Ilguazufaldet i Sydamerika.

I det saakaldte Trelandsihjørne, (hvor Argentina, Brasilien og Paraguay støder sammen, styrter Bifloden Iguazu, kort før sit Ud!øt> i Paranattoden, ned over en lodret, ihesteskoformet Klippevæg, der angives at være c. 20 m •højere end Niagarafaldet, og som har et Omfang af c. 5 km, altsaa det seksdabbelte af Niagarafaldets. Fra det i Midten beliggende største Fald, der har det pompøse Navn Qarganta do Diavolo, styrter c. 4 Millioner Liter Vand i

Minuttet i Afgrunden, og fra Sidefaldet, El Mitre, omtrent lige saa meget; med Hensyn til Vandmængde staar det dog meget tilbage for Niagarafaldet, der nok fører c. 5 Gange saa meget Vand. Vandfaldene blev for et kvart Aarhundrede siden opdaget af Benjamin Peixotto, men først i 1924 har den betydeligste Obrajero (Tømmerhandler) i den Vandfaldet omgivende Urskov, Samuel Ayallagarray, som her har forpagtet 2500 ha Urskov, og som maanedlig udfører 1500 Stammer ved Hjælp af 1000 Mand og 700 Muldyr, anlagt et Hotel og en Picade — ein Vej, som er ryddet gennem Urskoven — og -anskaffet en gammel Fordvogn, saa at Turisten nu kan komme til Verdensunderet.

Dog findes der i Hotellets Fremmedliste kun udenlandske Navne thi Argentinerne har for ringe -Natursans til at foretage en saa lang Rejs« for et Naturskues Skyld. Rejsen med Jernbane fra Buenos Aires til Posadas Hovedstaden i Provinsen Misiones, varer 2 Dage, og derfra to Dage op ae den for sin Hede berygtede Parana me.d en meget übekvem og slet Damper der ikke er indrettet til Passagerfart, og som bliver liggende i timevis vec Træudskiibningsstederne. Selve Hotellet ligger meget smukt, midt i den endnt næsten überørte Urskov; dog regner jeg den der tilbragte Aften for der übehageligste paa alle mine Rejser, fordi Stedet sikkert har Verdensrekord med Hensyn til Antallet af Mosquitos.

Til Vandfaldet kan man kun komme paa en meget primitiv Maade; ovenfor Faldet sejler man med en ganske flad Baad til det Sted, hvor Floder bliver for grundet til Sejlads, og saa maa man springe fra Sten til Sten. Vil man fotografere Faldet fra neden, maa man ned ad den lodrette vejløse Klippe og saa igen klatre op. Besøget ved Iguazu koster megen Tid og ei endnu forbundet med saa store Vanskeligheder, at man maa kalde Faldel for utilgængeligt for den almindelige Trafik.

Heller ikke industrielt bliver Faldet udnyttet. Dets Kraft vilde være tilstrækkelig til at forsyne hele Argentina og Brasilien med Elektricitet; dog vilde Sidefaldets Udtørring om Sommeren og Forskellen paa Vandspejlets Højde (næsten 20 m) i det nedre Flodløb til de forskellige Aarstider berede Udnyttelsen Vanskeligheder. Grunden til denne store Forskel i Vandmængden er den kolossale Regnmængde om Vinteren og den store Fordampning om Sommeren. Efter Løsningen af dette Problem vil Iguazu blive en af Hovedkilderne til Sydamerikas Rigdom. For tolv Aar siden erklærede Argentinerne Vandfaldets Omraade i en Udstrækning af 30,000 ha for Nationairpark.