfaringsviden er i Virkeligheden Forudsætningen for hans fuldkomne Beherskelse af den vulkanologiske Litteratur.

Kapitlet om Vulkanernes geografiske Betydning indeholder en Rigdom af geomorfologiske, klimatologiske, plantegeografiske og kulturgeografiske lagttagelser. Sappers velkendte Mangesidighed kommer her rigtig til sin Ret.

Meget værdifuld er den i X. Kapitel indeholdte fuldstændige Liste
over alle Jordens 450 kendte virksomme Vulkaner med kortfattede
Meddelelser om de historiske Udbrud.

En petrografisk Indledning til Værket er skrevet af Geologen
Alfred Bergeat.

Benyttelsen af Litteraturhenvisningerne lettes ved et Forfatterregister. Dog vilde en samlet Litteraturfortegnelse have været gavnlig. — Paa S. 30 findes en lille sproglig Lapsus, idet Navnet paa den islandske Udbrudsspalte Eldgjå fejlagtig oversættes ved „alte Spalte".

Illustrationerne er fortrinlige og velvalgte.