Den tyske Islandsrejsende Heinrich Erkes fra Køln har i Sommeren 1926 foretaget sin Bde Islandsrejse, Hans Hovedformaal var at bringe til Afslutning de af ham tidligere foretagne Undersøgelser Nord for Sprengisandur og især Udforskningen af de derværende lidet kendte Randbjerge, over hvilke Egne Kortene hidtil har været ukorrekte og vil vedblive at være mangelfulde, indtil Generalstaben har kunnet foretage Maalinger her.

Indtil dette kan s'ke, mener Erkes, at hosstaaende Kortskitse,
som han har stillet til vor Disposition, vil være en Forbedring.

Han har navnlig berejst de øverste Adgange til Dalene, de saakaldte „drog"', og derved knyttet sine tidligere lagttagelser sammen med forrige Aars. Erkes mener, at Hovedfejlen p'aa Kortene hidtil har været, at Skjålfandafljot i sit øvre Løb er aflagt for vestlig, hvorved Afstandene vest for Floden bliver alt for korte, saa der ingen Plads bliver til de lange Dale.

Allerede tidligere har Erkes gjort opmærksom paa, at f. Eks. Afstanden fra Eystripottar til Kiftagil maatte være for kort angivet, bl. a. paa Thoroddsens geologiske Kort — og det viste sig nu at forholde sig rigtigt, ligesom Dalpartierne viste sig at have et noget andet Udseende. Bleiksmyrardalur f. Eks. har en meget betydelig Længde i N_—S o. s. fr.

Han skriver: „En virkelig storartet Udsigt havde jeg i klart Vejr over hele Terrænet fra en Fjældhøjde, som paa Koitet er angivet at være 1100 m o. H., og som ligger oven over Thormoftsstaftadalurs Bund."

Paa Kortskitsen er iøvrigt angivet alle de Ruter, Erkes har berejst
gennem Aarene.

I 1926 besøgte han endvidere endnu en Gang Ask ja, hvor der fra 3._—9. Juni s. A. fandt et Udbrud Sted, som Følge af hvilket der fremkom en vulkansk Ø i Askja-Søen (Knebel-Søen). Dette nye Udbrudssted ligger sydlig i Søen, omtrent 100 m fra Land, d. v. s.

fra Foden af Thoroddsenstindui. Det er omtrent 40 m højt og
100 m langt. Ved dets Sydrand, umiddelbart over Vandspejlet, er
en meget stor vulkansk Virksomhed af højst springende varme Kil-

der. Bedst naar man til denne Del af Askja gennem Dyngjufjalladalur over Suöurskörö; herfra har man overhovedet nu den bedste Oversigtover hele Askja, som i høj Grad har forandret Udseende ved fire Lavastrømme fra 1921 og 1923. Landskabet er s'aaledes blevet meget mere vildt, sønderrevet, uroligt. „Jeg fandt 'hele Askja-Bundens

Overflade fuldstændig blottet for Sne, medens der samtidig laa betydeligeSnemasser paa Randbjærgene, især ved Jönsskarö. Jeg fandt om Eftermiddagen den 30. Juli 11926 Kl. 4, at Temperaturen i Søen var forbavsende ihøj, nemlig 15° C., samtidig med at Luften var -|- 8° C. i Solskin, men med en iskold Vind fra Vatnajokull.

En Færd over Valna-Jökull til Askja.

•Fra 15. til 18. Juli 1926 vandrede tre Islændere fra Egnen ved Hornafjörgur paa Sydvestlandet over Vatnajokull. Det var Unnar Benediktsson fra Einholt, Sigurbergur Årnason fra Svinafell i Hornefjord og Helgi Guftnason fra Hoffell. De havde Slæder og Telt med og tilbagelagde den omtrent 80 km lange Strækning over Isen fra Hornafjöröur til Randen af DyngjujokuH mellem Kverkfjolle og Kistufell i 3 Dage. Derfra vandrede de tre kække Mænd videre nord paa gennem den sydlige Del af Odåo ahraun til Askja, hvor de opdagede, at der i Askjasøen var opstaaet en rygende Ø. De gik nu tilbage efter et otte Dages Ophold nord for Jøklen og vandrede paa ny hjem over Isen ad samme Vej, de var komne, uden noget Uheld.

(„Mitteilungen der Islandfreunde", XIV. Aargang).