Peder Olsen Walløe's Dagbøger. Udgivne i Udtog af Louis Bobé, (B°, 128 Sider) Kommission hos G. E. C. Gad, Kjøbenhavn.

Af „det grønlandske Selskab" er der i de senere Aar udgivet enkelte

Skrifter af tidligere trykte eller utrykte Kilder, der har betydelig Interesse til Belysning af Grønlands ældste Historie. Antallet af disse Skrifter er i Aar forøget med et nyt Værk, Peder Olsen Walløe's Dagbøger, der fremtræder i Udtog af den paa Grønlandsforskningens Omraade særlig Sagkyndige Dr. phil. Louis Bobé, som har forsynet Bogen med en interessant Levnedsskildring af Dagbogsforfatteren og med Anmærkninger, hvori Udgiveren identificerer de Lokaliteter, Walløe passerede paa sin Undersøgelsesrejse langs Kysten.

Ifølge Levnedsskildringen kom Walløe, der var født 1716, til Grønland 1737, blev senere Assistent ved Christianshaab, men traadte i 1748 ud af Tjenesten og forblev i Landet, hvor han ernærede sig som „Frihandler" indtil Foraaret 1751, da han af Missionskollegiet modtog Opfordring til at udforske Grønlands sydligste Egne og forsøge at finde Østerbygden, som man dengang mente laa paa Grønlands ukendte Østkyst.

Walløe tog med Glæde mod Tilbudet, og den 6. August 1751 afrejste han fra Godthaab ledsaget af 2 danske Matroser og 2 Eskimokvinder som Roere paa en Konebaad, der efter hans Erfaring var mere egnet til en Rejse i -Grønland end et Træfartøj.

Paa Vejen sydefter undersøgte han Nordboruinerne i Tunugelliarfik, den gamle Eriksfjord, overvintrede paa det Sted, hvor Kolonien Julianehaab nu ligger, og fortsatte Rejsen det følgende Aar i April, sammen med en Del Eskimoere, der agtede sig til deres Hjemsted paa Østkysten.

Uden at lade sig skræmme af Advarsler mod isfyldte Farvande og de Mordere og Menneskeædere, der sagdes at leve i Cap Farvel Egnen, satte Walløe under stadig Kamp med Drivisen og daarlige VejrforholdKursen ned langs Kysten gennem delvis ukendte Egne til Pamiagdliek og derfra gennem Sundene Nord for Cap Farvel-Øen til

Østkysten, hvor han den 6. Juli 1752 rejste sit Telt paa Fangstpladsen
Ulinek.

Isen lagde dog stadig Hindringer i Vejen, og først den 3. August passerede Walløe Lindenow-Fjordens Munding, paa hvis Nordside han slog Lejr ved Fjeldet Nanisek, hvorfra han saa Storisen ligge klods paa Land i nordøstlig Retning under det Forbjærg, der nu bærer hans Navn. De Oplysninger, Walløe indhentede hos Østlændingene, var kun lidet opmuntrende. De gik ud paa, at kun enkelte Udhavsnæsse egnede sig til Bebyggelse, medens største Delen af Landets Østside var dækket af Indlandsis. Eskimoerne forestillede ham endvidere Umuligheden af at fortsætte Rejsen, og da hans Ledsagere nægtede at gaa videre, og Provianten begyndte at slippe op, maatte Walløe meget mod sin Villie tiltræde Tilbagerejsen, der foregik gennem Prins Christians Sund og videre til Agdluitsok-Fjorden. Her overvintrede Walløe for anden Gang, og først Aaret efter naaede han lykkelig tilbage til Kolonien Frederikshaab. Walløe er den første Europæer, der har givet en Skildring af det sydligste Grønlands Natur og Klima, af Storisens Forekomst og Drift, dens Indflydelse paa Grønlændernes Erhverv og de store Vanskeligheder Isen lægger i Vejen for Samfærdslen i disse Egne.

Ved Siden heraf indeholder Dagbøgerne Oplysninger om Landets Befolkning og kaster Lys over de Vilkaar, hvorunder Kolonisterne i Grønland levede paa Walløes Tid. Bogen har saaledes en Værdi, der rækker langt ud over Beretningen om selve Rejsen.

Walløe's Samtid-havde ikke Øje for de Fortjenester, han indlagde sig ved Udforskningen af ukendte Egne. Han døde den 27. April 1793 fattig og übemærket som Lem i Vartov-Stiftelsen, og det er derfor kun et skyldigt Æresminde, der nu — ved Udgivelsen af Dagbøgerne — rejses ham som en af Grønlandsforskningens første Pionerer.